HandHand (hånd), no. hunk. (∾ isl. hönd).
1) hånd; sancte Marie Magdalene hand schall ewicht bliue i sancti Lucie kyrke, som hwn nw ær (1451). N. D. Mag. VI. 40; en annen rachte ther vdh syn hand, hwn bleff ther stecth al som en brand. Rimkr. h 5v; hand tog om sin faders haand oc vilde vent hende fra Ephraims hoffuit. 1. Msb. 48.17 (1550, Gl. D. Bib., 1607); Chr. Pedersen. I. 358; om thin høgre hand er tig orsage til fald, aff hug hendne. Matth. 5.30 (1524, Chr. Pedersen, 1550, 1607); Josva. 4.24; 1 Kg. 13.4, Ordspr. 19.24 (1550, 1607); en christen skal icke stedze lade haanden op til at anamme oc knytte hende til, naar hand skal giffue. Tidemand, Post. II. 94; Vedel, Saxo. 34; haanden i vandet, fanger hun ej fisk, saa bliver hun dog toed. P. Syv. I. 121. – flt.; saadanne kunde almindelig slibe oc vende oc haffue saa legen vdi baade hende. Herm. Weigere. 182; en drengebarn, som haffde paa sin hoffuit ligesom en stormhat oc 2 stickhandske paa sine hende. Jydske Saml. V. 79. På førstnævnte sted er vel den usædv. form valgt for rimets skyld. Hænder er også i æ. Dsk. det sædv. flt, jvfr. Wimmer, Navneo. Bøjn. 95; Gl. D. Bib. 2. Msb. 17.11-12; Joh. 20.27 (1524, Chr. Pedersen, 1550). Se også ndf. – i aarom, i hynder. Khist. Saml. VI. 464; hans hynder war murinde hwide. Grundtv., Folkev. I. 405. Jydsk form, jvfr. Varming. § 260.
2) fange h. på ɔ: få magt med, få grebet; holdt alting stille hos sig selff, til hand hafde fanget haand paa hertugerne. P. Resen. 201; Moth.
3) da hånden gives til bekræftelse på en indgåt overenskomst, hentyde mange udtryk hertil; få (have, tage) sin h. igen ɔ: blive løst af et tjenesteforhold el. en forpligtelse; lofve, at hand icke skulde begifve sig udi nogen andens herris tieniste, før hand fick sin haand igien hos hans kongl. mayestæt. P. Resen. 330. – wij wijlle gernæ haffue wor haand ygen saa eerlige, som wij haffue ragt hinde fraa oss (1535). N. D. Mag. V. 228; ieg tiener min herre konge, haffde ieg eckon der min haand igen, i skulle vel find' en trofaste ven. Ranch. 47. – en skriftlig afregning, som dem imellem var gangen under Jens Bangs haand, hvilken han gjærne vilde have tilstede og have sin haand derfra igjen. Wulff, Jens Bang. 91 (her bet. hånd vel nærmest underskrift). – Hans Lauritzen schall vere dragen aff hr. Ottes tieniste, føre handt hagde tagit sinne handt igien aff hr. Otte Krumpen (1568). Rosenv., Gl. D. III. 66, 77; begierendis, hand vilde giffue dennem leyde at søge deris rette herre, at tage deris haand igien hos hannem. Hvitf. IX. h 1v; hand burde, som det sig en krjgs-mand eignede, at tage sin haand igien. P. Resen. 123. – give h. igen ɔ: løse fra en forpligtelse; naar gaff kong Dauid eder haanden igen. Ranch. 84; – skaffe en sin hånd igen ɔ: skaffe en løst fra en forpligtelse; fordi han ikke havde skaffet dem deres hånd og segl igen fra Frands Brockenhus, til hvem de havde sagt god for ham for 2000 daller (1604). Secher, Rettertings D. 481. – række (strække) h. fra sig ɔ: give hånden til bekræftelse; findes nogen for anden misgierning beskylt, da bør en adelsmand at recke haand fra sig at bliffue tilstede och frue eller jomfrue at sette borgen eller lade en af sine venner recke haand fra sig (1648). Geh. Ark. årsb. II. 114; rachte Anders Lawessen Abraham Wuchter haanden for oss alle i consistorio och med lydelige stemme gaf Abraham Wuchter fuldkommen af kald for ald den arffue part (1665). D. Saml. I. 303. – haffuer Jens Griis stracht haandhen fra sigh att skall være byens thiener (1577). Jydske Saml. II. 147. Smlgn. Sch. u. L. II. 192 a.10-12. – tage h. af ɔ: modtage ens hånd til bekræftelse; der kongen nu meente sig at vere tryg, for hand haffde taget haanden aff de, som finge pengene. Hvitf. I. 121; hans kong. maiest. lod tage haanden aff Jacob Rønnow, at hand skulde verre bisp Jens Anderssen wbeuarit. sst. VIII. 133. Smlgn. Sch. u. L. II. 192 a.2-9.
4) hånd skal hånd få ɔ: den (modtagende) hånd skal gengive den givende (det modtagne), modtageren skal svare til det modtagne; hand scal hand faa eller mwndh meenswerie. P. Lolle. nr. 91 (= aut os perjurat, manus aut manu data reddat); sette udi alle rette, om thend, som lonner bortt, skall kreffue anden, end then, hand lonner thett, och haand schall haand faae (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 218; som haand bøer haand faae, J. H. da at søege hans kappe hos N. P., som hand dend haffuer betroed (1668). Matzen, Panteret. 6. Smlgn. Stemann, Retshist. 492; sv. hand scal hændi selia, Schlyter. XIII. 260 b; V. 278; nt. hant scal hant waren (se Sch. u. L. II. 191 b.32-38, jvfr. Grimm, Wb. IV. 2. 352 og få 2) ovf. (u. fange).
5) af h. ɔ: ud af ens magt; vid ringe forseelse gick Engeland de Danske slet aff haande. Lyschand. 204. Smlgn. isl. af hendi og fra hånd(e) ndf.
6) for hånde (hænder) a) have (tage sig) for h. ɔ: have (tage sig) for, (på); haffde for hender at vilde selff scriffue en tydsk grammaticam. Vedel, Hundrede Viser. fort. a 7; forrederi, som de onde emod de fromme forhender haffue, gøre oc beuise. Herm. Weigere. 1v; hand er en gæck, sig tager for haand det, han ingelunde fuldkomme kand. sst. 30 ir.; denne har nu et, nu et andet forhænde. Comenius, Opladne Dør. § 886; tog mig derfore for haande nogle af de første psalmer at vertere (1575). Khist. Saml. III. 556. Smlgn. Sch. u. L. II. 194 a.46–b.8; Grimm, Wb. IV. 2. 343. – b) tage en for h. ɔ: tage for sig, straffe; naar som Gud tager meg forhender med armod, siugdom. Huberinus, Om Guds Straf og Vrede. 38. – tage sig for h. ɔ: tage fat på, tage (sig) for; denne min gerning, som ieg nu vil tage mig for hender vdi Jesu naffn. Pallad., Visitatsb. 40.13; du skalt faa en god ende paa huad du tager dig for hender. sst. 40.19; saa tog wii oss for hande, at wii wille følles aff lande. Grundtv., Folkev. II. 396 b. – c) være for h. ɔ: være til, til stede, stå for; det er for hender, at Herodes skal søge efter barnet. Matth. 2.13 (1550; Luther: ist vorhanden; 1524: skal ske); her Jens haffuer icke helder kundt forlatt hans forredderlig hiarte, men screffuidt løsagtiig breffue, som forhende er. Khist. Saml. V. 613; hverchen moderbroder eller søsterbørn haffver offverleffvitt her Otthe Krumpens dødtt, men theris børnn erre forhaanden paa begge sider (1572). Rosenv., Gl. D. III. 159; Vedel, Saxo. 445; Kortvending. v. 1215; kong Hans formerckte saadanne anslag at vere forhende. Hvitf. VIII. 2; Tacitus skrifver utryckelig det at hafve været for hænde, at keyserdommet skulde antvordis Senecæ udi hænde. B. Tott. I. e 2 (her nærmest: have været påtænkt). Smlgn. isl. fyrir höndum. – d) i (tve)kamp; kong Skiold vaar icke aleniste en duelig mand for haanden vdi krig oc orlog. Vedel, Saxo. 5; skall dennem aff øffrigheden en wiss tid och sted forordnis och udwiisis, huor de sig selff med klingen forhanden kunde forlige. N. D. Mag. III. 180; conserere manibus, slaais for haand. Colding, Etymol. 1156 (Steph., Nomencl. II. 317), 1445; som naar to vrede karle den ene den anden paa ære oc redelighed udesker oc for haanden fordrer. Wolf, Diarium. II. 250; Monrads og Æreboes Autobiogr. 13; 2, der skulde for haanden med hinanden, der dend ene løb, sagde den anden. P. Syv. II. 47; Nucleus latinit. 306; Den vægelsindede. A. 3, S. 2; Det lykk. Skibbrud. A. 5, S. 3. Smlgn. æ. t. vor die faust, se Grimm, Wb. III. 1379. – e) foran; hand fick saadan skade for haanden oc icke paa ryggen. Vedel, Saxo. 152 (= adverso corpore. P. E. Müllers udg. 354); ingen skulde snige sig til hannem hemelige paa ryggen, men gaa ret frem for haanden imod hannem. sst. 160. Smlgn. nt. vor der hant (fust), se Sch. u. L. V. 566 b.13-22.
7) fra h. ɔ: a) ud af (ens) magt el. besiddelse; ieg lod byggæ eth slot i Ditmerske land, ath thz skullæ ey gaa fra hand. Rimkr. n 4v; tha hafde meg icke timmes then wonde, att Swerige hafde ganget meg fra honde. Rimkr. (Molb. udg.). 273; mig ere affaldene mine egne bønder, de ville mig gaa fra haande. Grundtv., Folkev. III. 605 a; forfengelig er verdsens næring, det gaar en mand fra haande, naar hannem kommer siugdom paa. Psalmedigtn. I. 308 a. Smlgn. af hånde ovf. og Sch. u. L. II. 194 a.16-20. – b) fra hånden ɔ: til højre. Moth. Smlgn. nt. van der hand, se Brem. Wb. II. 577 og frahånds ovf.
8) i h. ɔ: a) i (ens) værge, besiddelse; saa møgitt, handt haffuer pløgitt och hagdtt y handt och heffdt (1539). Rosenv., Gl. D. I. 261; Faurske mølle, som jomfru Anne Marsvinsdatther nu uti handtt och vere haffver (1557). sst. II. 172; huilchet guotz han beretter at haffue fuldt udi rolig haandt och heffdt udi xxviii aar och mere (1573). sst. III. 211, 245; gader och streder schal holdis rene, huer for sziine eyedom och for huesz hand haffuer y brug eller y hand och heffdt (1550). Jydske Saml. II. 131. Smlgn. Schlyter: hava i hændi (hændum). – dy gaff hynder synn faders baann y haand. Grundtv., Folkev. I. 26 a. – b) gå i (udi) h. ɔ: gå på en (vis) måde; saa gik thz meg tha well i hand. Rimkr. k 5v; meg ær nw illæ ganget i hand, jeg haffuer tabæth borth Roland. Romant. Digtn. III. 90.11 = Chr. Pedersen. V. 62.1-2; hwer man wil wære christen, naar thet gaar hannum well i hender. En mærk. Disputats. 73; Vedel, Saxo. 43; huor lider tig, huor ganger thig y hande. Grundtv., Folkev. III. 309 b, 369 b; aldting vaar lycklige ganged dennem vdi haande. Lyschand. 31. Smlgn. sv. gå väl i hand; Sch. u. L. II. 192 b.47. – c) sige (ud) i h. ɔ: tilsige (ved at give hånden); scal strax seyet burgemesteren i handen. D. Mag. 3 R. I. 104 (jvfr. sst. I. 217); Anders Bunde, Oluf Hansen mett thieris metbrødre the stode fore tingsdom och sagde Pouell skriffuer saa uti hanndt, att the mett samblit hanndt skulle giffue ett hundert och xx daller (1558). Rosenv., Gl. D. II. 250. – d) være i h. ɔ: forestå; vi ønskte intet heller end at komme paa reysen, der hos var vinteren i hænderne. P. Resen. 424. – e) le i h. ɔ: le hemmelig; oc de siden ret for aluor skulle triumpherendes lee i handen offuer mig (1618). Khist. Saml. V. 649. Smlgn. t. in die faust lachen, se Grimm, Wb. III. 1381.
9) inden h. ɔ: inden for, ind i (byen); huo som faler eller kiøber paa tømmer, førind det kommer inden haanden ved Frandtz Madsens stald. N. D. Mag. II. 269. Smlgn. isl. innan handar.
