LøsLøs, to. 1) fri; gaff han dem Barrabam løss. Matth. 27.26, 21 (Chr. Pedersen og flgd. overs.; 1524: løss gaff, løss giffue); herren gaff hannem løss och forlod hannem al skylden. Matth. 18.27 (Chr. Pedersen og flgd. overs.). 2) slap; retter op igen ethers slage hender oc ethers løsse kne. Hebr. 12.12 (1524, Chr. Pedersen). – have løse ben i hovedet ɔ: være forstyrret. Moth. Jvfr. nuv. have en skrue løs, se Ordb. o. Gadespr. 301-2. 3) upålidelig; fly den waandelige, løse snack. 1 Tim. 6.20 (1550, 1647); frigida sententia, løss menning oc dom. Colding, Etymol. 484; vaniloquentia, løss oc forfengelig snack oc tale. sst. 683; Nucl. latinit. 1980. 4) usædelig; allæ the løssæ quiner, i wor her ær. Romant. Digtn. III. 77.14 (= Chr. Pedersen. V. 53.14); P. Eliesen. 12 (se u. leger 2) ovf.); ecte-mands boleri med løse qvindfolck. Comenius, Opladne Dør. § 826. Smlgn. Sch. u. L. II. 724.8 flgd. samt nuv. l. på tråden og l. på tøjlen ndf. (u. tøgel). Endnu brugeligt i de anf. bet. Smlgn. isl. lauss samt andbud-, anger-, arving-, ave-, avinds-, blad-, bode-, bodn (se u. botn)-, brev-, broge-, dyde-, ende-, fa(de)r-, favne-, far(e)-, fatte-, fod-, forfalde-, frid-, frygtes-, fugle-, fæ-, føl(e)-, følens-, grund-, gude-, hand- (es)-, hjærte-, hoved-, hug-, husbonde-, hælpe(s)-, hændes (se u. hand)-, kraft(e)-, kvide-, kåbe-, kær(e)-, lakke-, land-, liv-, lod-, log (se u. lag)-, lystes-, låg-, lån-, løvløs ovf. og mage-, man-, mandhelde-, magt(e)-, mande-, mejgen-, men-, moder-, navn-, nåde-, nød-, ord-, penges-, redde(s)-, rygge-, råd-, sages-, sanse-, sind-, skade-, skøde-, smages-, syndes-, sørge-, tarve-, tide-, tro-, trøste-, tænd-, tørte-, var-, vatn-, ved (se u. vid)-, vorde-, vorens-, vådes-, værje-, værn-, årke-, ærinde-, øgen-, ørkeløs ndf.Løs, to. (isl lauss) 1); se ovf. II. 678 b51, 767 a30, 34; III. 874 b4, 887 a23, 29; V. 531 b19. – lade (slå) gækken (sig) l., se ovf. II. 112 a8 f.; III. 874 b19 f. – være l. (med gst.) ɔ: være fri for; SuhmD XIV. 523 (ovf. II. 794 a27). – være l. ɔ: være i gang (på færde); (1549). KD II. 281 (ovf. u. fyrhage); AB I. 17 a (ovf. V. 647 b17). 2) – sløv; jejunus animus, som icke er lystig eller koed, men saa løss. Etym 586. – smulret (porøs); terra pumicosa, løss, aaben iord. Etym 1012. – l. liv, se ovf. V. 667 a23. 3); PL** I. nr 1095 (ovf. II. 131 b27); PE 439 (ovf. u. forbygge 1)); TdmH a 6v; Naur a 4v (ovf. IV. 274 a4, 247 a40). 5) ugift; Christus haffuer icke holdet sig til løsse personer, sed til giffte. Pall, Skr I. 362 not 3; jf ovf. II. 767 a41. 6) l. krudt ɔ: k. uden kugle (el. skarpt); (1612). NdM II. 44 (ovf. u. fyrbold). – Som bio. 1) gå l. ɔ: a) blive afskudt; HiørK h 9 (ovf. V. 347 a39), c 1; RFII 264 (ovf. II. 412 a48). – b), se ovf. V. 347 a40. – gøre l. ɔ: skyde; da giorde voris fyrverper løs hver med en granat. HiørK c 2. Jf løse 2). – i flere forb. om at begynde el. gøre(s) stærkt; AB II. 285 (ovf. IV. 231 a27); DV VIII. 623 (ovf. V. 74 a53); – saa høge wi løs. Heg 229; KP s 2 (ovf. V. 683 a50). – saa rifver manden løs at skiende. TkH 100; – Hvf IX. x 2 (ovf. II. 844 a21); Steph I. 222 a (ovf. IV. 856 b6); – Heg 208 (ovf. V. 123 a19); – KS 200 (ovf. III. 874 b10); – her sprang stokfiske løs paa skindet af den kone. Helt 221; 2) ikke sammenrystet; (1530). DM4 II. 8 (ovf. II. 879 b7). Jf ovf. III. 