GødeGøde, no. gødning; lætamen, giøde, giødning. Colding, Etymol. 623; Pontopp., Gramm. Dan. 163; Nucleus latinit. 704; hvilken mand der tager mere jord, end han vel kan gjøde, eller nogen saar nogen jord uden gjøde (1631). Jydske Saml. VI. 251; gjødning. sst. Smlgn. Kok, Sønderj. Folkespr. I. 192; Hagerup, Det dske. Sprog i Angel. 31.Gøde, no.; nogen jord, som hand tog hannom fran oc førd syn giøyeth paa (1546). DM4 I. 169; dett sprock, att den beste giøe, som giører aggeren fructbaare, er dett, som falder aff husbondens sku (1601). NkS 351d (4°) b 2; jf ovf. III. 134 a-b. – Jf FeilbO: gjøde; fæg. ovf.se i sammenhæng Vis mere +