10) a) med 2 den (3 die o. s. v.) h. ɔ: med 2 (3) mænd, (vidner); om nogen gildbroder trængde paa lov, da maa han værge sig med siette haand og ey ydermeere besværge sig eller sine gildbrødre dermed (1496). Suhm, Saml. I. 1. 31. Smlgn. Sch. u. L. II. 192 a.20-49. – b) (med) samlet h. ɔ: tilsammen, alle for en; for thettæ forscrefnæ louedhe biscop Tetz ok jak .... meth een samneth hand (1401). Molb. o. Peters. 131; et tingsvitne, som the sagde att skulle indholle att vere loffuitt met 1 samblitt handtt (1549). Rosenv., Gl. D. I. 113; bepligther Eyller Rønou, Steen Rosenspar och Henning Qwitzow thennom medtt therris medbrødre med en samblet haand oc ien for thennom alle (1564). sst. III. 15; wi haffue vndt oc forlænt hertug Erich oc Woldemar det grevskaff Hallind fanelænsvijs oc samlet haand. Hvitf. III. 131; at de med samled haand saa fliid paa verden legger. Hexaem, 144; alle de kielne skulle raabe ofver mig med en samlet haand oc sige. B. Tott. III. 89. Smlgn. æ. sv. taka med sampnadhe hand, se Schlyter. 260 b; Grimm, Wb. IV. 2. 360. – c) med stormer hånd, se stormer.
11) om h. a) give om h. ɔ: give til eje; hver, som Gud haffuer vnt och giffuit noget om henderne, bør vdi sin siste tid at giffue noget vdi sit testamente til kircken. Pallad., Visitatsb. 139.16-19. Smlgn. sv. få om hand. – b) tage om h. ɔ: tage ved hånden, tage med sig; hand forskøed hans søster, toeg en letfærdig quinde om haanden oc rømde rjget. P. Resen. 202, 287. Sml. tage v. h. ndf.
12) over h., ligge (være) o. h. ɔ: have overmagt, overgå; hedninge haffue været oc ere voss christne i dette sticke fast offuer haanden. Herm. Weigere. 101; som offte er oss offuer hannd oc thuinnger saa all Israell. Ranch. 143; ligger en ofuer haanden, prævalere alicui. Colding, Dict. Herlov. (Steph., Nomencl. II. 1113: tager overhaand); hand vdstod mange blodige slactninger med keyserens feldt herre oc var hannem altid offuer haanden. Lyschand. 91. Smlgn. Sch. u. L. II. 193 a.22.
13) på h. a) til, over, i hænde; om de end fly paa skrympteri, saa skulle de trængis Skotterne paa haand før, end de komme aff landet. Vedel, Saxo. 28 (= in Scotos incident. P. E. Müllers udg. 78); paa det hand skulde komme en fremmet paa haanden oc affliffuis. sst. 66, 228, 476; tilskickede Gud hannem endnu de Suenske paa hender. sst. 218; ieg mynne wuenner kom paa hand, thy ieg bleff fanghen wdj in striidtt. Kortvending v. 960; hun giør effter prophetens befalning, søger kongen paa haand. Ranch. 14; ieg skal føre dig til det land, som dig kommer aldrig sorrig paa haaend. Grundtv., Folkev. II. 352 a; III. 331 b. Smlgn. isl. á hönd og á hendr. – b) have på h. ɔ: skulle i færd med; fick hand disse tidende, at folcket østen vdi landet vaar reist, oc haffde der en anden ny krig paa haanden. Vedel, Saxo. 517 (= unius jam exercitus victor alterum excepturus. P. E. Müllers udg. 945). – tage på h. ɔ: tage sig for; stolt Senilds syskende toge paa haand, de giffte deris søster i fremmede land. Grundtv., Folkev. I. 29 a. Smlgn. isl. takast á hendr. – c) holde på ens h. ɔ: slutte sig til en, være på ens side; giorde hannem it stort løffte, at hand vilde affalde fra Suend oc holde paa hans haand. Vedel, Saxo. 309; Sieland, som end da holt paa begge hender. sst. 312 (= tam sibi quam hosti dividua. P. E. Müllers udg. 677); hand haffuer førd sig vdi en obenbare feide met greffue Gert og nogle andre førster, som hulde paa greffuens haand. Vedel, Hundrede Viser. II. nr. 41; der kong Edelred saa, at de aff Lunden torde nu icke lenger holde paa hans haand. Hvitf. I. 131. – d) på 2 den (3 dje) h. = med 2 den (3 dje) h. Se ovf. 10 a); sechtis noger man her foræ vti wort lag, bøtæ, som ræt ær, æller werrie sik po thredie hende met wor brøder. Suhm, Saml. I. 2. 49. – e) på rene h. ɔ: på rede hånd; kong Suend haffde da allting paa reene hender, oc strax da vinteren falt paa, da reiste hand. Vedel, Saxo. 328; naar hand vil en bygning forfærde, legger hand kalk oc steen samt lecter oc sparrer tilhaabe smuct paa hænderne reen oc vil der efter ej snaabe. Hexaem. 6. – paa ræde hender. Colding, Etymol. 718. – e) på både (begge) h. ɔ: til begge sider; Roland hiøg pa bode hender. Romant. Digtn. III. 86.3; 95.1; 166.26 = paa baade henderne. Chr. Pedersen. V. 59.7; 65.11-12; paa baade hender. sst. V. 113.31; hand giorde saa storr ett mord, hand sloff paa begi hende. Grundtvig, Folkev. V. 113 a. Smlgn. isl. á báƀar hendr.
14) til h. a) ɔ: til, til gavn eller skade for, over; han hawer borig och mygel lande, som skatten førær til hans handhe. Romant. Digtn. II. 5; then høgelig vonde, ther oss nw daglige stander til honde. sst. II. 176; somme the spredis oss hijd tijl hand, oc somme the bleffue i Gødingæ land. Rimkr. a 3, p 3; nu haffuer ieg wondet soldanen den store seyer til hand. Chr. Pedersen. V. 263.16; hende vaar komne visse tidinde til haande. Vedel, Saxo. 57; adversus. vend mod mig, tilvend, tilhaanden. Colding, Etymol. 1418; – gå (komme) til h. ɔ: hændes, ramme; huat euentyr kom thom alt til handæ. Romant. Digtn. II. 133; han sagde, som hannum var kommit til hande. sst. II. 182; Chr. Pedersen V. 457.12; nar thøm ganger tiil hande stoer plaffue. D. Skuesp. 70; naar naagen wlycke kommer til haande. Herm. Weigere. 85v; bort alt ont at vende, som gik os før til hænde. Kingo, Psalmeb. 65. – b) til rådighed for, i ens magt; falde (gå) til h. ɔ: give sig under, underkaste sig; allæ landh, borth intijl Grekæn laa, the mwnne meg then tijd tijl handhe gaa. Rimkr. d 4v, d 4, b 2, n 3; alt riget skulde gaa hannem til hende. Vedel, Saxo. 413; de vilde gierne falde hannem til haande. sst. 170, 151; alt det konnge-riige Island, det ganger dig till handt. Grundtv., Folkev. II. 22 b; almuen paa Øeland skulle have ganget hans maj. til haande, medens det slot Borckholm samt præsterne skulle endnu være gienstridige. N. D. Mag. II. 19. – hand geistlige oc wersslige haffde til sin haand, saa ded war hannem let att giøre, samme herre Dannemarckis crone att forskaffe. Jammersm. 60. – hun hialt sin mødom Gud til hænde. Hell. Kvinder. 81.11 (hialt til h. ɔ: bevarede for); formanede Malmøes borgere at holde dennem trolige til kong Christens haand: Hvitf. VIII. 29. Smlgn. Aasen. 263 a. – ær her noghz forglømt i blandh, thz sætther ieg ind tijl theris handh, som bædræ kan draghe tijl mynnæ. Rimkr. a 2v (sætther t. h. ɔ: overlader). – nw ære Frankerigis men ower wunnen, ok Frankerige ær wunnen till myn hand. Romant. Digtn. III. 105.5 = Chr. Pedersen. V. 72.8; hand haffde vondit hannem til haande mere end hundrede steder. sst. V. 413.28. – være til h. ɔ: være til rede; at thet gotz, som swo dane wærgheløse børn til hørær, bliuer wist til therres hand, nar the worde myndighe (1443). Kbhvns. Dipl. I. 169; suppeto, er til haandz, er til rede. Colding, Etymol. 926; Steph., Nomencl. II. 1351 (Nucleus latinit. 1243: er forhaande). – the, som tilforne wore frij mend, ere nw saa besoorne Luther tilhande. P. Eliesen. 76. – c) til troer h. ɔ: i ens varetægt, så at en skal svare til det; the gotze, som han igen ladher effter sigh, skule til troeræ hand settis under een borgheris ghøme. Rosenv., Gl. L. V. 179; er kongen icke een weldig herre offuer noghet rige, men een tilsiwns mand, ther haffuer annammet samme rige til troer hand. P. Eliesen. 113; (1537). Rosenv., Gl. D. II. 46; tog Brache dennem oc antuordede dem to kemper til troer hende at opføde oc foruare dennem. Vedel, Saxo. 9; depono, sætter ned hoss en til troer hende oc forvaring. Colding, Etymol. 964; hvad en til troer hænde er leveret. B. Tott. I. 78. – same slott oc slotzlogher holldes tiill Dan. r. raadtz troer hendhe (1533). N. D. Mag. II. 204; de skulde vere dennem hulde oc tro oc holde deris stæder oc byer Danmarckis rigis raad til troer haand oc beste. Hvitf. IX b 1; skulle Niels Jure vere fri for den eed, hand haffuer soret greffuerne, Nyborg til troer hende at holde. sst. III. 487. I de 3 sidste prøver kunde udtrykket også forklares efter bet. b.). Smlgn. Ihre, Gloss. I. 779; Sch. u. L. II. 191 b.38-43; Grimm, Wb. IV. 2. 333. – d) gå til h. = gå i hånd (se i h. b)); thi gifftæ ieg meg oc bleff mz fredh, thz gik meg wel tijl handhe. Rimkr. h 3; thi gik meg ilde tijl hande, almwen resde seg meg i modh. sst. o 1v; der vid tro de, at deris reyse skal gaa dem vel eller ilde til haande. Herm. Weigere. 49v. Smlgn. Grimm, Wb. IV. 2. 344. – alting går ham til hånde ɔ: lykkes ham. Moth. – e) i kamp; tesse tre legge hannum nw til handæ, the giorde hannum soa megel nøth. Romant. Digtn. II. 228; de søge mest, at de komme mindst til haanden met deris fiender. Vedel, Saxo. 71. – f) tage til h. = tage sig for hande (se for h. a)); then jomfrw kwnne wel for staane, hwad then dwerig tog til hannæ. Romant. Digtn. II. 29. Smlgn. Grimm, Wb. IV. 2. 343. – g) til en bedre h. ɔ: til en bedre side, et bedre udfald; vore folk derover nær havde blefvet forraadte, dersom Gud ikke skinbarligen havde vendt det til en bedre haand (1611). N. D. Mag. II. 26. – Smlgn. isl. til handa; Sch. u. L. II. 193 a: tohant, hvor til dels de samme bet. af udtrykket genfindes.
15) under h. a) = i hand a); er icke vnder din haand it spiud eller sverd. 1. Saml. 21.8 (1550, 1647; Luther: unter deiner hand, hebr. תַּחַת־יָֽדְךָ ); hans gode venner af adelen, som vare under hans fane oc haand. P. Resen. 106. – b) tage sig u. h. = tage sig til h.; haffuer ieg dristeligen begiffuet mig vnder denne store oc tunge byrde oc taget mig forneffnde danske historiam vnder haanden. Lyschand. XXIII. Smlgn. Grimm, Wb. IV. 2. 344. – c) i nærheden af, udsat for; vilde blifve der paa grændsen oc fienderne saa nær under haanden. P. Resen. 103.
16) ved h. ɔ: i nærheden; der her Lawe Beck, som holdt ved haanden under den suenske fane, saa disse mangfoldige Suenske komme ud aff buskene. P. Resen. 102, 103, 106. Smlgn. Sch. u. L. II. 192 b.42-46. – tage ved h. ɔ: slutte sig til; tha hagde hun thagen en landtz - knægtt ved hannden oc løbett bortt met hannom (1550). Rosenv., Gl. D. I. 134. Smlgn. om h. ovf.
17) å vinstre h. ɔ: på venstre hånd, side; ilde mæn a winsther hænde. De 15 Tegn f. Dommed. a 4v (isl. á vinstri hendi). Jvfr. aa thend wenstre side. Matth. 25.41 (1524).
18) det redskab, hvormed ved skætningen skæverne slås fra hørren. Moth. På Kbhvns. amt endnu skættehånd.Hand, no.
