JordJord, no. a) hunk.; skal enghen man dierffwes til ath kiøbe bysens iordher eller oppa hennæ nogher bygningh sættæ. Rosenv., Gl. L. V. 88, 544; (1455). Kbhvns. Dipl. II. 102; huar mæth ær iordæn fæst, at hun æy røræs. Lucid. 42; Gl. D. Bib. 1. Msb. 13.17; Vedel, Saxo. 381; (1601). D. Mag. I. 58; vædsker jorden oc giør hende fructsommelig. Jak. Alb. Horsens. a 5; saa gaaer end oc saa her med jordens køckengryder oc hendes mange rør. Hexaem. 113; jorden hun skalf oc rystede der af. Kingo, Psalmeb. 379; jorden tør dig oc vel glemme, for du hende siger ney. Gerner, Hesiodus. 8; mand skal være paa jorden, om hund end brænder. P. Syv. I. 270; Erasm. Mont. A. 3, S. 5. Smlgn. isl. jörƀ. Endnu hunk. i Roskildeegnen. – b) ik.; enggen maa haffwe hyskinde vedtt gaden, men paa siitt egitt iordtt. Rosenv., Gl. L. V. 517; thettæ fornæfnde jordh och gotz indhvardæ han. O. Nielsen, Gl. Tingsvidner. 4 3 (bemærkn. sst. xxii er altså ikke rigtig); ingen schall holde nogen mødingsted for sin døer paa det ny iord. N. D. Mag. II. 266. Endnu er ordet ik. i Salling i forb.: godt jord o. lign. – flt.; tw bol iordhe (1397). Molb. o. Peters. 61; anndre jorde. Kbhvns. Dipl. II. 102; alle jorde oc grunde, som liggende ere innen theres friidz stræde ... the same jorde skule icke skifftes som strandkøbings jorde (1477). Fynske Aktstk. 27; (1528). N. D. Mag. V. 310; hoo som ickæ giffuer ssin byskatt aff sinæ gaare oc hawæ oc ioræ, bodhe bygtæ oc ødhæ (1549). sst. I. 90; (1553). Rosenv., Gl. D. I. 213. – beholle the grøne jordtt oc enge (1539). sst. II. 107. – som jordhre oc gærde haue (1444). Fynske Aktstk. 89 (flere gange sst.). – jord bruges som sammenligningsled ved bleg eller blegne; hwn vor blegh som en ijwrth. Mod. confit. 20; di kinder, som førre varre rødde, di blegnedt som en iordt. Grundtv., Folkev. IV. 169 b. – hand blegnet saa sort som iord. sst. II. 309 a; III. 114 a, jvfr.: hun sortned oc hun blegned derved. sst. IV. 555 b samt sort og sortne ndf. – jord omtales ved tilskødning som tegn på overdragelsen; scøtte mæth tørff och iordh, som thet segh bør. Dipl. Chr. I. 54, 55; skøde met wpskorne iord (1480). D. Mag. 3. R. III. 255. Om skikken at sælgeren kastede jord på køberens klædning se Andr. Sunonis Lex Scaniæ. IV. 13; Stemann, Retshist. 464 flgd. – gå under j. ɔ: gøre noget skjult, falskt; skeldede dem hart for forræderi, at de ginge vnder iorden met deris faders raad oc anslag. Vedel, Saxo. 299 (= l. rem parum lucide pertractassent. P. E. Müllers udg. 658); hand møder de treyrske paa halff veyen, som gaa vnder iorden met hans børn. Ranch. 13; at mand vnder en gudelige skin lettiste ved offer kand gaa vnder iorden oc snige sig til kongeriget. sst. 62, 65 (jvfr. i hoer, forræderij oc mord pleyr mand at liste hen vnder iord. sst.); prævaricari, at gaa under iorden med den, hvis fuldmagt man haver. Steph., Nomencl. I. 300; Nucl. latinit. 1983; at gaa under jorden med nogen ɔ: prævaricari, der reistes fordum en lang tørv op, saa at de kunde gaa der under, som sore om jord oc dends skaft oc maal. Her med omgiks mand tidt falskeligen, hvoraf ordsproget er kommet. P. Syv. II. 256.Jord, no. – hank.; jorden som de skal staa ... er hand feed nock. Holst IV. 75; – Stbb 2 (ovf. V. 393 a1). – flt.; – (1472). Rsv* V. 200 (ovf. IV. 732 b33); (1561). KhS IV. 476 (ovf. u. afstene); (1643). Rsv* IV. 508 (ovf. I. 635 b s. l.); PG 179. – til II. 445 a52 jf ovf. III. 138 a21; IV. 426 b51. – kendt j. ɔ: udskiftet jord (særeje); eskit han aff them y vkiend iord, som han haffde y kiend iordh (1537). DVb 211, 59; (1531). KhS VII. 572 (ovf. IV. 631 b18, 626 a34). Jf kendeager (-land). – kaste j. på som gravskik; som jeg kaste jord paa efter den evangeliske preste-viis (1623). DM I. 105. Jf KhS3 V. 634; Kirkerit 328. – have penninge i j. ɔ: se nedad; Steph I. (1645) 251 b (ovf. IV. 176 a15). – til j. (isl til jarƀar); taage siunke ned til jore skal du skue. Raun 20. – til graven (til at dø); DrH 58 (ovf. u. forbede 4)). – komme udi j. ɔ: blive begravet; iche self haffuer forraad at hielpe sig med och komme udi jorden for (1622). KD II. 689. – stæde udi j. ɔ: begrave (lade blive b.); hvilken kvinde han ikke skal have villet stede udi jorde (1582). KhS3 III. 398. 