FaldFald, no. 1) gøre f. ɔ: falde, som himlen skulde strax paa iorden giøre fald. Kingo, Kronborg. b 1. – stå (være) på f. ɔ: hælde, være nær ved at falde; nuto, helder, staar paa fald. Colding, Etymol. 831; Steph., Nomencl. II. 930; labasco, er paa fald. vil falde. sst. II. 828; Nucleus latinit. 1066; Werner, Clauis linguæ lat. IV. 102; III. 490. – gå på f. ɔ: være sit fald nær, tage af, være næsten til ende; førennd de ord waare well udtaldt, med attenn saar gick hannd paa fald. Grundtv., Folkev. II. 395 a; præceps dies, naar dagen gaar paa fald oc skrider. Colding, Etymol. 174. – labant vires, de gaa paa fald. sst. 611. – komme udi f. ɔ: gå tilbage med, blive forsømt; paa det [det] latinske maal icke skal komme vdi fall oc forsømmelse. Hvitf. VIII. 227. 2) skade; labes, fald paa noget, knæg, skade oc forderff. Colding, Etymol. 611; Nucleus latinit. 685; Werner, Clauis linguæ lat. III. 489; labefacto, slet svækker og giør fald paa. Steph., Nomencl. II. 827; – gå f. på ɔ: forfalde; forfærdige, hvis der er ganget fald paa ... paa slottet A. Larsen, Optegnelser. 19. Smlgn. Molb. Diall. 3) ruin; ellers falder det (ɔ: huset) omkuld, oc der blifver fald oc steenhobe. Comenius, Opladne Dør. § 537 (= lat. ruinæ ac rudera). 4) synd, brøde; hvn (ɔ: sjælen) fvlde legommens williæ alle med sijnder oc alskens døtzens falle (1510). N. D. Mag. II. 327 (døtzens falle = dødelige synder?); hun kiendis sit fald. Vedel, Saxo. 90 (= crimen, se P. E. Müllers udg. 206); sst. 226; forlade i menniskene icke deris fald, da skal oc eders fader icke forlade eder eders fald. Matth. 6.15 (1607, 1647). 5) bøde; om wold ey worder forfuld inden sex vger, tha moo thet fald vddelis met hørings dele aff then, som wold giorde (1513). Geh. Ark. årsb. II. 63; feldis the, tha ganger om theres faldt, som forskrefuet stander, saa at huer tager faldsmaal aff syne eygne tienere (1527). Rosenv., Gl. L. IV. 139; 267; hwo som ther forre felldes, tha tager hans herskaffb hans falldt (1527). N. D. Mag. V. 304; alle 40 marck sager oc mindre fald. III. 394; rebsmænds fald, dersom deris ulempe findes, er tredive lod sølv. Chr. V. D. L. 1-18-4. – i fald ɔ: skyldig, til bøde; dømde wy hanum i fald for mange ulydelige och urædelige beskattinge (1505). Rosenv., Gl. D. I. 33; the ere kommen uti faldtt oc giortt nederfellige (1539). sst. II. 91; huilken guderne dømme i fald, hand skal giffue sin neste dubbelt igen. 2. Msb. 22.9 (1550, 1647); (1557). A. Larsen, Optegnelser. 19; haffuer dog Metellus dømt hannem i fald at lide straff. H. H. Skonning, Hedenske Philosophia. 493. – skure (fald i) i fald ɔ: dømme forfalden til kronen (på grund af at ledingen ej er udredt); hvilken iordt eyer bundne som saa ofverhørig sidder met nogen sin aarlig bundne redtzell og ey vill udtgive, tha mue the lade skure falldt udi theris gods som seg thermeth fortrykke ligerviis som for theris ledinge (1526). D. Mag. IV. 256; nogitt aff same gods er skurith uti fald oc giffuer huercken stud eller leding (1552). Rosenv., Gl. L. I. 187 (jvfr. sst. not. 4). Smlgn. Osterssøn Weylle: skursmænd. – indfri af fald ɔ: indfri fra at være forbrudt til kronen; ther Trelund bleff forbrott till oss och kronenn, vandritt hand eptther och indfriett samme gaardtt igienn aff faldt (1558). Rosenv., Gl. D. II. 270. Jvfr. sagefald. Til bet. 4) og 5) smlgn. brøde 2) og 3) ovf. s. 281. 6) tilfælde, begivenhed; vm nogher søndherlighe fald oppa komme, som konningen oc stadhen macht vppa lawe (1443). Kbhvns. Dipl. I. 172. som sig noksom tilbyde at lade høre, naar nogen saadan fald sker (1606). Khist. Saml. VII. 472. 7) kamp; han voffuer met kemper it fald. Grundtv., Folkev. I. 113 b. 8) fælde; Herren obenbarer for Dauid hans wuenners snarer, stamper, fald, styrtegraffue. Ranch. 88; Moth. Smlgn. Molb. Diall. og t. falle. 