ForsømmeForsømme, go.
1) hindre; ingen bageræ maa forsømæ nogell anden bageræ sitt æmbitt forræ. Rosenv., Gl. L. V. 194. Da vedkommende hdskrft. er upålideligt, se anf. st. s. xxviii, er mulig ordet forskrevet. Smlgn. dog Sanders, Wb.: säumen 2); Frisch, teutsch-lat. Wb. II. 152.
2) i nuv. bet. med nægtelse i den afh. sætning; som forsymme, at the ecke holde færdighe theres gade oc stræde (1477). Fynske Aktstk. 27. – forspilde (hindre) ved forsømmelse; om hand (ɔ: præsten) forsømmer eder eders siæls salighed for. Pallad., Visitatsb. 64.18; der som skipperen icke er rede, oc kiøbmanden der offver bliffver forsømmet oc icke fick sit gods udi marckedet. Fredr. II. Søret. kap. 38 = Chr. V. D. L. 4-2-3. – f. sig ɔ: blive tilbage, forsømme, undlade, forse sig; hwo her amot gør eller sik forsymer j thisse forskrefne made (1422). Kbhvns. Dipl. I. 152; ien skødelig ælsker kan ey forsyme sek. H. Suso. 163.12; then the goede herrers begeeringe var een ret forrackt aarsag och forhaling at forholde oss, som laa ther och fortærede och forsømmede oss (1530). D. Mag. I. 93; ieg haster oc forsømmer mig icke at holde dine bud. Ps. 119.60 (1550; 1607: tøffuede); Vedel, Saxo. 35; en knect, som haffde forsømmet sig, huilcken icke vaar kommen vdi rette tid. Hvitf. VIII. 71; seer hand sit hold, forsømmer sig ey. Dav. Lyndsay, Om Monarkier. 95v; saa snart Gud gaff hannem forloff, forsømmede hand sig icke. Gerner, Hesiodus. 21; de Dythmarsker ey heller sig forsømmede, men lode sig iligemaade høre aff otte eller ti stycker. P. Resen. 12. – lade sig f. = f. sig; Gulborig, i lader eder iche for-søme, tager begi vores hest. Grundtv., Folkev. II. 364 b; Carl Knudsen lod sig da ikke forsømme, men lod sig da strax indfinde. Holb., Dmhist. I. 684. Smlgn. Sch. u. L.: vorsumen; sv. försuma sik.Forsømme, go.
2) efter nuv. brug; Mc 10 (ovf. I. 609 a21); (1659). KD III. 485 (ovf. I. 342 a21); – (1521). DM IV. 347 (ovf. III. 662 a41). – i DM I. 93 skal efter Præd 33 læses: fortackt. Jf uforsømt.Forsumelig, to. forsømmelig; se for thy, huræ forsumelig ælsker thu er. H. Suso. 163.10; forsymels. sst. 163. 30. Smlgn. sv. försumlig. Forsumelig, to.; – huare thenne offuermagt forsemmelig vilde være. LthÆ b 2; – dog legomet er forsømmelig (1593). KhS3 IV. 463; DL 3-1-7 (ovf. V. 94 b40). Jf uforsømmelig.Forsømmelse, no. hunk.; forsømmelse tager icke mere, end hun kand faa. Pallad., Visitatsb. 97.20; forsømmelse tager, hvad hende bydes. P. Syv. I. 124; Ranch. 201. – tage f. ɔ: forsømme, undlade; tagendes ther for inggen forsømelsse, thi lader thett ingenlunde (1535). N. D. Mag. V. 224; huormed i nu aldelis ingen forsømelsse wile tage (1577). sst. I. 17, 18, 24; befoel hand sine mend at hugge dennem sønder, men de toge her forsømmelse faare. Hvitf. I. 122; thager her ingen forsømmelsze (1608). Kbhvns. Dipl. V. 21.Forsømmelse, no. – sodanne forelders forsemmelse. LthÆ b 4. Jf uf.Forsømmelighed, no. (sv försumlighet) i nuv. bet.; forsømmelighed med tilførsel. SR II. 482; Etym 89 (u. inertia), 642 (u. indiligentia). Jf uf.