2) jordart; (1693). LA 304 (ovf. V. 391 b47). Jf hvid j. (V. 490 a34). – Jf affalds-, ager-, al-, alsæd-, altere-, arve-, blokke-, bols-, bonde-, bryde- (I. 281 a), bys-, drift-, død-, endel-, eng-, flaske-, grande-, gribs- (II. 70 b23), grøn-, gulds-, gunge-, gårds-, gårdsæde-, hampe-, havre-, kalents-, kirke-, klyn(e)-, klæg-, korn-, kåd-, kålgårds-, købe-, land-, ledings-, ler-, love-, ma(d)-, mor-, måls-, odels-, old- (III. 283 a15), ornumme-, provst-, rebedræt-, sal(le)pe(j)ter-, skog-, sol-, sor-, stav-, stuv(e)-, sæde-, sær-, sætte-, tjure- (IV. 404 b46), tofte-, tokke-, tryske-, udherreds-, valk-, ødegårdsj., over-, underjords. Jordager, no. plantenavn; jordager, gåsehæl, anagallis mas. Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 238.Jordager, no., rettere: anagallis arvensis, jf Thors* 149 not 1); JT 16; til a. mas jf FD reg a 2, Kyll 8. Jordalne, no. en målestok (til jord); udi hwer kiøbstadtt skall giøris en jordtalne oc hengis paa raadthusett ... mett then samme alne skall intett andett maalis mett en jordt oc grundt (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 210; aff øster vdtj wester xlij alne ij fingersbrett mett Siellands jordalne molitt (1565). Kbhvns. Dipl. II. 330; iordalen, decempeda. Colding, Dict. Herlov. Efter Moth 10 fod lang. Smlgn. alne ovf.Jordarve, no. plantenavn; alsine, arfve, iordarfve. S. Paulli, Flora Dan. 17 A; Comenius, Opladne Dør. § 134; Buchwald, Specimen medico-pract.- bot. (t. overs.). 34. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 238.Jordeble, no. liglagen; synd og sorrig, vee og klage rodne med min jordeblee. Kingo, Sjungek. I. 16; synden og al verdens vee skjules med min jorde-blee. Psalmedigtn. I. 369 b; naar ormen stucked har mig i min jorde-blee. E. Naur. 1700. 300, 214; siden skiuler os en fælles jorde-blee. Jørg. Friis, Post. Skr. 12. Smlgn. ble ovf.Jordebog, no. hunk.; thenne samme jorthebogh seeth oc skwtheth hafue oc fynne hænne i alle made ath wære skælligh (1431). årb. f. nord. Oldkh. 1874. 422. Smlgn. bog ovf.Jordebog, no. (fsv iordh(a)bok); (1558). Rsv II. 228 (ovf. u. brændesvin); (1582). NdM I. 81; DL 2-11-7 (ovf. II. 863 b7, 119 a26).Jord(e)brev, no. skøde; hwess jordebreffwe som findis udi kiøbstederne, nar nogen jorde selgis eller affhendes (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 210; (1550). Rosenv., Gl. D. I. 137; haffde fratagett hannom hans jordebreff, eyendoms - breffue, gienbreffue (1570). sst. III. 121; mester Christiern skulde have givet saadant jordebrev paa de fire bondegaarde (1554). Khist. Saml. VII. 814; hvad det udleg belangede, hun vilde udlagt hannom i de tre boder, vor hun icke mectig at afhende til nogen udenbyes borger, efter der icke vor fri jordbrefve paa (1598). Secher, Rettertings D. 247; V. Simonsen, Dske. Ruder. I. 99. Smlgn. Schlyter: jordabref.Jordbrud, no.? for aferre, afslet, afførsel, jordbrud (1605). D. Mag. 4. R. IV. 133. Vistnok: ulovlig brug af andens jord, overskridelse af skæl, jvfr. bryde 3) ovf. (I. 280) og anf. st. IV. 127, 128, hvor en sådan brøde af vedkommende omtales. Jordbrud, no.; – som først giør wold oc jordbrød paa thend anden oc icke wil holle thet, som nu er byttet emellom thenom (1568). KD I. 351.Jordbylk(e), no. tue, ophøjning på jorden; grumus, iordbylcke paa aggeren eller iordklimp. Colding, Etymol. 541; scamnum, iord bylcke. sst. 1113; Nucl. latinit. 565, 1559. Smlgn. bylke ovf (u. bulk). Jordbærris, no. jordbærplante; fragaria, iordbærriiss. Colding, Etymol. 475; Steph., Nomencl. I. 158; iordbær-rijs, iordbær-vrt. S. Paulli. Flora. Dan. 237 A; Kylling, Viridarium. 45; Buchwald, Specimen medico-pract.-bot. (t. overs.) 220.Jordbærurt, no. = jordbærris; N. M. Aalborg, Lægeb. 272. Se også u. frgd. o.Jord(e)del(e), no. retstrætte om jord; ehwadt som helst sag thet er vden iord deel (1513). Geh. Ark. årsb. II. 60; undertagen jorddele, som bør at handeles tiill herretzting oc landztingh (1527). Rosenv., Gl. L. IV. 139; N. D. Mag. V. 305; (1533). D. Mag. III. 109; all iordedele skal først forfølgis flere gange til dett herritzting, som iorden udi liggir. sst. 3. R. I. 185; om andre iorde deele, som huer andre haffue sig imellem, der skal oc da dømmis om. Hvitf. IV. 113 (= sv. jordadelo. Suhm, Dmhist. XIV. 618). Smlgn. Schlyter: jorþ;a dela; Lund: iorthædelæ og dele 3) ovf.Jorddrev, no. jordstykke til græsning, fæled; haffuer hans nadhe oc ssaa wntth, att the iormwn skall høre till Holbeck till thærris iordreff till therris fææ och qwegh (1549). N. D. Mag. I. 94. Smlgn. drift 1) ovf. (u. driv).Jorddrotte(n), no. 1) godsejer, jorddrot; hwo hær i moth gør, bøte xl mark moth sin jordhdrotten (1446). Geh. Ark. årsb. V. 63; tagher them ey hans jorddrotten. sst.; tha ma hans jordrotte taghe them. sst.; jorddrodt (1481). sst. V. 75; han kaldis oc holdis een retferdig eiermandt, herre oc iordrotte. P. Eliesen. 