829 a49 f. 3) i bet. 3); lade l. om, se ovf. V. 640 b27. Jf barn-, blod-, brodde-, broder-, bryste-, bør-, dy(g)d-, folkes-, fragte-, frugt-, gagn-, galde-, gilde-, gæste-, hals-, hel(d)e-, hjærne-, hud-, hustru-, hvile-, hyldes-, hyldest-, hyrde-, hyre-, håbe(s)-, hævn-, høre-, kalke- (V. 551 b7), klage(s)-, klo(v)- (II. 539 a29), koning-, krage-, krav(es)-, kummer-, køkken-, ljuse-, lunge-, lyde(s)-, lære-, mast-, mund-, mål-, nabo-, natvord-, odde-, omsorgs-, o[ø]rke-, ret(tes)-, ror-, rump(e)-, rødje-, safte-, sejer-, sigel-, sjæle-, skam-, skind-, skru(v)e-, smittes-, stige-, strikke-, stund(er)-, styr-, styrke-, svar-, sømme-, søster-, takke-, tand-, tjeneste-, trang-, trives-, tunge-, under-, uro-, urygge-, vogtes-, valke-, vej-, ven(ne)-, vendings-, vidnes-, våben-, ånde(s)-, ær(e)-, ørel.Løsdriver, no. lediggænger. Moth. Smlgn. sv. lösdrifvare samt drivere ovf.Løsdød, to. ved dødsfald falden tilbage til lensherren (om et len); vdi dette aar er det greffskaff Gudskow løsdød oc fick hertug Barnim aff keyser Carolo 4 breff der paa. Hvitf. III. 525; Moth. Smlgn. dø 2) ovf.Løseigen, to. = løs 3); dog at icke skulle sigis saadan meening med nogen løseigen, ugrundet vidskab at igenleggis. A. Berntsen. III. 441. Måske fejltryk for: løseligen. Løsgangere, no. = løsdriver, se ndf. u. løsninger. Smlgn. Aasen: lausgangar. Løsgive, go. – l. sig ɔ: gå løs; imellem den forgyldte sal og mellemkamret er skillerummet sunket og sig fra bjelken løsgiven (1675). Syn over Hagsholm.Løsgive, go. (sv lösgifva) i nuv. bet.; Matt 2721 (1524, ovf. II. 767 a29); Lysch 338 (ovf. u. bestilling 2)); RFII 217 (ovf. I. 666 a23), 221 (ovf. III. 555 a1).Løsgængere, no. løsgænger; han gaff sigh ahn for en løssgengere (1670). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 225. – findis nogen løsgengere til sig at holde, dennem huse (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 483.Løsgængere, no. (mnt losgenger); – (1602). DM V. 154 (ovf. III. 317 b9); Fdg 12/5 1657 (fl. g.). – omrejsende handlende; (1578). Jacobs 52 (ovf. III. 474 b19).Løsgøre, go. fri for; saa skall i omsider glæde eder med syndere, der er løssgiorde aff synderne. Gerner, Post. II. 85. Løsgøre, go.; haffver hand løssgiort sin fader oc hannem igien konge riget tilstillet. WD II. 237.Løsholt, no. fk. et tværtræ i bindingsværk; en timmermand, der bryder it gammelt huss ned, hand bryder ocsaa i sønder wforseendis en løsholt. Pallad., Visitatsb. 84.16-17. – tømmer til hanebjelker og løsholter (1576). D. Saml. V. 138; hanebielcker och løssholtt. N. D. Mag. I. 169; løssholt vdi bygning, capreoli. Colding, Dict. Herlov.; aatte og tive løsholter (1755). Dmrks. oeconom. Magazin. I. 62. Endnu alm. brugt. Fk. er vistnok kun jydskhed, jvfr. Varming. § 240. Smlgn. Rietz: löshult og holt ovf. Løsholt, no. 2) dovent menneske; KP c 8 (ovf. V. 180 a31). – omgås med l. ɔ: være doven; omgaaes saa met løsholt, at en fattig mands bierring icke skal triffuis formegit. KP aa 8.Løshuldet, to. med løst kød. Moth. Smlgn. huld ovf.Løskendelse, no. opsigelse; ingen endelig dom om samme løskiendelse er gangit. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 121. Smlgn. kend(e)løsning ovf. og løsenkendelse ndf.Løskendt, tm. frikendt. Moth. Smlgn. kende 2) ovf.Løsknægt, no. = løsdriver. Moth.Løs(e)kynde, go. opsige; hun haver ladet lovlig løsekynde paa saeme gaard oc ladet opbiude de pendinge, samme gaard stoed i pant for. Secher, Rettertings D. (1605- 14). 