LobLob (lup, løb), no. 1) løb; hymmelens skyæ ællær reynæns lup ok gongh æræ obnæ. Gl. D. Bib. 1. Msb. 7.11; haffuit, som haffuer sit laab der igennem. Vedel, Saxo. fort. 31; sin løb. sst. 32; cursus, lob. Colding, Etymol. 285; det faar icke sin rette løb. sst. 76 (u. arceo); Nucl. latinit. 238, 453 (løb, sst. 236, 237); sit lob udi en døgn den præctig absolverer. Hexaem. 56; da beholder den sit rette lob. B. Tott. I. 31; himlens skickelse med stiernernis lob. Gerner, Hesiodus. 149; den uvisse krigs lob. sammes Ilias. b 3; Ped. Pårs. B. 3, S. 3 (i slutn.); Holb., M. poet. Skr. (v. Liebenb.) 143; blev hans lives lob og grav-skrift føørt i pen. Thura, Poet. Sager. 122. – det er saa verdsens lob oc vaane. Hegelund, Calvmnia. 32v; huore verdtzens lob, hun løbber omkringh. Kortvending v. 6 (om brugen af hun se ovf. II. 294); rendesteenen maa haffue sinn wanlig lob (1621). N. D. Mag. I. 387. Ordet er gennemgående ik. i de nord. sprog, men hank. i Tysk. 2) blive il. ɔ: gå tabt, blive ødelagt; huad for it antall folck der bleff i lobet. Hvitf. VI. 168; han haffde pantsett hans gaard til Otte Holgerssen Rosenkrantz, som siden bleff vdi løbit der offuer. sst. VIII. 61, 98 (se ovf. u. fattug 2)); en partj aff tollen wiil wiist bliiffue y løbbid. Chr. IV. Breve. (1636-40). 17. – Jvfr. nt. in dem lope bliven, se Sch. u. L.: lop. – lade, sætte i l. ɔ: sætte til; vlffven, som lader liffvet i løbet oc fanger saa sin rette løn. Vedel, Tragica. 21; sin egen helbred gladelig hand før i lobbet satte. Bording. I. 40 b. – gå i l.; ey skøtter, sex pund korn skal med i lobbet gange. Lauremberg, Skjæmtedigte. 86; maa kappen springe med oc gaa i lobet her. sst. 103; da loe alle saa nær som Tyr, thi det var hans haand, som gik i løbet. Wadskiær, Poet. Skueplads. 202. Endnu brugeligt i sidst anf. forb., se Ordb. o. Gadespr. Smlgn. an-, blod-, brud-, bug-, fiske-, for-, frem-, gade-, gække-, hav-, hår-, i-, igennem-, ind-, krigs-, kringløb ovf. og mellem-, neder-, næse-, om-, op-, over-, på-, rende-, sam-, sammen-, sand-, skrædder-, tarme-, til-, ud-, vand-, væddeløb ndf.Lob, no. 1); – Dom 721 (ovf. IV. 297 b30). – til s 824 a22; haffuer hafft flere fingre, en menig naturenss løb er. CP II. 13. – i l. ɔ: i tallet; vnder dette tall løbe ocsaa hen med i løbit it slags venner paa togit. SkP 653. – på l. ɔ: i omløb; SSO (1685) 85 (ovf. V. 306 b36). Jf af-, barne-, be-, by-, færje-, halvhage-, himmel-, hjorte-, is-, medel-, musket-, måned-, planete-, plog(s)-, sammen-, skog-, spise-, stjærne-, strømme-, tåre-, tø-, vessel-, å-, åmodl.Løbe, go. 1) løbe, gå; saa løber sperrit y Syffuers haand, som kringelen leeber y spuore. Grundtv., Folkev. I. 104 a. Jvfr. Lyngby, Udsagnso. Bøjn. 85. – dat. flt.; ther lubæ oc innæ dyur, storæ oc smaa. Mandev. Rejse. 173.1; mange lobe i sænck. Rimkr. q 5; i løffue oc skrygdthe. Tavsen. 9; krigsfolcket løbe oc sloe huss op. Tidemand, Sjæl. Urtegd. b 3v; mange flere ordtt, thennom therom emellom løbe (1553). Rosenv., Gl. D. I. 213; alle de, der vaare, løbe. Herm. Weigere. 76; Vedel, Saxo. 109; nogle indrog it skraae-støche och løbe bort igiennem støckehullet (1646). N. D. Mag. II. 297. Jvfr. isl. hlupu. – tm.; om bloth ær lubet i lekomæn. