I. Vind, en. [ven'] flt. -e ell. † -er (Holb.Hh.II.299). gl. (i rigsspr. ubrugelig) bøjningsform (egl. dat. ent.) vinde (se u. II. hakke 4.3. jf.: komme i vinde, komme i godt humør. UfF.). (glda. wind (Brandt.RD. I.308) (sml. æda. stednavn Windum. KHald. Stednavne paa -um.(1942).106), sv. no. vind, oldn. vindr, vind, luft, (livs)aande, eng., ty. wind, got. winds; sa. ord som lat. ventus, vind (jf. Ventil); opr. præs. part. af et verbum m. bet. “blæse” (se I. vaje); sml. V. vinde, I. vindig   i æda. og glda. foretrækkes (i bet. 1) det ensbetydende Vejr (2), der er næsten eneraadende endnu i bibel-overs. 1740 (Vind forekommer her if. EEwald.Den Bibelske Concordantz.II,2.(1749).942 kun 3 gange), mens overs. 1819 af Nye Testamente (if. Levinsen. Verbal-Concordants.(1856).964) har Vind (ca.) 10 gange) 1) (jf. Luft 7) en (af trykforskelle i atmosfæren fremkaldt) bevægelse i de nedre luftlag, hvorved luftmasser strømmer fra et sted til et andet (i visse tilfælde ogs. om vindretning); dels om støt, jævn bevægelse (jf. Med-, Mod-, Passatvind ofl.), dels (noget sjældnere) om enkelt(e) vindstød, kast (jf. Kaste-, Kave-, Storm-, Stødvind); navnlig om bevægelse, der følger jordoverfladen (jf. dog forb. vinden er op og ned (se op 17.3), Faldvind samt (fagl., spec. (svæve-)flyv.) Opvind. Svæveflugt (foretages) oftest langs en Skrænt, hvor Vinden tvinges til Vejrs, hvorved der dannes saakaldte Opvinde. Sal.²XXVI.1000. Sportsleks. II.285) og undertiden m. særlig tanke paa gunstighed, egnethed til et bestemt formaal (jf. Møllevind)   Vind bruges (uden karakteriserende adj.) i alm. (ikke-fagl.) spr. som sammenfattende betegnelse for moderate vindstyrker som Blæst, Brise, Kuling, Luftning, sjældnere om Orkan, Storm (jf. Stormvind)   ordet indgaar i talrige faste forb., som især tilhører fagsproget (møl., meteorol. ell. navnlig ), og hvoraf kun et udvalg meddeles ndf.    1.1) i al alm. (disse skibe) sejlede vel naar det var Vind, og roede snart naar det var stille. LMFasting.VT.19. Vinden tog i hendes Kaabe. HCAnd.(1919).I.96. *Klart over Mark i Kampens Stund | Bar Vinden hans Kommandoraab. CKMolb.SD.211 (jf. u. bet. 1.3). *Blæsten klapper kærligt | din tynde Kjole mod Knæet, | Vinden tegner varsomt | dit unge Skød, der vandrer! JVJens.Di.28. Det er Skyer med Vind i (dvs.: der giver blæst), som Havfiskerne siger. ErlKrist.(Pol.¹²/₉1937. 13.sp.3). ca. 10 m Vind (dvs.: med en hastighed af ca. 10 sekundmeter). MaskinbogLandm.248. en haandfuld, hatfuld vind, se Haandfuld, Hatfuld (og jf. u. Møllehat). kvart af vinden, se I. Kvart 2.1. en kraftig osv. vind af (jf. af 1.2) ell. fra (VSO.) nordvest ┆ yderst sjælden . . drives godt Fiskeri med Vinden af den Kant. Fiskeritidende.1887.394.   i forb. m. adv. Vind agterind. Sø Lex.(1808). vinden (er) stik imod, tværs, se III. stik 1.2, tværs 1.1.   i udtr. for vindstille. *nu var Veiret stille, der hørtes ingen Vind. Søtoft.Panth.85. *Den lune Luft laa stille, uden Vind. Jørg. BR.55. jf. bet. 1.3: der rører sig ikke en vind, se III. røre 7.2.   i (sideordnet) forb. m. andre subst. (der betegner naturgenstande, -foreteelser). *Noahs Ark, for Storm og Vind, | Som et Vrag hist flyder. PAHeib.(Lommebog f.Historie og Selskabelighed.(1795).118). Vind og Væde (havde) spillet Herre paa Slottet. Pont.DR. I.4. sol og vind, se I. Sol 2. vind og vejr(lig), se Vejr 2.2, I. Vejrlig 2.1 og 3 (samt II. vende 2.6). vind i sejlene, vingerne olgn., se I. Sejl 1, I. Vinge 2.4 beg. – (ofte styret af præp., jf. bet. 2) i forb. m. betegnelser for vandet, havet (især i udtr. for, at et fartøj er paavirket af ell. prisgivet naturkræfternes indflydelse): (for, (i)mellem, (i)mod) vind og strøm, se for sp. 169⁴³, I. ligge 8.1, Strøm sp. 531³⁵, 532⁴², jf. Feilb. baade Vind og Sø (Chr.VI: været og havet) ere ham lydige. Marc.4.41. (skibet) dampede rask afsted imod Sø og Vind. WCarstensen.Ombord og iland.(1878).226. Skibet (ligger) i en Retning, der . . afviger mere eller mindre fra Vindretningen; Skibet siges da at ligge mellem Vind og Sø. Sal.XVIII.306. D&H. *En Sømand har sin Enegang | som Fange paa en Ø. | Lyt til en simpel Enesang | imellem Vind og Sø! JVJens.VL.114. *Toe Skibe satte Cours til Asien at fare . . | Gid baade Vind og Vand dem føye hen og hiem. ChrFlensb.DM.I.86. Matroserne (smurte) jakke og benklæder ind i tjære for at gøre dem modstandsdygtige over for vind og vand. Vikingen.¹/₂1951.13.sp.1. Skibet blev ramt mellem Vind og Vand (dvs.: i vandgangen). Scheller.MarO. se ogs. Röding. VI.sp.920 og u. II. Vand 2.2. – (glda. d. s. (Brandt.RD.I.308); jf. vild og vove u. II. Vild; nu mindre br.) i forb. vind og vove: *Til Frydesang (gud) vender Graad, | Saa let som Vind og Vove. Grundtv.SS.III.431. I Mandags Aftes lagde Vind og Vove sig, Fiskerne fik travlt med at agne deres Bakkekroge. HjørringAmtstidende.¹²/₁₂1885.2. sp.1. efter præp. (navnlig for): *Vi Bølgen pløje helst med Fred, | I Kamp med Vind og Vove. Grundtv.SS.IV.359. (roret tvinger let skibet) at holde den lige Linie trods Vind og Vove. Goldschm.Hjl.III.92. Plankton dvs.: et Samfund af Skabninger, hvis Egenbevægelse er ringe, og hvis Plads væsentlig bestemmes af Vind og Vove. WesenbL.Ins.177. Da det var blikstille, laae vi og drev for Vind og Vove. VKorfitsen.TO.II.63. VSO. billedl., i forb. som (lade en, noget) drive (jf. ovf. l. 61), gaa, ligge ell. staa (se ndf.) for vind og vove, (lade) skøtte sig selv, gaa paa bedste beskub, være overladt til sin egen skæbne. Mau. II.530. Manden og Konen drikke, og Børnene gaa for Vind og Vove. JBaden.Gram.164. Levin. Tea kunde ikke nænne at lade det ulykkelige unge Menneske drive “for Vind og Vove” mod Fordærvelsens Malstrøm. Bøgh.JT.124. umiddelbart efter Slaget, da alt laa for Vind og Vove (dvs.: i vild forvirring). HGBønnelycke.FraBelejringstiden1849.(1899). 15. Det ligger næppe i Tysklands Interesse, at det britiske Imperium kommer til at ligge for Vind og Vove. Pol.³/₈1940.1.sp.5. (jf. II. staa 6.5 og 16.6) i forb. staa for vind og vove (undertiden ogs.: holde stand mod noget ubehageligt). Moth.V196. Min ugudelige Kone . . løber ud, og lader Huset staae for Vind og Vove (dvs.: uden tilsyn). Biehl.(SkVid.V.9). jeg (turde) ikke gaae ud, da mit Tøi stod mellem de Andres, for Vind og Vove. Grundtv.E.74. VSO.VI.752. jf. og sp. 359^54ff.: *han forsømte før at spise, drikke, sove, | Og al sit andet Gods lod staae for Vinde-Vove. ChrFlensb.DM.II.167.   (jf. u. Hvirvel-, Passat-, Stormvind) i sammenligning; dels i (især ) forb. som med vindens fart, hast: *til sin elskte Mage | Han flyer med Vindens Fart. PAHeib.Sk.I.357. *(hesten) jog afsted med Vindens Hast. Kaalund.124. med Vindens Hurtighed. Mohr & Nissen.Ty.-da.Ordbog.II. (1904).881. dels i sammenligningsled styret af som: *den hvide Baldragt let som Vinden. Hostr.Int.8. *Jeg sneg mig stille som en Vind, | Paa Scenen ud og ind. Bøgh.II.309. jf. u. III. let 3.1 og vindlet. især i udtr. for at bevæge sig hurtigt, i stærk fart: *(fuglen) smutter væk, | Let som en Vind. Bagges.II.52. *Fra Snoren farer Pilen, som en Vind. Boye. PS.I.149. *sig Tjen'ren fjerned som en Vind. PalM.V.316. ellers aner (renerne) Uraad og er væk som Vinden. KnudAnd.HH.112. hastig, hurtig, rask osv. som vinden (en vind): Wess.182. (hingsten) fløi hastig med ham, som Vinden. Ing.KE.II.68. VSO. Knud And.HH.108.   om enkelt, rent lokal luftstrøm frembragt ved, at en person ell. ting bevæger sig, ell. (jf. Trækvind) ved træk (III. 13.2) olgn. Høysg.S.315 (se II. vifte 5 slutn.). Krist.Ordspr.nr.10221. gøre vind, se bet. 1.4. jf.: Fartvinden og Hjulene slyngede (spildolien) op under Maskinen (under kørselen). Lokomotiv T.1948.53.sp.2.    1.2) (jf. u. bet. 4) i (særlige) forb. m. adj. ell. præs. part. (som attribut ell. (jf. bet. 1.3) præd.: en østlig, mild osv. vind ell. vinden er østlig, mild osv.).   (jf. I. herske 2.2) i udtr. for, hvilken vindretning der er den hyppigste, dominerende. den Retning, hvorhen de fremherskende Vinde blæse. OpfB.¹II.391. (klitten) “vandrer” i den herskende Vinds Retning. Uss.Danm Geol.³308. jf.: dog blive sydlige Vinde de herskende. Blich.(1920). XII.130.   m. h. t. temperatur- og fugtighedsegenskaber olgn. en fugtig (D&H.), hed, kold (Moth.V57. VSO. se ogs. u. bet. 1.3), lun (se III. lun 3.2), mild (*milde Vinde kruse Søens Vove. Blich.(1920).VII.200. JV Jens.C.86. talem. (jf. u. Faar 1; sj.): Gud . . gjør Vinden mild for det klippede Lam. Corsaren.³⁰/₇1841.5), sval (se I. sval 1.1), tør (Krist.Ordspr.385. Warm.Bot.100) vind; m. h. t. ubehagelige virkninger paa mennesker: en barsk (s. d.), bidende (Oehl.XIX. 248), hvas (se hvas 3.1), is(n)ende (Gravl. VF.6), lummer (jf. u. III. lummer 1), raa, skarp (Hauch.V.90. Kaalund.235. VSO. overf.: I Hjemmet var der ogsaa skarpe Vinde. CWeltzer.PSK.78), svi(d)ende vind.   m. h. t. hastighed, styrke. jf. Smaavind: en afflovende (s. d.), aftagende (Pol.¹⁰/₁₂1950. Sønd.8.sp.1), blid, doven, død (Vikingen. ¹/₁₁ 1950.16.sp.1; sml. II. død 2.5), flov (se flov 1.4), laber (D&H.), let (En let Vind smeldede med alle de mange Flag. ICGottlieb.Derude fraHærensElevskole.(1911).148), liden (Moth.V197. Robinson.I.12), løj (se II. løj 2), sagte (se I. sagte 1.2), stille (jf. u. II. stille 1.3), svag (se svag 6.3) vind; en frisk (se frisk 2.(1-)2 og I. Knude 1.2), fuld (se fuld 5), haard (KnudAnd.HH.63. jf. haard 4.3 og Haardvind(s)prøve), stor (se stor 3.3), stormende (Oehl.XXI.269), strid (se II. strid 2.2), strygende (se III. stryge 11), stærk (Holb.Paars.113. Oehl.XXIV.70. jf. stærk 6.3) vind.   (sml. Lakse-, Land-, Sommer-, Strand-, Søvind) m. h. t. vindretning. fralands, paalands vind, se disse ord (jf. Aflands-, Paalandsvind). (jf. Nord(en)-, Ost-, Syd(en)-, Sønden-, Vest(en)-, Øst(en)vind ofl.; ofte m. vaklen ml. smsat. og usammensat forb.) benævnt efter det verdenshjørne, hvorfra den blæser: vinden er norden, nordlig osv., ell. sydlig(e), sønden vind(e) osv., se II. norden 1, II. sønden 1 osv. (jf. Hvirvel-, Kællinge-, Svævvind) m. h. t. stadighed ell. (hyppig) skiften retning: en jævn, periodisk (1.1), staaende (S&B. jf. staa sp. 799⁴⁸), stadig (2.2), støt (2) ell. en omløbende (se omløbe 1.1), omspillende (se omspille 2), ustadig (1 slutn.) vind, se jævn (I.3.1) osv.; skiftende vinde, se III. skifte 2.2. – ofte (jf. Dronninge-, Laaringsvind) i udtr., der spec. tager sigte paa tjenligheden for sejlads; om modvind, ugunstig vind: daarlig (S&B.), knap, kontrær (1.1), skral (III.2), spids (IV.2.4), ugunstig (2) vind, se knap (III.3.2) osv. halv vind, vind der blæser omtr. vinkelret paa skibets kurs (den vindretning, ved hvilken alle sejl kan staa fulde). Moth.H32. Sal.VIII.388. ofte (jf. bet. 2.3 og 7) styret af præp., i udtr. som (gaa, sejle) for (MO.¹ Drachm.I.289. KnudAnd. HH.206) ell. med (en) halv vind: VSO. III.L87. Wolfh.MarO.382. overf.: 1. (jf. u. Vejr 2.1 slutn.; talespr.) løbe, rende ell. (nu næppe i rigsspr.) sejle (Moth.H32. Feilb.) for (Moth.H32. Ipsen.LP.162) ell. (nu alm.) med (en) halv vind, være mangelfuldt underrettet, ikke vide fuld, grundig besked om, hvad man fortæller, lader gaa videre; løbe med halv besked. (dronningens) Terner, som fangede det Par Ord op, løb med en halv Vind, og meende, hun snakkede i Taaget, just da hun allersnildest føiede sine Ord. Grundtv. Saxo.II.219. selv om (Jac.Worm) ofte skyder over Maalet og render med en halv Vind, har dog hans Kritik (ofte) været berettiget. CSPet.Litt.994. UfF. 2. fare, gaa, sejle for ell. med (en) halv vind, (nu næppe br.) være forstyrret, halvtosset. Mau.I.390.II.232. Moth. V195. VSO.VI.164. 3. (sj.) gaa med ell. løbe for (en) halv vind, arbejde med mindsket, utilstrækkelig kraft; “gaa for halv damp”. Mau.II.530. jf.: I skal . . vide, hvilken Krafttamp Vorherre er til at kunne tilgive et sølle, luset Skvat . . Sandelig, det er en Herre, der ikke løber for en halv Vind. Borregaard.VL.II.114. (jf. Medbørsvind) om (god, kraftig) medbør, medvind, der muliggør at sejle rumskøds ell. fordevind: aaben, agterlig (II), drivende (se II. drive 2.2), føjelig (3.3), gunstig (2), plat (III.1.2), rum (III.3) vind, se aaben (4.1) osv. (jf. Godvind) i forb. god vind: (han skal) gaae Sejl med første gode Vind. SøkrigsA.(1752).§164. *Vinden er god, Alt klart forinden Borde. Oehl.IV.219. Hertil (dvs.: til Norge) blev nu Kursen sat. Vinden var god, men det var stille Vejr. BornhHaandvEr.51. god vind! (jarg.) som (afskeds)hilsen (før et forehavende udføres, især: en rejse paabegyndes): held og lykke! moer dig godt . . god Vind! Skytten.1852.sp. 47. God Vind! er Hjulridernes (dvs.: cyklisternes) indbyrdes Hilsen. D&H. (gid jeg) var ung nok til at gøre den Tur med til Italien. Go Vind, Sønnike! CHans.F.187.    1.3) i (særlige) forb. som subjekt for verber. *hvor Du bider, Du skarpe Vind. Kaalund.235 (jf. I. bide 4.1). *jo mere Vinden slaar, | desmer faar Arnen Lue. Aakj.SE.10. den Vind giver Regn. Bl&T.II.1127. vinden bruser, fløjter (se III. fløjte 2.2), piber (se II. pibe 4.2), suser (Schand.BS.1; se ogs. u. II. bruse 1.1), tuder (se III. tude 2.2).   i udtr. for, at der er bevægelse i luftmasserne, at det ikke er vindstille. *Ud stormer Vinden fra Himmelens Porte. Oehl.Digte.(1803). 16 (jf. storme 1.2). vinden kaster, svøber, vifter, se II. kaste 1.6, III. svøbe 4, II. vifte 2 og 4. som subj. for blæse, se blæse 3.1-2 (og Hjørne 3); desuden kan anføres flg. talem. og overf. anv. (især talespr.): det (ell. han. Grundtv.Da.Ordsprog.(1845).nr.2932. Feilb.) er, (lige)som vinden blæser (til) olgn., det beror paa den rene tilfældighed, vilkaarlighed; om person: han er ustadig, holdningsløs, lunefuld. *Verden er, som Vinden blæser, | Smuk og grim og mild og vred. Grundtv.SS. I.108. Han snakker, ligesom vinden blæser til. Krist.Ordspr.308. en lyd (dvs.: å), som (vi) staver med aa, o eller u lisom vinden blæser. Pol.²⁴/₈1936.12.sp.6. UfF. vide, hvilken vej vinden blæser, vide hvad klokken (se Klokke 3.3) er slaaet. Saa forstod Styrmanden, hvad Vej Vinden blæste, og gik rasende op paa Dækket. Buchh.FD.95. Vogel-Jørg.BO.330. i udtr. for at være skrøbelig ell. sart: *Den fjerde Dag var han en Pind, | Ham kunde blæse om en Vind. Bastian.nr. 5.4. der maa ikke blæse (en) vind paa ham olgn., om person, der pylres om, som i overdreven grad søges skaanet for enhver ublid medfart. Hand kand ikke tâle at en vînd blæß pâ hinde. Moth.V196. Herremænds-Fruerne . . holder sig for gode til at Vinden maae blæse paa dem. Biehl.DQ. IV.155. VSO. Har Vinden nogen Sinde blæst paa dig (dvs.: har du haft modgang)? Elkjær. NT.169. Feilb. (især ) i udtr. (m. karakteriserende adj.) for, at noget er undergivet en vis paavirkning, at en indstilling. tendens, holdning er raadende: Fra Lybek blæser en slem Vind . . jeg har endnu aldrig mærket noget Godt fra den Kant. Hauch.II.87. fra den danske Regering blæste der nu efterhaanden en mildere Vind. DanmHavebr.743. en Tidsalder da der blæste en kold Vind imod den nordiske Samfølelse. Rubow.(Pol. ²/₂1942.5.sp.1).   i forsk. udtr. for vindretning. vinden føjer os, se IV. føje 5.3. som subj. for bære: Vinden bar over til dem. Cit.1864. (Chr Bredsdorff. Paa Feltfod.(1889). 219). vinden bærer fra land (VSO.) ell. paa land ell. ˈfra, ˈmed, ˈpaa ofl., se II. bære 7.1, 9.3, 5, 10. som subj. for komme: Vinden kommer forind. Scheller.MarO. der kommer vind i sejlene, se I. Sejl 1.1. se ogs. u. II. agterlig (og Hjørne 3). (jf. ndf.) i forb. m. staa (se ogs. II. staa 16.1, 17.2 og støt 2): *Vinden stod i Vesten. Hauch.SD.I.252. Vinden stod østlig. Tidsskr.f.Fiskeri.1873. 