Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog

-ium

suffiks
i bet. 3 også i formen: -ie

Bøjning

i substantiv intetkøn (bet. 1):
Bøjningsformer
..iet-iet
..ier-ier
..ierne-ierne
  i substantiv intetkøn (bet. 2):
Bøjningsformer
-iummet-iemet
  i substantiv fælleskøn (bet. 3):
Bøjningsformer
..ien-ien
..ier-ier
..ierne-ierne

Udtale

-ium:
LydskriftEksempelUdtalePræcis IPA
-del af ordet udeladt
imilde[ˈmilə]i
ɔlunde[ˈlɔnə]ɔ̟̝
mmalle, stemme, ham[ˈmalə] [ˈsdεmə] [ˈhɑm]m
eller
LydskriftEksempelUdtalePræcis IPA
-del af ordet udeladt
jmaj[ˈmɑjˀ]j/i̯
ɔlunde[ˈlɔnə]ɔ̟̝
mmalle, stemme, ham[ˈmalə] [ˈsdεmə] [ˈhɑm]m
  -ie:
LydskriftEksempelUdtalePræcis IPA
-del af ordet udeladt
imilde[ˈmilə]i
ədanske[ˈdansgə]ə
eller
LydskriftEksempelUdtalePræcis IPA
-del af ordet udeladt
jmaj[ˈmɑjˀ]j/i̯
ədanske[ˈdansgə]ə

Oprindelse

fra latin -ium, sideform til -um, intetkøn af adjektiver på -us

Betydninger

1.
bruges til at danne substantiver i en række indlånte ord af græsk eller latinsk oprindelse
grammatik
2.
betegner en kemisk forbindelse, typisk et grundstof

Ord i nærheden

Henter ...
grammatik
3.
bruges i navne på planter og andre biologiske strukturer
grammatik
Rapportér et problem Citér fra Den Danske OrdbogDette ordbogsopslag blev første gang publiceret i den trykte version af ordbogen i 2003-2005.

I andre ordbøger

I andre opslag