GrandgiveligGrandgivelig, to. nøjagtig, nøje; hadhe wy grangywelicht rægenskap meth thænnæ breffwyser (1431). D. Mag. V. 330; at de have flittelig og grandgivelig opseende med, at tingbøgerne holdes klare oc reene (1568). sst. VI. 60; en grandgiueligh løser maa sakteligh atuakte thesse tales vndherlig thing. H. Suso. 3.17; hand giorde ett grandgiffueligt spørgsmaall till hinde, om thett var medt hindis frii vilge (1576). Rosenv. Gl. D. III. 297; (1576). Rosenv., Gl. L. IV. 299. – Som bio.; wi hafue seet oc skoet oc hørt grangifleghe fore oss ouerlæset eet opet pærkmens breff (1401), Molb. o. Peters. 111; wi haue sport grandgifuelighe aff ælste oc skællegheste men (1407). D. Mag. III. 179; (1528) sst. III. 238; (1581) sst. VI. 177; Dipl. Chr. I. 197; Brandt. 297,16; Adam tænckthæ grandgiffuælig paa, huad ændhæ thet bid thet sculdhæ faa. Hr. Michael. 136; fare thidhen oc grandgiffueligen atspøre i om barnet. Matth. 2.8 (1524, jvfr. Chr. Pedersen. I. 142; Chr. Pedersen: met flit; 1550: flitelige); P. Eliesen. 122; Rosenv., Gl. L. IV. 2; Prædikanter(ne)s Gensvar. 2; Psalmebb. I. 114; (1554). Rosenv., Gl. D. I. 243; huer mand skal grangiffuelige oc sig faar see. Herm. Weigere. 146v; Vedel, Saxo. fort, 30; Grundtv., Folkev. I. 38; din kieldere besee grandgivelig. Kingo, Kronborg. b 1v; Kingo, Psalmeb. 296. – grangifuelighste woktær, ath j skulæ ælskæ herræn edhær gwdt. Gl. D. Bib. Josva. 23.11.se i sammenhæng Vis mere +