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 71.5; forne mendt hagde ladett theris skib lobitt till Arhus (1538). Rosenv., Gl. D. II. 78; haffuuer lobbiit ther paa gadenn (1569). sst. III. 97. Jvfr. æ sv. lopin, se Söderwall, Ordb.: löpa. – klokken løber for fort: uret går for stærkt. – Moth. – l. gal ɔ: være som afsindig, støje; løber gall, raser. Colding, Etymol. 107; Steph., Nomencl. II. 160; Nucl. latinit. 63; ingen hund løber gal i 15 aar. P. Syv. I. 61. 2) løbe op til, beløbe sig til; then hielpp skall løøbæ høøgræ oc større aff two aff prelattherne end all then hiellp, som adellen haffuer giort (1527). N. D. Mag. V. 296; Tavsen. 258 (se ovf. u. kostningsgjald); huad løffuer thet at besolle en fennick med. Lauritssen, Arithmetica. d 1, d 1v; hvo som forter huer dag en skærffue, det løber om aarid xv ß. Eth Regenskaff om en Mands Fortæring. a 1v, a 3v; ther summenn løb saa stor, at Erich Jørgenssen then ikke betalle kunde (1558). Rosenv., Gl. D. II. 195; løb thet vedh hundrede march och mere (1540). sst. II. 112; om deris summa løber saa høyt, og løber deris summa icke saa høyt. Hvitf. III. 413 (= nt. also hoghe lopt. Seidelin, Diplom. Flensborg. I. 36). – l. sig, i samme bet.; thersom forre hielp løber sig wdt offuer ett hundrett tusinde gyllene (1524). N. D. Mag. I. 214; tha løber seg then spilling xx løde m . Khist. Saml. VI. 39; hans vdgifft løber sig halff ottende hundret tre oc tiuge daler (1540). D. Mag. VI. 37; Chr. Pedersen. V. 441.24; (1639). Wulff, Jens Bang. 155; mig renten deraf skulde sig saa meget aarlig løbe, som jeg en bygning kunde mig for kiøbe. Bording. I. 58-59. Smlgn. Söderwall, Ordb.: löpa 9). 3) parre sig; schall allermanden giøre regenskab for huer wdenbys ko, tyren løber med (1598). Hist. Tdskr. I. 455; løbe med orne, med so, koen vil løbe. Moth; løben frugtsommelig. (om kvæg). sst. Til dels endnu brugeligt. Smlgn. Ihre, Gloss.: löpe; Aasen: laupa 2). 4) lade løbe; haffuer du ey molket mig som milk oc løbet mig til hobe som ost. Job. 10.10. (1550, 1647); coagulo, løber, lader løbe sammen. Steph., Nomencl. II. 227; ost aff melcken, løffved mælck, caseus. Comenius, Orbis pict. 141-2; – løbe et skib ind i havnen. Moth; løve, sst. i bet.: lade mælk løbe sammen. Smlgn. isl. hleypa samt indløbe 2) ovf. og landløbe ndf. 5) l. af ɔ: a) løbe ud; sejrværket er løbet af. Moth. – b) ɔ: løbe forbi. Moth. Smlgn. Söderwall, Ordb.: aflöpa 3). – c) l. målet, et ram, vejen af ɔ: afskære, hindre. Moth. Smlgn. skind ndf. 6) l. an ɔ: a) støde an, komme til skade; offendo, støder paa, løber an. Steph., Nomencl. II. 974; hvor faa der dette betæncker oc saa høyeligen løber an paa denne saligheds steen. Rosenkrands, Undervisning 47; allidi, løbe an, rage i skade. Nucl. latinit. 702. – b) angribe; løber an. Steph., Nomencl. II. fff 8v (med henvisn. til incurro. Smlgn. t. anlaufen og anløbe 1) ovf. 7) l. fastelavn, se ovf. u. fastelagen (u. faste). 8) l. hen ɔ: gå ustraffet. Moth. 9) l. i ɔ: bryde frem i, blive til; løber i vobler. Moth. Jvfr. nuv. løbe i frø. 10) l. ihjel; blodet løb ham ihjel ɔ: han mistede livet ved blodtab. Moth. 11) l. imellem elleve og fem ɔ: være tåbe- lig. Moth. Smlgn. Skattegraveren. 