49; deris tienniste otte wger for faredag at opsige, oc saafremt deris husbonde dennem til utilbørlighed vil opholde, da maa de tiennisten løsskynde udi nogle aff sognefolckens nerverelse. Forordn. 16/11 1619; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 482; Chr. V. D. L. 3-19-9; de (ɔ: pengene) stedse oc altid uaffløst schal bliffue bestaaendis oc icke aff nogen aff parterne løskyndis (1661). D. Mag. I. 175. Smlgn. kynde ovf.Løskyndelse, no. = løskendelse; hues godz som icke kand løsses wden løsskyndelsse, att thee thaa strags lader kynde løssen paa (1550). D. Mag. 4 R. V. 315.Løskyndige, no. = løskyndelse; P. Brahe havde stævnet løskyndigen til landstinget, her blev den dømt ved magt. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 480; skal samme løsskyndige skee til tinge ... thi dennem kand med løsskyndigen deris ræt icke hindris (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 339. Smlgn. kynd(ig)løsen ovf.Løskynding, no. = løskyndige; thersom saa kand findis, att thend gaard er sold till itt gienkiøb, om therpaa icke bør løsskynding att skee till thett ting (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 225.Løskynding, no.; panttebreffuedt icke lyder paa nogen løskynningh. RdAH aktsk 92.Løslad, to. letsindig; vm (thu) vanhawes fofæng oc løslade mænniske. H. Suso. 90.36. Smlgn. Aasen: lauslaaten. Løslad, no. letsindighed; tha war ey swa møgheth onth blanth folketh ok ey swa stoor løsladh i closter. Kristi Efterfølg. 8.1-2 (= l. dissolutio. I. 21. 5). Smlgn. isl. lauslæti; Söderwall, Ordb.: löslat samt lad 2) ovf.Løsladig, to. = løslad; at wære løsladigh i koreth oc haffuæ sigh uwyrdeligæ. Brandt. 160.24. Smlgn. Söderwall, Ordb.: löslatogher. Løsladughed, no. = løslad; anger gør møgheth goth, huilketh løsladugheth offte pleger snarlige ath fortabe. Kristi Efterfølg. 35.7-8 (= l. dissolutio. I. 21. 1); skal han haffuæ sigh alwarligæ, thet ær for uthæn all løsheth eller løsladigheth. Brandt. 160.22-23; thet, som hører til rosen oc høfferd eller til løslatehet. H. Suso. 89.11-12.Løslade, go. frikende; hand er løsladit aff dele for thend oxe, hand er laugsøgt for (1574). Rosenv., Gl. D. III. 232.Løslade, go.; (1546). DM4 I. 201 (ovf. II. 511 a23). – give fri; som the ware løesladne, komme the til sine. ApG 423 (1524).Løsliv, no. stærk afføring, tyndt liv. Moth. Smlgn. sv. löst lif.Løslivet, to. havende tyndt liv; lyenteria, møgin stolgang, der en ær løsliffuit, det kallis bugløb. Voc. var. expos. 23v; løssliffuit, lientericus. Colding, Dict. Herlov.; som spytte blod oc ere alt for megit løsslifvede. S. Paulli, Flora D. 352. R; blaa-bær løssner (giør løss lifvet). Comenius, Opladne Dør. § 123. Smlgn. sv. löslifvad. Løslivethed, no. = løsliv; løsslifvedhed giør buglob. Comenius, Opladne Dør. § 303.Løsstilet, to. i prosa; da læser man foruden lyst kun de løsstiled' breve (1677). Stolpe, Dagspressen. II. 65. Jvfr.: enten udi rim eller løs stiil. Det lykk. Skibbrud. A. 2, S. 5. Løstagen, tm. sat i frihed; deris danske fanger blefve alle entlediget oc løsstagen. P. Resen. 194. Smlgn. sv. löstaga.Løstalende, to. førende løs tale; vaniloqvus, løsstalende. Colding, Etymol. 