Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog

kerogen

substantiv, intetkøn eller fælleskøn

Bøjning

-et eller -en, -er, -erne
Bøjningsformer
kerogenet eller kerogenen
kerogener
kerogenerne

Udtale

LydskriftEksempelUdtalePræcis IPA
kkulde, ekko[ˈkulə] [ˈεko]g̊ʰ
eminde[ˈmenə]
ɐ̯mor[ˈmoɐ̯]ɐ̯
ofoto[ˈfoto]
ˈhovedtryk: stavelsen efter dette tegn skal betones
ggå, danske, gik, gig[ˈgɔˀ] [ˈdansgə] [ˈgig] [ˈgig]
eminde[ˈmenə]
ˀstød -- ordet hund har stød, ordet hun har ikke stød
nnoder, ånder, han[ˈnoːðʌ] [ˈʌnʌ] [ˈhan]n
 speaker icon

Oprindelse

af græsk keros 'voks' og -gen

Betydninger

 
fossilt organisk materiale som findes i olieskiffer og andre sedimentære bjergarter, og som omdannes til olie ved opvarmning
Kerogenen i olieskifer kan konverteres til olie gennem den kemiske proces pyrolyse
Olie dannes naturligt ved opvarmning af organisk materiale (kerogen) i sedimentbassiner, normalt i 3-4,5 km dybde afhængigt af temperaturen
Olieskifer er stenmateriale, som indeholder kerogen, hvorfra syntetisk råolie kan udvindes under opvarmning til meget høje temperaturer
Rapportér et problem Citér fra Den Danske OrdbogDette ordbogsopslag blev første gang publiceret i 2020.

I andre ordbøger

I andre opslag