176. vinden staar ˈpaa, se II. staa 46.3. som subj. for være (ell. (nu sj.) blive. Om Aft. blev Vinden til Østers. Cit.1703.(Jens Sør.II.39). se ogs. u. VI. mod 8). det var en stærk Blæst og Vinden var fra Tyskernes Side. Cit.1849.(Allen.BK.305). Vinden er nok på stuedøren. Krist.Ordspr.385. Feilb. ofte i udtr. som vinden er nordlig (se bet. 1.2), (i) øst (VSO. Elkjær.HF.7), paa en sønden (se I. Sønden 1), ell. hvad (hvad vej. Isak Din.FF.291. hvor. VSO.) er vinden? Journaler paa (dvs.: over) hvad Vinden hver Dag . . har været. DL.4–2–19. See engang, hvad Vinden er? Sams.II.157. Scheller.MarO. overf.: Dette var ligesom en udsendt Luftballon, for at se, hvad Vinden var. Hjort. KritLit.II.228. ogs. (nu næppe br.) m. bet.: hvad er der paa færde? hvad skal det sige? “Jeg vil hvercken have noget med dig, Fanden eller Fruentimmer meere at bestille.” – “Hvad mon Vinden nu er? Vil I saa forlade eders gode Venner paa eengang?” JRPaulli.N.57. vinden er (ham) med ell. (i)mod (se III. med 15, VI. mod 8). – i udtr. for, at vinden ændrer retning: Vinden trak sig om i SS Ø. Vikingen.¹/₈1951.11. sp.1. vinden løber kompasset om ell. rundt, se Kompas 1. vinden falder østlig (se II. falde 4.4), gaar vestlig, nordvest, til vest, om i (ell. paa (en). I Dag er Vinden gaaet om paa en Sydvest. Cit.1864.(KLars.UK. 494). Scheller.MarO.) sydvest (se gaa 6.1 og 29.2), haler (sig) østlig, rummer (sig) (4), skager (sig) (II.3.2), skraller (af) (IV.2), slaar (III.54.7) om, spiller (III.3.1 beg.) ell. springer (2.3) nordlig, (om) i ell. til nord m. m., se hale (II.2.2) osv. vinden drejer (sig) (til nord) (se VSO. og dreje 2.2 og 3.2) ell. vender, vendes (se II. vende 15.2, 18.2), vender sig (spec.: 180°): Om Morg. vendte Vinden sig til N. Jens Sør.II.29. Børn maa vel vogte sig for at skele, vrænge eller “skiære Ansigter” for Løiers Skyld, thi, om Vinden idetsamme vendte sig, saa kom de altid til at see saaledes ud. Thiele.III.19. ARecke.108. JKamp.DF.183. jf. †: Vinden vendte sig i et Øyeblik om i et andet Hiørne. Robinson.I.67. talem.: “bare vinden vilde vende sig, naar vi skal tilbage!” sagde kællingen i modvind, se I. Kælling 1.4. overf., som udtr. for omslag i situation, stemning olgn.: jeg skal altsaa . . skaffe Eder en Brud og staae inde for, at hun behager Eder, naar I seer hende, og at ikke Vinden imidlertid vender sig, og I forandrer eders Tanker. Ing.VS.I.134. Siger du nu Han til mig? Jeg mærker, Vinden har vendt sig. Heib.Poet.I.233. Da han derefter kom op i Ministeriet, havde Vinden vendt sig. Stavnstrup.DT.98. – i udtr. for, at vinden gennem længere tid blæser fra samme kant: Vinden holder sig i Syden. Blich.(1920).XII.131. Vinden syntes at sætte sig fast i det nordlige . . Hjørne. StBille.Gal.III.500. (jf. ovf.) i forb. m. staa: vinden staar støt, se støt 2. saa længe Vinden blev staaende kunde de (ikke) komme tilbage igien. Schousbølle.Saxo. 459. Drachm.I.290.   i udtr. for opstaaen, hendøen ell. ændring i hastighed. Vinden synes at sagtne. SMich. Den evige Søvn. (1912).137. vinden røg op igen. Vikingen. ¹/₁₂1950.13.sp.2. vinden frisker (se friske 2), rejser sig (jf. u. II. rejse 9.3), tager fat (igen), paa, til (Scheller.MarO.); vinden falder (af) (jf. II. falde 3.4 og 9.1), flover (af), laver (V.1), lægger sig (II.17.3), løjer (af) (II.2), slækker (af) (1.2), stiller (stilles) (III.5.2 og 3), stilner (af) (II.1.3), sætter sig (II.26.5), tager af (II.23.7), se flove (1.1) osv.    1.4) i (særlige) forb. som objekt for verber. Dagen vilde give Vind. Erl Krist.MM.152. forligge sin vind, se forligge 2. købe vind, se købe 2.1. tabe vinden, se tabe 3.3. tryne vinden, se II. tryne 1.1. oprejse (*End kunde de (dvs.: troldmændene), som Æolus, | Opreyse store Vinde. Reenb.II.72) ell. (nu vist kun) rejse en vind, se II. rejse 6.3. i udtr. for at dreje et skib op mod vinden: knibe, prise (III.3.2), stævne (III.1.2), søge (2.1) vinden, se knibe (III.2.4) osv.   efter faa. (ofte m. spec. tanke paa medbør). Skipperen . . gaaer til Seyls, saa snart han faaer Vind. Høysg.S.240. den Danske (flaade) havde Modbør . . Imidlertid fik den Danske Flode Vind. Schousbølle.Saxo.221. vi fik nu NV Vind. St Bille.Gal.I.101. m. nærmere bestemmelse: faa Vinden forind (under en Vending). Scheller.MarO. faa vinden lige i ansigtet ┆   (jf. III. fange 2.3 og vindfangende) i forb. fange vind(en). For at kunde fange Vinden er den øverste Deel af Kuldseilet forsynet med en fiirkantet Aabning paa Siden. Funch.MarO.II.83. *Du hærgende Ild . . | fang Vind, flagr vide. Gjel.Br.259. en Trane, der løber langs med Jorden for at fange Vinden og komme paa Vingerne. Isak Din.FF.396.   (jf. Vindflækker; sml. forb. kløve vinden. Feilb.(u. vindkløve); jarg., gldgs.) som obj. for flække. Klods-Hans. 1907/08.753. flække vind, gaa sig en rask spadseretur (op imod vinden). OrdbS. vi flækker ikke vind, (forvrøvlet) mundheld (visestump): “Vi flækker ikke Vind” hentyder til den fulde Mand, der flækker Vinden, idet han dingler hjem. Fr Graae.Københavner- Minder.(1929).16. Vogel-Jørg.BO.605.   gøre (ell. skabe. Holb.Paars.137) vind, (nu l. br. i rigsspr.) bevæge luften stærkt, frembringe luftstrømninger (fx. ved rask bevægelse). *Paa Skorsteensilden de giorde Vind | Med pustende Blæsebælge. Oehl.XXIX.135. *Det aabne Vindu aander Duft . . | En Spurv i Karmen buldrer ind, | . . og gør med Vingen Vind. JVJens.Aa.28. Feilb. spec. (i overtroen): skaffe (gunstig) vind ved trolddomskunster. *(lærde folk i Finland) kand skabe sig til Dyr, og giøre Vind. Holb.Paars. 136. Thiele.II.110. Feilb.   efter have. *Saae I Solen gaa flagklædt ned, | Har vi Vind eller Varme imorgen! Thiele.III.16. KnudAnd.HH.119. især m. nærmere bestemmelse: hvor har vi vinden (dvs.: hvad er vindretningen)? ┆ have vind(en) (ret) agterind, forind, med, (stik) imod (Levin. VSO.), plat for de gat (se III. plat 1.2), tværs (S&B.); have vind(en) i ansigtet (Johannsen.Jagtbog. (1871).62), paa forkant af sejlet (Scheller. MarO.), paa laaringen (Harboe.MarO. jf. Laaringsvind), i nakken (se I. Nakke 2.3), i næsen (se I. Næse 10.4 jf. Næsevind), i ell. paa ryggen (se Ryg 3.1; jf. Rygvind), paa siden (VSO.), i svøben (se I. Svøbe 1.3).   saa vind; i talem., se høste 2.2.   som obj. for tage. 1. (jf. II. tage 12.3) om sejl: fange vinden og blive udspændt deraf. Straks Sejlene tog Vinden, lagde Skibet sig over. Søiberg.SD.16. EBertels.MH.18. 2. (jf. II. tage 4.1) i forb. tage vinden fra (et skib, sejlene), tage luven fra (se II. Luv 2). Admiralen . . gik over Stag og tog Vinden fra Fienden. LMFasting.VT.97. Kysten var saa høi, at den tog Vinden reent fra os. Fisker. Sø O.133. Sejlene paa Krydstoppen tager Vinden fra Sejlene paa Stortoppen. Wolfh. MarO.332. billedl.: (Cervantes) havde prøvet at vinde frem som teaterskribent, men Lope tog vinden fra ham. NMøll.N.59. i sin Resolution . . tog Kong Christian Vinden fra Hofbygmesteren med (sin) nøgterne Bemærkning. Univ Progr.1944.I.79. 3. (jf. II. tage 46.5) i forb. tage vinden (ud) af et sejl, (ved manøvre med fartøj) berøve et sejl den nødvendige vind, sætte det ud af funktion. Wolfh.MarO.370. Scheller.MarO. overf.: (Bojsen vilde) et positivt Reformarbejde . . fordi han dermed mente at kunne tage Vinden af Social-Demokratiets Sejl. VlaCour.DH.II. 432.   vende vinden. Blich.EB.1. se videre u. II. vende 2.6.    1.5) i (anden) billedl. anv. (krigene ml. romerne og araberne) bleve anseede som Guds Krige, og at døe med Sværdet i Haanden kaldtes Martyrium . . Araber saavel som Romere vare drevne af een Vind. Holb. Herod.18. *ei Vind af Daddel for hans Død skal aande (Lemb.Shak.X.131: for hans Død skal ej den mindste Luftning | af Dadel røre sig); | men selv hans Moder Rænken skal frikiende, | og Vanheld kalde den. Foersom. Hamlet.180. Vogter Eder . . for den blødagtige Lære (dvs.: kristendommen), for den slappende Vind fra Syden. Hauch.V.396. vind til ens mølle, se I. Mølle 1.2. jf.: Enhver ny Anordning er Vind paa (disse embedsmænds) Spørgemølle. Stoud.Emb.139.   