189. 2) grundejer i købstad; schall fogeden haffwe fuldmagt til ath gaa ind i iorddrotthens hwss och panthe hannom (1540). N. D. Mag. II. 270 (vedtægt for Ribe). Smlgn. drott(en) ovf.Jorddræt, oo. 1) det, at jorden blæser bort fra rugsæden. Moth. 2) ? blev Sørren Remzsner pligtig 1 til falsmaal for jorddrætt (1595). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 274. Formodenlig det at slå en til jorden og slæbe ham om, jvfr. dræt 1) ovf. Jorddun, no. bulder i jorden (som ved jordskælv); da syntæs hannom oc hørde so stort jorddwn oc rob, som altsammen skulde haffue omwentz i skoghen (1497). Molb. Gloss.; tha hørde han so stoor jorddwne. sst. Smlgn. Aasen: jorddun og dun ovf.Jorddun, no. = T 553 81. Jorddøn, no. = jorddun. Moth. Smlgn. Rydqvist. VI. 226: iorþ;dyn. Jordegen, to. 1) (selv)ejende; nar the som ther swo jordheghne ære, wele theris jordhre jgen haue (1444). Fynske Aktstk. 90; (1481). Geh. Ark. årsb. V. 75; besiddende och iordheygne borghere her udi byen. Rosenv., Gl. L. V. 290; (1533). sst. IV. 153; suarede forne wore vndersotte paa theris egne och andre iordeyenne bønders vegne, att thee ere frii bønder (1551). Rosenv., Gl. D. I. 140; II. 217; (1572). sst. III. 167; en deel aff iordegne bønder ere frigiorde aff kongerne. Hvitf. II. 21; III. 237; iordeigen bonde, colonus. Colding, Dict. Herlov.; A. Berntsen. I. 56; II. 11; 2) værende selvejendom; ienn aff vor och kronens jordegnne byndergaarde (1560). Rosenv., Gl. D. I. 283; (1589). sst. IV. 142; skulle samme gaarde stedis och festis effter som andre kronegaarde och icke mere regnis for jordeigne bøndergaarde (1581). D. Mag. II. 216; alt iordeget skal igien vnder kronen. Hvitf. IV. 123 ir; en part jordegne gaarde og en part fæstegaarde. (1615). N. D. Mag. II. 162; skal ingen forskel haffve været paa adels gods oc jordejged bønder gotz. A. Berntsen. II. 11.Jorde(g)ere, no. jordejer, godsejer; skwlle vij ey heller giffue nogher mandz tiennere vortt breff paa the gorde, the sidder vthij, medhen jordeerenn skall haffue fwld magtt sin thiennere vthij oc aff sette (1533). Geh. Ark. årsb. II. 72; efter et andet udkast: iordegeræ, se anf. st. Smlgn. egjere ovf.Jordfad, no. lerkar; haffue wii nw sodan skat vti iordfad. 2. Kor. 4.7 (1524; Chr. Pedersen: iord kar; Luther: in irdischen gefässen). Smlgn. fad ovf.Jordfald, no. 1) indstyrtning af jord på grund af indre hulhed; jordskelf ophefver sig af blæst nedre i jorden, om det bryder sig ud, da skeer der jordfald. Comenius, Opladne Dør. § 80 (= t. erdtfälle); labes, jordfald, naar jorden falder ind og siunker. Nucl. latinit. 685. Smlgn. n. og sv. jordfall. Til dels endnu brugeligt. 2) jordstykke; i Brægen jordfald 7 agre, store og smaa. Jydske Saml. IV. 31. Smlgn. fald 9) ovf.Jordfast, to. fast i jorden; tre iordfaste stene, som staar paa reed epther huer andre (1579). Fynske Aktstk. II. 8; sadt hun paa iordfaste steen. Grundtv., Folkev. II. 333 b; beholde den gaard med alt, huis derudj nagelfest och jordfest (1644). Kbhvns. Dipl. III. 253. Smlgn. isl. jarƀfastr.Jordfast, to. 2) fast bosiddende (havende jordejendom); then, som iordfester er i Danmarc oc wederhefftiig (1530, Fr Jessen). 3) landfast; er Grønland oc Asia jordfæst land. LyschG* 74.Jordfri, to. værende selvejendom (uden fæsteafgift); met jordfrii grund och alle the huse, der nu paa staar (1605). Kbhvns. Dipl. II. 525; for att eigendommen icke er jordfrii der till icke kunde bekomme nogen kiøbmend (1607). Rørdam, Univ. Hist. IV. 588.Jordefærd, no. 1) i nuv. bet. ik.; hand ville lade giøre hannum et erlig jordeferdtt (1551). Rosenv., Gl. D. I. 160. Smlgn. færd 2) ovf. 2) betaling for begravelse; skall almoen være quidt fore redzle, nandnest, jordeferdt, smørburdt oc andre slighe thynge (1527). Rosenv., Gl. L. IV. 138; N. D. Mag. V. 300.Jordefærd, no. 1) (fsv iordhafärdh); hans dødh oc hans jordefærdh. T 553 133, 130. – fk.; Jes Sir 3821 (ovf. u. bestyre 3)); Rsv* IV. 462. 