9) jordstykke, ager; thenndt ager i thenndt stacket faldtt østenn fra Huidberiig kiercke (1564). Rosenv., Gl. D. III. 19; lod jeg der so ru og bleff soedtt i dett store faldt, och same dag bleff soedt de 2 holdt faldt, jeg haffuer vedt suingelen. V. Simonsen, Eske Brock. II. 40; der var da i bymarken 19 fald jorder (1683). D. Saml. 2. R. II. 6. Smlgn. Molb. Diall. og Rietz: fall 2) og engfald ovf. Fald, no. 1) messen, hennis altere oc tienere schule paa noghen tiid komme wdi fald oc foragtt. P. Eliesen. 395. 2) der som deris prestegaard bleff affbrent aff vaade ild, heller kom ellers fald paa. Pallad., Visitatsb. 115.21. 5) sige i f. = skure i f.; eftersom samme gaard af tolvmænd skal være sagt i fald, udi hvilken forpligt han sig skal have forpligtet samme gaard inden tre aar at giøre lovlig eller og den at have forbrudt (1622). Arrebo. I. 275. 8) Smlgn. fuglefald.Fald, no. (isl fall) 1); thess (ɔ: husets) fald war stuoer. Matt 727 (1524; 1550: giorde it stort f.); CPV (u. lapsio og ruina); Etym 610, 1083. – se I.* 58 a. – løb, flod; TO b 1 (ovf. II. 813 a40); har sit flod og fald fra biergets rende - steen. Helt 191; lærdoms veld har lagt langt fra deris kam sin springekildis fald (1702). DSt 1909 38. 2); – at der skulde gaa fald paa deris rjge ved v-eenighed. Brochm I. 405 a. – på f. ɔ: i (til) skade; hielper syn brodher paa fald emodh Gud oc synn eedt (1512). KD II. 192-3. 2) og 5), se I.* 58 a. 6); VdSv 127 (ovf. IV. 817 a8). 8); MP 142 (u. decipula). 9); som liggher nordhen wedh klosthers jordh j then same fall (1474). DVb 59 (fl. g. sst.). Jf af-, an-, arve-, bag-, bark-, be-, bjærg-, bjærke-, botn-, bryde-, bøn-, dal-, dråbe-, død-, dør-, efter-, endelse-, eng-, fode-, for-, fra-, fugle-, græs-, halm-, hus-, hår-, høge- (II. 348 b11), ind-, is-, jord-, knæ-, koning-, lage- (II. 731 b26), land-, ledings-, lod- (II. 828 b31), mand-, med-, messe-, mis-, misge-, mod-, mose-, måneds-, neder-, nøds- (III. 265 b14), nød(s)- (III. 266 b28), odder-, oldings-, over-, sage-, segle-, sinde-, sjø-, skam-, skog-, sky-, skæl- (III. 757 a36), skætte-, sol-, stævne-, synd-, tand-, til-, træ-, ud-, u-, vatn-, vind-, våde-, væve-, åbodsf.Faldbur, no. fælde til at fange fugle. Moth.Faldgrav, no. faldgrube; om end min fiende mig nedtrycker oc graffver paa min faldegraff. Psalmedigtn. I. 394 b.Faldsmål, no. 1) = fald 5); skedet oc swo, at nogher forne werdughe fathers wortnede eller thiænere fulle for nogher merkeligh sagh eller brøde, swo at wii hathe nogher ræt eller faldsmaal meth them. Dipl. Chr. I. 17; tha standher theres delæ ther, som the gøræ gerninghen, ok bøthe theres faltz maal, som rætt er efther loghen (1466). Geh. Ark. årsb. V. 69; (1577). sst. IV. till. 23; theres faltzmoll ieg saa sætthæ ... hwer man som ther wor mez at slaa, skullæ meg xij pwnde gwldh giffue. Rimkr. h 6; (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 23; (1531). Rosenv., Gl. D. I. 45; lader thett ingennlunde vnder ethers faldtzmaal (1526). N. D. Mag. I. 32; nar the wele heller, at alt falssmaall scall dømmis till øls gijlde oc gestebudt, en anthen till Guds loff eller oc fattige menniskir till hielp. P. Eliesen. 161; den menige mand tog ved dette faldsmaal oc loffuede at vdgiffue det vdi sin tid til gode rede. Vedel, Saxo. 250; A. Berntsen. I. 6; da skal reebsmændene være pligtige under deris faldsmaal at komme paa marken. Chr. V. D. L. 1-18-2. Smlgn. bondefaldsmål. 2) forseelse; att the motte seg forware och wogte for altt faltzmaall, oc att the schulde icke forsee seg mett noghen brøde. P. Eliesen. 476.Faldsmål, no. Jf koningf.Faldslag, no. fælde; fugle-slag, faldslag, decipula. Comenius, Orbis pict. 154. Smlgn. slagbur.Faldslag, no. Jf slag 4).Faldstampere, no. stamper (støder i et stampeværk); siden stampede de dem (ɔ: kornene) med en faldstampere i stampeqværnen. Comenius, Opladne Dør. § 402 (= lat. pilo ruido, t. der fallblock).Faldsætning, no. forudsætning, antagelse. Moth. Falde, go. 1) i nuv. bet.; dat.: alt, hwat som oss til arff fial. (1397). Molb. o. Peters. 60; fyøl. sst. 173; feeld. sst. 235; hun fiall a knæ. Romant. Digtn. II. 163, 160 = fieldh. sst. I. 36, 32; fiøll. sst. III. 8.22 (= falt. Chr. Pedersen. V. 8.15); flt.: fullæ. sst. II. 143, 173 = felde, fielle. sst. I. 14, 46; fiællæ. sst. II. 176; fiølle. sst. III. 103.1; falle. sst. III. 157.13 (= følle, fiølle. Chr. Pedersen. V. 70.25; 107.9); han fial vti rætzell. Hell. Kvinder. 