1) – hsf. (isl hendi); j hende. RD I. 70 (= RD II. 191, ovf. V. 150 a22); HKv 635 (ovf. II. 437 a24). Jf bet. 5), 6). – flt.; aa bodhæ hendhæ. RD I. 160, rimo.: kiendæ, jf ovf. III. 860 b26. – af håndens linjer spåedes; M havde begjæret at se i hans hånd; efter at have set i den havde hun sagt: inden et aar skal du slaa en mand ihjel (1595). JS III. 199; som see i panden oc i hænderne. Nested, Menniskis død. Afmaling d 4; GH 149 (ovf. V. 354 a34). Jf A Lehmann, Overtro II. 135 ff; ovf. II. 808 a42; ndf. V. 411 a40. – lægge h. på (sv lägga händer på) i nuv. bet.; legge haand paa en til det verste. Etym 422 (u. infero); Steph II. 731; at modgang nogen haand paa min forstand har lagt. OF 123. Jf kaste h., se d. o. (også ndf.).
2) have h. ɔ: have myndighed; du haffuer haand offuer dennem, att de thør icke røre sig (1601). NkS 351d (4°) v 2 (= l ea es auctoritate. udg 1594 183).
3) give h. som tegn på forlig el. forpligtelse; ere wforligelige, endog de tidt met munden forlade oc giffue huer andre haanden. Hvasz q 7; hvilken kontrakt de mednøjedes og derpaa tog hverandre i haanden. Wulff 211, 181; (1673). Hüb II. 234 (ovf. u. degen); Helt 61 (ovf. IV. 960 a46); – se ovf. IV. 299 b25-9, 376 b14; – VdS 291 (ovf. II. 60 b50), 324 (ovf. III. 703 a54). – særlig binde sig til tjeneste; vil jeg komme til eders nåde og ræcke edherss naade min hand (1524, Fr Jessen). Jf handgange. – at hand strags antvorder kon. mat. egen then throe hand, som hand hafver af hogmelthe kon. mat. paa V slot (1557). DM4 V. 118 (t. h. = overdragelse, jf bet. 14 c). – lægge h. på et spyd som tegn på at ville følge til kamp; stak han et spyd i jorden og bad, almuen saa mange, som vilde følge ham, skulde lægge haand derpaa og stride dem imod. JS III. 261. – l. h. tilsammen ɔ: folde h. a) ved at bede; PlV 3721 (ovf. IV. 376 b12). – b) ved at sværge; lagde hun ssine hendher tiltsammen och thog thet paa sinn siell, ssallighedt (1549). DM3 I. 331. – attj thage handen aff EK, att hand jngenstedtz schall vnduige (1588). DM4 I. 364. – stikke h. i barmen ɔ: være ledig; VdPs m 2 (ovf. V. 192 b48). Jf t die hände in den busen stecken. – stikke h. i sin egen b. ɔ: se sin brøst; sticker saa haanden i min egen barm, at ieg er saa skyldig. RsH e 1. Jf t die hand in den busen stecken.
5) – ud af hånden; LyschG n 4 (ovf. IV. 236 b5).
7) – b) læsiden; lov og læ kaldes til og fra haanden. Wiel XI. 477 not b. – c) borte (i afstand); deris sognepræst er fraa haande fraa dennem (1537). RdKl II. 3; Hegel, Sus a 4 (ovf. u. besidde 4)); Hvf IV. 92 (ovf. u. befri 4)). Jf mnt van hant. SchuL II. 194 a3. – d) til ende (færdig); Hex 6 (ovf. III. 564 b12). – 8 a) – i kongens h. ɔ: forbrudt til kongen; blev efter jyske lovs 3 bogs 65 kap hans hånd dømt i kongens hånd. SR II. 306. Jf JL* (= JL: tha a kunung hans hals). Jf ovf. IV. 913 b33 f; GrimmW: hand B I. 10). – gå en i h. ɔ: give sig under ens herredømme; Heg 174 (ovf. III. 418 b10). – Hex 68 (ovf. III. 864 a36). – have i h. ɔ: opleve, få; hwn sagde, att tha schulde thenom thet offuergaa, som de nw haffue ij hender. PE 422. – have nær; den forrestaaende vinter, huilcken vi haffde i hænderne. RFII 429. – h. i h., se 10 b) ndf. – 10 a); Rsv* V. 173 (ovf. IV. 913 a28). – b), jf: haffdæ handh j handh vinthet meth sammel røsth. Tvd 320. – med skællig h. ɔ: på lovlig måde (med håndtag); eeth joræ goos, wykkæt som liggher innæn longhe strædæ, thet han hauer køfft met skælig hond (1418). Stbb 7. Jf skællig 2). – med (be)væbnet h. (sv med väpnad hand) ɔ: med krigsmagt; se ovf. V. 95 a45; IV. 884 b30. – med h. og mund (sv med hand och mun) ved ord og ved at give hånden på; HemmE 166 (ovf. II. 9 a37). – 13 a) – give (penge) på h. (sv gifva på hand) ɔ: give (betale) forud (som håndpenge); Etym 99 (ovf. II. 147 a6); hvo som kunde hafve bestilt plads eller gifvet penge paa haanden. Fdg 29/4 1684 § 5. – 13 b) – ligge på h. ɔ: arbejde på, anstrenge sig for; bør at ligge med mig paa haand slig gierning at driffue til grunde. LyschC a 22. – f) se på h. ɔ: have tilsyn med; see vrtegaards-manden paa haanden, naar hand er utro. Holst IV. 97. Jf nuv. se på fingrene. – g) (sv på fri hand) uden støtte (ved skydning); (1694). KD VII. 443 (ovf. V. 40 a22). – 14 b); SmdLb I. 176v (ovf. II. 871 b10); – (1536). DM III. 84 (ovf. III. 752 a42). – h) vindsiden, se ovf. s 409 b34. – j) til h. og fod ɔ: med hånd og fod (af al magt); Rch 180 (ovf. I. 479 a19); de vilde ham tiene til haand oc fod. LyschC b 33. – 15 a); det folck, som bispen haffde vnder hender. Cold k 2v. – b) – have u. h. ɔ: have i arbejde; hand har haft meget under hænder (1702). DSt 1909 43. – c); der som wi ramme det neppelig, som er paa iorden oc vnder haanden. Medelf f 3v. – d) i stilhed; dog i geheim ikkun og under haanden uden bruit (1676). HT7 IV. 16. – e) = 11 b); hand den pokket hore sig under haanden tog. AB I. 318.
16); att dett kand were till rede wed haanden (1601). NkS 351d (4°) e 7v. – til rede; om ieg en anden (ɔ: mand) ued handen hafft haffde. ChrIV* II. 29; DP 37 (ovf. V. 399 b24). – til 145 b15; hand sig en anden tog ved haand. Buc* d 3 a.
19) underskrift, skriftlig affattelse; med h. og segl. BT I. 55 (ovf. u. forvare 2) se også I. 739 b6); woris kongelig respect udi woris kongelig haands oc seigels missbrug er bleffven læderet. Fdg 15/3 1666; (1690). GhA II. 314 (ovf. IV. 326 a8). Jf bag-, barne-, bøddel-, efter-, fader-, fisker-, flad- (II. 149 b49, 326 a10), folke-, himmel-, hutler-, hælpe-, kav-, kvinde-, langfor-, mester-, morder-, nisse-, over-, skage-, skytter-, skætte-, stormer-, stride-, synde-, tjuve-, tvær-, under-, æbleh.Håndangel, no. gigt i hænderne; icten, som egentligen i hænderne kaldis haandangel. Comenius, Opladne Dør. § 309. Smlgn. fodangel 2) ovf. Håndblætter, no. håndlinning, mansket. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: handblatt.Haandboge, se haandbuge.Handbor, no. håndbor; sprette boer, hand boer, huørm boir. D. Saml. III. 223. Smlgn. sv. handborr.Håndebred, no. ik.; det vaar it haandebret tøckt. 2 Kr. 4.5 (1550, 1647); huer alne vaar it haandebred lengre end en almindelig alen. Ez. 40.5 (1550, 1589; 1607: en haandsbred); en linie, et haandbred, en foodlang. H. P. Resen, Logices Beg. a 8. – en haandbred. Ez. 40.43. Smlgn. fingersbred ovf,Håndebred, no. Jf tværh.Handbu(g)e, no. håndbue; tee skyudæ meth therræs hand buæ klogligæ til riggæ. Mandev. Rejse. 147.15; aff hans (ɔ: gribbens) fiædræ giøress hand buæ megith sterckæ. sst. 159.14. – arcus, haandboge. Turson, Vocab. 86. Smlgn. buge ovf. – skyde med håndbuen ɔ: forfejle sit mål. Moth.Håndbuk, no. et slags jomfru til at drive pæle ned med. Moth. Smlgn. t. handbock og buk 4) ovf.Haandbunk(e), no. mellemhånd, haandbunck, metacarpium. Colding, Dict. Herlov; Moth. Smlgn. Sch. u. L.: bunk: Schütze, Holst. Idiot. I. 185: bunken?Handbækken, no. vaskebækken; et stuor handbecken oc et stuor hanndfad ther till (1578). D. Saml. 2. R. VI. 173; pollubrum, haandbecken. Colding, Etymol. 636; Nucleus latinit. 1297. Se også u. handfad. Smlgn. sv. handbäcken; Sch. u. L.: hantbecken og messing-, sølvhandbækken ndf.Handbøsse, no. håndbøsse, gevær; haade de giord mange skørm oc bwlwerk, aff hwilke the skøde mz handbøsser oc piiler. Tyrkens Tog til Rodus. b 1. Smlgn. busse 2) ovf. Handbøsse, no. (fsv handbyssa); Etym 1120 (ovf. I. 295 b9); ComO 434 (ovf. I.* 23 b u. bandeler(er)).Håndedræ(g)t, no. det at trækkes om kap, trække krog; rygge spend oc haande dregt det vil ieg met dig prøffue. Grundtv., Folkev. II. 141 a; Moth: håndedret. Smlgn. drægt 1) ovf.Handdug, no. håndklæde; mantelum, han dwg. Vocab. 1514; mappa, haandug. Colding, Etymol. 718; Nucleus latinit. 851; havde lagt en hånddug for hendes mund (1596). Secher, Rettertings D. 139; 5 handduger (1636). N. D. Mag. VI. 62; Er. Roterod., Om Høviskh. 8; serveet, haanddug. Comenius, Orbis pict. 179. – håndduge uddeltes som gave til bryllupsgæster; skulle fruer eller iomfruer, som brylluper haffue, ingen skiorter eller handuger udgiffue til dennem, som ere budne (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 455; D. Mag. 3. R. IV. 129 not. Smlgn. Aasen: handduk; sv. handduk. Handdugebræt, no. et bræt til at hænge håndduge på? j. handuge brett (1611). Progr. for Herlufsh. 1880. 36.Handdvæl, no. = handdug; handdvæler udaf dreyl. Sehested, Pigers Spejl. 12. Smlgn. Sch. u. L.: hantdwele.Handfad, no. vandfand, vaskefad; Moab er mit løwekar, handfad och gryde. Ps. 108.10 (Chr. Pedersen); tag it handfad eller løukar. H. Smid, Lægeb. I. 39; (1578). Rosenv., Gl. D. III. 307; aqualis, handfad, løffkar. Colding, Etymol. 72; pollubrum, haandbekken, haand-fad. Steph., Nomencl. I. 208; heng it stort messingbecken ved en veg oc der offver it haandfad aff vand. N. M. Aalborg, Lægeb. 127; D. Saml. II. 136. not. Se også u. handbækken. Smlgn. sv. handfat.Håndfalk, no. asterias. Moth. Efter Nemnich, Polyglot.-Lex. d. Nat.-Gesch. I. 1583 er asterias et ældre navn for duehøgen. Navnet skriver sig vistnok fra, at de til jagt anvendte fugle bares på hånden. Smlgn. N. hist. Tdskr. II. 321. Om brugen af Duehøgen til jagt, se anf. st. 314; Steenstrup, Dansk Mskr. VII. 292 og Nemnich anf. st.Håndfang, no. håndtag; dørre met iern hengseller eller klincker och haandfang (1646). Program f. Herlufsh. 1880. 44. Se også u. håndgrib. Håndfang, no. (isl handfang); [alle] finger løsnede strax wdaff handfanget. RD III. 1749 (= CP V. 11822); med en lang haandfang, som kaldis hiøledraff (1601). NkS 351d (4°) r 6.Håndfange, go. give til opbevaring, overgive; maa the thenom bespotte, som haffue os sliige seeder lærtt oc handfangett. P. Eliesen. 442; handtfangitt oc tilbetrod godtz (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 218; – haandfaaet. Chr. V. D. L. 5–7–1. Smlgn. fange 2) ovf.Handfast, to.
1) gøre h. ɔ: gribe, fængsle; giøre Philippus Wu handtfast wdi et huss, fordi hand skickede sig wtilbørlig imod sin moder (1580). Khist. Saml. VIII. 391 (2 g. sst.). Smlgn. Sch. u. L.: hantvast.