navnlig (jf. Blæst 3 og Vindmageri 2; især talespr., nu mindre br.) om hvad der er tomt, betydnings- løst, værdiløst ell. urigtigt, savner real eksistens; tant, blændværk, fantasifoster ell. løgn, pral, humbug, bluff. saadan en Person (opvækker) ved sin falske vind lettelig den Indbildning, at hand er en grundlærdt Karl. LTid.1731.167. Læreren . . er duelig og flittig, men . . noget genegen til Vind. Mynst.Vis.I.22. *jeg vender mit Sind | fra Tant og Vind. Drachm.PHK.97. (Erasmus Montanus) der vilde være Profet, og som ikke kunde skelne mellem Vind og Viden. HarNiels.SP.56.   (sml. bet. 1.3-4) i (særlige) forb. m. verber. Efterat dette Anslag var giort til Vind . . blev Beleiringen . . fortsætt med stor Hidsighed. Holb.Hh.I.382. at sidde og føde Vind, at udfinde den ene Plan sindrigere end den anden, og ikke turde bruge den. Kierk.VI.206. den saakaldte Riffelbevægelse, hvoraf der kun kom Vind. JVJens. (FraDanmarks Ungtid.(1940).14). – knyttet til blive; dels i forb. blive til vind, blive til intet, mislykkes, gaa i vasken. alle vore Konster, alle vore Anstalter er bleven til Vind. Holb.Ul.IV.14. Det blev til Vind med alle hans store Planer. MO. “den nye Æra i dansk Skuespilkunst” . . blev til Vind. EChristians.NT.348. dels (hos Oehl.) i forb. det bliver vind, det bliver der intet af, det bliver løgn. Oehl.X.229. da (vognmesteren) blev studs og sagde, hvis vi ikke betalte den fierde Hest, spændte han fra igien . . forsikkrede jeg ham, at det skulde blive Vind. sa.Er.III.117. – knyttet til være: *Er da mit Ord kun Vind? Brors.208 (jf. Job. 16.3). alt hvad De har sagt mig om Ridderskabet . . er lutter Vind og Opdigt, Falblader eller Fabler. Biehl.DQ.II.52. Naa, det er jo Kulissesladder, men R. tror, at Sladderen ikke er helt Vind. Bregend.HH.II.226. – gøre vind, (jf. gøre blæst u. Blæst 3) gøre staahej ell. vigte sig, brovte, sprade (II.3). Høysg.S.98. med den Lærdom, som han giør Vind af, maae (han) være . . berettiget til et Professorat. PAHeib.R.I.335. Forholdet mellem dem (dvs.: den kristne kirke og tysk teologi) er i Grunden det Samme, som Klippens til Vinden, eller som Jesu virkelige Livs til Bogen af Strauss, som giør Vind derom. Grundtv.(Kirketid.1837.785). du kunde faae Medaillen for ædel Daad at gjøre Vind med. Ing.LB.II.99. al den Vind, der . . blev gjort . . for at oppuste Velvillien for en velsindet gammel Mand (dvs.: Frederik VI) til en svulmende Begeistring. Lehm.I.229. 2) (jf. u. bet. 1.1) i særlige forb. styret af præp.    2.1) styret af af, som udtr. for, at noget, der drives af vinden, kommer til at indtage en saadan stilling, at vinden ikke kan paavirke det (med sin fulde styrke). : han (lod) omgående hejse forestagsejl for at få skuden af vinden. Vikingen.¹/₆1951.8.sp.2. (møl.:) ieg (dvs.: svenden paa en stubmølle, der er kommet i bagvind) var ude af Vind. Kollerød.89. Møllen løber af Vind. SprKult.I.121. Vindtrykket vil . . søge at dreje Klapperne (paa klapsejleren) ud af Vind, medens en indstillelig Belastning paa Afsejlestangen vil søge at holde dem i Vind. Maskinbog Landm.241.    2.2) styret af efter. 1. (eng. whistle after ell. for the wind; jf. forb. fløjte for vind u. bet. 2.3; især ) m. henblik paa den overtro, at man ved at fløjte i vindstille kan fremkalde vind, stormvejr. Skipperen . . gav sig til at spankulere frem og tilbage paa Halvdækket og fløjte efter Vind. OscJens.SL.175. heldigvis skal du (dvs.: en møller) ikke fløjte efter Vind. MartinAHans.JR.95. 2. i udtr. for, at noget indrettes, anbringes i forhold til ell. er (helt) afhængigt af den herskende vind, følger vinden(s skiften). Fløiet drejer sig efter Vinden. VSO.I.631. stubmølle, hvor . . hele mølleskroget drejes efter vinden. Bom.S.II. 87. Feilb.III.1097. læskærmene flyttes efter vinden ┆ overf. ell. i talem., som udtr. for ubestandighed, holdningsløshed: flyv da icke saa efter enhver Vind, set Jer dog lidt engang. Kom Grønneg.I.258. *efter hver en Vind min Hu omsadled | . . jeg ustadig som paa Bølger drev. PalM.AdamH.I.136. det er ikke en Fusentast, som I andre, han dreier sig ikke efter Vinden, som vor Kirke-Fløi. Syngesp. V,6.29. PAHeib.E.91 (se u. Vejrhane 2.1). Hrz.II.315. dreje (ell. vende ofl.) kaaben ell. kappen efter vinden, se Kaabe 1, II. Kappe 1.4.    2.3) styret af for. 1. (især ) fløjte for vind, d. s. s. fløjte efter vind (se u. bet. 2.2). Cit.1929.(OrdbS.). 2. (jf. forb. i vinden 1 u. bet. 2.6 og u. Bagvind; se ogs. u. IV. for 11) i udtr. for, at noget træffes, paavirkes, udbredes, bevæges af vinden. *end seer jeg det (dvs.: Dannebrog) for Vinden Folder slaae. Frank.SD.47. *Hun er | Et Rør, som vifter hid og did for Vinden. Oehl.XV.179. en Jærnring, der hang paa en Stang . . og svinglede for Vinden. SMich. Æb.9. (sml. u. bet. 3) i forb. som (ad-, ud)-sprede, (ad)splitte for vinden: Ew.III.238 (se u. adsprede 1). *Han tager dig ved dit Skulderblad, | Jeg slaaer mit Tag i det andet; | Saa splitte vi dig for Vinden ad, | Dine Lemmer skal bølge paa Vandet. Oehl.XXIX. 133. sml. u. adsplitte, Avne, sprede 1.3 og II. vejre 1. – spec. (jf. fordevind)  i udtr. vedrørende sejlads: de satte Raaseilet til for Vinden. ApG.27.40. lægge skibet for vinden, se II. lægge 13.3. klos, plat for vinden, se II. klos 2.1, III. plat 1.2. drive (se II. drive 10.1), gaa (En engelsk Brig kom . . lige ned paa os . . det var dennes Pligt, som gik for Vinden, at gaa af Vejen for os, som laa skarp Bidevind. BornhHaandvEr.62. jf.: *(hun) vidste ey, mit Skib gik for saa slet en Vind. Falst.Ovid.11. Feilb.), holde af (se II. holde 28.2), lense (se III. lense), sejle (se u. IV. for 11; overf.: Moth.V196. *Det Skib (dvs.: Struensee), som seglede for Vinden, mens det kunde. Langebek.3 Skalde-Digte.(1772).59. Rinville (kunde have) seilet for dobbelt Vind, hos Emmeline have gjeldt for Charles, hos Dervière for . . Rinville. Kierk.I.237), svaje op (ligge svajet op) (se II. svaje 1), vende (dvs.: kovende. Sø Lex.(1808).173. Tuxen.Søfart.474. Bardenfl.Søm.I.161) for vinden. – jf. bet. 3: Floden (dvs.: flaaden) (laa) uden for Havnen, blot for alle Vinde. Schousbølle.Saxo.467. (der var) fladt og åbent for alle vinde. Erl Krist.Ve.19. overf.: (kunstkritikerens) Stræben efter at befæste hvad der nu i saa mange Aar har maattet dreie sig for alle de ustadige Meningers to og tredive Vinde. Heib.Pros. II.258. sa.TR.nr.96.20 (se u. Vejrhane 1). VSO.    2.4)  fra vinden. ligge 6 Streger fra Vinden (naar man sejler bidevind). Scheller.MarO. falde fra vinden, se II. falde 4.3.    2.5) (i)gennem vinden;  i udtr. for at stagvende (jf. ved vinden 1 u. bet. 2.12): gaa (Scheller.MarO. jf. Bom.S.II.151), sejle (Feilb.), vende (Harboe.MarO.389. Bardenfl. Søm.I.161) (i)gennem vinden.    2.6) styret af i. 1. (jf. forb. for vinden 2 u. bet. 2.3) i udtr. for, at noget træffes, paavirkes, udbredes, bevæges af vinden. (gid hans bukser) var hengt op til Tørre i en Gallie, de kunde blæses vel igiennem i Vinden. Kom Grønneg.I.51. Haaret hængte løst og flagrede i Vinden. Tode.IX.91. Han pegede over mod . . det kongelig danske Flag: Se, hvor det smækker i Vinden! KLars.UR.187. jf.: *Vaj højt, vort Mærke (dvs.: fanen), fra din Stang | i Solskin, Regn og Vind! Ploug.II.29. 2. i udtr. for at tvinge noget op mod vinden, give det en saadan stilling, at vinden træffer det (lige) forfra; dels (sml. u. Bagvind) møl.: dreje (MartinAHans. JR.94. UfF.), holde (Sal.XIII.94. MaskinbogLandm.241f.) møllen (møllevingerne) i vind(en). jf.: Vingefanget staar i Vinden. MaskinbogLandm.242. dels (jf. forb. ved vinden 1 u. bet. 2.12) : dreje, hakke (II.4.3), holde (overf.: Feilb.), knibe (III.2.4), ligge (SøLex.