36.20. fiulle. sst. 87.8; – han for retzæl fiæl næth i sinæ knæ. N. D. Mag. V. 172; fiæld han nedær til heluedes. Lucid. 26; fiæll. sst.; flt.: fyulæ. sst.; fullæ. sst. 12; tha fiældh hwn paa sijnæ knæ. Mod. confit. 13; – Abram fiold paa grw. Gl. D. Bib. 1. Msb. 17.3; fiøl. sst. Josva. 17.1 (1550 begge steder: falt); flt.: fiøllæ. 1. Msb. 42.36; somt fiøld huoss weygen. Matth. 13.4 (H. Mikkelsen; Chr. Pedersen: falt); – det feld mig y sinde det att begær. Ranch. 196; hunn feldt vell siu ganng fra hest. Grundtv., Folkev. III. 328 b. – mith swerdh fall vdh. Rimkr. c 4; flt.: folde. sst. q 4; fwldhæ. sst. e 1; then odensdagh, som sancti Olaui regis dagh uppaa faldh (1503). Rosenv., Gl. D. I. 29; baade stegt oc saadit fald der paa iord. Herm. Weigere. 66v; flt.: fiølde. sst. fort. 4; fulde. sst. 38v; der fald noget. P. Syv. II. 73. – flt.: wii følle alle ned til iorden. Ap. G. 26.14 (Chr. Pedersen, 1550; 1589: fulde); de fulde for sancti Hansis føder. Chr. Pedersen. I. 99; fulde hussene ned paa hannem. Vedel, Saxo. 15; bulder aff bygninger, som fulde paa iorden. B. Tott. II. 187; da fulde de wendiske stæder igien til føye. Holb., Bergens Beskr. 1757. 216. – dat. f. m.: skedet oc swo, at nogher forne werdughe fathers wortnede fulle for nogher merkeligh sagh. Dipl. Chr. I. 17; hand skulle vel beuare den store guld kede, at hun fulle icke aff hannem i søffne. Chr. Pedersen. V. 357.29; hand falder farligere, end hand fulde aff it lofft. Jes. Sir. 20.20. – l. tm.; icke skullæ thet haffuæ fulleth aff myn hand. Romant. Digtn. III. 157.15 = fallet. Chr. Pedersen. V. 107.11. Smlgn. Molb. Diall.: falde; Lyngby, Udsagnsordene i j. Lov. 22, 86; Varming. § 207; Kok, Sønderj. Folkespr. I. 117. – virk. ved et fald bringe i en vis tilstand; hand falt ned oc falt Mariam død, som stod under kaarsset. Hvitf. VI. 146; den er slagen i hiel, den er falden sin hals i to. Synders Speigel. II. 99. – rejser mand hus, da bør det fæstis ... giøre de det ikke, som huset rejst haver, og det falder nogen mand til døde. Chr. V. D. L. 6-10-11. – f. i bag ɔ: a) gå i baglås. Moth. – b) sidde uden at bestille noget. Moth. – f. i brot ɔ: have ligfald; thet førstæ en man falder i broth, tha scal man taghe en hund oc taghe hans gallæ oc giuæ then, ther pinæn hawer. Molb. Gloss.; jvfr. sst.: brot. Smlgn. isl. falla í brott. – hun er falden omkuld ɔ: har født. Moth. Smlgn. på faldende fod b). – hun faldt næsegrus på ryggen ɔ: gjorde forstilt modstand (mod forførelse?). Moth. – f. på fod ɔ: blive affældig, svag; tha ieg bleff gammel och faldh paa fodh. Rimkr. d 1. Smlgn. på faldende fod. a). – f. ud af en stige ɔ: blive hængt. Moth. 2) have ligfald. Moth. Smlgn. faldende sjuge ndf. 3) give sig til; huad øll, de fallet hafuer at driche udi saadan forbud, det maa fra dennem tagis. Rosenv., Gl. L. V. 503. Således forklaret af udg., se anf. st. 609 jvfr. f. til a); måske meningen er: hvad øl de ej have fåt drukket. jvfr. bet. 4). 4) svigte, høre op, forsømme; faller knabe eller at warthe eller wæckt. Rosenv., Gl. L. V. 25 = forsømmer. sst. V. 39; thet ær ænghen ledhræ æn oss, at ther scal gutz thienestæ fallæ wtj wor domkirkæ. Hübertz, Aktstk. om århus. I. 2; skal fornefnte messe ingenlunde falde (1457). D. Mag. VI. 83; hannem falt baade raad oc mod. Hvitf. II. 337. 5) blive dømt, være skyldig at bøde; faller han ther for rættæ oc taber syn sag (1492). Fyenske Aktstk. 