2) bekræftet ved underskrift. Moth.Handfast, to.
1) – skyldig til at være fængslet; EK er thillforen wor handfast mand, for hand skøtt paa wor och kronens (1588). DM4 I. 364.Håndfæst, no.
1) håndfang; haandfest, capulum. Colding, Dict. Herlov. Smlgn. isl. handafesti og handafestr; 2) brev, skriftlig bestemmelse; vt leges Woldemari regis obseruentur, item regis Erici, que handfæst dicuntur. Geh. Ark. årsb. V. 36; de literis et priuilegijs, que handfæst dicuntur. sst. V. 43. Jvfr. sst. V. 4. Smlgn. isl. handfesta; Sch. u. L.: hantveste.Håndfæste, go.
1) love ved at give hånden; ved æd och hender at hold'et fast, ved tryg handtast wi ville haantfeste det minste met det meste. Ranch. 78; forne neffnings-mendt haffde loffuidt och haanndtfestedt hannom at wille sige paa thennd sagh (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 87.
2) overgive, tilskøde. Moth. Smlgn. isl. handfesta.
3) fæste ved håndpenge; auctoro, haandfester, giffuer penge paa haanden. Colding, Etymol. 99; Steph., Nomencl. II. 151.Håndfæste, go.
2); Etym 169 (ovf. V. 403 b2); – paa det vi ej allene skal være haandfestede til Gud ved forpligt, men og hierte-festede ved troen. HenrW II. 45.
3); Etym 169 (ovf. V. 403 b4).Handfæste, no.
1) bekræftelse ved hånd. Moth. Smlgn. isl. handfesta.
2) fæstelse. Moth.Håndfæsten, no. = håndfæstning. 2) se d. o.; Moth.Handfæst(n)ing, no.
1) forpligtelse, overenskomst (ved håndslag eller skriftlig), håndfæstning; si aliquis episcoporum huiusmodi statutis et libertatibus vti voluerint, jpsa statuta et handfestnyngh ratificare debeat (1360). Geh. Ark. årsb. II. 18; andre opne breff, i hwilke som wor handfestning skall stande (1440). sst. II. 41; D. Mag. VI. 359; then handfestning, som Eric Banner hagde tagett aff thenom, ath the skulle vere huerandre ubevarett mett feyde (1551). Rosenv., Gl. D. I. 162; Vedel, Saxo. 315; vdgaff hand hans handfesting, vdi huilcken hand stadfester alle stender deris friheder. Hvitf. VIII. 35; gamle haandfestninge. sst. II. 157; haandfestninger. sst. IX. i 3v; giorde hertugerne deris handfestning paa saadan æed oc løfte. P. Resen. 322.
2) håndpenge; autoramentum, haandfestning, haandfesten, festepenge. Colding, Etymol. 99. Smlgn. sv. handfästning; Sch. u. L.: hantvestinge.Handfred, no. en ved håndslag bekræftet fred; thæn forwessæde handfreth, som mællum drothningh Margrete och hertiginnen aff Sleswig ... (som) wisset och louet war (1409). N. D. Mag. VI. 10. Smlgn.: then freth, som hertiginnen hafftæ sæluer loueth meth handen. sst. VI. 11. Smlgn. Sch. u. L.: hantvrede. Handfæste, se u. handfast.Håndfrist, no. tid til at gribe. Moth.Håndfuldbog, no. håndbog; enchiridium, haandfuldbog, haandbog. Colding, Etymol. 1007.Handgang, no. underkastelse, det at gå i ens tjeneste; hand lott seg affwende och fradrage fra then hylding och handgang, som hand tilforne e. n. k. maytt loffuet och tilsagt haffde (1538). D. Mag. VI. 291. Smlgn. isl. handganga. Handgange (-gå), go.
1) give sig under, underkaste sig; wii tilradde erchibispen at handgaa och samtycke e. k. mayst for Norigis riigis herre och koningh (1538). D. Mag. VI. 291; ridderskabit, borger oc almue haffde handgangit hannom. Hvitf. VIII. 37; de Norske, som haffuer hannem handganget, skulle ingen skade lide derfor. sst. VIII. 286; hvor mange med eje, liv og blod hans majestæt handgange. Bording. II. 418. Smlgn. isl. handgenginn.
2) håndgangen arv ɔ: arv efter forældre. Moth.Handgange, go.
1); ClS 581 (ovf. II. 870 a13).Handgel, no. det udskårne håndtag på et spadeskaft. Moth. Handgevær, no. håndvåben; opvartet ieg handgeværet baade i krien och i fæstningen som en rustmester. Suhm, Saml. III. 2. 146. Smlgn. t. handgewehr.Håndgive, go. give i ens hånd, magt; det har ikke behaget Gud, saaledes at bestyre sit rige paa iorden, at alting strax skulde være os haandgivet (1663). Molb. O.Håndgift, no.
1) det at give en hånden. Moth.
2) det at give en noget i hånden. Moth.Handgjort, to. gjort med hænder; icke boor han (ɔ: Gud) helder i nogle handgiorde tempel. Malmøb. 9; rettsindige Gudts tilbedere skulle tilbedhe hannom icke paa nogle serdelis steder, icke i handgiorde tempell. sst. 10v; den himmel selv du gikst udi og æj i haandgjort sacristi. Psalmedigtn. I. 348 a. Håndgrib, no.
1) håndtag; det, som haffver skafft eller haand-fang, haandgrib. Comenius, Orbis pict. 223; Moth. – otte haandgreber eller ringe. Forordn. 7/11 1682. § 4.
2) håndelag. Moth. Smlgn. grib? Handgribelse, no. håndgribeligheder, vold; hand formerckede, det skulde gaa paa macten oc til handgrifvelse. P. Resen. 273.Handgærning, no.
1) gærning, virksomhed; och thet icke alleniste med ord, men thett och med handgierninge beuiste (1580). Rosenv., Gl. D. II. 331; vndertagendis dennom, som sloe frue Anne Holgers ihiel oc de, som der haffue verit i raad, daad oc haandgierning met. Hvitf. IX. bb 2v. Måske her i bet. 3). Smlgn. Lund: handægærning.
2) gærning, værk, frembringelse; thu hawer giord oss, wi ære thin hand gierning. De 15 Tegn f. Dommed. c 4v; verden, som er hanss egen hand gerning. Chr. Pedersen. I. 61.
3) voldsgærning, overfald, kamp; the, ther ere i flock eller følge met eller gøre handgierning poæ then, ther draben worder (1513). Geh. Ark. årsb. II. 63; drab oc handgerningher, som Iuer Skell paa syn egenn persone oc hans suene finge aff Otthensse borgere (1530). Fynske Aktstk. 75; (1541). Rosenv., Gl. D. II. 132; dem længdes ikkun ved, at de maatte komme til haandgiærning med hin anden. Vedel, Svend Tiuveskæg. 133, 183; (1611). D. Mag. I. 212; naar hostilitates och handgierning engang er begynt. Chr. IV. Breve. I. 413; lade synsmend udkreffue, som den døde skal syne, findis da nogen kendelig tegn til handgierning (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 432 = Chr. V. D. L. 6–6–9; ere de fleere i haandgierningen og have slaget, saaret eller skadet den dræbte. Chr. V. D. L. 6–6–2.Handhammer, no. en mindre hammer; in domo fabri eth stedh, en handh hammer (1486). D. Mag. 4. R. II. 3; en nagle-hammer, item en fwsthammer, item en handhammer (1509). D. Mag. II. 148; smedde reskaber, som fyndes vdi smidienn: ii siide hammer, 1 hanndtt hammer, i fust hammer (1554). Suhm, Ny Saml. III. 310; D. Saml. III. 223; malleus, hand hammer. Colding, Etymol. 708; (1646). Progr. f. Herlufsh. 1880. 49. Da handhammere nævnes ved siden af fusthammere, må disse ord altså betegne forskællige slags hammere.Handhave (-hæve), go. drage omsorg for, bevare, beskytte; fordhy e. n. handhaffuede Guds hellige ordt, wilde the icke engang see til e. naade (1535). N. D. Mag. V. 226; (1536). Geh. Ark. årsb. II. 83; skall ingen man thage hannom udi tienniste eller handthaffue hanom (1562). Rosenv., Gl. L. V. 40; att the wed konning Waldemors loug, recessen och handfestninger mue bliffve holdt och hanthaffuit (1572). Rosenv., Gl. D. III. 163; (1590). sst. IV. 156; Vedel, Saxo. 365; hand haffuer vild handhaffue den menige mand for adelen. Hvitf. VIII. 32; – de skulde tiltencke at holde Skaaninge skraa, hand vilde dennem der hos hanthæffve. sst. II. 251; hans indgang oc wdgang Gud hantheffue. Ranch. 21, 10; om nogle saadanne (ɔ: rømmede soldater) forrekom udi Danmarck, icke maatte handthefvis eller frj passere. P. Resen. 258. Smlgn. sv. handhafva; Sch. u. L.: hanthaven. Handhævere, no. håndhæver, beskytter; disse røffuers hantheffuer oc beskermere. Herm. Weigere. 164v; vaar viiss, ydmig, rettens handheffuere. Lyschand. 335; adelens høffding, borgeris oc bønders haandhefvere oc beskyttere. P. Resen. d 1v.Handhest, no. håndhest; hand met sin hest falt i en vaage, hesten oc endnu en handhest bleff erobret. L. Jacobsøn, Ligpr. o. Jørg. Brahe. 42. Handhest, no. (sv handhäst); dextro, leder haandhest. Etym 501; ComO 254 (ovf. I. 201 a17).Håndhold, no. besiddelse; have håndhold på noget. Moth.Handholde, go. = handhave; wille wii thennom ther huos handtholle, beskiøtte och beskerme (1536). Khist. Saml. IV. 205; ville oc beskøtte, beskerme oc handtholde herr Jochim Rønnou, at hand icke skal bliffue fortrengd fra Roskilde domkircke, stict oc sæde. Hvitf. VIII. 192. Smlgn. Grimm, Wb.: handhalten.Handhænger, no. tilhænger; tog Jørgen Myntere och hans handhengere Malmøs sloth ind (1534). D. Mag. III. 303. Mon der ikke skal læses: handgængere, jvfr. handgang og handgange ovf.?Handklap(pe), no. (ærme)opslag; kraffuer och handklapper ere y gerre. Chr. IV. Breve. I. 132; Moth. Smlgn. V. S. O.Handklap(pe), no.; ChrIV* III. 135; handklapper giør der aff samt stoere kappekrafver. Skd 59; med fløyels ermer og kammerdugs haandklapper. HiørK h 12v.Handklo(ve), no. håndjærn; ett fodladt mett lencher, end handkloffue. Khist. Saml. I. 459; manica ferrea, haand klo. Turson, Vocab. 45; handkloffue. Vocab. var. expos. 85; haandkløffuer. Colding, Etymol. 717, 580; Steph., No- mencl. I. 193; Nucleus latinit. 849; denne samme mand tog han og satte hannem i et par haandklover (1581). N. D. Mag. II. 184; (1611). Progr. f. Herlufsh. 1880. 22, 56; (1650). D. Saml. II. 228; til at straffe arrige skalcke ere fiedre, haandkløfver. Comenius, Opladne Dør. § 668 (= l. manicæ). Smlgn. Aasen: handkluva; sv. handklofvar og klove ndf.Handklo(ve), no.; – som handkluer paa høyre haand. Jes Sir 2121 (1607; 1647: haandkløfver); – haand kleffuer met hals jernn (1648). Progr Herlufsh 1880 56.Handklæ(de), no.
1) håndklæde; ij dwghe, ij hand klæthe (1454). Kbhvns. Dipl. I. 52; ii handkledhe ok en andhen dwgh (1486). D. Mag. 4. R. II. 3, 7; ii silke syd handklæde, et blaa sywd handkle. D. Mag. IV. 320; handkleder viii (1554). Suhm, Ny Saml. III. 306; linteum, handklæde. Colding, Etymol. 671; Nucleus latinit. 773; naar de hafver toet sig oc tøret sig med handklædet. Comenius, Opladne Dør. § 556.
2) lommetørklæde; med mindre mand snyder næsen med haandklædet (næsedugen). Comenius, Opladne Dør. § 250. Smlgn. Rietz: handkläde.
3) vante. Moth (jydsk).Handklæde, no.