2); (1508). SRD VIII. 98 (ovf. IV. 816 b20). Jf rejsej.Jordefærdspenninge, no. = jordefærd 2); skall och huert menneske giffue sin sogneprest v ß, kirken v ß og degnen iij ß thil jordeferdtzpendinge (1539). Rørdam, Kirkel. I. 144; icke wille wdgiffue de jordeferdspenninge for de dødis liig oc begraffuelse, som y skulle thil kyrckens beste (1578). sst. II. 284; funeralia eller liig pendinge eller jordeferdtz pendinge (1569). Falkman, Kronans inkomster. I. 142. Smlgn. penning ndf. Jordgalde, no. plantenavn; centaurium minus, tusind-dyder, jord-galde. S. Paulli, Flora Dan. 193 A; Kylling, Viridarium. 24; Buchwald, Specimen medicopract.-bot. 132; Comenius, Opladne Dør. § 136. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 84; Nemnich, Polyglot.-Lex.: gentiana centaurium.Jordglas, no. marieglas (selenit); jordglas, lapis specularis. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: erdglas.Jordglir, no. lysglimt (der mentes at komme fra jorden); iordlynet eller iordglier. Colding, Dict. Herlov.; jordglir. Moth. Smlgn. Rietz: glira.Jordgyling, no. fuglenavn; da tilskickede hand dem iorgylinge aff haffet. Huberinus, Om Guds vrede. c 4. Til den sidste del af ordet jvfr. sv. gylling. Moth forklarer ordet som = vagtel, men dette har vist ene sin grund i, at bibelovers. 1550 (og flgd. overs.) have dette ord 2. Msb. 16.13; 4. Msb. 11.31. Smlgn. jyling ndf.?Jordgyling, no. Jf jyling ndf.Jordhumle, no. plantenavn; iordhumle eller brundemanne porss, hypericon. H. Smid, Lægeb. VI. 10; Kylling, Viridarium. 72; Buchwald, Specimen medico-pract.- bot. (t. overs.). 270; Turson, Vocab. 155; Steph., Nomencl. I. 159; Comenius, Opladne Dør. § 136. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 111.Jordhus, no. et hus med vægge af græs- el. lyngtørv; findes i ladegården 3 jordhuse, som bruges til kalve og andet småt kvæg, nok findes udenfor ladegården et jordhus, som er smedie (1627). Dsk. Saml. VI. 317. Jvfr.: beså vi et fæhus ... muret mellem stænger og slaget med ler og en part opsat med tørv på den søndre side. sst. VI. 370. Smlgn. jordlade ndf.Jordhyllet, to. dækket af jord; der bleff wtalligt meget korn aff slagett paa marcken, saa det laa iordhylld. Khist. Saml. VII. 373.Jordhøne, no. en lille høne; gallina pumilla, liden høne, iordhøne. Colding, Etymol. 1012; Moth.Jordkar, no. = jordfad; wi haffue dette liggendefæ i iordkar. 2 Kor. 4.7 (1550, Chr. Pedersen, 1607: leerkar).Jordkar, no.; i en stien flaske eller anden iordkar. CS 243.Jordkast, no. jorddige, ingen schulle lade giøre jordkasth eller iordhdiige for eller om sziine iorde. Jydske Saml. II. 132. Smlgn. kast ndf. (Jordekirsbær, no. Ordet findes i N. M. Aalborg, Lægeb. 1640, 281, men er sikkert en trykfejl for jødekirsbær, se udg. 1633. 315).Jord(e)klimp, no. jordklump; den tid Gud tog en iordklimp oc sagde: fiat. Herm. Weigere. 175v; liffuet er en himmelske gaffue, som icke er aff creaturet eller iordklimpen allene. Lyschand. I; gleba, iordklimp, klump. Colding, Etymol. 525; Steph., Nomencl. I. 56; Nucl. latinit. 540; laa hand dog som en død jordklimp. Jersin, Via vitæ. r 2v; en jordklimp med sin skabere saa ringe er at regne. Bording. I. 257 a; Kingo, Sjungek. I. 91; strax een jomfru aff een jordklimp giorde herlig. Gerner, Hesiodus. 21; Holb. M. poet. Skr. (v. Liebenb.) 12; Amb. Stub, Digte (v. Barfod) 3. udg. 141. – huor høyt Gud kand opsette it armt iordklempe. Ranch. 11. Smlgn. klemp ndf.Jordeklud, no. ligklæde; han gik strax vd, som før vor død, oc hans hender oc føder vaar bundne met iorde klude. Joh. 11.44 (Chr. Pedersen; 1550: iordeklæder); Chr. Pedersen. IV. 171.4.Jordkrone, no. plantenavn; jordvedbende; jordkrone, hedera terrestris chamæcissus. Moth. I H. Smid, Lægeb. VI. 97 findes corona terræ som l. navn.Jordeko, no. ko, der gaves til præsten, som betaling for begravelse. Moth.Jordkube, no. stormtag; vinea, iordkwber at hawe i stryd. Vocab. 1514.Jordkugle, no. plantenavn; jordkugle, tithymalus tuberosus s. apium. Moth. Tithymalus var det æ. l. navn for euphorbia, se Nemnich, Polyglot.-Lex. I. 1542.Jordkugle, no. 2) i nuv. bet.; findis saadan lengd paa de jordiske globus eller jordkuler, disligeste paa landtaflerne. BrunsmK 231.Jordkælder, no. kælder; 13 bind. hus med jordkjælder og gaardsrum (1642). Wulff, J. Bang. 184; en vaaning 8 bind. med jordkjældere under. sst. 231; hypogeum, en hvælving under jorden, en jord - kiælder. Nucl. latinit. 