1886. I. 33. nr. 221; II. 13. nr. 201 samt elløve ovf. 12) l. med ens mund ɔ: fortælle, hvad en har sagt; der skal ingen løbe med min mund. Moth. 13) l. om by med ɔ: fortælle rundt om; divulgo, løber om by med noget, raaber vd blant folck. Colding, Etymol. 1487; Steph., Nomencl. II. 477; Nucl. latinit. 2145. 14) l. op ɔ: a) hovne. Moth. Smlgn. isl. hlaupa upp. – b) løbe op til, nå; att thett kand løbe thend tax op, som the ere aff os taxerit fore (1581). Kbhvns. Dipl. II. 407. 15) l. over ɔ: komme i gråd (om øjnene). Moth; konghen haffwer sielff so møget at gøre, at hannom løber icke møget offwer (1524). Allen, Aktstk. 195. 16) l. til overs ɔ: blive, være til overs; desse samme hadde oc Gud sagt saa meget got til, att de det icke skulde kunde effne eller giene, at der skulde end ocsaa løbe saa meget til offuers. Tavsen, Post. sommerd. 111v; redundo, er til offuers, løber til offuers. Colding, Etymol. 1462; Steph., Nomencl. II. 1191; Nucl. latinit. 2105. 17) lf. a) løbe sammen (om mælk); mæn sculæ latæ mialk varmæ i en grytæ ... swa at thet ma løpæs vt a eld. Hist. Tdskr. V. 540; mæn sculæ gøræ thiuk mælk oc sætte vp a gløthæ, til thæt ær løpt. sst. V. 541. – b) løbe om kap med; jeg er end kempe før oc rørlig, tør løbis med en hiort. Lønborg, Susanna. 13. Smlgn. isl. hlaupast. 18) tm. a) påløben, tilkommen? Crestine Seurenns bør thii xxx marck for lobenn bodt (1537). Rosenv., Gl. D. II. 33. Jvfr. not. sst. – b) løbende, ført; all fwld sadh mz stoore torn och løben wærn om kring. Tyrkens Tog til Rodos. a 1; omkringh then haffn gaar een fast rijngmwr mz løbijn wærn. sst. a 1v; et stykke løben guld i en guldteen (1571). D. Mag. 4. R. IV. 294. Smlgn. af-, an- (u. anlob), be-, bort-, efter-, for-, frem-, hjem-, hen-, igennem-, ind-, landløbe ovf. og om-, omkring-, op-, over-, på-, sammen-, til-, ud-, und-, underløbe samt isterløben ovf. og mellem-, mis-, tjurløben ndf.Løbe, go. 1) – dat.; staltt I lebb til dy hyffue ruo. DgF II. 114 b; III. 350 a (ovf. IV. 142 a7). – med bio.; løbe ad; DV VIII. 614 (ovf. V. 563 b48). – ride; DgF II. 209 b (ovf. III. 659 a6). Jf rende 2). – have retning; vægen, som løffuer til tryllere egen. Dom 937 (Tdm og flgd. overs.). – løbe over (være overløber); DM4 IV. 186 (ovf. IV. 544 a33, jf sst.: dj vdj en nadts thid kand løbbe fra en parti thill en anden). – l. april (storm, væddeløb), se d. o. 3); HK 1634 a 4 (ovf. IV. 397 b32). – tm.; Etym 521 (ovf. u. far). 4); HT V. 541 (ovf. III. 843 a29); (1597). RdAH till 145 (ovf. III. 479 a28). – 5 c) berøve, se ovf. III. 551 b50 f. – 6 c) begynde (foretage); lod hans maj løbe stormen an (1612). NdM II. 43. 9) fyldes med; SP a 2v (ovf. II. 872 a52). – l. i forkøb ɔ: søge at komme i f.; KP p 5 (ovf. IV. 105 b11). 12) – b) bære sig ad som; løbe med aaben tillige. RsH i 3 (frgd. o. ovf. V. 395 b38). – c) voxe op; Etym 1093 (= saliunt arbusta); PSO I. 216 (ovf. III. 478 a16). – d) sprænge (ved at løbe mod); effractor, den, som løber dørre op med gevalt. Steph I. 290 b. 15); til s 825 b17 ɔ: have (tid) til overs; jf overløbe 5). 16) – l. til storm, se d. o. – 18 b); til s 825 b44; løbenwærn. sst. a 2, a 2v; – meth then alle størsthe løpen beck ... met then alle størst løpen oen (1532). Tvd 2635, 37. – l. degn = løbedegn; Fdg 21/2 1680 (ovf. IV. 262 b52). 