Fremtidige planer

Et arbejde under udvikling

Arbejdet med ODS på nettet er ikke tilendebragt. Der mangler søgefaciliteter, vi finder stadig fejl som er opstået i processen med at digitalisere ordbogen (jf. Fra bog til skærm), og vi kan stadig arbejde med at præsentere en ordbogsartikel mere overskueligt.

Alligevel har vi i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab valgt at gøre online-versionen af Ordbog over det danske Sprog offentligt tilgængelig allerede nu. Vi mener at selv en endnu ikke fuldkommen online-version af ordbogen er bedre end slet ingen, og vi håber at dette vil give mange mennesker lyst til at gå på opdagelse i de mere end 180.000 ordbogsartikler – hvad enten det er trofaste kendere af værket eller helt nye brugere der møder det for første gang.

Fremtidige planer for ODS på nettet

Søgemuligheder

Vi vil naturligvis forbedre søgemulighederne efterhånden. Først og fremmest vil vi arbejde os hen imod fuldtekstsøgning (i al tekst i ordbogen) og søgninger der er begrænset til fx citater.

Opmærkning

I slutningen af 2008 regner vi med at påbegynde arbejdet at genkende de forskellige elementer i en ordbogsartikel i ODS, hvilket er en forudsætning for at vi kan forbedre søgefunktionen. Som næste skridt regner vi med at genkende de belæg (citater) som nævnes i en ordbogsartikel. Ved at sammenligne med oversigten over vores kilder vil vi kunne angive et præcist årstal for hvert enkelt citat, og på længere sigt vil vi dermed kunne lave søgninger på tværs af ordbogsartiklerne, for eksempel “alle opslagsord der optræder første gang i 1700-tallet.” Eller “alle substantiver som er indlånt fra arabisk.”

Forklarende tekster

Bind 28 i Ordbog over det danske Sprog består dels af en vejledning i brug af ordbogen og dels af diverse lister over forkortelser, lydskrifttegn osv. Vi vil i løbet af de næste måneder gøre nogle af disse lister tilgængelige online.

Tilbage til “ODS på nettet”