(1808). Pol.⁶/₁₀1939.10.sp.6), løbe (II.8 og 35.1), opstikke (7.2), skyde (28.4), stikke (II.11.1 og 34.6) (et skib) (op) i vind(en), se dreje (3.2) osv.; være oppe i vinden, se II. oppe 4.1. digt (se III. digt 2.1), helt (SøLex.(1808)) i vinden. 3. (jf. forb. med ell. ved visse vinde u. bet. 2.7 slutn., 2.12 slutn.; l. br.) som udtr. for, at en vis vind(retning) raader. Det er kun en gammel Grille, ikke at saae Erter i østlige Vinde. Borreby.PA.50.   (talespr.) i udtr. for at befinde sig ell. komme, blive sat i en vis (ubehagelig ell. behagelig) situation; nu især i forb. være (rigtig, slemt, svært) i vinden. 1. (“Nu næppe br.” Gadeordb.²) i udtr. for at være i forlegenhed, knibe, i en ubehagelig situation olgn.; ogs. i udtr. for at have travlt, have meget at bestille. *Engang var jeg (dvs.: en skoledreng) rigtig i Vinden; | Med Næven knyttet og Hjertet hedt | Jeg stod . . | I Skolen jeg havde faaet et Nul . . | Mama havde skjændt (osv.). Winth.IV.41. være i Vinden for Penge. Hrz.VII.144. vor unge Mand er, som man siger, i Vinden med dette Barn, han bliver nødsaget til i Egenskab af – Barnefader at have en Religion. Kierk.XIV.244. Da Splittelsen i Venstre indtraadte, var han svært i Vinden; han vaklede hid og did og vidste ikke, hvor Venstre var at finde. HWulff.DR.11. vore sprogkyndige ekspeditricer er rigtig i vinden i disse ferietider. Pol.¹⁹/₇1951.12.sp.6. Feilb. 2. (“urigtigt.” Levin.; if. S&B. D&H. no.) i udtr. for at være midtpunktet for interessen, tilsmilet af lykken, i vælten, feteret (spec.: i selskabslivet, paa baller). *hans Moder, Fru Grevinden, | . . en Dame var, | Som fordum havde været svært i Vinden, | Og Skjønheds Mærker end til Skue bar. PalM.I.103. *Paa ny en Cavaleer – hun (dvs.: en baldame) er i Vinden. smst.IV.244. hun saa godt ud (paa karnevallet) og var . . stærkt i Vinden. Buchh. DM.104. jf. BerlTid.¹⁶/₁₁1939.M.26.sp.3. Pol. ²⁸/₇1951.5.sp.4.   (nu sj.) i forb. m. trans. verber: sætte i livlig bevægelse, virksomhed; holde i aande ell. sætte liv i, kvikke op, muntre. vi kjørte hjem under Spøg og Latter . . og den gamle adstadige K. forsikrede mig . . at han aldrig i sit Liv havde havt saa glad en Dag. Jeg troer, vi begynder at sætte dem i Vinden. CLStrøm.U.72. (forslaget) bragte alle ordførerne på rådhuset i vinden i aftes; det blev til en timelang debat. Socialdem.²⁸/₉1951.4.sp.2. “I maa endelig følge med mig til Byen . . Vi skal ret have vore evige Løier . .” – “Jeg reiste gjerne med Jer; thi muntre Folks Selskab er mig stedse kjært; men til Kjøbenhavn kan jeg ikke følge Jer.” – “Aa, fy for en Ulykke! saa har jeg Ingen, der kan føre mig i Vinden.” PMøll.(1855).II.182. nu lustig, Herr Bruder! . . Nu drikke vi et Glas Viin . . og iaften faae vi os en Springom. Hahaha! Jeg skal føre Svoger artig i Vinden. Hrz. III.113. *Han (dvs.: en balkavaler) kjørte dem (dvs.: damerne) i Vinden Een og Hver, | Paa Svingenom og Valsen reent umættelig. PalM.(1909).II.74 (jf. smst.568). Hrz.XVIII. 359.   (jf. bet. 1.5) i udtr. for, at en ytring er meningsløs ell. frugtesløs; dels (nu l. br.) i udtr. for at tale meningsløst, aandsfraværende, hen i vejret (se Vejr 6.2) ell. (sjældnere) frugtesløst: *Snak ei saa vildt i Vinden! Boye. PS.I.175. hendes Ord vare talede i Vinden. Dyvekes Harpe . . tilintetgjorde ethvert Indtryk af min Moders Tale. Hauch.II.45. *de svøber sig ind i flommede Ord, | paa Snakken-i-Vind deres Magt beror. Drachm. M.202. *Hvad hun svared mig var hen i Vinden. Soph Clauss.H.63. dels (jf. slaa (hen) i vejret u. Vejr 6.3; nu sj.) i udtr. for at lade haant om, negligere advarsler, formaninger, raad olgn.: alle hans velmeente Raad og Advarsler blæses bort i Vinden. PAHeib.R. II.15. især (jf. III. slaa 43.2 og 48.2) i forb. m. slaa: Forældrene have sig . . selv at takke, om deres Dotter i den slibrigste Alder slaaer deres Advarseler i Vinden. Spectator. 275. I (kan) let slaae hans fattige Moraler bort i Vinden. Argus.1771.Nr.40.1. Kong Niels slog . . denne Advarsel hen i Vinden. Molb.DH.II.211.    2.7) styret af med. 1. i medvind; følgende vindens retning. cykle, kaste (“Cim.” Med Spinner.(1946).32), lande osv. med vinden. (staa, stille sig osv.) med vinden i (ell. paa) ryggen: Hjort.KritLit. II.VII. Bom.S.II.57. jf. u. bet. 2.9 og forb. efter vinden 2 u. bet. 2.2: *(møllen) dreier sig med Vinden. ARecke.108. (jf. forb. for vinden 2 u. bet. 2.3)  i udtr. for sejlads: vi drejede til. Vi laa nu og drev med Vinden hele Natten. BornhHaandvEr.62. sejle med vinden (ogs. overf.: have medgang): Mau.II.232. D&H. 2. (jf. forb. i ell. ved visse vinde u. bet. 2.6 og 12) i forb. som med den(ne) vind, med visse vinde olgn., naar, idet denne, visse vind(e) raader. (det) blev med den Vind stille Vejr. Jens Sør.II.8. Skibe, som med østen Vind skulle gaae forbi Hanstholmen. Handels- og Industrie-Tidende.1803.47. *(skibet) har Bør med alle Vinde. Grundtv.PS.VI. 27. det regner med enhver Vind. D&H. (talespr., spøg.) i udtr. for, at en person undertiden, “naar det stikker ham”, optræder paa en vis maade (er besværlig, vender det døve øre til osv.): Degnekonen var gal med visse Vinde. Schand.TF.I.25. du hører nok inte godt med denne vind. LollO.    2.8) styret af (i)mellem; se u. bet. 1.1.    2.9) (jf. VI. mod 3.3) i forb. (i)mod vinden; navnlig i udtr. for, at man bevæger sig med vinden (ret) forind. i modvind: Det blæste koldt, de gik mod Vinden. Gylb.TT.106. han cyklede mod vinden. Pol.¹⁵/₅1950.7.sp.4. jf.: (vejrmøllen) er forkeert, det er, gaaer mod Vinden, naar de andre gaae med Vinden. [L Boesen.] Helsingøers Beskrivelse.(1757).74.  i udtr. for sejlads: knibe (se III. knibe 2.4), lægge (skibet) (se II. lægge 13.3), sejle (Levin. D&H.II.211. overf.: have modgang. smst.), stævne (se III. stævne 1.1) (op) (i)mod vinden; se ogs. Strøm sp. 532⁴² og II. dugge 1.    2.10) i forb. til vinden; spec.  i udtr. for kurs(ændring) med vinden (mere) forlig: Baadene er udmærkede Sejlere, der især havde Ord for at kunne gaa meget “tæt til Vinden”. Fiskeritidende.1885.418. dreje, knibe (III.2.4), ligge (I.8.3; se ogs. tæt 10.2), luffe (III), luve, lægge (Skuden blev lagt nærmere til Vinden, og den krængede voldsomt over. Drachm.KK.6), sejle (skibet) tæt olgn. (SøLex.(1808). D&H.II.211) til vinden, se dreje (3.2) osv.; stikke (se II. stikke 11.1) (skibet) (digt, klos, en streg, tæt, se III. digt 2.1, II. klos 2.1, III. knibe 2.4, tæt 10.2) (op) til vinden. holde (skibet) (tæt osv.) til vinden: S&B. Scheller.MarO. Det gjælder . . om, naar Mandskabet er til Vejrs, at Rorgjængeren nøjagtig holder Fartøjet saaledes til Vinden, som det passer bedst for at kunne rebe. BornhHaandvEr.61. overf.: holde i aande, øve virksom (og gavnlig) indflydelse paa, “holde til ilden”. Krieger må jo nu . . have opfordret Dem til at holde mig til vinden. ADJørg.Br.105. jeg havde ingen gode Mennesker ved min Side, der kunde tale et alvorligt Ord til mig og holde mig til Vinden. Baud.JS.108. JohsPalM.Brogede Blade.(1916).67. komme (op) til vinden, komme til at sejle bidevind. Sø Lex.(1808). Skibet var kommet for tæt til vinden og gået over stag. NMøll.H.75. Forinden man begynder en Tildrejning, maa man overveje, om man paa Grund af Vindens Styrke kan føre lige saa mange Sejl, naar man kommer nærmere til Vinden som man førte, medens man laa længere fra den. Bardenfl.Søm.I.198. overf.: tage sig sammen, samle, anspænde sig. Det var Ret, Ulf! sagde O. og klappede ham paa Knæet. Nu kom du til Vinden (dvs.: i stemning) igen. Drachm.F.I.13. Jeg kan da ikke fri til ham? Naturligvis kan jeg det, og jeg gør det, hvis han ikke selv kommer op til vinden. Pol.