KøreKør(e), no. kørsel; protelum, it drag, it kiør vden stalding oc ophold. Colding, Etymol. 1293 (Nucl. latinit. 1844: kiøren); som boer i Munkefiorden en halv dags kiøre neden for Peisen. D. Mag. V. 278. Smlgn. kør(n)ing ndf.Køre, go.
1) drive, kaste; ieg hannum aff Danmarck kørdhe. Rimkr. e 4; [the] brendende ild aff theris mund kørde (1510). N. D. Mag. II. 334; all onndskab haffuer hannd fraa dig kiørdt. Lud. de sto. Kanuto. v. 934; døden vil mig af verden kjøre. Døded. 19; dieffvelen oc alt ont selskab fra mig kiøre. Psalmedigtn. I. 197 b. – køre slim løs i maven ɔ: få den til at gå bort. Moth. – køre en i ansigtet med en knyt næve ɔ: slå. sst.
2) ile, ride; the hugge theræ ørss poa bodæ sidæ ... vmagelig the sammen kørdæ mæt the starcke skaft, the førdæ. Romant. Digtn. II. 269. – i nuv. bet.: kiøre heste. Colding, Etymol. 22. Smlgn. isl. keyra samt be-, bort- (se også Chr. Pedersen. I. 14; Psalmebb. I. 175), hen-, indkøre ovf. og om-, over-, ud-, undkøre ndf.Køre, go.
1) – til s. II. 713 a16; gav hand sig til at kiøre sin nysuddragne skoe mit paa DP's øre. DP 32; – bunden og med svøber kiørdt. Psd I. 367 a.
2) – = age 2); KH 1v (ovf. I. 791 a1); som kiører med lesset vogn og pustend hest. Wiel IV. 17. – til s 713 a20; han kan ildhæ køræ, eij kan wendhe. PL** I. nr 230; sangen (ɔ: af nattergalen) er saaledis: Morten, melk og brød, kjør i ring, stik stør. DSt 1909 63. Jf Skattegr I. 107427; VII. 52200; IX. 213657.
3) k. på; kiør hand paa med liunet og med torden. Wiel X. 439. Jf igennem-, ned-, ring-, synderk.Køre, go.
1) vælge; hwo som køren wordher oc ey wil bliwe (1450). NyrS II. 118 (jf isl kjörinn).
2) (holl keuren) undersøge; god uld, som tilforn af hallen er kiøret (1705). KD VII. 748.Kørerum, no. plads til at køre på; han dermed havde indbygget det kjørerum og vej saa vidt, som 2 vogne kunde kjøre lige side med hinanden. Wulff, Jens Bang. 138. Smlgn. agerum ovf. (se også I. till. 10).Kør(e)svend, no. kusk; ofthe gældher øghe ond køreswæn. P. Lolle. nr. 550; auriga, køresuen. Vocab. 1514; H. Smith, Hort. synonym. 24 (= rotarius); sammes Lib. voc. lat. 390 (se ovf. u. kærre mand); M. Pors, De nomencl. 145 (se ovf. u. kudsker); Colding, Etymol. 37; Steph., Nomencl. I. 281; Nucl. latinit. 16; Comenius, Opladne Dør. § 454; Brun, som hand mente vere sin kiørsuend. Vedel, Saxo. 168; haffuer Jens Jørgensen sprungett aff wognen, hans kiøresvendt met (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 204; da skal kudsken eller kiøresvenden holde. Forordn. 10/1 1685. § 2; P. Syv. I. 492. Smlgn. Söderwall, Ordb.: köresven.Kør(n)ing, no.
1) kørsel, kørevej; ingen maa nederberre omflødighz och dett att legge i kiøringen till nogen forhindring (1624). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 48 (fl. g. sst.); Moth. – dette høe koster dem megen løbing og kiørning to a 3 mile hen i fieldet. Oeconom. Magazin. II. 323. Smlgn. ned-, opkøring ndf.
2) anstrængelse, bevægelse. Moth; han gør det i en køring ɔ: på en gang, i et drag. sst. Smlgn. nuv.: i en køre. – hand var to kiøringer i færd med fienden. sst. gange.
3) stolgang, afføring. Moth. Smlgn. køre 1) ovf.Køring, se plogk. Kørsel, no. (sv körsel) i nuv. bet.; huor det kiørselen ei kunde werre hinderlig (1665). KD III. 626. Jf ind-, nedk.