GærdGærd, no. 1) gærning; thz fik ieg tha i Halland sporth, ath han hadde ther syn gærth saa giorth. Rimkr. k 3v; thz horn thz bleff en dragæ, then fading en orm, han giorde syn gerdh, the dræptæ the men saa fagæ. sst. h 3. – (ud)i g. ɔ: i arbejde; in lencke haffuer ieg borthe att ferde, vthy sex wgher haffuer then werrit wthy gerde. Kortvending. v. 881- 82; kraffuer och handklapper er y gerre, aa att y begge dennom tylig nock skall bekomme. Chr. IV. Breve. I. 132. – efter nuv. brug i overført bet.: den foreening, som med Rydsland var i giærd, tilbage ganger slet. Bording. II. 17. 2) afgørelse, kendelse; war thet swo, at hær gaffs noker illingh oppa, tha skwllæ lensmen ladæ ware en fasten steffne, oc tha skal vtneffnes viij brøder vti gherd, och kwnne the tha skellighe befinde, at ther war bryst. Suhm, Saml. I. 2. 48. 3) afgift, udredelse; huorledis gerdt nu kand werre att samle. Chr. IV. Breve. I. 156. 4) gilde, beværtning; hun giec hem oc helsæth kunungæn glathælic oc plægæth hanum wæl i all thæn gærth. Brandt. 57.5-6; hwo som gerdh scall gøre, hand gøre two gerdhe inden aar ock dagh ock giffue till hwer gerd two tønner øll, salthe bøster, ock two ferske retther. Suhm, Saml. I. 2. 211; hwo som ghærd gør, the moghe bywdhe iiij folk til gest. sst. I. 2. 49; de skulle være fri for gjærd og vox. Theol. Tdskr. 1872. 217. Smlgn. isl. gerƀ; Schlyter: gærþ; og adel-, ad-, arve-, brude-, bryllups-, gen-, gildes-, tide-, udgærd. Gærd, no. 1) – i g.; RdAH till 51 (ovf. IV. 964 b43); alting det vaar saa vell berammit oc fattid i gierre. LyschC a 43. – i virksomhed; skiben de stilled nogen hager i gær og dræbte paa dennem. LyschG* 82; haver dig set fast meere i gier end alle vore konger. sst. 143. – værk, arbejde; smed guld vdj kieder oc anden gier (1651). DM3 IV. 129 (= Fdg 249 1651 § 5). Jf sølvg. 5) gæring; SR I. 338 (ovf. IV. 690 a42). 6) (svd gärd) gær; paa det, at oss skulde io icke fattis gierd til det øll. VdS 183; FD 378 X (ovf. II. 124 a39); vilde øllet ikke tage ved gierd, men foer omkring i karet. BrunsmH 107. Jf ovf. II. 124 a42 f. Jf bast-, honning-, krans-, ledings-, olje-, skibs-, sæt-, sølv-, uld-, vareg. Gærdebroder, no. den gildebroder, der sørger for gildeslaget; anden pindtz dag schall gildet begyndis, och gierde-broderen da att fly øllet til stollen y lauthiide (1598). Hist. Tdskr. I. 458; skall allermandenn haffue magt till att thage ij mend att smage gildis øllet hos gerdebroderen sst. I. 465.Gærdebroder, no.; huad mad aff bordet bæris, schulle gierdebrødre giemme (1400). NyrS I. 165. Jf adelg.Gærdemand, no. = gærdebroder; om lius falder i gildet, ther foræ sculæ gærdemæn bødæ een øræ pennyngæ. Kofod Ancher, Om Gilder. 118 (jvfr. overskr. sst.: de procuratoribus); tunc sit (ɔ: mel) in custodia gildarum, postquam giærthemæn accepti fuerint. sst. 133. Smlgn. Rydqvist. VI. 170: gerþ;a maþ;r. Vis mere +