39; hand schal wære fallen konningen, raadet, huer tre danske marck (1551). sst. 56; for sligt uhørsomhedt vere falden for iiij løde march guldt (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 12; (1562). sst. V. 43; fyndis handtt oc inthett att vere Joen Mattssen falden utthi then sagh (1545). Rosenv., Gl. D. I. 86; om de icke er faldenn till dieris herschap oc burde derfor att bøde (1567). sst. III. 54; om nogen bliffuer kerdh aff annen oc han faller y sagen (1549). N. D. Mag. I. 93; hues sagefald, penitentz oc straff for bands sager, som kronens oc adelens bønder vaare faldne til dennom. Hvitf. IX. a 2. Smlgn. forfalden. – falden af loven ɔ: dømt uden at have efterkommet dommen; Lauritz Rostrup var fallenn hannom aff lougenn i thett stedt, att hand icke haffuer fuldgiortt samme gode mends dom ... thenn manndt, som er fallden aff lougenn thill sine thre march, icke maa nogen tiltale udi nogenn rettergang (1568). Rosenv., Gl. D. III. 64. Smlgn. lovfalden, nederfældig. 6) f. af ɔ: gøre udfald; tre hundred mand, som faldt aff slottet met røstet haand. Lyschander, Calmarnske Triumph. b 3. 7) f. an ɔ: angribe; de krigsfolck falt an som myrer oc bi. Lyschander, Calmarnske Triumph. b 2; adoriri aliqvem jurgio, falde en an med skiænden. Nucleus latinit. 1116; falder an paa. sst. 8) f. bi ɔ: falde (en) ind. Moth. Smlgn. t. beifallen. Se også bifalde. 9) f. fra ɔ: dø bort fra; thynn kære ffader ffyøld ffra meg (1521). V. Simonsen, De dske. Ruder. I. 214; ieg war mig saa lidenn en barnn, der mig fold moder fraa, min stymoder mig bortt-sennde. Grundtv., Folkev. II. 145 a. Smlgn. V. S. O.: falde 23 b). 10) f. i ɔ: falde ind i, angribe, gøre landgang; Assur, som er nu falden i vort land oc haffuer nedtrædt vore huss. Mik. 5.4 (1550, Luther: in unser land gefallen ist; 1607: kommer); tenckte, fienderne vaare falden i trotzen. Hvitf. III. 9; de Dantziger skulle fallet i land ved Belt oc der brendt nogle byer. sst. V. 98. 11) f. over ɔ: overfalde; de fulde hannem offuer met skreg oc raab. Psalmedigtn. I. 58 b. 12) f. (ind) på ɔ: a) tilfalde; om hans broder døde, saa at Norgis rige da vilde falde paa hannem oc hans børn. Hvitf. III. 232. – b) angribe; Josue ok al hæren kom amoth them, ok the fiøllæ pa them. Gl. D. Bib. Josva. 11.7; facere impetum in aliqvem, at falde ind paa nogen. Steph., Nomencl. II. 602; de vilde falde paa landet med al deris gandske krigs-mact. P. Resen. 96. 13) f. sammen ɔ: komme i strid; frygther ieg, ath allmwen och the falle sammen oc slaa hind anden (1523). Allen, Aktstk. 37. 14) f. til ɔ: a) give sig, komme til; falt hand strax til at formane oc bede hannem. Vedel, Saxo. 168; Niels falt hasteligen til oc lod affbryde it skønt huss, som biscopen selff haffde ladet opsætte. sst. 395; der kong Christofer vaar rømt aff landet fraa dennem, da ere nogle falden til at velie hertug Valdemar til koning. Vedel, Hundrede Viser. nr. 42; falde til at gøre en hastig ed. Moth. – b) slutte sig til, gå over til; alt stridsfolckit drog hen op oc falt til. Josva. 8.11 (1550, 1607: fulde til; Luther: fielen zu); falt meget aff Israels folck til dem. 1. Makk. 2.16; erckebiscop Eskild falder til kong Knud. Vedel, Saxo. 310; der vdi hand giffuer til kiende, mange at verre falden til kietterj. Hvitf. VIII. 148; dersom en vdaff legren forreyser och falder til fienderne (1611). N. D. Mag. III. 179; – c) anfalde; der Judas saa, at Bacchides vaar selff paa den høyre side met den største mact, da falt han der til oc forferdede dem. 1. Makk. 9.14; it remedie mod sin verk, hvilcket hand brugte, saa offte hand fornam, at vercken falt til. N. M. Aalborg, Lægeb. 194. 15) f. ud ɔ: gøre udfald; som skulde affuerie fienderne paa slaattet, at de icke falde vd. 1. Makk. 4.41; om de beleyrede falder ud, saa drifvis de igien til rygge. Comenius, Opladne Dør. § 718. 16) f. ved ɔ: synes sandsynligt. Moth. 17) tm.; (gå, stå) på faldende fod ɔ: a) være brøstfældig, svag, udlevet; parietina, gammel mwr, weg eller andeth, som stor paa fallende fod. Vocab. 1514; siiden werden ganger paa faldende fode. P. Eliesen. 428. – b) frugtsommelig; hun ridde saa fremmerlig til barsel oc gick saa nær paa fallende fode. Tavsen, Post. vinterd. 41; inciens, quinde paa faldende foede. Colding, Etymol. 215. Smlgn. Molb. Diall.: styrtegang. – f. rim ɔ: tostavelsesrim; faldende elder kvindelige riim. P. Syv, Cimbr. Sprog. 131. – f. siuge (sot) ɔ: ligfald; hadæ han then fallendæ sooth. Mandev. Rejse. 68.16; aurigo, fallende sot. Vocab. 1514; H. Smith, Vrtegaardt. 1546. 