683; Moth.Løstroende, to. lettroende. Moth.Løsør(e), no. fk. i nuv. bet.; hus, goeds, sølff, penge och anden løssøre (1548). Rosenv., Gl. D. I. 112; all anndenn løssøre (1560). sst. II. 286; guld, sølff oc anndre løssøre. (1559). sst. I. 265; alle andre mine løss- øre (1590). sst. IV. 209; andre løsøre, som gode ere. sammes Gl. L. IV. 474. – ruta, løssør, huad som løst er oc ey nagle fest. Colding, Etymol. 1083; kammersen med løsør opfylte. Comenius, Opladne Dør. § 848. J. form, jvfr. Varming. § 70. Smlgn. isl. lauss eyrir; Söderwall, Ordb.: lösöre. Løsøre, no. Jf øre 4) (IV. 993 b36).Løsagtelige, bio. letsindig, løst; the alwarlige tiltale, som the ville bestaa och icke løssagtelige effther røckte och løgenagtige tiidinge. Prædikant. Gensvar. 36; de, som saa løsachtelig end bliffue wed oc wille gierne siunes at elske ordet. Tavsen, Post. vinterd. 151; Chr. Pedersen. IV. 355.10; de, som førre vaare offueruunden aff Danske mend, skulde nu saa løssactelige oc haanlige dennem foracte. Vedel, Saxo. 52; hans førstinde var forneffnde Inger, som nogen ganger offuergaff oc løssacteligen rymde fra hannem. Lyschand. 211. Løsagtig, to. løs, upålidelig; ther var meget løszachtigt oc wduelicht folk blant thennem (1510). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 100; saadan løssactig aarsage kand inthet hielpe. Chr. Pedersen. II. 153; venskaff skal være stadigt oc fast, icke barnuren eller løsactig. Herm. Weigere. 262v; kong Valdemar bleff hefftelige fortørnet for denne almues løsactige dristighed. Vedel, Saxo. 515 (= contumeliosam audaciam. P. E. Müllers udg. 938). Smlgn. Söderwall, Ordb.: lösaktogher. – i nuv. bet.: lascivus, løssactig. Colding, Etymol. 617, 654 (u. libidinosus), 1306 (u. incontinens); Nucl. latinit. 752, 1865. Løsagtig, to. – i nuv. bet.; PlH d 4v (ovf. u. adfore); Tdm II. 87 (ovf. II. 691 a23). – Som bio.; CP V. 50526 (ovf. IV. 164 b15).Løsagtighed, no. letsindighed; haffuer ieg bruged nogen løsactighed, der ieg saadant tenckte. 2 Kor. 1.17 (Chr. Pedersen, 1550: wstadighed); forbandet vere din store, vfornymstige løssactighed, ath dw skulle sla Olgers søn i hiel. Chr. Pedersen. V. 226.1-2. – i nuv. bet.; tucktemesterens strenghed twinger wngdommens løsagtighed. Er. Roterod., En chr. furstes undervisn. 4 (= l. lasciuiam. Basel. 1518. 13); incontinentia, løssactighed. Colding, Etymol. 1306, Nucl. latinit. 1865.Løse, go. 1) i nuv. bet.; der finde i en aseninde, som er bunden oc hendis føl met hende, løser dem. Matth. 21.2 (Chr. Pedersen og flgd. overs.); hues skowotueng ieg er icke werdig at ieg mo løse. Joh. 1.27 (1524, Chr. Pedersen); der han hagde løst dødsens bond. Ap. G. 2.24 (Chr. Pedersen); solvo, løser. Colding, Etymol. 1187; Steph., Nomencl. II. 1288; Nucl. latinit. 1695. – l. buxer a) have åbning. Moth. Smlgn. Aasen: løysa broki. – b) tugte. Moth. Smlgn. buxer og brog ovf. 2) l. (et gevær) ɔ: skyde af; nogle skal løse deres gevær og taget paa forskrevne bibliothek gjennemskyde (1671). Bruun, Det store kgl. Bibl. 17; Moth. Jvfr. t. das gewehr losen. 3) give afføring; stampæs aloe oc dryks, tha løsær thæt buuk. Henr. Harpestr. 53; løsær hun bundæn qwith. sst. 75, 74, 43 (se ovf. u. kvid); blaa fiole vand løser oc bugen. Chr. Pedersen, Om Urtevand. 43v; det løser liffuit. sst. 44 (fl. g. sst.); liquare alvum, løser liffuit. Colding, Etymol. 