LæLæ, go. 1) overdrage, give (til len); haue wi unt oc lææt them i therres lefdaghe wart gots i Sonorp (1399). Molb. o. Peters. 83; megell nade hauer thu mek læt. Hell. Kvinder. 43.15; then tiendhæ deel, som Gud tig lær. Hr. Michael. 34; Chr. Pedersen. I. 266; talle met ether broder om en god mand, at han wille lee meg paa den rexe (1524). Allen, Aktstk. 198; Tavsen. 32; hende (ɔ: hånden) scaltu oplade for hanwm, som fattig er, oc lææ hanwm, huess tu seer, han behøffuer. P. Eliesen. 147. 2) tillade; thesse danne men wnthæ oc lædæ her Jachym Hardenbergh ath gøre dam oc slwsse with Wincsted møllnæ (1459). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 97.31- 98.1; han wilde ickæ lydhe bedhendhe mæn, at han skulde lææ gømængongh gømæn synæ righæ. Gl. D. Bib. 4 Msb. 20.21. 3) låne; lær them nogher man syn baadh at skibe sit gotz vdh eller jn met (1443). Kbhvns. Dipl. I. 166-7; Hell. Kvinder. 14.30; Brandt. 294.22; om tw lær mith fattigh folk lænæ pennyngh. 2 Msb. 22.25 (Gl. D. Bib.; 1550: læner; 1607: laaner); hospitalis, som gerne leer huss. Vocab. 1514 (Colding, Etymol. 572: laaner herberge); som ler gerne huuss. 1 Tim. 3.2 (1524; Chr. Pedersen og 1550: lene; 1607: laaner). Smlgn. isl. ljá; Söderwall, Ordb.: läa; Lund: læ, samt forlæ ovf. og udlæ ndf.Læn, no. fk. embede, hverv; huer som foghet ær oc lænen innæ hawer (1396). Molb. o. Peters. 57; skulde lade dennem nøies med landskircker, kannickedømme, vicarier og andre simpele kirckens lehne (1636). N. D. Mag. III. 8; then, som kommer aff met aldermandtz leen (1598). Hist. Tdskr. I. 440; huilcken aff gilldbrøderne, som VIII aff de andre gilldbrødre, de thill legger aldermandtz len, och handt icke will vere det. Bendz, Rønninge og Rolfsted S. 108. Se også løn(e) ndf. 2) len; huilcken lenssman thennom bructhæ, han skuldhæ haffdæ forbrodhæt syn læn (1503). D. Mag. 3 R. III. 296; haffue wij ladett woris obne breff wdgange tiill alle lennæ her wdj Nørre Judlandt (1533). N. D. Mag. II. 199; kronens slotte og lehne. sst. III. 8; nogle iordbøger aff nogle wore leene, som er Hadersleff, Flensborg leen (1582). sst. I. 81; the læn, ther nw tilliggæ (1406). N. D. Mag. VI. 236. – sit læn. Hvitf. V. 103. Smlgn. isl. lén; Söderwall, Ordb.: län samt efter-, fane-, kirkelæn ovf. og mand-, over-, ærvelæn ndf. Lænearvret, no. arveret til len; ther engte erue læn meth rette innen haue, for thy at her engen læne arff ræt ær innen Danmark (1421). Antislesvigholst. Fragmenter. XIII. 113.Lænbrev, no. lensbrev; hand met det hertugdomme Sønder Judland forlænt vaar, dog icke hans lænbreff indeholt, enten hand det skulde haffue til arffue eller icke. Hvitf. II. 275; det lænbreff, som kong Erick gaff forneffnde hertuger paa Nørre Hallind. sst. III. 131; it lehn, hvilcket saa efter dend maade, som udi lehn-brevet formældes, fra ældste til ældste arves (1671). Grevernes Privilegier. § 19.Læn(s)folk, no. besiddere af et len; fogder oc lensfolk, som holdhes paa alle wore regenskaffs slotte (1557). Kofod Ancher, Skr. III. 440; bliffue stille vnder hannem boendis oc tiene hannem, som andre tro lænfolck giøre. Hvitf. III. 125.Lænfølger, no. no. den, som har ret til at overtage et len (efter en anden); kand ingen komme til forskrefne gods at arfve eller besidde uden dend broder, som dend rette lenfølger er. Secher, Rettertings D. (1605-14). 541.Længods, no. lensgods; hand dog bekiender om samme arfvegods oc lengods at hafve indvent paa sig. Secher, Rettertings D. (1605-14). 