¹⁰/₄1949.Sønd.9.sp.1.    2.11) i forb. under vinden,  bidevind; i modvind. Tyrken (vil) aldrig . . holde Bataille under Vinden. LM Fasting.VT.96. (flaaden) holdt sig under Vinden, som var den gunstig. Wand.Mindesm.I.361. Englænderne lagde nu saa nær som muligt under Vinden. Magazin f. militair Videnskabelighed.IV. (1821).617. Scheller.MarO.383.    2.12) styret af ved. 1. ved vinden,  bidevind; med vinden forind. holde (SøLex.(1808).64), ligge (se I. ligge 8.3), sejle (SøkrigsA.(1752).§698. Fisker.SøO.109. Scheller.MarO.333. Feilb. se ogs. u. tæt 10.2), vende (dvs.: stagvende. SøLex. (1808).173. Harboe.MarO.389. Scheller.MarO. 389) (klos, nær, tæt, se II. klos 2.1, I. ligge 8.3, tæt 10.2) ved vinden. 2. (jf. forb. i ell. med visse vinde u. bet. 2.6 og 7; talespr., spøg.:) den lille . . (billard) Markør skraalede Pointerne op i Øret paa den laskede Mølleejer, der var døv ved visse Vinde. Drachm. UB.5. hun var lidt tunghør ved visse Vinde. Wied.Silh.86. 3) (jf. Vejr 2.3 og Hoved-, Kardinal-, Mellemvind; nu især bibl. ell. i forb. styret af for (se ndf.)) verdenshjørne (som det sted, hvorfra vinden (I.1) kommer (og hvorefter den benævnes)); især styret af præp. og ofte i forb. de fire vinde, alle (fire) vinde. upartiske Folk (skal) lade giøre Afridsning . . saaledes, at Stedets Situation med alle fire Vinde og andre Omstændigheder . . rigtig er bragt paa Papiret. Forordn.³¹/₃1719.§4. *Jeg tænkte langt, ieg tænkte nær | I Verdens fiire Vinde. | Jeg tænkte ind, jeg tænkte ud . . | Men aldrig tænke kunde | Hvorfra dog dette Anker (dvs.: et vinanker, der var sendt ham som gave) kom. Tychon.Vers.312. han skal udsende sine Engle . . og de skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde (1819: Veir; 1948: Verdenshjørner). Matth. 24.31(1907). jf.: nu vil jeg haabe . . at jeg kan slaae ham en Plade, som alle fire Vinde have staaet Fadder til (dvs.: en dundrende løgn). Hrz.X.326.   i særlige forb.; (jf. af 1.2; nu sj.) styret af af. Om Natten kulte en Storm af samme Vind. Cit.1703.(Jens Sør.II. 41). Archiv Søvæsen.X.352. styret af for; i udtr. for (aabenmundet, taktløst) at kundgøre noget vidt og bredt: (de) basunerede sagen ud for de fire vinde. NisPet.Muleposen.(1942). 126. D. har kendt ham, men tillige villet vise ham det Hensyn ikke at raabe hans Navn ud for alle Vinde. Roos.HK.28. AxRosendal.SP.66. (sml. u. bet. 2.3) i udtr. for (grundig, fuldstændig) adsplittelse: *mit Skjoldmærke (skal) veires | For alle Vinde. Hrz.XI.84. (ejendelene) skal splittes for alle Vinde. Pont.LP.I.132. D&H. Resterne af (ballettruppen) var splittet for alle Vinde. Pol.³/₁₂1939.Sønd.6.sp.4. sprede(s) for alle vinde, (efter adsprede . . for alle Vinde. Jer.49.32 og Ez.5.10 (Chr.VI: i alle vær)) jeg vil sprede dem for alle Vinde. Jer.49.32 (Lindberg). Winth.Fort.104. I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I Haven gik de, eller ud og ind i Staldene. Bang.T.234. De Penge, Forbryderne havde røvet, blev under Flugten spredt for alle Vinde. Pol.¹⁶/₁1941.1.sp.6. refl.: (børnene) spredte sig for alle Vinde. VKorfitsen. GM.36. HOlr.Absalon.II.(1909).214. styret af (i)mod: *Mod alle fire Vinde | Skuer din Borg saa høi. Winth.HF.323. *en ubegrændset Udsigt | Imod alle fire Vinde. PalM.VI.221. 4) (jf. Bag-, For-, Overvind samt Vejr 3; jæg.) luftstrømning, vind (I.1), hvorved noget kan spores; fært (1); tæft (1); overf., i udtr. for at faa færten af, komme under vejr med, faa nys om noget. (ofte i forb. som faa, have vind af). naar (raadyrene) have seet deres Fjende, eller faaet Vinden af ham. Johannsen. Jagtbog.(1871).70. (ræven) maa have faaet lidt Vind, for før jeg overhovedet naaede at reagere, slog den til Siden. Da.Jagttidende. 1950/51.18.sp.1. jf.: Jægeren (nærmer) sig mod Vinden, og har da god Vind (Forvind). Blæser Vinden der imod fra (jægeren) til Vildtet, har han daarlig Vind. VigMøll.HJ. 186. overf.: Hollænderne (havde) alerede . . bekommet Vind om deres Foretagende. Reiser.III.23. *Jeg skal . . den Ting saaledes mage, | At ingen faaer om Pudset mindste Vind. TBruun.II.201. de (har) engang uforsigtigen i hendes Nærværelse sagt Noget, hvoraf hun fik Vinden. Blich.(1920).VII.29. *I Vinden har af Noget, Hr. Agent! | Hvem mener I? Bredahl.II.91. tage vind(en): (hønsehunden) søger til alle Sider, idet den tager Vinden høit. Johannsen.Jagtbog.(1871). 42 (sml. u. søge 1.1). S&B. De (gamle raabukke) hadede at se en saadan Grønskolling (dvs.: en ung buk), der tog Vind før dem. Fleuron.RH.16.   fuld, god ell. hel vind, (jf. u. bet. 1.2) vind der bærer fra vildtet ned mod jægeren ell. hans hund. Johannsen.Jagtbog.(1871).62. D&H. Frem.¹⁶/₃1927. omslag.2. halv Vind har Jægeren, naar Vinden bærer noget, men ikke helt, hen mod Vildtet; ogsaa om Hunden, der søger med Sidevind. Frem.¹⁶/₄1927. omslag.2. D&H.   styret af præp. *Det hørte Hiorten . . | Han snøfted med sin Næse, han stilte sig for Vind (dvs.: vejrede). Oehl.XXX.130. Jægeren staar i Vinden. S&B. Hvad var det for noget Rysteri bag Egestammen? Næsen fortalte intet . . saa slentrede (raabukken) nysgerrigt efter den viftende Frakkesnip for at komme i Vind af Fænomenet. Fleuron.RH.13. styret af under (IV.7.3), i udtr. for at være placeret ell. nærme sig (et sted, et dyr) i modvind (saa vildtet ikke faar færten af en): *med lydløse Fjed | Han under Vinden sneeg sig | Langs Buskene ned. Winth.HF.113. Jægeren staar under Vinden. S&B. (hunden) drejede rundt med et Ryk, da den kom under Vind af Stedet, hvor Sneppen havde ligget. Da. Jagttidende.1950/51.20.sp.1. (jf. komme under vejr med u. Vejr 3; nu sj.) overf.: *med hendes rette Navn | Lærde Folk i Kjøbenhavn | Kom ej under Vinden. Grundtv.PS. VII.66. *kom ham under Vinden; | Udfrit ham nøie! Bredahl.I.14. Cit.1852. (Thomas Larsen.En Gennembrudstid.II.(1922).98). 5) om luft i legemet; især:    5.1) (jf. Vejr 4; ordet bruges (spec. i den ndf. l. 22ff. nævnte anv.) som et mere høvisk udtr. end Fis, Fjært, Skid, jf. Borries.P.134) luft, som dannes i fordøjelseskanalen; tarmluft; flatus; dels (nu næsten kun i flt., jf. MO.) om luft, der forekommer (og trykker, klemmer) i mave og tarm: I skal saa min Troe have et Glas Brendeviin, saa blir I strax frisk igien, det fordriver Vinde. Holb.Kandst.IV.8. *(hunden) blæstes op af Vinde; | Og var saa nær crepeert af en Forstoppelse. Ew.(1914).III.121. Anfægtende Tanker . . ere bedst at sammenligne med Flatus (Vinde). Kierk.P.XI,2.34. (han fodrede hesten) med bare havre . . men det fik han ingen nytte af, for havren omsatte sig alt sammen til vinde. Grønb.SV.68. vinde i bugen (Lægen.II.46), livet (vAph. (1764). Lægen.reg. vind: Heste L.(1703). B5.^v OO Smidt.Hæste-Creaturernes Sygdomme. [1764].16), maven (Kierk.VII.536. jf. Borries.P.134).   dels (ogs. alm. i ent.) om luft(dele), som forlader fordøjelseskanalen gennem endetarmen († ogs. om ræb, opstød: De Hysteriske Passioner reyse sig af en Mængde Vinde, som støde op under . . Mellemgulvet. Ruge.FT.195 (jf. u. II. støde 6.4). opstødende Vinde. OeconH.(1784).III.70. Levin.). Moth.V195. En Sømand holdt Lyset hen til hendes Ryg, og hun viste dem, hvorledes Vinde kunde brænde med en blaalig Flamme. AndNx.PE.II.241. en af disse færdiglavede gamle Lignelser, der futter fra En som en Vind efter Ærter. JacPaludan.TS.330. vind og vand skal have sin gang, se II. Vand 5.3. slaa (D&H.II.274), slippe (S&B. Da K. protesterede, løftede J. Trøjen fra Bagen og slap en Vind. Buchh.FD.90. jf. Holb.Paars. 10) en vind, lade en vind gaa (Reiser.V.238. CollO. Feilb.) ell. stryge (Pflug.DP.1076). (jf. I. Skid 3 og u. Fjært; sj.) i forb. ikke en vind, ikke spor. jeg troer ikke længer en Vind af 'et. Pont.F.I.55.    