672; Steph., Nomencl. II. 853 (Nucl. latinit. 774: løsne livet). – om thu wilt løsæs i thin quid. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 70.18; thæt løsær thin quid. sst. 72.2-3. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lösa 9). 4) åbne, frigøre sig fra; bleff hand fangen oc maatte løse sit fengsel for en gang saa meget guld. Vedel, Saxo. 216. Fengsel = fangenskab, jvfr. fængsel 2) ovf. 5) indløse, løskøbe; wil her Biørn Swenssøn løsæ thet fornempdæ Tyæræby for hundræthæ løthich mark æfter thy, som thet henne nw til pant fore staar, tha scal man ladæ her Biørn thet til løsn (1407). Molb. o. Peters. 317; hans egen broder fangede hannem oc tuingede hannem til at opgiffue sig regimentet paa det hand kunde løse sit liff. Vedel, Saxo. 3-4; filium damnatum publica expiavit pecunia, gaff boed for sin søn, løssde hannem med penge. Colding, Etymol. 938; Steph., Nomencl. II. 567; mistroer den, som haver godset i hænde, den odelsbaarne, som vil løse det fra hannem. Chr. V. N. L. 5-3-7. 6) tjene, sælge for; hand løser og penge, som fører kun lumper til markedet. P. Syv. I. 228; jeg har ikke løst en daler i dag ɔ: solgt for. Moth. For 40 år siden endnu i brug i Odense. 7) betale; rescribere, betale oc løse sin haandskrifft. Colding, Etymol. 1125; resolvere nummos, betale, løse gielden. sst. 1189. 8) a) skære af. Moth. – b) = løse buxer b) (se løse 1) ovf.). Moth. 9) l. ind ɔ: indløse; redimo, løser noget ind. Colding, Etymol. 351; Steph., Nomencl. II. 1189; Nucl. latinit. 321. – Smlgn. isl. leysa samt af-, atter-, for-, fra-, gen-, hjem-, igenløse ovf. og neder-, opløse ndf. Løse, se læse.Løse, go. 3) – opløse (frigøre fra); løser hunskæ. MbG (u. sør). 5) – tm. værende i stand til at forløses; T 8 234v b (ovf. V. 511 a29). 7); naar bønderne hafuer løst deris tiere til kongen (1596). Strelov 292. 10) l. af ɔ: a) give afløselse (med kirkebod); Rkr l 4 (ovf. III. 818 b3); haffuer cardinalen løsst hannem aff med riiss som en obenbar søner udhen paa hanss kleder. NdM VI. 76. – b) afsone; expio, soner, løser aff synden. Etym 937; Steph II. 567. – c) give fri fra; hun (ɔ: månen) alle creatur fra arbeyd løser af. DV IV. 285. 11) l. for ɔ: åbne; jo meer hand løser for sin pung. Helt 124. 12) l. op ɔ: a) løse (åbne); Etym 341 (u. exuo), 1189 (u. resolvo); Steph II. 593, 1233. Jf opl. 1). – b) indløse; DoB 22 (ovf. II. 434 b35). Jf opl. 3). – Jf ind-, udl., uløst.Løse, se moder-, retl. Løsdag, no. den dag, da et pantsat jordegods kan indløses; scal eingin løsdagh waræ pa the fornempde gotz utan jo sti. Michels dag (1395). Molb. Gloss. Smlgn. løse 5) ovf. Jvfr. løsensdag ndf. Løseret, no. ret til at indløse. Moth.Løs(e)n, no. fk. 1) afføring, åbning; om thu wilt hauæ mikæl løsn i thin quid. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 71.12; naar man haffuer for megen stolgang eller for megen løsen i bugen. Chr. Pedersen, Om Urtevand. 44; alle lægedomme, som skulde giøre løsen oc stolgang. H. Smid. I. 115v; II. 46v; dend pissenn och dend løsenn, som schiede wdenn for Niels Schriffuers dør (1621). N. D. Mag. I. 384; løsen i liff, dysenteria. Colding, Dict. Herlov.; ciere alvum, giøre løsen. Steph., Nomencl. II. 198; vilt du haffve end meere løssen, saa giff her til tredie delen saa megen kattost rod. N. M. Aalborg, Lægeb. 