GædeGæde, go.
1) gædes om (på, å) ɔ: synes om, finde behag. i; ther effter ieg ickæ tijl synæ kom, ffør ieg fijck spurt, hwor ther gatz om. Rimkr. c 5; thet ær en konig æræ wel stoor, ath han holder seg fra mangæ oor, saa thz hans folk the helder attraa at høre hans ordh en gædes ther paa. sst. d 2 (jvfr. en(d) 4) ovf.); wore the ickæ, som hwn gatz aa, tha lod hwn hwggæ them howedz ffraa. sst. c 5v. Smlgn. isl. getast at; Ihre, Gloss. I. 639: gædas.
2) g. til ɔ: mene, gætte; ieg troer oc men thz eller gæder saa till, existimo. H. Smith, Hort. synonym. 22v; Christe gæd till och sig oss, hwo dig slo. Matth. 26.68 (Chr. Pedersen); huedhen the nu haffue foeth thette friimodighe sind, er læedt nogh ath giedhæ til. Tavsen. 168; saadan en mand kunde giede til. 1. Msb. 44.15 (1550; 1607: kunde vist forfare). Smlgn. isl. geta.
3) beskylde. Moth.Gæde, go. – behage; then, tegh getz aff reth hierthe. Dyrerim 52, jf s 122. – Jf forg.Gætte, no. gætning, mening; skulle wi ieffne det om dette, oc en huer maatte haffue frij ønsk oc gette, da sigis der, at Adonia bekommer flerst tilfald oc ja. Ranch. 44. Smlgn. isl. geta.Gættelse, gætning: den, det sagde, dictid det op aff sine egne tancker och giettelse (1602). D. Mag. III. 48.