1) – særlig brug ved nadverens uddeling; holder kirkeværgerne et haandklæde for dem, som have sat sig ned at annamme sakramentet (1631). KhS3 II. 97. Jf Fritzner2 I. 723 a3 f. – h. sønderskares som tegn paa adskillelse; di skar hand-kled imellum dem bege, at huer dem fich en støche. DgF VIII. 143 b. Jf ovf. I. 397 b16. Handklædedrejl, no. håndklædedrejl; xxxj alne damaskes handklede dreyll; ix alne smaa hollanndtz hanndklee dreyll (1578). D. Saml. 2. R. VI. 177.Håndknip, no. et lille knippe; fasciculus manualis, haandknip. Colding, Etymol. 716.Håndknude, no. = handknuve. Moth.Handknu(v)e, no. = handklove; der henger iern bolter, fiedre oc andre stycker, handknuffuer oc halssiern met. P. Smed. c 3v; en håndknue, som han havde haft på i fængselet, men var brudt ud af (1591). Jydske Saml. III. 165. Håndkone, no. en ægtemands frille. Moth.Håndkore, no. håndlinning på en skjorte. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: kore.Handkurv, no. en mindre kurv til at bære; til ad bære dem med handkurfve, smaa sye - kurfve. Comenius, Opladne Dør. § 552 (= t. die handkörbe); Moth.Handkværn, no. håndkværn; ij stene till en handkwern (1495). D. Mag. 4. R. III. 285. – haand - qverner. Sehested, Pigers Spejl. b 2. Smlgn. kværn ndf.Handkværn, no. (æn handkvern); – TR** g 2 (ovf. III. 838 a13).Håndlam, to. lam i hænderne. Moth. Smlgn. isl. handlami. Håndlanger, no. flt. ufor.; med fornøden konstabler, bysseskytter oc haandlanger vel forsiunet. Hiøring, Leyres Politie. f 1.Håndled, no. fk.; fra haandleden til albugen. Hvitf. VII. 173; at mand haandledden der med vel smører. S. Paulli, Flora Dan. 239 K. Smlgn. led.Håndled, no. – ik.; hug baade hænder af Boo i handledit. ClS 138.Håndlede, no. føre ved hånden, vejlede; mig lærden Arøboe haandt ledde allevegne. Claus Anderssøn Trundhjemb, Heptaemerinon. 1; Moth. Smlgn. sv. handleda.Håndledere, no. fører; Elimas i sin blindhed søgte haandledere. Mich. Henrichsen, Ligpr. o. Jørgen Rosenkrantz. 57.Handleg, no. et musikalsk håndinstrument; ien vng man stod hos hannom oc fek hannom iet handleg, som kalles salterium. H. Suso. 93.10-12. Smlgn. leg ndf. Handlin, no. håndlinning? hwat merker handlyneth? Thet merker thet bondh, ther Jesus Christus stodh bundhen meth om hans hendher. Lucid. 12; handlinet betegner de bond oc liner, wor herriss hender vaare bundne met. Chr. Pedersen. II. 475. Smlgn. isl. handlín.Handlin, no.; (1491). DM3 I. 118 (ovf. IV. 145 b42). Mod forkl. Luc 68 jf Fritzner2 I. 724 b.Håndlove, go.
1) love ved håndslag, the icke heller schulle haffue haanndloffuit och forpligthet thennom till Peder Munch at wille sige udi samme sagh (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 90.
2) trolove; bleff jeg haanndloffuit medt ehrlige quinde Maren Oluffsdater. Hübertz, Aktstk. om århus. II. 312. Smlgn. Sch. u. L.: hantlavende.Håndlove, no. et løfte givet med håndslag; Moth. Håndløfte, no. = håndlove; it haandløffte haffuer været storlige actet. Herm. Weigere. 280v; Moth. Smlgn. Sch. u. L.: hantlofte.Handlove (-lue), no. håndflade; fersk' oc salte vande, som Gud self slutter ind udi sin haande-lue. Hexaem. 77; haandluen, som vorder kaldet fladhaand. Comenius, Opladne Dør. § 260; midt i er haand-lougen. Comenius, Orbis pict. 110 (= l. in medio est vola). Smlgn. sv. handlofve og love ndf. Håndlystig, to. lystig. Moth. Handløfte, se handlove.Handløftning, no. opløftelse med hånden (for at give), gave; skulle ij føre dijd eders brendoffer oc andre eders offer, eders tiende oc eders handløfftning. 5. Msb. 12.11 (Tavsen; 1550: eders henders opløfftelsis offer). Oversættelse af hebr. תְּרֻמַת יֶדְכֶם .Hand(es)løs, to.
1) som ikke føres (men kastes) med hånden; som bruge staffslynger oc andre handløse verie. Vedel, Saxo. 16; som brugte steene oc saadan haandløse vaaben. sst. 314, 22. – Som bio. Ewald, Skr. VIII. 43. Smlgn. Schlyter: handlös; Lund: handløs (med en noget anden bet.).
2) blive h. ɔ: komme til at slippe; som hun vilde gaa ad skibet paa et bredt, blev hun haandesløøs og faldt i søen. Vedel, Svend Tiuvesk. 83. Smlgn. hænde(s)- løs 3 ndf.
3) holde en h. ɔ: hjælpe? holder en haandløss, ferre manum. Colding, Dict. Herlov. Det l. udtryks bet. synes ikke let at kunne indlægges i det dske. Mulig er der en trykfejl for: holder en haand hos; således gengives nemlig ferre manum i Colding, Etymol. 417.Handløs, to.
1); MP 101 (ovf. III. 827 b33).
2) – manglende en hånd; PL** I. nr 15 (ovf. u. andbudløs).Håndmon, no. = håndfrist. Moth.Handmullu(g), no. vaskefad; ii bredhe mollwer oc i andenn handmwdlwe (1526). D. Mag. 4. R. II. 5; 6 stoore skreffne oc slætte hand-muluer. V. Simonsen, Danske Ruder. I.99; håndmolling. Moth. Smlgn. mullug ndf.Handmullug, no.; – pollubrum haandmolding. MP 76. Håndmål, no. håndfuld, knippe; jo fructbarere høsten er, i dis fyrigere de høster oc legger dem (ɔ: axene) i haandmaal. Comenius, Opladne Dør. § 395 (= l. manipulatim disponunt). Smlgn. isl. handamál, i det at handamáli uden tvivl bet.: i hobevis.Handmæl, no. = handmål; dragma, handmell, som man kan tage i een hand. Vocab. 1514; manipulus, hand mell, knippe. sst. Smlgn. Molb. Diall.: haandmæle.Håndnem, to.
1) behændig. Moth.
2) let at tumle med. Moth.Håndnødde, no. en lille kølle. Moth. Smlgn. nødje ndf.Handpande, no. stegepande; een handpande paa eth halffpund kouer (1496). Fynske Aktstk. 43; ij smaa hand pandher, iij brad pander (1526). D. Mag. 4. R. II. 6; 1 wandpanne aff kober, tho smo handpanner (1530). Kbhvns. Dipl. I. 376; Khist. Saml. I. 460; y stegerszett ny gryder, een handt pande (1536). Geh. Ark. årsb. V. till. 7; (1545). Brasch, Gl. Eiere af Bregentved. 509.Håndpenninge, no. nålepenge; huad kongen aff Danmarck ydermere vilde giffue hans daatter til smycker, haandpenninge. Hvitf. V. 117. Smlgn. sv. handpenning.Håndpust, no. et slag med hånden. Moth. Smlgn. pust ndf.Handring, no.? wdi steggerssit: røster ii, handt ringe ii (1554). Suhm, Ny Saml. III. 306. Måske en ring med et skaft til at holde kogekar over ilden med. Smlgn. hedering ndf.Håndru, no. håndlinning, mansket; haandruer af hørlærred. Joak. Larsen, Kbhvns. Skolevæsens Hist. 46. Smlgn. ru ndf.Håndrør, no. håndskydevåben; muskeet, bandelerer, pistol oc allehaande slags haandrør. Steph., Nomencl. I. 220. Smlgn. sv. handrör, se Rydqvist. VI. 180; Grimm, Wb.: handrohr. Håndrør, no.; skulle de skiude imod hver andre med stackede handrør. WE 293. Jf rør 3).Håndske, no. det venstre horn (ɔ: stjært) på en plov. Moth.Handskrift, no. hunk.; 1) skriftlig erklæring, særlig gældsbevis; haffuer affslet wor hanscrifft, som wor emod oss, oc haffuer burttaged henne. Kol. 2.14 (1524, Chr. Pedersen, 1550, 1647); Chr. Pedersen. II. 177 (= briff. Luk. 16.11, 1524; breff. Chr. Pedersen, 1550, 1647); then hanscrifft (ɔ: ægteskabsløfte), som hwn gaff Jesper Daa (1540). D. Mag. 3. R. I. 174; Tob. 1.17; enn Hanns Galms egenn hanndskrefft, lydendes paa xxx daller, Christoffer Gyllennstiernn hannum lontt hagde, och epttherthii same handskrefft icke løst vor epther hindes thidt och dattum (1562). Rosenv., Gl. D. I. 303; (1593). sst. IV. 365; (1563). D. Mag. IV. 215; (1587). Rosenv., Gl. L. IV. 454; giorde sig selff gield oc haandskriffter paa sine vndersaatter. Lyschand. 118; dom, ved hvilken hand efter rigtig haandskrift eller forskrivelse er tildømt noget at betale. Chr. V. D. L. 1-6-23. Smlgn. Rydqvist. VI. 180: handskrift; t. handgeschrift og handschrift.
2) mærker i huden af slag. Moth; han kender min håndskrift ɔ: har fåt hug af mig. sst.Handskrift, no.
3) skrift, underskrift; Dict (= chirographum); egen haand, haandskrift. Steph I. 239 b. Jf skadesløsh.Håndskrivere, no. skriver, sekretær; bleffue førsternis haandscriffuere ordinerede til prester. Vedel, Saxo. 448; notarius, snar haandskriffuere. Colding, Etymol. 818; amanuensis, haandskriffuer. sst. 717; Steph., Nomencl. I. 265.Handskud, no. kastevåben; it vand fult aff allehaande pile oc handskud. Vedel, Saxo. 16. Smlgn. skud ndf.Handskud, no.; verjede sig met bueskud oc handskud oc steen. ClS 497 (= isl handskot. Jónssons udg III. 487).Håndslag, no. håndkamp; dog torde de icke giffue sig til haandslag met Vbbe, men skiøde langt fra ind paa hannem. Vedel, Saxo. 168. Handslæt, no. det at slå hænderne sammen (af sorg); o handslæt! o manne hiærte innerst suk! o, tandslagh. H. Suso. 77.21. Smlgn. Sch. u. L.: hantschlach og slæt ndf. Håndsløv, no. fingernem. Moth. Smlgn. Molb. Diall. Ordet bruges også i Salling. Jvfr. sv. handslög og sløv ndf.Håndsmørelse, no. bestikkelse; mand haandsmørelse anammer oc gøre det tit, som ilde sømmer. Herm. Weigere. 182v; faa i icke haan smørgelse, i glemme paa stand at hielpe til gode naagen mand. sst. 289. Smlgn. Grimm. Wb.: handschmierung og nuv. smøre, der også forekommer i æ. Dsk., se hammersalve ovf.Håndsmørelse, no.; scriffueren ingen handsmørelse giffue. Heg 60.Håndselle, no.
1) håndpenge; dette er gaat haandselle, frende kære, ieg vil hende faar eders skyld fortære. Herm. Weigere. 262 (= nt. hantgift. v. 6240). Smlgn. Rietz: handsøl.
2) varsel; haandsel, scæva omen; bona scæva, gaat haandzel. Colding, Dict. Herlov.Håndspand, no. spand, så langt man kan spænde med hånden. Moth.Håndspænde, no. = håndspand. Moth.Håndspeger (-spiger), no.
1) løftestang; ad de kand hielpe til med stenger (håndspiger) ad opløfte oc rylle paa ruller. Comenius, Opladne Dør. § 534; håndspeger. Moth.
2) håndspage (-spade), persestang; lignamentum, quo torcular circumagitur, haandspægger. Colding, Etymol. 1394; Nucleus latinit. 1989.
3) rorpind; ansa gubernaculi, haandspeger. Steph., Nomencl. I. 203. Smlgn. Aasen: handspik; sv. handspik og speger ndf. Håndspeger, no.
1); MP 133 (u. vectis); Etym 1394.