3; fallensoett (1547). D. Mag. III. 91; Palladius, Hosedjævel. e 1v; sacer morbus, fallende siuge. Colding, Etymol. 1087; fallende siuge, epilepsia. N. M. Aalborg, Lægeb. 121, 321; S. Paulli, Flora. Dan. 191 F; fallendesot. J. Holst, Oeconomia nova. V. 149. Smlgn. sv. fallandesot, Grimm, Wb.: fallend 1) og Sanders, Wb.: fallen. anm. samt falde 2) ovf. – l. tm. skikket; athaffwe droszedh och marsk i hwert righe, som ther er tha bæst fallen til effther righens radtz raadh (1436). Geh. Ark. årsb. II. 33; som the kunne merke mellom Gudh och them, at bæst ær ther tilfalden bothe righene fore at staa. Dipl. Chr. I. 19; nw worder ieg sla till ryddere, som ickæ ære faldne till. Romant. Digtn. III. 74.3; hwa ær ther bæst fallen till ath fare. sst. III. 156.24 = Chr. Pedersen. V. 51.7; 106.26. Smlgn. isl. fallinn. Jvfr. af-, an-, be-, bi-, ind-, neder-, over-, på-, sammen-, til-, ud-, undfalde.Falde, go. 1) også kaste sig; mange fiølle offuer stadsmuren, at de kunde fly och vndkomme. Rørdam, Monum. hist. D. I. 626. 7) f. an. Se u. forhaste 2); D. Mag. 4. R. VI. 71. 14) d) ramme, blive til del; nu falder armod oc fattigdom mig til. Pallad., Visitatsb. 38.13. Smlgn. tilfalde. Se også u. ryg.Falde, go. 1) – tm.; hans sveed er fuldet paa iorden. Brochm II. 351 b; se også ndf. 14 b). – virk.; ferskt saar er det, som nylige hugget, fallet, slaget, støt eller skudt er. H Smith, Lægeb f Bartskerrerne (1557) 9 (= faldet. Lb IV. (1598) 13). – f. itu ɔ: føde; jeg frygter hun vil snart falde itu. M. – se I.* 58 a; Luc 39 (ovf. IV. 937 b13); ApG 2010 (1524, ovf. sp a1, jf fang 1)); RdM I. 615 (ovf. II. 227 a30); KPs 355 (ovf. IV. 893 a49). – som søudtr.; de passe og paa baaden og befaler, hvilke af matroserne derudj skulle falde. ChrVS § 24, jf MO: fald! – f. til fode i overf. bet.; DgF III. 613 (ovf. u. beholde 2)); Gud er god for alle dem, hannem falder til fod. TK 99. – være, blive; KS 201 (ovf. IV. 779 a16); naar det nu falder saa, ad ingen svag[ɔ: r]e sager dig trycke i dit sind. TkH 218; en dristig mand det falder meget lett. GI 97; om samme qvinde falder herefter videre at mælde. Beretn 43, 80. – forekomme, findes; en kulsoort strandefugl der under landet falder. Hex 208, 123 (ovf. V. 176 b45); heste falde der gode oc stercke, dog icke store. Bernts I. 309 - 10; hvor de ere og falder, komme de i hundrede tal. DSt 1909 64. – gå, have udfald; Etym 133 (ovf. II. 857 b39). 4); Hvf IV. 414 (ovf. I. 435 b21). – lade f. (sv låta falla) ɔ: opgive; lod sligt forsett falde. RdAH aktstk 179; Hex 200 (ovf. IV. 42 b44). – forfalde, blive ledig; (1559). SmR II. 44 (ovf. III. 165 b23). 6) – svigte, blive ringere; dilabitur oratio, falder aff och bliffuer til intet. Etym 611, 1340 (u. torpeo); naar den gandske hær falder aff, saa er det fornøden at bevise alle naade. BT II. 45 (= l deseruit); faldt jeg af og blev en abegant. Schand b 4. 7), se I.* 58 a. Jf anf. 9) – forlade; Hvf VIII. 175 (ovf. III. 888 a41); LyschG e 3 (ovf. III. 376 b53); falde fraa til fienderne. Etym 362 (u. transeo), 377 (u. deficio). Jf bet. 14 b. Jf fraf. 10) – gå til, komme i; den største hob falde i mad lige som suin i deris tru. Mar i 7; condormisco, falder i søffn. Etym 331; Steph II. 289; den samme var fallit i alle helgens trop. Wiel X. 434. – gøre indgreb i; (1647). KD III. 281 (ovf. III. 195 a42). Jf if. – f. i ord ɔ: a) komme i tale (skænderi?); de falt i ord sammen. Jm 164. Jf ovf. III. 379 b52. – b) (sv falla i talet) ɔ: afbryde; BT II. 116 (ovf. u. afsked 2)). – f. i tale ɔ: komme på t.; incidit mentio, kom for eller falt i tale. Etym 134. 11) – træffe; VdS 134 (ovf. II. 827 b46). – løbe over; (1523). KD I. 319 (ovf. IV. 541 b34). Jf overf. 1). 12) – c) ramme, virke på; Jon 17 (ovf. II. 827 b44); lod den ene side bar oc beskytte den anden, som værmen falt først paa. VdS 32; Rch 186, 208 (ovf. I. 400 a18, 19). Jf påf. 1). – d) komme, indtræffe; der vinteren falt paa. VdS 328. Jf påf. 2). – 14 b); er the icke vordne ther offuer meenedighe och fuldne til fornefnte hertug (1535). ChrIII Hist suppl 23 (= faldne. Hvf IX. p 4). Jf hand 14 b). – også f. til med; somme falle til met bisperne, och somme falle til met hertugens befallings breffue. Allen 595. Jf tilf. 4). – f. til føge, se ovf. I. 828 a10. – d), se I.