615. Efter V. S. O.: en kælder uden lysning.Jordlade, no. en lade med vægge af græs- el. lyngtørv; paa den øster iordlade er 4 quister, som paa halmtag ere brøstfeldige (1645). Orion (kvartalskr.). II. 210. Smlgn. jordhus ovf.Jordelagen, no. liglagen; mand fører hannem vdi en ligskiorte oc iordelagen igien. H. Sthen, Ligpr. o. M. Ulfstand. c 7; hafver svøbt sine regimente tilsammen udi iorde-lagenen. P. Resen. 321.Jordeleje, no. afgift af jord; solarium, iordeleye. Vocab. 1510. Smlgn. Aasen: jordleiga.Jordløve, no. kamæleon. Moth. Vistnok kun et forsøg på at udlede det gr. navn af χαμαί og λέων.Jordmaddike, no. regnorm; lumbricus, regn-orm, iordmadick. Colding, Etymol. 696; Steph., Nomencl. I. 126; Nucl. latinit. 803; Comenius, Opladne Dør. § 217; Comenius, Orbis pict. 75. Smlgn. Aasen: jordmakk.Jordemoder, no. flt.: jordemodere(r); sagde kongen til de ebreiske iordemodere, naar ij hielpe de hebreische quinder ij deris barnefødelse. 2. Msb. 1.15-16 (Tavsen; 1550, 1607: iordemodre; 1647: jordemødre); iordemoderne. sst. 1.17 (Tavsen, 1550, 1607; 1647: jordemødrene); Rørdam, Kirkel. I. 86; lærde oc trofaste læger oc iordemodre fattis her vdi mange steder. H. Smid, Lægeb. I. fort. a 6v; Pallad., Visitatsb. 93.1 (jvfr. sst. 192); quinderne, jordemodrene oc ammerne icke undsee sig. S. Paulli, Flora Dan. 350 M, 284 R; præsterne skulle undervise jordemodere. Chr. V. D. L. 2-8-8; (fl. gange sst.); til jordemodere skulle beskikkis ærlige og gudfrygtige qvinder. Kirkeritual. 103. – hafde hennes venner icke tilforne forseet seg om noghre egiptische iordemoderer. Prædik. Gensvar. 29. – iordemoder(et.). Chr. Pedersen. I. 73.Jord(s)mon, no. jordstykke, grund; thet ær soo høøgh jordmon, ath hun gangher ouer alla sky. Lucid. 44, 42; Mandev. Rejse. 195.12; the toffther oc iordzmoner, som samme fæm gaarde nu paa staa (1500). Fynske Aktstk. 99; jeg haffuer kiøbt en iordmon. Tavsen, Post. sommerd. 110v (= Luk. 14.18; 1524 og Chr. Pedersen: gaard; 1550: ager); skullæ the gaaræ oc iordmunæ høræ till byen. Rosenv., Gl. L. V. 191; gaff hannem saa stort it iordmon, som hand kunde indtage met den hud. Vedel, Saxo. 204; (1581). Geh. Ark. årsb. III. till. 65; kongen skal betalis for iordsmonnen oc haffue sin aarlig iordeskyld der aff. Hvitf. II. 77; en vit begreben iordsmon, som skal arbeidis ved træle. B. Tott. I. 166. – i nuv. bet.: landet oc iordsmonnen var der god oc fructbar. Lyschand. 26. Smlgn. isl. jarƀmunr; Rydqvist. VI 227: iorþ;mun; Aasen: jordmun. Ordet er gennemgående hank. i de andre nord. sprog, så hunk. på det anf. st. af Lucid. mulig kun er en fejltagelse efter første del af sammensætn. Jordmos, no. plantenavn; muscus terrestris clavatus, iord-muss, ulfvefoed. Kylling, Viridarium. 104; Buchwald, Specimen medico-pract.- bot. (t. overs.). 304. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 137.Jordemude, no. en afgift af jord; wele wi oc saa, ath inghen landrotthe skule taka nockra iordhe mwther aff sine iordher (1521). Hdskr. i Gl. Kgl. Saml. nr. 1154 fol. 183v; (jvfr. Allen, Nord. Rig. Hist. III. 2. 439). Smlgn. mude ndf. og fogedmude ovf.Jordsmål, no. = jordmon; same Danmarcks lund er it stycke jordtzmaal icke ret synderlig stort (1639). D. Saml. 2. R. IV. 112; blev os anviist endnu 3 al. 3 qv. 5 t. af samme bygning med derhos et stykke jordsmaal ind udi regentsen (1673). Hist. Tdskr. 3. R. III. 41.Jordmålere, no. 1) landmåler; iordmaalere, geometra. Comenius, Orbis pict. 310 (Nucl. latinit. 528: landmaaler); 2) om gengangere; natrafne, iordmaalere met gloendis ildstenger, iermer. H. Lauritzøn, Sjælebog. 107v.Jordmæler, no. = jordmålere 1); decempedator, iordmæler, ræbssmand. Colding, Etymol. 920. Smlgn. mæle ndf.Jordnød, no. plantenavn; jordnød, fumaria. Moth. Måske en fejltagelse for det alm. jordrøg, jvfr. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 94.Jordorm, no. = jordmaddike; lumbrici id est iorthorme. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 3. not. 2. Smlgn. Nemnich, Polyglot.- Lex. II. 459-60.Jordorm, no.; – en madik - sæk og jorde-orm. Psd I. 372 a. Jordpren, no. plantenavn; jordpren, genista spinosa. Moth. Smlgn. t. erdpfrieme. Jørderige, no. jorderige; thæt gidær enghæn iørdærigs mennæskæ told. Lucid. 57; himmerigis oc iørderikis gud. Hell. Kvind. 47.21; Romant. Digtn. III. 133.18; himerige, iørderige oc heluede. Chr. Pedersen. II. 282; thu æst ingen legomlig eller iørderigis fader. P. Eliesen. 30 (flere gange sst.), 428; the himmilsche planeter kwnne icke nogett buldre till sammen, wden thesse iørderigis ting tage ther wdaff stor schade. Er. Roterod., En chr. furstes undervisn. 