19) l. igen ɔ: gå igen (om genfærd); Lauritz 93v (ovf. IV. 759 b30, 763 a38); løber igien som giengangere. Dict; befrygtede A, at hun skulde løbe igien, og derfor forlangde, at Anne skulde lægge 3 synaale paa hende (1635). SkdL (1816-17) 382. 20) l. på ɔ: støde (grænse) til; Uld § 10 (ovf. V. 508 b54). Jf pål. 2). 21) l. sammen (fsv löpa saman) i nuv. bet.; Etym 27 (u. coagulo); Steph II. 227; at den (ɔ: mælken) icke coaguleris oc løber sammen. ålbL* 302. Jf mellem-, mis-, ned(er)-, pibbel-, rend(e)-, skam-, vold- (IV. 858 b9), amodl., skibs-, stridig-, stridløbende, bly-, sten-, vindløben.Løbebord, no. gangbræt (langs et skibs side); fori, navium tabulata, per quæ currunt nautæ, løbeboor. Colding, Etymol. 466; Nucl. latinit. 466. Smlgn. bord 3) ovf.Løbebro, no. en let gangbro (der kan lægges og tages bort). Moth. Smlgn. t. laufbrücke.Løbebræt, no. den indretning, i hvilken formen med typerne staar under trykningen. Moth. Smlgn. t. laufbret.Løbedegn, no. en lærling fra en latinskole (der gik om og giorde degnetjeneste); alle sognepræster skulle have fuldmagt til at lade hindre alle løbedegne, som fare om og sælge sværdbreve (1559). Khist. Saml. IV. 461; alle løbedegne, som fyge om fra det ene herred til det andet og efter et helt aars forløb ikke vende tilbage til skolen (1560). sst. IV. 464; alle løbedegne og løbeklerke, som fare om med bedrageri (1567). sst. IV. 498. Smlgn. degn 2) ovf. Løbedegn, no., jf ovf. l29.Løbefærdig, to. rede til at løbe, gå bort; det første hand det har befalt, det (ɔ: håret) løbefærdig strax er seet. Psalmedigtn. I. 493 b. Smlgn. t. lauffertig.Løbegrav, no. flt. -er; ingen formel belejring med løvegraver at giøre og batterier at opkaste vaar anfanget. Bircherod, Dagb. 178; løbe-graver ved uolde oc muur. Nucl. latinit. 76. – dend slat-uren løbe-grav. Kingo, Chr. V. a 4v. Smlgn. grav ovf.Løbehammel, no. en hammel til forløberne (på enden af vognstangen). Moth.Løbekapellan, no. en bortløben kapellan; ingen præst skal annamme løbekapellaner udi kirketjenesten, som ere komne af Sverig, Norge eller andenstedsfra uden den rette øvrigheds vilje (1593). Khist. Saml. VII. 29.Løbeklerk, no. = løbedegn; præsterne skulle sørge for, at de løbeklerke, som ikke have vidnesbyrd fra biskoppen eller vedkommende skoles provst, blive anholdte (1561). Khist. Saml. IV. 473, 498 (se u. løbedegn ovf.). Smlgn. klerk 2) ovf.Løbekrud, no. en stribe krud (til at tænde ved); ligesom løbekrud gør ildebrand. Hegelund, Calvmnia. 50v; Moth. Løbekrud, no.; legger løb - krud og lunte. HiørK h 8v.Løbekræmmer, no. bissekræmmer, omvandrende handlende; the bekære, at manghe liøbe kremære løbe her om i landitt met theris kram oc giøre landkiøb (1514). Kbhvns. Dipl. I. 298; forbød hand løbbekremmere oc landkiøb. Hvitf. VII. 25; haver hidindtil paa landet understaaet sig mange løbekræmmere at omstrippe, løbende og kørende, og udsælger kramvarer (1629). Suhm, Ny Saml. I. 215.Løbelille, no. plantenavn, gedeblad (lonicera periclymenum). Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch. 134 samt lille ovf.Løbepræst, no. en omløbende præst; haver han ligevel indsat løbepræster at prædike (1598). Theol. Tdskrft. 1872. 100.Løberose, no. = løbelille; caprifolium, gedeblad, løbe-rose. S. Paulli, Flora D. 37 A; Kylling, Viridarium. 119; Buchwald, Specimen medico-practicobot. 