* 58 a. – e) passe; den ene finger ikke faldt til den døde haand (1576). DS2 VI. 318. – f) f. ind til ɔ: vende sig (bede) til; fald ind thill Gud och hanom paa kallde. Dmdo 28; som saae, hvor alvorlig kongen faldt ind til Gud. HiørP b 2. Jf indfalde 7). 16) – virke på; dennom, som ordet fald wed oc gick till hiærte. TSd 144v. 17); hvad fallend diul i helveds put. KragR a 5v. Se fallendivel, hvor den antagne forkl. altså bekræftes. 18) f. for ɔ: komme for (i); (1562). Rsv* V. 39 (ovf. u. bytte, go. 3)). Jf ovf. III. 750 b27 ff. – 19) f. hjem, se ovf. II. 208 b27. 20) f. hen ɔ: svinde bort; falder hen oc bliffuer slet til intet. Etym 458, 611 (u. dilabor); Steph II. 444, 447. Jf henf. 2). 21) f. ind ɔ: angribe, trænge ind i; irrumpo, falder ind med mact. Etym 1081; irruo, falder ind paa en. sst. 1084; Steph II. 821. Jf indf. 5). 22) f. under ɔ: hjemfalde til (blive skyldig); med høieste straf revses og som en bespottere falde under sværdet (1620). KhS4 III. 796. Jf ovf. IV. 243 b30. 23) lf. = bet. 1); sielden faldes klipper ned, i hvor grummig havet bruser. SD d 4. Også i Fsv, jf Sdw. – Jf bort-, efter-, fod-, for-, fra(n)-, fram-, he(de)n-, hem-, i-, ihiel-, knæ-, mis-, om-, synderf., s(j)elvfaldende, aske-, brest-, brød- (I. 282 a1), byg-, bøn-, dul-, hag-, himmel-, lag- (II. 725 b4), lod- (II. 828 b32), med-, natte-, nød-, sag-, sejer- (III. 699 b16), sol-, stud-, tilhobe-, vindfalden.Faldning, no. nedhisning, sænkning; kommer nogle de suenske orlougs skibe til kongl. majest. orlougsskibe, skulle de strax uden nogen segels strøgen eller faldning forsende deris søebreff til den danske admiral. P. Resen. 326. Smlgn. fælde.Fæld, no. = fald 1); vetus, gammell, som gaar paa feld. Colding, Etymol. 181. Vel snarest en jydsk form for fald, se ovf.; jvfr. Varming. § 74. 5. 2) = fald 5); forne Erich Boessenn iche paa theritz wegne ville udlegge till bonden theritz lougbøder eller felldt (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 79, 78. – setter i feld, mulctare. Colding, Dict. Herlov. – sige i f. ɔ: dømme forbrudt; marsk Stigs slect og neste arffuinge beholt hans gods, som icke bleff sagd i feld, fordi at hand haffde lowligen wndsagd koning Erick. Vedel, Hundrede Viser. nr. 32. 3) brøstfældighed, slet tilstand og erstatning for en sådan; der skal derfor hwert tredie aar tages aasyn over præstegaardene, og erstatning for fæld opkræves (1570). Theol. Tdskr. 1872. 122; anno 1624 jeg samme gaard for felle och anden betenchende schyld affhende. D. Saml. IV. 8; gaarden at lade vurdere og forlods ud paa dens brøstfældighed lovlig fæld at tage af beste gods. Chr. V. D. L. 2-12-4. – sige (kende) i f. ɔ: erklære noget for brøstfældigt, så det må ombygges el. erstatning gives; dersom nogen anden gang derpaa vil lappe og gjøre ild paa steden, som bymændene siger ganske i fæld, skal atter nedslaaes (1635). Hist. Tidskr. V. 552; lader hand (ɔ: godsejeren) paa gaarden opkrefve siunsmænd, som kiender bonden i fæld ... udvises hand (ɔ: fæsteren) da aff gaarden oc fra hannem tagis udi fæld (det er bøders udgifft, saa vit hans gaard er kient at være brystfeldig for). A. Berntsen. I. 109; Fæld, no. fjæld; om natthen lage the wyth fællyt. Romant. Digtn. III. 22.10. Smlgn. slutningsbemærkningen u. fænden.Fæld, no., se I.* 65 b.Fæld, no. 1); som dog nu siunes at være paa felde. Hasenm c 1. 2); (1492). Tvd 2832 (ovf. III. 834 b47). 3); raadne gierder kand snart gaa feld paa (1624). Web 91. 4) = fald 9)? bygge seg enn salther boedt paa same fæld emod stranndenn indtiill strand ieyrenn (1561). Stbb 36. Jf not 11 sst. – Jf gård-, lag- (II. 725 b15), lim- (II. 801 b4), tilf. (IV. 352 b16).Fælde, go. 1) lade falde, kaste ned; kom for Stockholm met halfffierdesindstiue skibe oc felde hand sine ancker for Vangsøen. Hvitf. V. 216; siden de felde deris segel oc giffuer sig paa reysen. sst. VIII. 163 = sedhan the fälla theris segldt och giffua sig på resan. Ekdahl, Christiern. II. Arkiv. 