540; hvor brødre sider udi fellis lengods. sst. 541; livet er læn-gods. P. Syv. I. 270.Lænherre, no. lensherre; wi haffue befalet vore vasaller at tiene hannem som deris rette lænherre. Hvitf. III. 125; den skal eske oc faa sit læn aff sin lænherre, som det bør at forlæne. sst. V. 103; Moth. – lehnsherre. Grevernes Privilegier. 1671. § 19. Lænshøvding, no. lensmand; kongens raad oc læns-høfdinger. Dolmer, Hirdskrå. 52. Lænshøvding, no.; lænshøffdingerne eggede bønderne fram. ClS 307 (= isl lendir menn. Jónssons udg II. 488).Lænsmand, no. en bestillingsmand (ved et gilde); nær nogher aldherman eller lensmen schulle keses (1476). Fynske Aktstk. I. 37; tha skwlle lensmen ladæ ware en fasten steffue. Suhm, Saml. I. 2. 48; hwo till læænsman worder keest ock ey will wære, bøde en halff tønne øll. sst. I. 2. 213. – fogden, skriffveren boende lænssmanden. Forordn. 24/12 1648 § 11 (norsk). Smlgn. isl. lénsmaƀr samt efter-, stiftslænsmand ndf. Hos Moth også: lænpligt, lænret, lænrige, læntager. Lænsmand, no. – i Norge: foged; NdM II. 189 (ovf. V. 190 b50). Jf bondel. – indehaver af et l.; naar lensmændene om dens paagribelse besøgis (1643). Rsv* IV. 478.Lænsstykke, no. = læn 2); frjvilligen deris allodial gods til lehn at opdrage, hvilcke vi derfor som sær af vorris kongl. crone immediate dependerende lehns-stycker considerere (1671). Grevernes, Privilegier. § 9.Læntal, no. en fortegnelse over len; lehnog mand-tal i Danmark. Suhm, Saml. II. 3. 83.Lænvogter, no. = lænfølger. Moth. Smlgn. vagte ndf.Læne, go. 1) = læ 1); myn herræ oc frwæ hafwæ vnt oc lænt mic thet fornempdæ sloth oc læn (1406). N. D. Mag. VI. 236; hauer drotning Margrete lænt oss thette goths meth all konungelich ræt (1408). Molb. o. Peters. 353, 304, 305; der vil ingen lene mig herbere. Dom. 19.18; opstwd i lenther lywd (1497). S. R. D. VI. 203; (1469). V. Simonsen, Odense. I. 2. 171; huilke i leent lyd framgingge, loffuede, uessede oc sagde (1512). Fynske Aktstk. I. 154; (1560). sst. I. 95; som framkome vdj lent lydtt for domerindtt och meninge tiingmendtt (1568). sst. II. 176; wdy leentt liydt tiill spurde sogne mendt (1558). Khist. Saml. VII. 435; (1598). Hist. Tdskr. I. 466 (jvfr. l(j)ud 1) ovf. 2) = læ 3); hundrethe marc, som han myk wenlige lent hauer (1466). N. D. Mag. I. 159; om tw haffuer lent den veyfarendis hws. Mod. confit. 9; commodo, at lene. Vocab. 1514 (Colding, Etymol. 763: laaner hen); bad han en anden cannick, at han vilde læne hannem en klærck. Chr. Pedersen. I. 218, 72, 78; han gør ræffuen til villge oc læner hannem it falskt vidnisbyrd. Herm. Weigere. 110v; som icke beuiser sin frelsere saa megen ære, at de læne hannem it tru til en vogge. Tidemand. I. 21v; 200 marck, som hand haffuer lænt eder, oc hand igien laante aff andet gaat folck. Hvitf. II. 266. 3) give lensafgift; Moth. 4) tage til len el. lån; han lænte Køpendehafn af kirken (1397). Molb. o. Peters. 72; qwynner skullæ kræwe æller lænæ aff syn nabo sylffkar. 2 Msb. 3.22 (Gl. D. Bib., 1550; 1607: laane). – tm. lænet, lønnet, som har fåt sin sold. Moth. Smlgn. Söderwall, Ordb.: läna samt bort-, forlæne ovf. og udlæne ndf.Lænepenning, no. penge, der lånes ud, se ovf. u. læ 3). Smlgn. penning ndf. Læning, no. 1) sold. Moth. 2) afgift til lensherren ved lensforandringer. Moth.Læning, no. Jf forl.Lænskab, no. ret til at give som len; bispen haffde forsømmit oc icke tagit sig lænskaff aff romiske keysere paa det hertugdomme at forlæne. Hvitf. VIII. 10. Vis mere +