81. Smlgn. Henr. Harpestr. Gloss. 2) løskøbelse, indløsning, fritagelse, frelse; (1407). Molb. o. Peters. 317 (se løse 5) ovf.); tu haffuer mek frælst aff diæffuelsens vold, een tiid vast tu effter løsen myne. Brandt. 253.31-33; Lucid. 27; naar fornæ gotz jordh skall genløsses, tha skall kyndes III samfeld ting løsen (1483). N. D. Mag. VI. 78; (1537). Rosenv., Gl. D. I. 48; (1572). sst. III. 166, 215; Secher, Rettertings D. (1595-1604). 48, 509; samme (1605- 14). 49; engen embitzman haffue macht at taghe fore told klæde eller nagre andre ware eller løsen wden sølff (1483). Geh. Ark. årsb. II. 50; andre ere wordne vstreckede oc wilde icke haffue nogel løssen. Hebr. 11.35 (1524, Chr. Pedersen; 1550: forløsning); Chr. Pedersen. V. 260.17; then stwnd stor skyld oc brøde staar till løssen for penninge. P. Eliesen. 477, 82; D. Skuesp. 46; huor icke er hob til penninge, der er ingen løsn eller mildhed. Laurentsen, Stakkket undervisn. (1890). 60; en stor summa penninge, som hand skulde biude for hans løssen. Hvitf. VIII. 115; huis guodtz som er kommen fran adelen och wnder bønder, att neste adelsmand maatte thett egien bekomme till løsen for pendinge (1591). D. Mag. III. 119. 3) tegn, feltråb, løsen; Jherusalem, Jherusalem, det vor deriss løssn. Chr. Pedersen. V. 272.16-17; de mend aff Israel oc bagholdet haffde en løsen met huer andre, at de skulde offuerfalde dem, naar røgen gaffue sig op aff staden. Dom. 20.38 (1550; Luther: loosung; Gl. D. Bib.: tegen); nu gaf vor Juul sin løsen til at figte. Kingo, Chr. V. anhang. f 3v; det danske løsen. sst. g 1; skød hand den svenske løsen, to skud. P. Resen. 179; skøde de den danske løsen. sst. 198. – løsner (det hemmelige ord, af hvilcket hver kiender sine igien). Comenius, Opladne Dør. § 705 (= l. tesseræ sive symboli). Smlgn. isl. lausn, sv. lösen samt af-, for-, gen-, gæste-, hude-, kyndløsen ovf. og æreløsen ndf.Løsen, no. 2) hellig l. kapel ɔ: et kapel ved Frue kirke i Kbhvn.; glaruindue aff hellig løszens capell paa vor frue kieregardt (1540). RdK till 211, jf sst. 163. – Jf lande-, udbudsl.Løsensdag, no. betalingsdag; påløbende rente, som årlig skulde betales til rette løsensdag. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 505. Jvfr. løsdag ovf.Løsensret, no. = løseret; kiøb dig min ager, thi det kommer dig til aff løsens ræt. Jer. 32.7 (1607, 1647; nuv. overs.: løsningsretten). Løsere, no. den, der skal indløse noget; da sagde løseren: ieg kand icke løse det til mig. Rut. 4.6, 1; 3.9 (1607, 1647, nuv. overs.); skal løseren sværge paa, at han løser det for sig selv. Dmrks. oecon. Magazin. VI. 110. Smlgn. Aasen: løysar 1) samt atter-, for-, gen-, igenløser ovf.Løsere, no. 2) (fsv lösare) forløser, frelser; war løsærs op standelse. AM nr 420 (8°) 101v-2; all værildens frælseræ oc løseræ. T 553 109; den høyeste gvd [vaar] deris løsere. Ps 7836 (1607, 1647; CP og 1550: frelsere).Løsne, go. slappe, løsne; laxo, løsner, giør løss. Colding, Etymol. 637, 638, 697 (u. reluo); Steph., Nomencl. II. 842, 1205; Nucl. latinit. 724, 725. Se også ovf. u. løslivet og løse 3). Smlgn. fraløsne ovf. og opløsne ndf.Løsne, go. (fsv lösna); (1443). KD I. 172 (ovf. III. 486 b22); VdS 412 (ovf. I. 263 b2). 2) = løse 2); WE 332 (ovf. II. 603 b54); (1676). Stolpe II. 219 (ovf. u. fjerdingstime). 