1564. (Ordet er her brugt om at lade det til råen opbundne sejl falde, eller om at sænke råen med vedhængende sejl); den ene skal sit seyl ey for den anden fælde. Bording. II. 123; dett vor tha then lede lindorm, den løffue y gresiitt felde. Grundtv., Folkev. I. 137 a; hand Aller till iordenn feldde. sst. I. 362 a. 2) tage et stykke tøj af væven; thi iumfruer feldit denn wøff saa lang, denn eldste søster skaar wøffuen neder. Grundtv., Folkev. III. 393 a; da skulde hand rende hende en wæff, som hun aldrig skulde være mectig at felde. Lyschand. 92. 3) høre op med, miste; thaa feller han syn lyth oc wordher graa. Lucid. 49; huer en mand, hanum saa, the fielder liedtt och lydtt. Grundtv., Folkev. I. 146 b = the miste. sst. I. 149 a; thi liille smaa fulle, thi fellde therriis sanng for hinnde. sst. I. 107 a; saa fælder hun lyden for hannem. P. Syv. II. 244. 4) smulre (ved harvning); offringo, felde med harffue. Colding, Etymol. 477; Nucleus latinit. 474; bruger vi harffven til at skiule iordens sæd, hvilcket vi kalder først at felde oc siden at tilharffve. Gerner, Hesiodus. 106. Fælde bruges endnu i Kbhvns. amt om den første harvning efter pløjningen; ellers er ordet alm. om at pløje grønjord op, jvfr. V. S. O.: fælde 9); Molb. Diall. og Junge, Nordsj. Landalmue. 377; foruden de der anf. steder bruges ordet også i Salling, Fyn og på Falster; jvfr.: legge fallene, pløye første gang. Nucleus latinit. 1569 og Molb. Diall.: fald 5). Efter det sidst anf. st. ere de to. bet. dog næppe umiddelbart sammenhængende. Til bet. smulre smlgn. Rietz: fälla 3. 2). 5) aflede en flod. Moth. 6) dømme (skyldig); huad the fellæ, thet wære oc bliwe feld, oc huat the werie, thet wære warth. Rosenv., Gl. L. V. 27; sst. IV. 10; som bliffuer feld for meeneder eller for falsk wittne (1539). sst. IV. 191; intestabilis, fæld mand. Colding, Etymol. 1325; om hand ikke fældis paa sin bestilling, have dog forbrut trediesindstyve lod sølv. Chr. V. D. L. 1-5-9; sst. 5-3-18. Smlgn. Lund: fællæ; Schlyter: fälla 6); Sch. u. L.: vellen 4). Fælde, go. 1) – om træer; felle, kløffue och opsette wedden. ChrIV* III. 204; at aldelis ingen træer, huad heller de mercket eller vmercket ere, feldet vorder (1669). Tdskr f Skovv XXB 122; – strax at træet var paa rooden fældet af. Wiel XII. 534. – f. tår(e), se ovf. IV. 512 b5 f. – dræbe; ieg vil lade felde hannem met suerd. 2 Kg 197 (1550, 1647); – give hiorten fang, fælde. NL 421 (u. figo). 3); KLp c 4v (ovf. IV. 237 a25). 4), se I. 499 b9; der som mand feller grønsuaren och legger brede furer (1601). NkS 351d (4°) j 8v; den (ɔ: jorden) skall felliis wdj augusto oc wdj septembrj skall den eriis (1601). sst. k 2. 5); DL 5-11-7 (ovf. IV. 197 b23). 6) – underkende, forkaste; HM 33 (ovf. II. 723 a26); Rsv III. 117 (ovf. IV. 659 b46), se også u. fald 5). – få underkendt; skal sandemends fald were til bunden, thennom felder (1558). Rsv* IV. 267. 7) sammenføje (træstykker); coasso, felder i hin anden, felder sammen. Etym 106, 755 (ovf. III. 770 b1); NL 51. Jf af-, ind-, nederf., magfældes, græs-, lag- (II. 725 b19), sam-, ufæld(t), samfælds. Fælde, no. vindfælde; hwor som bonde oc brydiæ haffue fællitz skouw sammen, ther nyde hwer vdi fælde, som han haffwer i grwnden (1492). Geh. Ark. årsb. V. 79; betrædis nogen i skov, og der haver taget læs enten af nedblæste greene eller fælder. Chr. V. D. L. 6-17-28.Fælde, no.; itt hundrit less wedt aff forrodene treer och filder (1572). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 193. Jydsk form, jvfr. Varming. § 79. 2. Fælde, no. (svd fälla), se I.* 58 a. 2) (isl fella) i nuv. bet.; CPV (ovf. IV. 100 a50); Etym 164; beuare mig fra misdederis felder. Ps 1419. Jf fange-, muse-, til- (IV. 352 b16), vatn-, vindf. (IV. 831 b37).Fældende, no.; på f. ɔ; mod slutning, ved at gå under; saa kunde der ocsaa ske (besynderlige nu verden er paa feldenden) mange vnderlige tegn. Tidemand, Post. I. 6; det gothiske regemente nu moxen var paa feldenden. Lyschand. 