5.2) luftstrøm ved ind- og udaanding gennem aandedrætsorganerne; (alm.:) vejr (5). aande, blæse . . paa een, dvs.: drive Aande, Vind eller Luft paa een ved at aande, blæse, puste. Høysg. S.85. En Smule Vind kommer og går igjennem Lungen, deri består Åndedrættet. Hjort. KritEt.101. JVJens.RF.63. hvis I har Vind til et Hurra, saa kom med det. BechNygaard. GØ.43. (nu næppe br.:) Vindsluger . . en Hest, som gylper eller sluger Vind i Luften. MilTeknO.316. 6) (jf. u. bet. 1.1 og Vejr 1; i rigsspr. kun i enkelte (især fagl.) anv. ell. som førsteled i ssgr. (se u. Vind- 1)) om (atmosfærisk) luft (som stof, uden (fremtrædende) tanke paa bevægelse); ogs. om strøm, straale af luft til teknisk anvendelse udsendt af apparater som blæsebælge olgn. Vindbysse . . en bysse, som lades med vînd, uden krûdt. Moth.V196. Dersom det . . skulde hænde, at en Svellbeitse kastede sig, saa fange Huderne Vind, saa at de svømme oven paa og piber, naar man trykker dem ned. JFBergs.G.186. Bælgene (dvs.: orglets) . . drive Vinden gjennem en Hovedcanal. MusikL. II.157. JVJens.H.204 (se u. Knaldviskelæder). puste en blæse (dvs.: blære) fuld af vind. Feilb.   leve af vinden, (nu:) leve af luften. Moth.V196. se ogs. u. Luft 6.3. jf.: Digternes Verden, en Verden . . hvor man . . spiser Vind og drikker Glæde. Junge.349. 7) i forb. som spansk vind (ogs. Spanskvind. Mangor.KogebogsFortsættelse.(1842).127. Bregend.TGK.95), (ty. spanischer wind; jf. ty. wind, ubetydelighed, “luft” samt Luftsteg, Vind-bolle, -bøjtel 2, -frikadelle og ænyd. spanske casteler (u. Kastel 1 slutn.); nu sj.) om smaa lette, luftfyldte kager, især: marengs. FuldstændigKoge- og Syltebog. (1861).391. nogen Smaakager, de kaldte “Spansk Vind”. Bregend.BirgitteBorg.(1941). 217. der (blev) bagt “Spansk Vind” eller “Kys”, nogle Smaakager lavet af Æggehvide og Sukker. Danske Hjem.(1947).138. billedl. ell. i sammenligning: den Rigdom hverken nærer eller besværer, men har megen Lighed med det man kalder spansk Vind. PalM.IL.II.9. Kierk.VI.55. “Har De Talent?” – Jo det troede jeg. “Ja det tror de alle . . og naar de saa skal vise hvad de duer til – Pyh – Fanden knurre mig – Spansk Vind.” Engell.Kulissestøv.(1891).2.   franske vinde, (sj.) i sa. bet. (?); billedl.: Blich.(1920).IV.150.

II. Vind, subst. (vistnok altid uden art., men undertiden m. attrib. bestemmelse (i fk.), se sp. 1643^8ff.). [ven'] uden flt. (ænyd. glda. win(d), i forb. som lægge (al sin, stor) vind paa, lægge sig stor vind til (noget, ell. at osv.), lægge (ell. give) sig vind om (noget), med (stor) vind, sv. lägga sig vinn om (og vinnlägga sig om), no. legge vinn på (til no. dial. vinn, stræben, flid), jf. oldn. vinna, (et) arbejde; vbs. til IV. vinde; jf. vind-lægge, -skibelig; i rigsspr. , lidt gldgs.) (nu) næsten kun (jf. dog sp. 1643^19ff.) i forb. lægge vind paa, sætte sin kraft, energi ind paa; anvende flid, omhu paa; beflitte sig paa; bestræbe sig for; ogs.: lægge vægt paa. (nu oftest m. flg. inf.). saa lagde vi Vind paa at skaffe Underholdning for dem, som ville læse. 2Makk.2.26. man maa først legge Vind paa Penge, siden paa Dyd. Holb. Plut.I.1. (jeg) skal lægge Vind paa at skrive lidt pænere. KMRahb.43. de unge Mennesker i Stæderne bør vænne sig til at lægge Vind paa skønne Legemsstillinger. JLange.BM.I. 95. lægger Vind paa (1819: Beflitter Eder paa; 1948: stræb efter), hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn! Rom.12.17(1907). Feilb. LollO. UfF.   spec.: avle, dyrke, fremstille en vare, et produkt. det store Byg (er ikke) at tilraade i det store at lægge Vind paa. Fleischer.AK.94. Studeproducenterne bleve nødte til . . selv at lægge Vind paa Fedningen (af kvæget). Lehm.II.288. man (synes) i København først at have lagt Vind paa at brænde Tagsten. TroelsL.II.79.   (nu næppe br.) i forb. m. ord af sa. bet. lægge kunst og vind paa, se Kunst 1.1. jf. forb. lægge flid paa (u. Flid): *Paa ziirlig skrive-Art at legge Flid og Vind. Worm.Sat.16. Høysg.S.71.   m. foransat bestemmelse (demonstr. pron., adj.). de Spanier lagde . . stor vind paa Heste. Holb.Intr.I.231. de fornuftige (adelige) viste ved den Vind, de lagde paa Borgerværd, hvorlidt de troede, at hiint Fødsels Tant kunde give dem noget Fortrin. Rahb.Tilsk.1798.436. (han) kender alle de fire “Verdenssprog” og har lagt særlig Vind paa et enkelt af dem. JLange.I.399. jeg lægger mest vind på den slags kartofler. UfF. jeg lægger meget vind på, hvad hun siger. smst.   † uden paa, m. inf. direkte tilknyttet. *De hafde tilsammen med Møye lagt Vind, | Som Kiemper for Seyren at kriige. Sort.HS.H4.^r *du vil lægge Vind | At mindske selv din Yndighed! Rahb.Tilsk.1791.126.

III. Vind, en, et. se I. Vinde.

IV. vind, adj. [ven'] (ænyd. d. s., sv. no. vind, oldn. vindr, jf. got. inwinds, fordrejet m. m.; til III. vinde; jf. VI. vinde, vindet; ordet tilhører (nu), bortset fra forb. vind og skæv (se bet. 3), især dial.(-farvet talespr.), jf. MO. VSO. og: “Ordet bruges kun hos Almuen.” Levin.) som (paa unormal, urigtig, uheldig maade) ved sin form, bygning ell. stilling, retning afviger fra det (lod-, vinkel)rette ell. plane, lige (V.3.2); skæv (V.1-2). 1) (jf. bet. 2 og vindskæv) om ting (som redskaber, brugsgenstande, bygningsdele). *Snekken mangt et Knug og Knæk | Fik af Nordhavs Kæmpe-Bølger; | Dog den ei blev vind og læk (Grundtv.Nord.Smaadigte.(1838).171: synkelæk). Grundtv.Snorre.I.VIII. Kro-Gavlen var blevet lidt vind. Bang.DuF.215. *en gammel Gaard | med vinde Vægge og side Tage. Aakj.RS.71. Find! Find! Der satte du den Sten vind! Danske Folkesagn.(1933).90.   (dial.) i talem. som fare af sted, løbe ell. (m. h. t. sindstilstand) være ofl. som et vindt hjul (se Hjul 1.1 slutn.), plovhjul (UfF.) ell. vælling(e)fad, styrte slingrende (og forfjamsket, sanseløst) af sted; ogs.: vrøvle, vaase, snakke frem og tilbage. Du sludrer (jf. sludre 1.1) som et vindt vællingfad. Skattegraveren.1884.I.180. Krist.Ordspr.255. KulsvierB.57. UfF. 2) om person ell. legemsdel. (som adv. ogs. om legemsdels funktion). hun er gandske vind, eller den eene side er gandske vind paa hende. NvHaven.Orth.189. Næsen sidder en Smule vindt. Bredahl.IV.62. *Een har maaskee en hoven Kind, | Saa Munden trækker sig lidt vind. Winth.V.112. Han er frastødende hæslig, med Pukkel paa Ryggen og vinde Ben. Bierfreund.Shakespeare.(1898).42. m. rent nedsæt. bet.: jeg gad ikke seet dend skiæve Skielm og vinde Hund. Kom Grønneg.I.54.   spec. (jf. II. skel, vindet, vindøjet) m. h. t. øje, blik (ell. synsretning). hvad er det for et Øje, som Din Kone ser vindt med? Schand. AE.72. de pudserlige, en lille Smule vinde Øjne. Mantzius.MF.224. (en) Herre med . . et Par stilkede Øjne med et vindt Kast. Gyr Lemche.DT.53. uegl.: *ugleblindt | Er Folkets gamle Øje, | Og selv det ny end sidder vindt | For Lyset fra det høje. Grundtv. PS.VIII.57. 3) i forb. vind og skæv (nu sjældnere skæv og vind. Ing.VS.III.126. *See her din Hytte skjæv og vind. Winth.SS.54 (  blind). JLange.I.178. se ogs. ndf.), (ænyd. vind oc skev, sen. oldn. (adv.) vint eða skeift; jf. vindskæv) især brugt forstærkende. *Hugger Du med urene Tanker, | Da bliver og Støtten skjæv og vind, | Hvor kunstigen end Du banker. Bagger.II.498. alt ovenpaa . . var skævt og vindt bygget. Cit.1862.(SvendbAmt. 1924.55). Usorterede Havanna . . Lidt vinde og skæve. KLars.GHF.7. Feilb. LollO. UfF. overf.: Den følgende Bemærkning er vel ikke saa tom (som de foregaaende), men den er baade vind og skjæv. Rasm Niels. Brøchners PhilosophiskeKritik.(1868).51. jf.: *Den (dvs.: folkedommen) er saa sand, at sand den kan fremkomme | Af lutter skjæve, vinde, falske Domme. PalM.AdamH.II.252.   om person. *Kom Du Drager, vind og skæv | af at slæbe og at slide. Drachm.SB.116. kønne Fruentimmer, de vil ha' grimme Mandfolk, rigtig vinde og skæve og ottekantede. Skjoldb. ML.29.