97v. – ith vnder her paa iørderig lod han oss ske. Psalmebb. I. 72; ieg vil hiemsøge iorderig for hendis ondskaff. Jes. 13.11 (1550, 1607: iorderige). Med hensyn til brugen af hun, se ovf. II. 294 b.Jordrøgsurt, no. plantenavn; fumaria, iord-røg, iordrøgs-vrt. S. Paulli, Flora Dan. 59 A; Comenius, Opladne Dør. § 136; Steph., Nomencl. I. 158; Nucl. latinit. 498. – iordrøg. H. Smid, Lægeb. VI. 13; M. Pors, De nomencl. 274; Colding, Etymol. 493; N. M. Aalborg, Lægeb. 273; Kylling, Viridarium. 47; Buchwald, Specimen medicopract.-bot. (t. overs.) 228. Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 94. Jordsindet, to. med et sind, der hænger stærkt ved jorden; hun (ɔ: sorgen) mest besvær den, hvis sind jordsindet er. Bording. I. 23 a.Jordskifte, no. jordbytning; dett er 12 (?) jordskiffte medt hans egenn jordt for saa megenn agger och eng (1404). Molb. o. Peters. 192. Smlgn. Schlyter: jorþ;a skifti.Jordskuddelse, no. jordskælv; der skeer mange iordskel, som icke endes ... oc huilcke iordskuddelse, der endes icke met saadant wæir. Flemløs, Astrologia. § 376. Smlgn. skudde ndf.Jordskuf, no. det at kaste en anden til jorden; for andre næwæhug, steens oc beens hug eller iordschuff (1441). D. Mag. 3. R. I. 105 (jvfr. sk. l. V. 16; j. l. III. 32; Chr. V. D. L. 6-7-8); iordskuff, supplantatio. Colding, Dict. Herlov.Jordskyld, no. afgift af jord; quicumque habitant in fundis dominj episcopj, soluere debent pro yorthskyld xij denarios (1254). Kbhvns. Dipl. I. 18, 353; handt giffuer icke mere jordskyldtt aff samme tuende gaardzeyge, endt ther pleyer att gange aff thenn ene (1538). Rosenv., Gl. D. II. 79; om the kirckeiorde settis for jordskylldt och [blive] soltt borgerne arffweligen, dogh att jordskylden bliffuer hoss rette eyer (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 202; (1540). D. Mag. 3. R. I. 87; at de giffue der aff slig iordskyldt, som 4 aff capittel oc 4 acte borgere samme grund forre settendis vorder. Hvitf. VIII. 85 (= til leie oc landgiældt. Kbhvns. Dipl. IV. 400); der aff att vdgiffue den sedwaanlig jordskyld och rettighedt (1607). Rørdam, Univ. Hist. IV. 588; III. 217, not. 2. Smlgn. skyld ndf.Jordskyld, no.; – huis iordschylder som thill s Albani kierche haffuerr werritt erlagt (1618). FA I. 63.Jordskæl, no. jordskælv; ther bleffue tordønne oc liuneild oc it stuort iourdskel. åb. 16.18, 12.5; the iourdskielle. Matth. 27.54 (1524, 1550; Chr. Pedersen og 1647 alle 3 steder: iordskelf; 1607 på de to første steder: iordskelf, på sidste: iordskel); skete der it stort iordskel, i huilcket store stene bryste sønder. Tidemand, Post. I. 156, 6, 4v; Flemløs, Astrologia. § 376 (se u. jordskuddelse); Rørdam, Monum. Hist. D. I. 611; da bleff der it iordskel, farligt oc stort. Lyndsay, Om Monarkier. 79v; der kom it stort iordskel, Herren vaar icke i iordskellit. 1. Kg. 19.11 (1607, 1647; 1550: iordskelff – iordskelffuit); ded jordskel, som skeede, der hand haffde opgiffved sin aand. Pontopp., Betænkn. 268; liunild, storm oc iordskiel er den beste tunge til ad berømme den sacte liud. M. Henrichsøn, Ligpr. o. O. Kragh. 147; af farlig jordskiæl snart all Dalmatien veed at sige. Bording. II. 34; – iordskiælf. N. D. Mag. V. 191; iordskelff (1533). D. Mag. II. 57. Uagtet formen forekommer så ofte, er den vel næppe andet end det sædv.: jordskælv med bortfald af endemedlyden, jvfr. Varming § 94 og halv med sammensætn. ovf.Jordskæl, no. (fsv iordhskalf, ik.); – saa stor enn jordskell. KhS5 I. 700.Jordskærpende, no. udmagrende jorden; hvorofver jorden formedelst jdelig hafre- oc anden jordskierpende sæd forargis. A. Berntsen. I. 43. Smlgn. skarpe ndf.Jordslag, no. det at være jordslåt (plettet af jordens fugtighed). Moth. Smlgn. Aasen: jordslag; Rietz: jorsla(g). Jordslagen, to. jordslåt. Moth. Smlgn. slagen (u. slå) ndf.Jordslange, no. en giftig slangeart. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: erdschlange.Jordsmutte, no. fuglenavn; terraneola, iordsmutte. Colding, Etymol. 1320. Formodenlig = gærdesmutte.Jordsort, to. sort som jord; beget er kulsort, spurren jordsort. Comenius, Opladne Dør. § 334.Jordsort, to.; Etym 1010 (ovf. III. 187 a3).Jordspræk, no. en revne i jorden; terræ hiatus, jordspreck. Colding, Etymol. 564; Moth.Jordstue, no. stue ved jorden; i then stue offuer jordstuen laae then skodske marskalch mountzer Sinnchlr. Hdskr. i Thottske Saml. nr. 1610. 