119; verden er paa feldenden. S. Povelsøn. 238; hand var høyeligen foraarsaget at komme sit fæderne rjge, som nu var kommet paa den yderste feldende, til hielp. P. Resen. 211. Smlgn. Rietz: fallänna.Fældende, no.; verden er nu paa felde enden. Brochm I. 568 a.Fældgammel, to. affældig; der boer enn feld gammell maand, som ehr wid 90 aar. Grundtv., Folkev. III. 317; som stødstafven hiælper paa den fældgamle oc rafvende mand i sin gang. Jac. Faber, Ligpr. o. Hans Svane. 217.Fældeport, no. faldport; then felle porth segh neder skiødh. Romant. Digtn. I. 24 = fallæ porth. sst. II. 153. Fældig, to. 1) som snart vil falde, forfalden. Moth. 2) skyldig, domfældt; om noger mand motte sytt godtz eller eydomm affhende, thenn stundt hand vor feldig till syne III marck eller oc stodt for nogenn mans diell (1537). Rosenv., Gl. D. II. 23; epttherthii Hanns Fynboo haffver icke sagdt sanndingenn theruti, att same hest vor hanum stollenn fraa, tha bør hanum therfore at vere feldig, oc thenn sag at hennge hoss hanum (1561). sst. II. 308. Smlgn. Sch. u. L.: vellich, nederfældig og retterfældig ndf.Fældig, to. 2) ingen list eller lempe forglemme the heller, ath the kunde gøre menige mand feldige meth sig, ath ingen skal bliffue orsage. D. Mag. V. 270.Fældig, to. 1) – faldende; saa snart som træet da til jorden feldig runger. Wiel XII. 534. 2), se I.* 58 b. – Jf af-, brest-, brøde- (I. 282 a4), byg-, dul-, fra-, lim- (II. 801 b23), mag-, med-, sag-, sammen-, sorg-, straf-, til- (IV. 352 b38), udf.Fælding, no. 1) sammenføjning; coassatio, felding, sammenfelden. Colding, Etymol. 10; Pontopp., Gram. Dan. 145. 2) led, bøjle? en bolth met xij fellinger (1495). D. Mag. 3. R. III. 285. 3) domfældelse, ærestab; handt var Joen Mattssen faldsmaall plicthig for huer gang, handt utthi samme felling hagde giortth tough ... the tough, som sandhemendt hagdhe giortt utthi samme feldingh (1545). Rosenv., Gl. D. I. 85; dennom, som for samme springhuall er ransuoritt, aff saadann felding oc ranstoug quit at vere (1559). sst. I. 268; naar vidner alleene for processen beskyldis og ej deris ære og fælding angaar. Chr. V. D. L. 1-13-26.Fælding, no. 3) rettere idømmelse af bøder, jf SR II. 579 a. Jf af-, byg-, neder-, sammen-, segl-, tandf.Fældingsdom, no. = fælding 3). Mogens Gøie mett liden rett kunde saa offenttlig skielle paa hannum, førend nogen fellingsdom war hannum offuergangen (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 173; en felldings-dom, hannom till Føenboe landtzthing war offuergangenn for, ath handt medt sine medtbrødre viii sandmendt, haffde quitt suoritt Niels skriffuere for wolldt (1595). sst. IV. 439.Fældingshælde, no. en fodlænke, hilde (af vidjer). Moth. Forklares her: en helde af vol, med en snødder i den ene ende og en fælding i den anden; jvfr. V. S. O.: snødder. Smlgn. Molb. Diall. 682: fælling. Fældingssted, no. led, ledemod. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: fællingsted.Faldbom, no. (mnt valbom); porten har stenger oc faldbomme. ComD § 615.Faldelås, no. slags lås; døren med een aaben falle laas og nøgel (1690). Herreb 18. Jf t fallschlosz ɔ: smæklås?Faldeport, no., se fældep.Faldelig, to. brøstfældig; som skrøbelicht, fallelicht oc forgengelicht ær. T 553 33.Faldelse, se overf. Faldendsottig, to. havende faldende sot (epileptisk); dette amuletum oc pilehylds-kiede, som om den fallend-sottigis hals hafuer værit hengt. FD 129 Bb, Aa.Faldere, se overf.Fa[æ]lding, se brot-, lagf. (II. 725 b39).Fældeland, no. jord, der skal fældes (se l2); Reenb I. 61 (ovf. V. 185 b53).Fældsmål, no. tilfælde; Moisi loff i sodanne feldzmaall lader barnen i faderens eghen redt. LthÆ b 4, c 1v (ovf. V. 228 a36). Fældelig, se lim- (II. 801 b15), samf.Fældelse, se tand-, tilf. (IV. 711 b30).Fældighed, se af-, brest-, byg-, ind-, lim- (II. 801 b39), sam-, sorg-, tilf. (IV. 353 a2).Fældingsbud, no. bud om at skulle fældes; naar vor føde-stamme af dødens segel faar det sidste feldingsbud (1702). DSt 1909 47. Vis mere +