BæstBæst, no. 1) dyr; disse tu forgifftige best (ɔ: slanger). Vedel, Saxo. 197; lige som andre u-melende best giøre de det saa. Synders Speigel. II. 207; thend neffn, the paathagne waer att sige paa en dødtt hest ... eptherthi huercken lougen eller recessen tillholder neffn paa saadanne døde best at mue thagis (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 169. 2) hest; at enten menniske falder derpaa eller fæ eller bæster. Chr. V. D. L. 3-13-48; sst. 5-8-9; mand faar at pløge med de bæst, mand har. P. Syv. I. 316; beholdt hverken bæster eller kvæg. P. Resen. 246, 401; (1699). Geh. Ark. årsb. VI. till. 39. Smlgn. A. Larsen, Optegnelser. 3) som skældsord om mennesker; slog dog sine brødre, som en best. Ranch. 72; den slemme best. sst. 81, 315. Da ordet er ik. i Norsk, se Aasen: beist, og Nt., se Sch. u. L.: best, er fk. vistnok kun jydskhed, skønt det i Sv. er hank., i Ht. har været hunk., se Grimm, Wb.Bæst, no. 1) fk.; er same wildfarilsæ icke menniskelig nar hwn forwandler mennisckin til een bæst. Gensv p 4v; Mar (1580) n 2 (ovf. IV. 700 b50). – ik.; en myre, som er it foracteligt bæst. SkP 896; GFK 25; Naur aa 3; Schand n 4. 2); den vilde bæst Bucephalus. VdP 8. – Jf arbejds-, bag-, bakkelse-, helved-, maske-, mule-, plids-, segle-, trækkeb.Bæstefri, to. fri som et vildt dyr; om du ellers gider noget baarit oc vil icke slet løbe bæstefrj. Jersin, Via vitæ. m 2.Bæste, go. slæbe. Moth. Smlgn. asne.Bæstisk, to. dyrisk; at menneskelige foster haffuer bestiske ansict. Jersin, Mirakler. i 6v; de drucken giorde svermer tager galet af sted paa bestiske maneer. Comenius, Opladne Dør. § 824; de bæstiske iødiske hunde. Kingo, Psalmebog. 612.Bæstetro, to. tro, som et dyr kan være; jeg løstis ved at mindis den bæste-tro natuur. SortS 64.Bestie, no. (l bestia, sv bestie) = bæst 1); ieg troer, det gielder disse bestie paa. VdP 103.Bæstig, to. = bæstisk; hand kedis ved det haarde bestig leffnet. Hvasz dedik b 2. Vis mere +