kanut
substantiv, fælleskønBøjning
Udtale
Oprindelse
fra nedertysk karnute 'kammerat', vistnok fra frisisk karnütje egentlig 'tornirisk, finke, lystig kammerat'
mand eller dreng som har et bestemt særpræg eller tilhører en bestemt gruppe; fyr, rad SPROGBRUG sjældent uformelt
Ord i nærheden
Henter ...
Det er en stædig kanut, der sidder i formandsstolen