4to. Smlgn. Fritzner2: jorƀstofa.Jordstummel, no. en meget gammel mand. Moth. Smlgn. stummel ndf.Jordstød, no. træstub; som it træ, der haffuer icke aleniste mist grene oc blad, men er foruisnet ned i iordstøden. Tidemand, Post. III. 34v. Smlgn. stød ndf. Jordsvåmp, no. plantenavn, paddehat; fungus, paddehat, iordsvomp. Steph., Nomencl. l. 158. Smlgn. svåmp ndf.Jordsvåmp, no. (sv jordsvamp); – iordsuamp vden roed, tuber. Dict. Jord(e)sæk, no. legeme (som det, der skal blive til jord); thenne gamble, fwle jordseck, som ieg end nw haffuer at drages met, huilcken som tock dageligen skijnder seg til graffuen ... hannom kand nw inttit saa møgit ondt bliffue vonsket eller hende kand. Allen, Aktstk. 502 not.; giff vor syndige iordesæck fredsommelig at soffue. Psalmedigtn. I. 62 a; huor effter vil da ieg arme iordseck hoffmode meg. Tidemand, Post. III. 59. Smlgn. sæk ndf. Jordesærk, no. ligskjorte; den jorde-serk ej [vil] passe til, vor daatter os ej giver. Bording. I. 118 b; Moth. Smlgn. isl. serkr.Jordtov, no. jordstykke; alldt denn iort thow, der handh haffde fran Bauellsze søe och szaa opadt (1404). Molb. o. Peters. 193. Smlgn. tof (= toft). J. L. I. 51 ?Jordvirak, no. plantenavn; teucrium chamaetypis; jord-wirack. Comenius, Opladne Dør. § 134; Moth. Smlgn. t. erdweihrauch, se Nemnich, Polyglot.- Lex. II. 1449.Jord(v)urdning, no. vurdering af jord (til skatteansættelse) og den deraf følgende afgift; paa de tider skifftede de icke effter sæd, som nu, men effter iordwurdning regnendis march-guld oc sølffs iorder, skilling iord, øre iord. Hvitf. II. 304; som gaff ringere udi iordvrdning eller landskyld end to ørtuge sølff. Osterssøn Weylle, Gloss. 409; alle landboe bønder vare oc sat, men effter skyld oc landgild, icke iordwurdning. A. Berntsen. II. 28. Smlgn. vurdning ndf.Jordæble, no. plantenavn, 1) cucumis, iord - eble saasom græsskar, avgurcker oc meloner. Colding, Etymol. 273; Nucl. latinit. 225. Smlgn. Grimm, Wb.: erdapfel og græsæble ovf. 2) = hedenødder. Moth.Jordelig (jørdelig), to. jordisk; terrenus, iordelicth. Vocab. 1514; den, som er aff iorden, han er iørdelig. Joh. 3.31 (Chr. Pedersen); sst. III. 323; i thesse iørdelige stwndhe wiil Gwd meg hielpe. D. Skuesp. 116; hijne andres ære oc iordelig ypperlighed skal da bliffue til ewig skam. Tavsen, Post. sommerd. 301v. Se også u. de flgd. to ord. Smlgn. isl. jarƀligr.Jorderig, to. = jordelig; tro i icke, naar ieg siger eder aff iorderige ting, huorledis skulle i tro, naar ieg siger eder om himmelske ting. Joh. 3.12 (1550, jvfr. Tidemand, Post. II. 54; 1524: iordelige; 1589: iordiske); de holde det for it iorderigt oc icke ret tegn. Tidemand, Post. I. 99v (= t. irdisch).Jorderisk, to. = jorderig; Hagars børn randsage io vel effter den iorderiske visdom. Bar. 3.23; det er icke den visdom, som kommer her offuen ned, men iorderisk, menniskelig. Jak. 3.15 (1550; 1524: iørdelig; 1589 begge steder: iordisk). Det lå nær at opfatte ordet som jorderigsk, men så er den to steder forekommende skrivemåde påfaldende.Jorderisk, to.; jf ovf. V. 539 b43.Jordig, to. 1) = jorderig; naar de gør saadanne ting oc billede aff iordigt leer. Visd. 15.13 (1550, 1589; 1607: jordisk). 2) indeholdende (bestående af) jord; om skiønt vel kunde formenis, at landet icke heller da skulle kunde være andet end en klippe ... saa sees dog ... at bestaa aff it saadant laugt iordigt land. A. Berntsen. I. 81. Smlgn. sv. jordig.Jordarbejde, no. i nuv. bet.; udi land-maaling jord-arbeyde og graven maa ey andet maal bruges. Fdg 10/1 1698 k 4 § 4. Jordbegærig, to. begærlig efter jord; for en jordbegiærig siæl. KSB a 3. Jordebeskrivelse, no. i nuv. bet.; hans geographia eller jorde-beskrivelse. BrunsmK 185. Jf BiblD II. 394.Jordblomst, no. blomst groende i j.; – den salve, som jord-blomster bærer dig. Wiel XII. 539.Jordebo, no. jorden som bolig; med dit straale-skin vor jorde-boe omkrandser. DP 10. Jf: jordens bo. KS 76.Jordebolig, no. jordisk bolig; har eders fader fra sin jorde-bolig flyt (1702). DSt 1909 47.Jordbær, no. (fsv iordhbär) i nuv. bet.; iordberet kaldis aff Vergilio fraga. SmdLb VI. 65; hos os ere tuende slags iordbær saare vel bekiendte. FD 237 A; Kyll 45; MP 278 (= fraga).Jordbær(e)vand, no. afkog af j.; spedalske mennisker kunde opholdis en lang tid met ior[d]bærevand. SmdLb VI. 65; her til tien iordbær vand. ålbL* 142, 129 (ovf. II. 180 b 5); Fdg 19/11 1687.Jordedal, no. jorden som dal (mods.: himlen); min tanke fløy i himlens sall, foragted denne jorde-dall. KS 187.Jorddelen, no. inddeling af jord; gammel iorddeelen udi Danmarck. Bernts II. 23 (i r: iorddeeling). Jorddeling, no. = frgd. o.; effter gammel jorddeeling oc jorde parter. Bernts II. 16.Jorddyrk, no. agerdyrkning; Raun 1 (ovf. V. 124 a20). Jf dyrk.Jordejerbonde, no. selvejerbonde; (1526). DM IV. 256 (ovf. I. 495 a nederst).Jordejermand, no. selvejer; meth gillæ men och godæ jordh æyer men (1475). Tvd 324.Jordfarve, no. (sv jordfärg) sort farve; pullus, sort som jord, jord-farffue. MP 289; Steph I. 186 b.Jordefærdsdag, no. begravelsesdag; Joh 127 (ovf. V. 72 b5).Jordfæst, se jordfast.Jordegods, no. (fsv iordhagods) i nuv. bet.; (1465, ovf. u. bolpenninge); Allen 58 (ovf. I. 24 b11); (1527). NdM V. 301 (ovf. II. 60 b4); (1536). GhA II. 85 (ovf. I. 85 a19). Jf arvej.Jordgrave, go. grave i jorden; Rsv* V. 558; schall inngenn stølper iordegraffuiis (1554). DS V. 376; KB II. 156 (ovf. V. 485 a20).Jordegraver, no. graver (jordarbejder); en iordegraffuer becklager det thit, att hand haffuer plat inthit for sit. Rch 213.Jordgrund, no. landgrund; DL 5 - 10 - 42 (ovf. I. 547 b10).Jordgud, no. gud i underverdenen; førdis hand aff iordguderne der hen, som hannem burde døder at komme. VdS 16; Etym 591 (= inferi pro diis inferis). 2) rigt menneske; hine verdens gierige mennisker oc jord guder. SkP 366. Vist af bet. 1) jf Steph I. 10 a: Pluto gud for helvede, item gud for rigdom.Jordhav, no. verdenshav; dend nederste himellens luftt holder det gandsche jordhaff ligesom bolden wdi it eg (1703). JS III. 269.Jordhumpel, no. jordknold; Dict (= gleba).Jordhytte, no. (sv jordhydda) i nuv. bet.; saa mange iordhytter var der omkring. LyschG* 9.Jordklode, no. (sv jordklot) i nuv. bet.; Lauremb, Acerra I. 70; DV VIII. 608 (ovf. V. 512 a17, 447 a12).Jordklump, no. i nuv. bet.; slaa jordklumperne sønder (1601). NkS 357d (4°) s 7.Jordeklæde, no. ligklæde; Joh 1144 (ovf. II. 448 b10); vor ligkiste oc iorde klæde. SthU c 2v; DV IV. 276 (ovf. V. 510 b8).Jordknog, no. jordfyg; JS II. 18 (ovf. V. 448 b18).Jordkompas, no. verdenshjørnerne; det øye-glands, der styrer det hele jord-compas. Wiel XII. 535.Jordkreds, no. (sv jordkrets) i nuv. bet.; den gantske runde klod oc jord-kretz. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 106, 205.Jordelyned, no. = jordglir, se d. o.Jordmarv, no. (sv jordmerg) mergel; PAtl IV. 22 (ovf. II. 800 a51). Jf VSO.Jordmus, no. (t erdmaus) markmus; muluarper, iordmus. SmdLb IV. 2v.Jordpalads, no. jordbygning; du side jord-pallatz. Wiel XII. 525 (ɔ: Valby, flgd. o. ovf. II. 782 a5).Jordepart, no. del (mål) af jord; Bernts II. 16 (ovf. sp. a5).Jordepenge, no. = jordefærdspenninge; (1539). ChrIII Hist I. 199 not. (ovf. V. 142 b54).Jørder(ig)isk, to. jordisk; alle iørderigiske oc forgengelige ting. Corv II. 39; iørderiske. sst. 38v.Jordrøg, no. 1) støvsky; the soge megen jordh røgh, ther æfter soghe the mannege banner. RD III. 565 (= ath m. i. r. CP V. 3829). 2) (fsv iordhröker), se ovf. II. 450 a9 f.Jordeskjorte, no. ligskjorte; leg jorde-skiorten hos paa din lig-kistes lugge. DV IV. 291. Jf MbO.Jordsnegl, no. (t erdschnecke) skovsnegl; Steph I. 127 a (= limax), NL 764.Jordested, no. gravsted; hand bygte iordestæd op til at begraffue martyrers krop. VdP 28v.Jordstøtte, no. pille af jord; saa skulle den jordstøtte wskad offuerbliffue. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 32.Jordtom, no. et mål; 7 skow-allen oc 1 iord-tomb. Bernts IV. 544. Jf tom(b).Jordtuve, no. jordtue; hvor der findis store jord-tufver paa flade stæder. Deb 137. Jf tue.Jordetøj, no. ligtøj; Jm 242 (ovf. V. 328 b3).Jordvold, no. (fsv iordhvalder) i nuv. bet.; lutamen, iord verck, leer verck, som er iord vold, leer veg. Etym 701.Jordværk, no., se frgd. o.Jorde, go. (isl jarƀa) begrave; Br 23224 (ovf. II. 203 a26); ÆB 1 Msb 236 (ovf. IV. 600 b54); 3529; HrM 124 (ovf. I. 130 b19, 424 b12); – at ieg først iourder myn fader. Luk 959 (1524, CP: ath iorde). Jf FeilbO. – Jf he(de)n-, indj., ujordet.Jordelse, no. jordefærd; Etym 575 (u. humatio); NL 613. Jordisk, to. (sv jordisk) i nuv. bet., se ovf. II. 451 b25, 33; Bunt II. 109 (ovf. III. 451 a49); BrunsmK 231 (ovf. V. 539 b25). Jf underj.Jordslig, to. (fsv iordsliker) jordisk; nogher jords-ligh hwswalelse. T 553 62. Vis mere +