KåbeKåbe, no. hunk. (∾ isl. kápa)
1) kappe, kåbe; thyn kaabæ er wynghessiid, striber haffuer hwn fuld langhæ. Hr. Michael. 84; ieg breder icke min kobe under thig, bliffuer hun et sind y dogenn bløtt, hun rømper y huer end søem. Grundtv., Folkev. IV. 362 a; Rut. 3.15; da tog Elias sin kaabe oc suøbte hende til sammen. 2. Kg. 2.8 (1550, 1607); henge der en kaabe offuer, hun skal dragis vd. Tidemand, Post. II. 95v. – Henning Wrang grønt klædhæ til kobbæ el. kiortel (1474). N. D. Mag. V. 205, 206; Hendrik Hansøn en kaabe (1503). D. Mag. I. 298. – gå med k. over hovedet var en skik for sørgende (og ved kirkegang); skall inngen gaa med koben paa houedit, nar the følger brud, børn till kircke, vndtagit syge och sorgefulde quinder (1561). N. D. Mag. II. 276; om nogen haffuer mist sin neste slechtte, tha thennem att thillstedes att gange medt thieris kobber paa hoffuit wedt en halff aars tiidt (1607). Progr. f. Ribe. 1835. bil. 20-21; schall her mett were forbudet alle dennom, som nogen liig schulle lade begraffue, at de icke indbede vdj deris huse mere end ... och fire par quinder, som bære kaaberne paa hoffuedet (1610). Kbhvns. Dipl. I. 587. Jvfr. O. Nielsen, Kbhvns. Hist. IV. 43. anm. 2; Khist. Saml. III. 458; Jydske Saml. II. 73; Schütze, Holst. Idiot. II. 134. – kaste sin k. på ɔ: sætte tillid til? hui skulle ieg icke til Joab hobe, paa hannem taar ieg vel kaste min kobe. Ranch. 63. Smlgn. Grimm, Wb.: kappe 6 d? – tage k. fra ɔ: erklære for skøge; som hwn kierde for meg, att hand wille tage koben fran hendis piige och tallet hender gandske ille till. Allen, Aktstk. 12. Jvfr. Rosenv., Gl. L. IV. 108: dog saa at the (ɔ: skøger) ey skulle bære nogle kaaber, paa thet mand thennom kende kand fore andre dandequinner; Jydske Saml. II. 145. – en tørblødt k. ɔ: skam; met saadan hemelig spaat sagde den snilde iomffru hannem ney, at hand maatte drage haanlige met en tørbløt kaabe fra hendis faders gaard. Vedel, Saxo. 44. Efter Moth: få afslag ved at bejle, men han støtter sig vistnok kun til anf. st. Smlgn. tørblødt ndf. Jvfr. Grimm, Wb.: kappe 7 b. – sætte klud på ens k., se klud 3). – hand skal sin kaabe effter været vende. Herm. Weigere. 9 ir.
2) dækning (på et dige); kaabe paa en brøden gierde. Ranch. 63 ir. (jvfr. kaste sin k. på ovf. u. 1)). Smlgn. Brem, Wb. II. 736: kappe 3). Smlgn. hovedsmu(g)-, hæders-, klokke-kåbe ovf. og palte-, skjule-kåbe ndf. Kåbe, no. – bære k. på både axler ɔ: holde med begge parter, se axel. – omvende sin k. (fsv omvända sina kapa) ɔ: skifte sind (færd); viste vel, ieg vilde min kaabe omuende. VdP 163, 41, 208v. – til s 689 b23 jf ovf. III. 858 a37; IV. 897 a11. Jf axel-, biskop-, dølle- (u. dul), folde- (V. 263 b34), gøre-, halm-, kor-, krage-, krigs-, kvinde-, sladder-, sørge- (IV. 44 a34), stådere-, vende-, ærek.Kåbebarn, no.? huad er thett for en kaabebarn, och der meg spaater saa. Grundtv., Folkev. II. 96 a = hueden er os det kaagebarn. sst. II. 98 a. Ordet kunde i sin første form anses for = nt. mantelkint (se Sch. u. L.), et uægte barn, og kaagebarn kunde udgå fra hin form, se Grundtv., Folkev. IV. 290 b. not. t. v. 105. Dog er vistnok snarere kaageb. den opr. form = n. koggebarn (se Aasen), isl. kögurbarn (-sveinn), et lille barn.Kåbedreng, no. en tjener til at bære kappen; kaabe-dreng gjorde sig aldrig spreng. P. Syv. I. 261. Smlgn. Werlauff, Antegn. t. Holb. Lystspil. 37.Kåbeløs, no. uden kåbe el. kappe; hertugen mødte kongen oc effter landsens skick gick imod hannem kaabeløss. Vedel, Saxo. 277. Smlgn. Söderwall, Ordb.: kapo lös. Kåberskød, no. kåbeflig, kåbehjørne; hand slucte ud lycte met kaber skøtte. Grundtv., Folkev. III. 13 a. Smlgn. isl. kápuskaut samt med hensyn til det indskudte »r«. Tdskr. f. Filol. VIII. 178. Kåbet, to. iført kåbe el. kappe. Moth; disse kaabede drenge. Holberg, Heltindehist. (Rodes udg.) I. 204 = kappedragere sst. Smlgn. kappet ovf.Kåbedragt, no. klædning med k.; Naur* 286 (ovf. II. 240 a13).