3) uvirk. gå løs (blive løst); RD III. 1749 (ovf. V. 410 b47 = CP V. 11830); hans tungis baand løsnede. Mark 735 (1550, 1647). – gå af (om skydevåben); RFII 84 (ovf. V. 44 b15).Løsning, no. 1) i nuv. bet.; falsk aflad, falsk skersildz løsning. Laurentsen, En stakket Undervisn. (1890). 67; laxatio, løsning. Colding, Etymol. 637. 2) at et lem går af led. Moth. 3) tyndt liv. Moth. 4) afførende lægemiddel; æy skalt thu bloth latæ, oc æy skalt thu løsning takæ. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 91.19. 5) = løsn 2); Erick Skram skall haffue laditt forkynde løssening paa forne thuende gaarde och tilboden Herluff Trolle, hues pendinge, som the war panttsatt forre (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 224; gården burde som andet pantegods komme til løsning og efterfølge ham for ejendom. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 480. 6) lindring, standsning; laxamentum, løssning, rost oc roe. Colding, Etymol. 637; Nucl. latinit. 725. 7) = løsn 3); dansk løsning ɔ: 3, 9, 27 skud. Moth. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lösning; Sch. u. L.: losinge samt af-, atter-, for-, hals-, kynd(e)løsning ovf.Løsning, no. 8) afskydning; det (ɔ: fyrværket) fanget an med ild oc lue oc løssninger fleer. LyschC b 39; reiste min herre bort under løsning af styckerne. JJR 25. Jf gen-, igen-, kende-, op-, vederl. Løsningsret, no. = løseret. Moth. Se også ovf. u. løsensret.Løsninger, no. = løsdriver; icke haffuer for oss veritt bevist, at Peder Himmingssenn haffuer veritth nogen løssninger eller slappe-karll, som inngenn hussbunde eller visse broefiell haffuer hafft (1585). Rosenv., Gl. D. IV. 54 (efter en anden optegn: løsgangere, se anf. st.). Smlgn. isl. leysingi.Løsefund, no. listigt væsen; Mickel løsefund. KragR b 7. Jf fund 2). Løskomme, go. kommel., bryde ud; dend fange igien schall were løsskommen (1668). KD VI. 465.Løsvævet, to. løst vævet; Etym 299 (ovf. I. 95 a12). Løsagtelighed, no. løsagtighed; løssactelighed, skørleffnet. RFK i 8.Løsagtighed, no. hunk.; – den wnaturlige løsactighed hun raaber hæffn aff himmelen ned. Lyndsay 70; det tredie styck, jeg vil forhandle om løssactighed, er om hendis grene. Hors* (1685) 336.Løskorn, no. kornafgift; er der noget løs-korn i samme sogn, som kaldes siælegifts-korn (1574). HofmF IV. 597.Løs(e)lig, to. (fsv lösliker) opløselig; Etym 1189 (u. dissolubilis). – Som bio. (isl lausliga) 1) let; SortS 78 (ovf. III. 489 a22). 2) flygtigt, letsindigt; icke saa løseligen heden. RsH d 3; hvor løselig oc vandmegtig de hafver beganget de bede dage (1659). KD V. 633; GHD I. 191 (ovf. II. 819 b6). Jf u-, uopl.Løselse, no. opløsning. M. – frigørelse, forløsning; HS 1094 (ovf. I. 484 a15). Jf af-, atter-, gen-, igenl. Løshed, no. 1) noget løst; dw setter de ondis ting paa løsshed. Ps 7318 (CP, jf ovf. III. 869 b38). 2) (fsv löshet) upålidelighed, letsindighed; Br 16023 (ovf. II. 888 a37); som ey gonge i sin hugs løshet. HS 90-1; lov og løshed komme aldrig sammen. PSO I. 359 (sst. forkl.: skødesløshed). Jf hude-, men-, sanse(s)-, sind-, syndes-, tro-, var-, ærel.Løsningsdag, no. dag til indløsning; skall løsnings dag vere om sanctt Marthens dag (1462). KhS VI. 437 (jf ovf. IV. 412 a11).Løsingsord, no. = løs(e)n 3); officererne skulde beholde det udgiffne løssingsord (1644). KD V. 268. Vis mere +