2), se ovf. IV. 833 a49, 54. Jf spe[i]ger 2) og 3).Håndspøjte, no. håndsprøjte; huer sex gode ledderspande oc to haandspøiter (1643). Kbhvns. Dipl. V. 250, 256; kar med iern beslagen til at fylde med vand 2, haand-spøyter 5. Forordn. 23/7 1689. § 14. Smlgn. spøjte ndf.Handstrimpe, se handstrømpe.Handstrækning, no. det at give en hånden (til bekræftelse); love med en handstreckning (1624). Herredagsdomb. (A. L.); Moth. Smlgn. Sch. u. L.: hantstreckinge.Handstrækning, no. (fsv handsträkning); (1683). RdKl III. 545 (ovf. IV. 447 b36); – saa wy fa theris opith breff met liffthe och handstrukynghe (1508). GhA IV. 337.Handstrømpe, no. opslag, halværme; till huer kraffue 2 paar handstrimper (1638). N. D. Mag. VI. 63; 4 par slett handstrømper. sst. 62; manualia, haandstrømper. Steph., Nomencl. I. 180. Efter Moth: halværmer.Håndstund, no. en kort stund; vær min admiral en haandstund uden hvile. Hexaem. 92. Smlgn. Molb. Diall.Håndstund, no.; – det varede neppe en handestund, før demning og dige var slaget i grund. LyschG* 141.Håndtag, no. det at tage med hånden; ieg denne tempel skal nedbryde og en anden bygge op foruden haande-tag. E. Naur. g 3.Håndtage, no. et slag i hånden. Moth. Smlgn. tage ndf.Håndtagen, to.; haandtagen eed er den eed, som skal giøris oc sværgis med sammenlagde hænder paa aastæderne oc icke paa bog. Osterssøn Weylle, Gloss. 354, 220. Smlgn. N. jur. Arkiv. IV. 7 not. 3.Håndtægt, no.
1) det at tage en i hånden. Moth. Smlgn. favntægt ovf.
2) håndgreb. Moth.Håndtam, no. tam (så man kan tage på den); blandt meget staaer tilbage om den ven - kiære fisk, haand - tamme, finger - spage et ord at røre her. Hexaem. 188. Håndtang, no. et slags tang; two brænne - tænger, item tree handtænger (1509). D. Mag. II. 148.Handtaskning, se handtastning.Handtast, no. håndslag; ved æd oc hender at hold' et fast, ved tryg handtast wi wille haandfeste det minste met det meste. Ranch. 78.Handtast, no.; paa deris handtast taar ingen mand lide. Heg 223.Handtastning, no. = handtast; thend skall bøde, oc thend skall oldermandt tage handtasting aff (1550). Kbhvns. Dipl. II. 293; hvorpaa forne Hans gav k. m.s byfoged handtastning, at saa i sandhed ske skal (1552). Khist. Saml. VIII. 807; der po haffuer begge parter med indbyrdis handtastning stadfested samme deris forligelse. Rørdam, Univ. Hist. IV. 413; den handtastning och løfte, hand til Axel Gyldenstiern giort hafde (1599). Secher, Rettertings D. 310; forefaldt adskillige noder med klappen, kyssen og haandtastning. N. Vdsk. Selsk. Skr. I. 259. Således skal der uden tvivl læses for: handtaskning i Rosenv., Gl. D. I. 132: loffuede hand them [med] handtt - taskning, skønt udg. formoder handtaking. Smlgn. Sch. u. L.: hanttastinge.Handtjener, no. tjener; hans daglige handtienner och scriff for hannem sendebreffue (1562). Klevenf. Saml. (A. L.).Håndtægt, se ovf. u. håndtag. Håndtøje = håndtage. Moth. Med hensyn til formen af den sidste del af sammensætningen jvfr. slutningsbemærkningen u. faghed ovf. (der skulde stå u. fage).Håndvarm, to.
1) lunken (eg. så varm, at man kan tåle at stikke en hånd deri). Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: handwarm.
2) tage en h. ɔ: på fersk gærning? som de nu sider hos Rogels kilde, der kunde wi tage dem smuct haand warm. Ranch. 119. Smlgn. Molb. Diall.Håndvarm, to.
2) – ny, frisk; Dict (= recentissimus).Håndve, no. sygdom i hænderne. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: handweh. Handvide, no. den højre plovstjært; stiba, id est stiua, hanwitthæ. Småstykker. 28, 45. Hos Moth: håndvidje. Smlgn. Schlyter: handviti; Rietz: hannvidd; sv. rigsspr.: handveta; Hallager: handvitil; Molb. Diall.: haandved.Håndvisk, no. = håndstund. Moth.Håndvolle, no. skaftet på en plejl. Moth. Smlgn. Aasen: handvol; Rietz: hannval; Molb. Diall.: haandvol og vol ndf. Håndvånd, no. = håndvol. Moth.Håndværge, no. håndvåben. Moth. Smlgn. Aasen: handverja og værge ndf.Handværk, no.
1) hænders gærning, værk; fiall han nedher sten døth aff deffuellens hondæ verc. Hell. Kvinder. 77.31; Gudz handhewærck mathæ the hannum wel kallæ. Hr. Michael. 129; hiemlene ere och dit handverck. Chr. Pedersen. I. 60. (= thine henders gerning. Heb. 1.10 (1524, Chr. Pedersen, 1550, 1647); døde billede, som er menneskens handwerck och gerning. Malmøb. 55v; P. Eliesen. 279; hand gaff meg en sylkeserck, thett wor otte iumfruer deris hande-werk. Grundtv., Folkev. III. 48 a; Ranch. 28.
2) krigsgærning, kamp; jeg ser pa hans hande werk, ath, mødhen i hannum, thet giællær ethert liff. Romant. Digtn. III. 177.14 = Chr. Pedersen. V. 121.2; Hans Jørgenssenn er en lidet (ɔ: lidel) dreng oc ey veractiig at giøre nogenn handverck (1538). Rosenv., Gl. D. II. 75; lycken giffuer oss vore fienders byte før, end wi komme til handwerck met huerandre. Vedel, Saxo. 29; kom an y vomskarne mennd, minn handuerck er vell eder kiend. Ranch. 210.
3) i nuv. bet. flt. ufor.; skulle hereffther alle handwerk oc embede were frii udi kiøbstederne (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 180; mange handverk føde ilde. P. Syv. II. 159; 9 handverk. sst. Smlgn. isl. handaverk, handgærning ovf. og værk ndf. Handværk, no.
1) – håndarbejde; hun skall were duelig paa sin haanduerck (1601). NkS 351d (4°) g 5.
3) – fk.; lere en handwerck (1605). KD V. 5; II. 342 (ovf. III. 695 b29). – ik.; sit handtwerck (1613). KD II. 594; opificina, haandtvercksted eller haandtvercket. Etym 390. – flt.; (1623). KD IV. 751 (ovf. V. 291 a32); (1642). GhA III. till 117 (ovf. I. 457 a9). Jf bager-, bartskær-, beledsnider-, blokkedrejer-, bødker- (se karmagerh. ndf.), drejer-, feldbereder-, glarmester-, løgtemager-, nagelsmed-, pelsner-, rebslåer-, rotgeter-, skænk- (III. 855 b28), smøge- (IV. 8 a38), vandmagerh. Håndværksburs, no. håndværkssvend; unge karle oc haandtwercks burser saa vel som kiøbmændenis svenne. Hiøring, Leyres Politie. c 5v; de unge haandtwercks burss. sst. c 7; c 1. Smlgn. t. handwerksbursch og burs 2) ovf.Håndværksburs, no.; de ruller paa studenterne oc handtwerchs burserne (1659). KD V. 678; – JS IV. 355. Handværksfolk, no. håndværksfolk; wor seyermager, hyuellmandt och andre mestermandt for wortt hannduercksfolch (1553). Chr. III. Hist. supplement. 124; handwercks-folck skulle rette dennem effter den forordning. Osterssøn Weylle, Gloss. 355.Handværksfolk, no.; – er hand iblandt haandverksfolket eller kiøbmendene? GHD I. 61; – (1575). DS V. 136; (1578). NdM VI. 153 (ovf. III. 489 b49, 52); Fdg 17/1 1688 (ovf. V. 224 b25). Håndværn, no. kamp med hånden; hand vijste sin arm, som vaar saa ilde saargiort, at huercken hand kunde bruge den, eller borgerne bruge hannum til nogen haanduærn imod fienderne. Vedel, Saxo. 443.Hænde(s)løs, to.
1) uden hænder. Moth.
2) udygtig; det er høygt raadeligt, att wij ey were saa saare føløse oc hendesløse, att wij ey lade saa lettelig falde det, wy en sinde haffue fattit. Tavsen, Post. sommerd. 146.
3) blive h. ɔ: slippe af hænderne; tthend iumfru bleff hanom heendis - løsz vdj the tycke ryss, hand lieette y dage, hand lieette y thuo. Grundtvig, Folkev. IV. 152 b. – falde h. ɔ: fordi man ej kan holde fast; thi falt hand hænde-løes og tørned paa een steen. Don Pedro. 55. Smlgn. Molb. Diall. og haand(es)løs 2) ovf.Hænde(s)løs, to.
1); haffde blant theris hellige belede nogre, som wore sidindis oc hendeløse. ErF 45v.Hande, no. slags, art; af alle renæ dyr syw hondhe. Gl. D. Bib. 1. Msb. 7.2; i thet bierigh fan konning Alexander eth handhæ falk. Lucid. 45; Mandev. Rejse. 117.2; man wordher oc keedh aff een haande madh. P. Lolle. nr. 383; siw hande ær synde kyn. Mod. confit. 1; Chr. Pedersen. I. 13; icke er alt kød enhaande kød. 1. Kor. 15.39 (Chr. Pedersen, 1550; 1607: det samme k.); om firehaande døde haver jeg læst. Døded. 5; Malmøb. 6v; trende honde vløcke. Tidemand, Jerusalems Forst. a 8v; dette er et honde folck, oc de haffue alle it honde tungemaal. 1. Msb. 11.6 (1550, 1647); vil ieg icke raade, at naagen sig alleniste binder til ene honde ting. Herm. Weigere. 6v; der faare skulle de huercken eller kunde føre enehonde skick eller væsen. Tidemand, Post. I. 75. Smlgn. isl. handa. Ik. i flere af forbindelserne er vist fremkaldt af det ords køn, til hvilket forbindelsen er føjet. Endnu er der tilbøjelighed til at sige en slags tørv, et slags brænde o. lign. Jvfr. Rydqvist. V. 69. not. Hånde, no. håndtag på en plov. Moth. Smlgn. handel ndf.Hånde, no. Jf alle-, en(e)-, mange-, noger-, tre-, tusind-, tvendeh. (IV. 498 b52).Hande, go. give hånden; gangher hith, at iek skall handhe ether før, æn iek skall bortganghe af wærdhen (1488). Gl. Kgl. Saml. 1586. 30v; Moth. Smlgn. Molb. Diall.Handel, no. hank.
1) gærning, forretning, fremgangsmåde; theris leffned oc lerdom, gerning oc handel ere onde mesthen deel. Malmøb. 16; huess ieg haffde noghen tiid wærett samme handell biifældig oc wore hanwm icke nw fra falden. P. Eliesen. 352, 390, 459; (1533). N. D. Mag. II. 250; styld, wold eller nogen saadan groff, vret handel. Tavsen, Post. sommerd. 120; begynte den antichristiske handel at feste rod, indtil hand bleff fuldmod. Pallad., S. Ped. Skib. n 7v; i denne handel er mange farlig anslag, saa at han icke kan vel bedriffuis vden synd. Herm. Weigere. 230v, vi; D. Saml. IV. 146; Vedel, Saxo. 411; huilcke vnderlige handel oc seldsyne foruandeling i somme riger er til draget Ranch. 7; (1602). D. Mag. III. 48, 49; alle Tryphons handel vaare idel røffueri. 1. Makk. 13.34 (1607, 1647; 1550: T. bedreff idel roff); Tob. 12.8 (1607, 1647). Smlgn. bager- (se I. till. 23 a), bonde-, børne- (se I. till. 25 a), fæ-, skalkehandel.
2) kærligheds-, kønsforbindelse; wære udi handell oc samfwnd mett eett qwindfolck, som mange ere (dess wær). P. Eliesen. 420; som haffde stor attraaa til en vng qwinde oc tenckte der paa dag oc nat, huorledis hand maatte komme vdi handel met hende. H. Smid, Lægebog. I. 143v; hand er kommitt y nogen handell met frue Lene Olufsdaather, saa hun haffver loffvit hanom egtheskaff (1572). Rosenv., Gl. D. III. 170; (1537). sst. II. 50; (1595). sst. IV. 437; habet rem cum muliere, haffuer sin haandel oc villie. Colding, Etymol. 547. Smlgn. Grimm, Wb.: handel 1) mod slutn.
3) kamp; wy kom y handell mett dy Suenskes skiib, och stod etthers kongl. maytts. skiib et stort effuentyr (1564). D. Mag. III. 189; ther oss totthe, att wij kunde nogitt komme till handell, tha gick wij til segels (1564). D. Mag. 3. R. II. 82.
4) underhandling, forhandling; diwbe sacramentt altiid haffue een hemelig handell mett stor lempe oc offte handlis wnder luckte laase oc dørre. P. Eliesen. 387; huilcke som tha giorde thennom en venlig handell oc contracht emellom (1542). Rosenv., Gl. D. I. 71; en venlig handel, den vaare mig vel bæst. Herm. Weigere. 60; disse vidløfftige handle, domme oc rættegonge, som daglige handlis oc skee. sst. 73. Smlgn. fredshandel ovf. (u. frid).Handelssted, no. forhandlingssted; strax effter igien bleff os befalet at forføye os til handelsstæden, der vor ærinde skulle ofverhøris. P. Resen. 418.Handel, no.
