ForsmåForsmå, go. 1) gøre mindre, ringere; mynten vorder forarget oc forsmaaet. Hvitf. IV. 672 = forargat och forsmadh. Dipl. Norveg. VIII. 352. 2) vise ringeagt, ringeagte; Agar forsmode sin frwæ. Gl. D. Bib. 1. Msb. 16.3; thu hawer saa saare meg forsmad at tage meg Blantzeflor saa fraa. Romant. Digtn. II. 337; thu hawer mec soa sore forsmod, at thu vilt nw mik komme ther till at elske then man, ther iech ey vill. sst. II. 167 = smodh. sst. I. 39; Hr. Michael. 144; i vanhedre oc forsmaa mig. Chr. Pedersen. I. 318; det duer aldelis inted, at mand forsmaar en fattig, som er forstandig, oc ærer en wgudelig, som er rig. Jes. Sir. 10.26 (1550, 1647); aff saadan tale bleff Hagbart saa frimodig, at hand forsmaade all den store vaade, som hannem offuer hoffuet hengde. Vedel, Saxo. 147. 3) være for ringe; ethers fredag at fasthæ mwnæ ether forsmaa. Hr. Michael. 53; dan-kongen hand lod sig icke forsmaa, hand lader sin ganger effter Toulil gaa. Grundtv., Folkev. III. 46 b. Smlgn. isl. fyrirsmá; Sch. u. L.: vorsman.Forsmå, go. 3); hand lader sig ey det forsmaa at føris i kiortel aff vadmel graa. Heg 17. Jf overf., uforsmåt, små (IV. 11 b51).Forsmædig, to. hånende; ieg leed mange spottelige oc forsmedige ord. Chr. Pedersen. II. 135.Forsmæelse, no. ringeagt, vanære; hwa som kallær ham thyff ællær røwær hannum til hofmodh oc til forsmæls. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 151; contemptus, forsmeelse. Vocab. 1514; som haffue achtet det at være dem en forsmæelse, at de haffde saadane christelige bøger. Huberinus, Om Guds Straf. a 5; ieg vil sette dig til en øde sted oc til forsmeelse faar hedningene. Ez. 5.14 (1550; 1589: forsmædelse); oc den maa vederfares til børlig honhed oc fuld forsmehelse. Tavsen, Pater noster. d 3v. – forsmædelse. Chr. Pedersen. I. 64, 332. Smlgn. æ. sv. forsmailse og forsmæilse, se Rydqvist. VI. 126.Forsmælelse, no. fornedrelse; hans (ɔ: Jesus) forsmælelse bevises oc i then krybbe, han vordh lagh uti. Brandt. 241.10. Forsmælels(e), no. 2) = forsmæelse; HS 8224 (ovf. IV. 54 b23), 8317; forsmælelsæ oc hadh, som han ledh aff falske brødhræ. GkS 3v.Forsmælig, to. ringeagtet, vanærende; contemptibilis, forsmelig. Vocab. 1514; haffuer hanns nade forsmoed then hellige kirckes prelather, ridder ock gode mennd oc dragett vdtoffwer thennom then skendelig oc forsmeelig qwinnæ Cibrett (1523). Geh. Ark. årsb. II. 69; hand wor paa syn person en fattigh, forsmæligh mand. Tavsen. 27; han lidde for oss den forsmelige død. Psalmedigtn. I. 31 a; som hannom till saadan en forsmelig dødt dømpt haffer (1537). Rosenv., Gl. L. I. 22. – forsmædelig. Chr. Pedersen. I. 331. – Som bio. spottende, med vanære; hwilke som j fortaledhe ællær forsmælighe skæmdhe mik. Gl. D. Bib. Dom. 8.15; forsmelig kastis wdi den ewige helffuedis ild. Tavsen, Post. vinterd. 128v. Smlgn. Sch. u. L.: vorsma(de)lik og smælig ndf.Forsmælighed, no. ringeagt, vanære; contemptibilitas, forsmelighed. Vocab. 1514; haffuer Gud giord een god ende paa mijn forsmælighed. 1. Msb. 30.23 (Tavsen); hand nu ved korssens forsmelighed, trang oc fortryckelse ophøffuer sine christne. Tavsen, Pater noster. e 7v. Smlgn. æ. sv. forsmælikhet, se Rydqvist. VI. 126.Forsmåelse, no. ringeagt; HS 566 (ovf. V. 52 b42).Forsmædelig, to. (sv försmädlig, mnt vorsmadelik) 1) hånende, vanærende; then forsmædelig tilbedelsæ, som the hanom til badhe. AM 75 (8°) 6; han vilde lide denne forsmædelige død. CP I. 332; RFII 217 (ovf. III. 764 a23); – vkwemme ordt eller forsmetæligh taale (1512). KD II. 196. 2) ringeagtet; wi ere din bygning, dog wi ere forsmædelige. Mar p 1v; se også u. forsmælig.Forsmædelse, no. = forsmæelse, se d. o.; all werdhens fafænghetz forsmædelse. Kemp 28 (= l contemptus); all hans forsmædelse, han toldæ aff ordh. T 553 132v; DM III. 118 (ovf. V. 282 a52).Forsmæle, go. ringeagte, håne; hand skal bespottis oc forsmælis oc spøttis. Luk 1832 (1524); i forsmæler meg. Joh 849 (sst.). Jf smæle. Vis mere +