dignitar
substantiv, fælleskønBøjning
Udtale
eller 
Oprindelse
fra middelalderlatin dignitarius, afledt af dignitas 'værdighed', afledt af dignus 'værdig'
(kirkelig) person med højt embede eller meget fremtrædende placering SPROGBRUG sjældent
Akademirådets lærde dignitarer, der er så optaget af deres kunstteoretiske drøftelser