1) håndfang (på en plov); det træe, som sidder ved dend høyre haand, kaldis handelen. Gerner, Hesiodus. 100; Moth. Smlgn. plogshandel ndf.
2) plejlskaft. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: haandvol og handvol ovf., af hvilket ord handel er en omdannelse, jvfr. nuv. slagel = n. slagvol.Hande(r)lig, to.
1) som udføres med hånden, håndgribelig; synlige oc handelige ceremonier. Er. Roterod., Een kortt vnderwissn. f. 1v. – Som bio. åbenbart, afgjort; hannom therfra att skilie, om handerligh behoff giordes (1482). D. Mag. III. 42; hans nade ey holler almoen soo handerlig ved log, skell oc ræth, som ved burde (1497). N. D. Mag. V. 150; men da fordi handeligen vaar besluttet, ville herr Knud oc hans met forordnede heller bliffue hoss, huis de haffde slutted. Hvitf. VIII. 328; saa handeliig thord handtt sin liff for - woge. Grundtv., Folkev. II. 629 a.
2) medgørlig; facilis, haandelig, lidelig i sin omgengelse. Colding, Etymol. 374; nihil est eo tractabilius, handeligere. sst. 1346; Nucleus latinit. 359, 1923; hun i ingen maade er knipsk, men ganske handelig, hun spøger med alle og enhver. Don Quixote v. Charl. Biehl. II. 59.Handelig, to.
2); Wiel XI. 469 (ovf. V. 65 a35). Jf uh.Handelse, no. befølelse, følelse; begynne the at krænke hymerigis brudgoms violas eller smitte them met vhøwesk hannels. H. Suso. 35.28; hannels fyndher subtiilhet oc linheth. Molb. Gloss. (det sst. anf. hdskr. skal utvivlsomt være Gl. kgl. saml. nr. 1586). Handelse, no.; MbG = GkS 35v.Handig, to.
1) fingernem, nævenyttig; eftersom det blant bønderne gifver meget handelige, skarpsindige oc beqvemme folck til atskillige handvercker. A. Berntsen. I. 296. Smlgn. n. handig, se Aasen: hendig, og hændig ndf.
2) hjælpsom, hjælpende? saa slaar hand fulde slaug og tacher Kirsten til, som altid er ham handig. (1685). D. Saml. 2. R. VI. 224.
3) som vil røre ved alt, pil- fingret. Moth (jydsk). Smlgn. Molb. Diall.Hånding, no.
1) håndtag; manicula, regula transversa in stiva aratri, haanding. Colding, Etymol. 717. Smlgn. plogshånding ndf.Handle, go.
1) tage på; thet iech hørdæ tik sighe, thet troer iech ey, vten iech soge thet og hanlet thet. Hell. Kvinder. 10.14-15; ther Maria loth Salome hanle sigh, tha visnæth Salome handh. sst. 10.17-18; aff spedalskæ menzs urenlighet smittæt thu thinæ hender och hanlæt thieræ sar, ther syghæ varæ. Brandt. 276.26-28; the ting, ieg hør mett mijne ørhin, seer met øghen eller oc handler mett mijne hender. P. Eliesen. 321; pertracto, paaføler, handler emellom hænderne. Colding, Etymol. 1349; Steph., Nomencl. II. 1053–54. Smlgn. isl. handla og höndla.
2) behandle, handle om; om sacramente, hworlunde the handles oc her hoss oss brwgis. Malmøb. 29v; sager, som bør at handlis paa herritzting. Rosenv., Gl. L. IV. 10, 153; Tavsen. 34; (1544). D. Saml. IV. 353; nu bleff det nock tilkiende giffuet, der wi handlede Michee prophetis sprock. Tidemand, Post. I. 75v; bøger, som intet andet handle oc indeholde. Vedel, Saxo. fort. 13; habet rationem cum terra, haandler, forarbeider iorden. Colding, Etymol. 547, 582; B. Tott. III. 150; det undris røfverne, ad ham behager vel at føris fangen bort oc handlis som en træl. S. Terkelsen, Chr. Hustru. 39; hver den mindste mand til døden vill handle sit gevær. Gerner, Ilias. 6. – særlig: have legemlig omgang med; tag oc handle met mig oc fulkom din villie. H. Smid, Lægebog. I. 143v. Smlgn. Grimm, Wb. handeln 8) og handel 2) ovf.
3) udføre; scriffthen at bruge er thet støcke handell, ther bode syndelige forsømmis oc syndelige handlis. P. Eliesen. 485; Michel ræff haffde handlet denne onde daad. Herm. Weigere. 41.
4) kæmpe; er the waare, der icke will tyene att haffue hoss seg, naar som att man skall handle mett fyenderne (1564). D. Mag. III. 242. Smlgn. handel 3).
5) for- handle, underhandle; da bleff det saa haandlet oc taled paa det siste, at de skulle bode venlige møde i Kongil. Chr. Pedersen. V. 427.5; P. Eliesen. 387 (se u. handel 4)); Pallad., Visitatsb. 141.18; vor then sag voldgiffuen paa xvi riddermendsmendt, som skulle haffe handlet thennom then sag emellom (1551). Rosenv., Gl. D. I. 171; (1565). Khist. Saml. II. 306; D. Mag. IV. 200; lod Kong Christen handle met hertug Henrich, at hand vilde legge sig der vdi. Hvitf. VIII. 127; de lærde hafve et felleds sprog, hvor ved de alle hin anden kunde forstaa oc mundtlig saa vel som skriftlig den ene med den anden handle. B. Tott. I. b 1v.
6) h. sig ɔ: opføre sig, bære sig ad; the aldrig vor y raadt oc gierning att clage frue Sophie for oss, forthi hun hagde handlett seg uell modt thennom (1552). Rosenv., Gl. D. I. 194; aff denne samme hest tog folcket tegn oc foruarsel oc handlede sig her met saaledis. Vedel, Saxo. 436; ostendit se optime, skicker, skaaer oc handler sig vel. Colding, Etymol. 1301; circumspicio, hofferdiger mig, handler mig stolteligen. sst. 1203; Steph., Nomencl. II. 215. Smlgn. Rydqvist. VI. 180: handla; Sch. u. L.: handelen og halne ovf.Handle, go.
2) – virke, gøre; effter som hand haffuer handelet, thet er got eller ondt. 2 Kor 510 (1524, 1550; CP: giort); (1536). Rsv* IV. 162 (ovf. IV. 806 b53); ChrVI § 43 (ovf. V. 355 a18). – h. med ɔ: a) behandle; icke handle met oss effter vor gruelig och græselig synd. Bertelsøn, Formaning e 7v; tracto, handle med en. Etym 1346; Steph II. 1387. – b) handle om; thet er een nyttelig bog, som icke handler med daarerij. Ven 3. – h. om i nuv. bet.; hun (ɔ: bogen) handler om then rette nødsag. Ven 3.
5) h. tilbage ɔ: genkalde, fragå; at hand icke skulde handle tilbage i dag it, i morgen it andit. Hvf IX. hh 3. – drive købmand- skab; se ovf. IV. 730 b22 f; RFII 282 (ovf. II. 157 b17).
6) – forefalde; alvorligere tilfælde har handlet sig i dag (1705). KD V. 793. Jf af-, be-, bort-, for-, med-, mis-, om-, råd-, til-, underh., uhandlet.Handlere, se nyhandlere.Handling, no.
1) i nuv. bet.; opvækt oprør og andre uchristelige handlinge. N. D. Mag. III. 5.
2) behandling; de besynderligste acter udi iordegodsis handtæring, handling oc omgængelse kunde tilfalde. A. Berntsen. III. 440.
3) = handel 2); da lockid hand hanns egtehustru fra hannom och søger openbarlig seng och handling med hennde (1537). Rosenv., Gl. D. I. 62, (smlgn. not. 4 sst.); hun haffde aldrig anden handling met hannom. Hvitf. VIII. 121.
4) = handel 4); swarede tha forscreffne Tydeske, at the wille gerne forhandle the sager them imellom mett en wenlige handeling oc icke till streng rett (1521). D. Mag. IV. 347; iblant mange handlinger, dennem imellem forløb, kom sagen endeligen der heden. Hvitf. IV. 442; indtil saa lenge hand kommer til ende paa den handling met hans fader broder. sst. VIII. 287; III. 33, 111; han ey var tilsinds at indgaa nogen handling. P. Resen. 125. Smlgn. fredshandling ovf. u. frid. – også fredstilstand (i hvilken man underhandler); wilde han haue slaget Prip ihiell i handeling oc wenschap, som her Otte (ɔ: Prips husbond) han sadh met Lawe oc wforwaret ... han loed hans swene xvj weryende ligge for her Ottes gardt i handeling oc wenschap (1405). Barner, Fam. Rosenkrantz. I. dipl. 105.
5) handel; der vaar den beste haffn och største købmandskaff och handling. Chr. Pedersen. III. 352. Smlgn. Sch. u. L.: handelinge.Handling, no.
1); Etym 512 (= negotii gestio); intet urigtigt befundet imod al røgte om deres handling (1705). KD V. 794.
5); then store skade, som them skeer po theres køpmandskapp oc handelinge (1516). Suhm II. 1. 155; (1523). KD I. 320 (ovf. III. 239 a27). Jf af-, for-, med-, mis-, temmer-, til-, vin-, øxenh. Handlingsmand, no.
1) den, der handler på en andens vegne; procurator, handlingsmand paa en andens side eller i steden for en anden. Colding, Etymol. 284.
2) handelsmand; baade forprangere oc kremmere vil hede handlingsmænd. Comenius, Opladne Dør. § 492.Handlingsmand, no.
2); begge borgere och handlingsmend her vdj staden (1648). KD VI. 113.Handsom, to. handelig. Moth. Smlgn. Aasen: handsama.Handsom, to. Jf uh. Hænde, go.
1) modtage, få; hade her Otte giort Lawe swodant eet hoffart, tha wilde han hende aff her Otte swodan wandell. Barner, Fam. Rosenkrantz. I. dipl. 106; tha wil thz hannum gherne saa gaa, han hendher, alth som han trendher. Rimkr. o. 3v (jvfr.: det tilbør, at hver hænder, som hand sender. P. Syv. I. 142); P. Eliesen. 375, 413; thersom i ville hende og haffue mynn borgen, vill ieg sie god for hannom (1534). D. Mag. III. 80; det er Gudz wilge, at wij skulle i alle maade gøre huer andre, som wij wille selffue hende oc haffue. Coruinus, Postilla. I. fort. 2; Kortvending. v. 1358; (1582). Rosenv., Gl. D. IV. 12; Hvitf. VII. 237; bluedis oc icke hans vndersaatter at offuerfalde oc needlegge hannem oc maatte saa retferdelige hende det skel, hand tilforne haffde giord. Lyschand. 111. – især: få en retslig afgørelse el. fyldestgørelse; mødhe paa forne modhe oc gøre wor nathige herre ther ære oc rett oc hende thesliges aff hanum igen. Dipl. Chr. I. 200; om fogeden han kærer ower byman, han biude fogeden logh, wil han ickæ hendhe logh, tha bliwe segh qwit, som kierdh wurthe, til han wil hendæ logh. Rosenv., Gl. L. V. 306; hwilken gildbroder, som skylling haffuer till anden ock ey will pleyæ retth eller hende reth. Suhm, Saml. I. 2. 214; bør Gabriel att thale frue Kirstine till till hindis herritzting och ther att hende rett aff hinde (1548). Rosenv., Gl. D. I. 109; (1559). Geh. Ark. årsb. II. 101; at høre oc hende den dom, som da vorder affsagt. Hvitf. IV. 357; for thennom stande hwer mannd tiill rette oc hende oc giiffue, hwad beschreffne lantzlougen udtuiisser (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 167; (1621). sst. IV. 331; (1645). N. D. Mag. VI. 210; Chr. V. D. L. 1-1-5.
2) træffe, komme (til); manghæ honnæ nødh oc tilffall, som iek hennædæ til at kommæ. Mandev. Rejse. 175.10; nar koningen hender diith at kome. Rosenv., Gl. L. IV. 74; alle andre som hun (ɔ: bogen) henner faare at komme. Herm. Weigere. fort. 7v; – i nuv. bet.; det hafde jeg aldrig troed skulle hentist. B. Tott. II. 188. Til denne form jvfr. fattes (u. fat). Smlgn. isl. henda og behænde ovf.
3) give i hånden. Moth. Således er ordet også opfattet i Molb. Gloss., men i det pågældende sted: hans nathe will hende oc gøre hwar danne man skell oc rætt. (Chr. I. Dipl. 201) står hende vistnok i bet. 1), jvfr. det første prøvested (af samme aktstk.) og den oftere forekommende forbindelse hænde og gøre (el. give).Hænde, go.