120. Smlgn. Jenssen-Tusch. 134.Løbesand, no. løst sand, flyvesand; i verdens børn, som kun paa leer og løbesand mon bygge. Kingo, Psalmeb. 56; viis er den mand, som ey sit huus har sat paa løbe-sand. sst. 307.Løbeskytte, no. 1) en omløbende skytte, landstryger; for huer løbeskøt vil ieg ey fly. Hegelund, Calvmnia (Smiths udg.). 235; du est en løbeskytte, en ludring, lurifas. Kingo, Val. Korn. 1; en løbeskytte, spydskarl. P. Syv. II. 80. 2) overløber. Moth. Løbsti, no. gangsti; skal ingen for driste sig til med sit quæg at driue over nogen løvsty den stund, heigned er (1697). D. Saml. II. 241.Løbstige, no. bortløben træl, flygtning; Osterssøn Weylle. 535; Moth. Ordet synes fremkommet ved en misforståelse af: ofnæ løpstighum. Skånske Lov. VI. 12; han uar a lopstighi. sst. VII. 20. Jvfr. Schlyter: löpstigher.Løbstikke, se lovestikke ndf. Løbesvin, no. et svin, på hvilket der skal lægges grise til; løffue suyn, ynge oc gammell i c (1554). Suhm, Ny Saml. III. 308. Smlgn. løbe 3) ovf.Løbeurt, no. plantenavn, soldug (drosera). Moth. Måske et slags forvanskning af plantens t. navn: löfleinkraut?Løbe (løve), no. løbe; coagulum, løbe. Smaastykker. 32.12; Colding, Etymol. 27; Nucl. latinit. 166. – løffve at løffve melck med, coagulum. Comenius, Orbis pict. 141. Smlgn. Rietz: löve.Løbere, no. 1) løber; cursor, løbere. Vocab. 1514; Colding, Etymol. 285; mine dage haffue verit snarere end en løbere. Job. 9.25 (1550, 1647); kand den vel opholde en løberis fødder. B. Tott. III. 179. 2) den øverste møllesten; catillus, lapis molæ superior, løberen udi møllen. Colding, Etymol. 184; Steph., Nomencl. I. 198. Smlgn. sv. löpare samt bi-, for-, kloster-, landløbere ovf. og overløbere ndf.Løbere, no. 1) – (isl hlaupari) traver; BT III. 215 (ovf. II. 534 a2). Jf dag-, hop-, mølle-, om-, skibsop-, tap-, ting-, under-, veg-, væddel.Lobsk, to. løbsk; tha hagde lenge siiden hans heste bleffuit lobsk (1571). Geh. Ark. årsb. V. till. 3; to heste, der lobsk monne være, vogndriffueren kand dem icke regere. Hegelund, Svsanna. 6v; fugax, lobsk. Colding, Etymol. 489 (Nucl. latinit. 492: løbsk); jeg ikke heller lider en lobsken hund og en selfraadig krubbebider. Sorterup, Poet. Smaasager. 71; da hun ret ryskend-gall mod Lasse feier løes sit lobske lædersverd. sst. 62. – løbsk. H. H. Skonning, Taxtebog. fort. b 1v. – løbskhed. Hexaem. 208.Lobsk, to. Jf tåbel.Løb om land, no. omløber; landstryger, løb om land. PSO II. 80. Jf fyg om by. Løbebane, no. (sv löpbana) i nuv. bet.; Etym 285 (ovf. III. 577 a28); NL 237. Løbedreng, no. gående bud; PSV 579 (ovf. V. 349 a31). Jf isl hlaupapiltr.Løbekompanske, no. omløberske (sladdertaske); lade andre løbe compansker være aff huset. KP c 1v.Løbepenge, no. håndpenge; løbepenge for 250 mand (1611). HT7 I. 180, 181; CVA § 153 (ovf. V. 489 b39). Jf lovgæld.Løbeplads, no. (t laufplatz) løbebane; curriculum, løbe-plads, der som man løber til maals. Steph I. 191 a.Løbesvend, no. omløber; M Hvid e 2 (ovf. IV. 898 b7); (1702). DSt 1909 38 (ovf. V. 310 a46).Løbelse, se for-, over-, på-, tilbagel.Løben, se fastelagensl.Løberske, se bil.Løbing, no. (fsv löpning) løb; Oec Mag II. 323 (ovf. II. 713 b1).Løbnes, go. (fsv löpna) = løbe 21); om natten løbnes det, og osten der af bliver. Raun 73. Vis mere +