hird substantiv, fælleskønBøjning-enBøjningsformerhirdenUdtale[ˈhiɐ̯ˀd]LydskriftEksempelUdtalePræcis IPAˈhovedtryk: stavelsen efter dette tegn skal betoneshhøne[ˈhœːnə]himilde[ˈmilə]iɐ̯mor[ˈmoɐ̯]ɐ̯ˀstød -- ordet hund har stød, ordet hun har ikke stødddanske, noter, gut[ˈdansgə] [ˈnoːdʌ] [ˈgud]d̥ Oprindelsefra oldengelsk hired 'husstand, en konges følge', sammensat af stammen i det ord som indgår i norrønt hjón 'ægtefælle, tyende', oldhøjtysk hiwo 'ægtemand', hiwa 'ægtehustru' og råd i en ældre betydning 'omsorg' Betydninger 1. følge der beskytter en konge, en fyrste el.lign. især om forhold i Norden i vikingetiden og ældre middelalderSynonym livvagtOrd i nærhedenskjoldmøjomsvikinglandnamsmandhirdmandvikingehærværing Henter ... Henter ... Rolf havde altid en hird af tapre krigere om sig NiJens90Niels Jensen: Danske heltesagn I. Gyldendal, 1990.1.aoverført gruppe af personer der hjælper eller støtter en bestemt personOrd i nærhedenhjælperforbundsfælleallieretbackinggruppesoldatforstærkningbeskytter Henter ... Henter ... Her stod han så, midt i sin hird af underdirektører Pol99Politiken (avis), 1999. Orddannelser Sammensætningerhirdmand Vis mere +