1) – i nuv. bet.; KhS VI. 149 (ovf. II. 112 b4); TSd 300 (ovf. IV. 510 b1); KC* f 2 (ovf. II. 858 a4). – tilbagevirk.; ErU d 1 (ovf. III. 314 a12); Hvf III. 469 (ovf. V. 203 b33); Præd 92 (1607, ovf. V. 217 a44; 1647: hender). – Jf af-, be-, fra-, op-, over-, tilh.Hændelig, to.
1) forekommende, påkommende; hues nogen aff nød bleff trengd, som aff fengsel, fattigdom eller nogen anden hendelig vaade. Hvitf. II. 241 (= casus fortuitj. Kbhvns Dipl. I. 20); beholde dendt tredie partt aff alle hendelige sager, som er gordfesting, sagefald, oldengieldt, drift (1556). Rørdam, Univ. Hist. IV. 73. Jvfr. Molb. O. Smlgn. Rietz: händelig.
2) nem, passende. Moth.Hændig, to.
1) = håndig 1). Moth. Smlgn. sv. händig.
2) = hændelig 2); dexter, bequemmelig, konstig, hændig. Colding, Etymol. 300.
3) = hande(r)lig 2); it bitzel giør' dem (ɔ: heste) hendig. Psalmedigtn. I. 267 a.Hændig, to. – behændig, snild; L vaar saa henddig oc knap, med sit skjb hand aff minddet slap. LyschG v 3; et sindrigt oc hændigt folck. Bernts I. 318.
2) kunstig, fortrinlig; syed sammen med hænddige sømme. LyschG n 4; sielleskind med hændigt træverk udspiled saa. LyschG* 84. Jf af-, be-, knap-, til-, tom-, tveh. (IV. 497 a18).Hændige, go. give i hånden. Moth. Smlgn. af-, be-, indhændige.Hændige, go. Jf fra-, tilh.Hænding, no.
1) håndfang; saa hart halt hand om hendinge, thet blodet sprack udaff negle-roed. Grundtv., Folkev. I. 149 b. Smlgn. rorhænding ndf.
2) et slags bold. Moth. Smlgn. Molb. Diall.
3) håndslag (som forpligtelsestegn)? den Joab holder saa stackit hending. Ranch. 120.Ha[å]ndarbe(j)d, no. håndarbejde; hugger ued och gør anden handarbeiid. ChrIV* III. 203; – ieg var provideret med adskilligt til haand-arbeed. Jm 180.Ha[å]ndbog, no. (isl handbók) håndbog; FVH a 2; (1539). RdKl I. 120 (ovf. IV. 135 b4, 575 a2); – MP 183 (u. enchiridion); Etym 1007 (ovf. II. 147 a50). Håndbold, no. (t handball) bold til at kaste med hånden; Etym 716 (= pila manuaria). Håndbunden, to. havende bundne hænder; dend haandbunden fange, ... om hand fra sine baand var løes. SortS 87.Håndbylt, no. bylt, der bæres i hånden; Etym 715 (u. mantica); vandringstaske, haand-bylt. ComD § 486.Handbår(d)e, no. bærebør; NkS 351d (4°) e 6v (ovf. V. 158 b35). Håndbære, go. bære på hænderne; KS 43 (ovf. V. 261 b41). Hånddask, no. slag med hånden; depalmo, giffuer haanddask. Etym 865. Handdækken, no. (t handdecke) lille dækken; riidetøy, gevær, handdeckener. JJR 22. Håndfat, no. håndtag; haffuer denn lybske amyrall wed haandfaat loffuid. Wad I. 155. Jf fatte 1); holl handvatsel.Håndfuld, no. (isl handfyllr) i nuv. bet.; SmdLb I. 52 (ovf. II. 691 b38); skere op wdj haandfulde (1601). NkS 351d (4°) r 5v; det gavner herrens revne tag ey for een haandfuld oret. Wiel VI. 183.Håndgiven, no. (t handgeben) det at give hånden; huilcke effter haand giffuen sig satte for min seng. Jm 48.Håndgranat, no. (sv handgranat) granat til at kaste med hånden; HiørK c 1 (ovf. V. 332 a38); KC b 3 (ovf. IV. 562 b38). Jf ovf. V. 372 b16.Handgrib, no.
1) (sv handgrepp); Hvf IX. x 1v (ovf. u. flugel 3)). – flt.; der vaar tho handgreff i hannem aff sølff. CP V. 40230 (jf ovf. IV. 281 b26); – magelige haandgrebe. Fdg 10/1 1698 k 2 § 16; – Fdg 26/4 1656 § 5 (ovf. V. 302 b35). Jf grib 2) (II. 70 a8).Handhævelse, no. håndhævelse; ere forsickrede om handhæfvelse mod ofvervold. Bernts dedik b 3; GP § 17 (ovf. III. 545 b41); – rettens pleje og haandthævelse. CVI § 21.Håndkikker, no. (holl handkijker) kiromant; haandkicker, som spaaer om menniskens haand. Dict. Jf ovf. V. 409 a29 f.Håndklappen, no.
1) det at stryge med hånden; ComD § 451 (ovf. IV. 49 a4).
2) det at slå hænderne mod hinanden; Steph I. 241 b (u. plausus); ComD § 331 (ovf. V. 365 a47).Håndklapning, no. (sv handklappning) = håndklappen 2); MP 207 (= plausus).Håndklædetræ, no. træ til at hænge håndklæder på; 1 udskaaret haandklædetræ. Wulff 172.Håndkys, no. (sv handkyss) i nuv. bet.; dog uden haandkys. JJR 69.Handlanger, no. en underordnet befalingsmand; handlanger. Fdg 23/10 1660 (u. vnder-officerer til fods); handlager. sst. (u. artiglerie betiente). Jf Adelung, Wb II. 9506.Håndelav, no. (sv handlag) i nuv. bet.; jeg lærde dem gode haandelav. PSB 175. Jf lag 1) (II. 720 a30).Håndledning, no. (sv handledning) vejledning; [Lolck], Saligheds vandrebog eller haandledning til himmelen. 1708. Bibl Dan I. 353.Håndelet, to. let, så den kan tages med hånden; dend haande - lette steen. Wiel III. 165.Handelænke, no. lænke til at have med (til at binde om)? en høkrog, en handelæncke (1538). KRM 146.Handløgte, no. (sv handlykta) håndløgte; handløgte at bere liufs ind i løgten med (1607). JS3 II. 363.Håndnet, to. net om håndarbejde? som staar i vindued med sit haand-nette verk. SortS 74-5. Mulig: meget net, jf håndlystig.Handpenninge, no. – lommepenge; thil handpenninger och anden noturfft (1603). RdU IV. 545 (= haandpending. SR II. 12).Håndran, no. (isl handrán) ran af hvad en har i hænde (har på); tager mand fra anden hat eller noget andet, som hand haver i hænde, da bøde hand for haandran. DL 6-15-2. Jf Lund.Håndesir, no. sirlig håndskrift; med fogdens egen haandezier dend bonde var bebrevet. Wiel II. 102.Handstelle, no. bånd (død)? hand havde lagt »handstelle« paa dennem (ɔ: svin) og skulde lægge handstelle paa flere (1604). DM4 IV. 119 (jf sst. 118-19: da blev nogen slagen ihiel af dennem og nogen blev slagen fordærvet).Handsten, no.
1) (fsv handsten) sten, der kastes med hånden; slar hand hannem met en hand steen. 4 Msb 3517 (1607; 1647: haandsteen, i r.: mand kaster af haanden).
2) (t handstein) et stykke rent (ædelt) metal; er udhuggen en hand-steen aff fijnt sølff. Bernts I. 276. Jf VSO: haandsteen 2).Handestærk, to. (isl handsterkr) stærk i hænderne; bliff du hellig och hande-sterck. DgF I. 161 a (= y haanden sterck. sst. 164 b).Handtag, no.
2) (sv handtag) håndgreb; remi manubrium, handtaget paa aaren. Steph I. 203 a.Håndtaske, no. håndlinning; dobbelte haandtaske, som dog tilforne vaar der's oldefaders kraffve. Skd 53 (= t handtaschen, omdannelse af handtatzen, jf Adelung, Wb; Sanders Wb: tasche anm.).Håndetvæt, no. afvaskning (med hænderne); at de ved Jesu haande-tvet skal vaskes af hver ureen plet. KPs 581. Jf tvæt. Håndevend, no. håndevending; maaler udi et haande-vend. Helt 237 (frgd. o. ovf. IV. 217 b18). Håndevende, go. vende med hånden; SortS 62 (ovf. III. 60 b22). Hånd(e)vending, no. (sv handvändning) i nuv. bet.; MP 229 (u. momentum); Etym 780, 1013 (u. punctum); Steph I. 32 a; – det kand komme i en haandevending oc i it øyeblick. SthU e 5; splitter det sig i en haande-vending. ComD § 61. Håndvinde, no. (t handwinde) vinde, der drejes med hånden; (1603). BlomA 298.Håndværksarbejd(e), no. i nuv. bet.; opificium, haandtvercks arbeid oc gierning. Etym 390; – tilstæde dem at forfærdiges som andet haandverks arbeide. Fdg 10/1 1698 k 2 § 6.Handværksbrug, no. skik i et håndværk; (1652). GhA III. till 132 (ovf. I. 139 a3). Handværksdreng, no. håndværksdreng; handwercks drenge oc svenne. OW* 354. Handværksforstandere, no. leder af et håndværk; forskrefne kiøbmend och handtuercksforstandere (1622). KD II. 693.Håndværksforvaltere, no. = frgd. o.? forskrefne kiøbmend och handtuercks forualtere (1622). KD II. 692.Handværksgeselle, no. (t handwerksgeselle) håndværkssvend; huis thienesteløse handtwercks geseller ... wlougligh bruger deris handtwerch (1613). KD II. 594; fremmede handtuerckis geseller wdi losemendt indtage (1623). sst. 722. Jf geselle.Håndværksgærning, no. = håndværksarbejd(e), se d. o.Håndværk(s)mand, no. (sv handtverksman) i nuv. bet.; MP 131 (u. faber; Etym 369: haandvercker); ComD § 525 (ovf. IV. 362 a6); – skal haand-verck-manden ey paa nyest' mode famle. SortH b 2.Handværksmestere, no. (sv handtverksmästare) i nuv. bet.; en konstner och handuercks mester. NkS 351d (4°) b 4; som aff handwercksmesterne weffuis (1622). KD II. 691.Handværkssag, no. (t handwerkssache) sag vedrørende et håndværk; Fdg 10/12 1621 § 3 (ovf. V. 280 b44); alle haandtuercks sager oc bestillinger. Lysch præf 2.Håndværksted, no. værksted; Etym 390 (ovf. s 412 b31).Håndværksten, no. sten, der bruges i et håndværk; Etym 843 (= lapis operarius).Handværkssvend, no. i nuv. bet.; samptlige kiøbsvennene, handtwerchs svennene oc andre unge karle (1659). KD V. 558, 359; handverks svenne, som forlade deris mesteris arbeid (1708). KD VIII. 40. Håndværker, no. (sv handtverkare) i nuv. bet.; Etym 369 (ovf. l22); (1690). GhA II. 287 (ovf. III. 620 a40).Håndøx(e), no. (isl handöx) i nuv. bet.; haandøx eller lidenøx (1601). NkS 351d (4°) e 5v; Etym 1134 (u. securicula); en god handøxe med et sterckt hofvet. Holst IV. 7.Hånds, se fra-, over-, tilh.Handelsdag, no. forhandlingsdag, forhandling; der vaare oc hedenkommen sendebud at handle om fred met kongen, oc er den handelsdag saa forløben. Hvf IV. 510.Handelsmand, no. (sv handelsman) i nuv. bet.; MP 119 (u. mercator); Steph I. 271 b; dend skiønne kram, hvorfor een handelsmand begiver sig i nød. Helt 56.Håndet, se begge-, en-, kej-, rap-, snaph.Handlere, no. Jf bog-, gros-, korn-, mellem-, mis-, under-, vessel-, vinh.Hændelig, bio. behændigt; LyschG n 4 (ovf. III. 892 b15).Hændelse, no. (sv händelse) i nuv. bet.; SthU b 1v; HemmP* I. 68 (ovf. III. 897 b42, 44); SkP 6 (ovf. I. 746 a16). – flt.; VdSv b 6 (ovf. III. 28 a28); mennisken dø icke bort aff slompelycke eller lætferdige hendelse. VdPs c 8v.Hændet, se big-, hard-, kat-, kejt-, krat-, krigsstål-, let-, list-, over-, rap-, snap-, stri(d)-, sår-, tjuv-, tveh.

Rapportér et problemfra Kalkars Ordbog Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind II

Vis mere +

I andre ordbøger

I andre opslag