I. Vinde, en. [ˈvenə] (nu ikke i rigsspr. (jf.: “foræld.” VSO.) Vind, en ell. et (BWichmand.Underviisning for Jordemødre.(1755).19. UfF.). Moth.V198 (men sa.¹V186: en Vinde). Cit.1758. (Hist M Kbh.3R.III.417). LollO. UfF. jf. u. Brønd-, Traadvinde 1). flt. -r ell. (vel egl. flt. paa -e til formen Vind; nu ikke i rigsspr.) d. s. (LTid.1725.292). (ænyd. vind(e), glda. vinde (HellKv.41) og i ssg. armborstwinde (KrErsl.Rep.II.156 (aar1373); jf. bet. 3.1), æda. uinde (se u. Garnvinde), sv. vind(a), fsv. vind (f.) og vinder (m.), no. vinde, vinda, oldn. vinda, islæt m. m., mnt. ty. winde; af III. vinde; jf. Vindel, Vindse, Vindsel) 1) (nu kun dial.) om hvad der snos, vikles ell. snor, slynger sig om noget.    1.1) (jf. Vindsel 1) bind (2.2), bandage, liste (II.3(2)) (som lægges, vikles om et sygt sted). jeg haver sønderbrudt Pharaos kongens arm . . og see, den skal ikke forbindes, at man skulde meddele den lægedom, at føre vinde frem (1871: lægger Bind paa), til at forbinde den. Ez.30.21 (Chr.VI). Saaret forbindes med Blaar og en Vinde. Viborg.S. 110. Om En koe skyder livet ud Saa skal den op hedses mæd bagdellen og saa ind sættes og en Vinde for. Cit.beg.19.aarh.(Boers. VetF.259). LollO. (om brokbind). UfF.    1.2)   om plante med slyngende vækst; dels (nu næppe br.) om slægten træranke, Periploca: P KASchousboe. Vextriget i Marokko.(1800).120. Priis - Fortegnelse fra V Løwes Handelsgartneri. (1871).16. græsk vinde, (jf. I. Slynge 1.5) P. græca L. Phys Bibl.XIV.216. JE Ohlsen. Fortegnelse over Træer.(1847).11.   dels (nu vist kun dial.) om snerle, Convolvulus (arvensis) L. vAph.(1759).540. JTusch.64 (sdjy.). jf.: Sort-vinde. Moth.S620. sa.Conv. S280.   dels (jf. Tragtvinde; nu næppe br.) om tragtsnerle, Ipomæa purpurea Roth. OeconH.(1784).II.291. 2) (jf. I. Haspe 1, I. Vinder 2) redskab, hvormed ell. hvorom tov, garn olgn. vindes.    2.1) (jf. Vindsel 3 og II. Spil 2; især fagl.) hejseværk, i sin simpleste form bestaaende af en cylindrisk valse, der kan rotere om sin akse, og hvortil der er fastgjort et reb, v. hj. af hvilket en byrde kan hæves ell. sænkes (ell. i det hele en genstand bevæges), idet rebet vikler sig om, henh. af aksen; ogs. om trisse, i hvis rille et hejsetov løber, ell. om hejseapparat af den angivne type i forbindelse med dets faste tilbehør (stativ, støtter, hejsekvist olgn.); spec. om løfteapparat (i hejsekvist) paa et pakhus, en mølle olgn.; loftsvinde. LTid.1724. 807. (hesten) drager en Vinde, som fører Arbeiderne . . op af en dybere Gruvebund. Molb.BfS.III.32. der kom Pakhuus med Gavl og med Vinde. HCAnd.(1919).V.81. (vi tog) fat paa at hejse den sprængte Kvarts op (af skakten) ved Hjælp af en Vinde. Buchh.FDK.97.   (jf. Vindebrønd) om brøndvinde. NKBred.TvG.3. Vinden gik trangt om, naar man skulde have Spanden med Vand over Brøndkanten. HCAnd.(1919). V.58. Guillotinen staar som Vinden over en Brønd. ORung.SS.96. NordsjællF.V.61.    2.2) (jf. Silke-, Traadvinde 1; især fagl. ell. dial.) redskab, hvormed ell. hvorom traad, linegods olgn. vindes (III.2) (for at komme til at ligge ordnet, regelmæssigt, fx. i nøgler, vindsler); navnlig om redskaber som haspe (I.1), garnvinde, vindsel (2). LTid.1725. 292. Spindemaskinerne . . ruller (bomulden) til tyndere og tyndere Traade, indtil den er tynd nok til at løbe om den store Vinde. Cavling.A.II.52. Vinde . . Vindsel hvorpaa man opruller en Fiskeline. Scheller.MarO. LollO. UfF. jf. Esp.373. om den oprullede mængde garn: en Vinde sort Stoppegarn. KMich. Syv Søstre sad –.(1923).118.   (jf. Vindekrog 2) om redskab, hvormed snor olgn. tilvirkes, snos. Feilb. Stevns Bjev.II.64. jf. ssgr. som Haand-, Kastevinde (s. d.). 3) (især fagl. ell. dial., til dels foræld.) videre (billedl.) anv. af bet. 2; navnlig om (arbejds)redskaber, som ved form ell. funktion minder om en vinde (I.2).    3.1) (jf. bet. 2.1) om redskaber, konstruktioner, hvormed noget spændes, udtrækkes ell. hæves olgn. Haandklædet ophængtes . . paa en Vinde og Enderne føjedes sammen, saa at det kunde rulles rundt. TroelsL.II.139. om sving paa slibesten m. m.: Feilb.   (jf. I. Vinder 2; bødk.) et apparat (en “drejer”), hvormed stavene tvinges, drejes tæt sammen, idet et spil strammer et reb om dem. Den gl.By. 1935.9. UfF. (jy.).   (jf. u. Haandvinde; foræld.) redskab til at spænde en armbrøst med. han fik hærdet (sønnens) Muskler til første Gang at spænde Staalbuen, hans egen gamle Armbrøst uden Hjælp af Vinde eller Drev. SMich.Æb.67. jf. ovf. sp. 1649⁶¹: Vindearmbrysterne . . med tilhørende Armbrystvinder. HistTidsskr.5R.V.75.   (jf. u. Haandvinde; nu næppe br.) donkraft. Hallager.257.   (foræld.) redskab, hvormed der fremstilles, trækkes (tynde) metal-stænger, -traade; om traadvinde (2): MO.¹II.522. VSO.VII.212. om blyvinde: Sal.XVIII.307. BornhHaandv Er.25.    3.2) (jf. bet. 2.2) om omdrejende redskaber forsynet med (4) arme, vinger (mindende om en haspe (I.1)).   (jf. Vindeaflægger; landbr.) om hver af de roterende vinger (I.6) paa en mejemaskine, der fører sæden mod kniven. Pol.²/₈1906.4. (slaa) Maskiner med Vinde . . Der er en Haspevinde, som fører Sæden til Kniven. LandbO.III.539.   (næppe i rigsspr.) drejekors. De var kommet til en Vinde, hvorigennem Vejen førte over Jernbanelinjen . . G. var . . drejet igennem Leddet. Nathans.MP.217. Pol.²⁵/₁₀ 1938.13.sp.4 (fra Grindsted).

Vind-, i ssgr. [ˈven-] (jf. dog vindskibelig). især: 1) (ogs. (nu ikke i rigsspr., sml. Feilb. u. vindelege) Vinde-. se Vind-fælde, -gud, -gust, -pulver, -pust, -syge. jf.: *Der efter skibed hand fra Wallands Havne-Kuster | Med Vinde-brused Seyl. PoulPed.DP. (1937).70. – (†) Vindt-. se Vind-mager, -mageri (og sml. u. Vindhund)). (jf. Vejr-) af I. Vind, især i bet. 1 (saaledes overalt ndf., hvor intet andet bemærkes), bet. 5(1) ell. (oftest efter tilsvarende ty. ssgr. m. wind-) bet. 6; foruden de i det flg. anførte ssgr. kan af de mange letforstaaelige ell. mere tilfældige ssgr. til bet. 1 nævnes Vind-aand (jf. -gud), -afstivning, -beskadiget, -bevægelse, -blaf, -bøjet, -drejning, -forandring (jf. -skifte), -forhold, -hastighed(s-maaler), -hyl, -hærdet, -krusning, -maaleapparat (jf. -maaler 1), -maaling, -modstand, -nedslag (jf. Nedslag 3.3), -omsus(e)t, -paavirkning, -sug, -system.   til bet. 5(1) kan foruden de ndf. medtagne bl. a. nævnes Vind-afgang, -ansamling. 2) til II. Vind; se vind-lægge, -skibelig(hed). 3) (især i (dial.-farvet) talespr., jf. dog vindskæv) til IV. vind (2); se vind-benet, -halset, -hovedet, -pattet, -skæv, I. -øje, -øjet; desuden bl. a. vind-blisset (jf. blisset 1), -hoftet, -mundet, -næset. 4) til I. Vinde ell. III. vinde; se u. Vinde-jærn, -reb, -spil, -takkel, -tang, -tov.

III. vinde, v. [ˈvenə] præs. -er [ˈven'ər]; præt. vandt [van'd], hvortil flt. (arkais., sj.) vunde (Pflug.DP.585), ell. (sj.) -ede (Breum. HH.66; i bet. 3.2); part. vundet [ˈvonət] ell. vunden [ˈvon(ə)n] (fk.; ogs. (nu især dial.) som præd. til ord af intk. ell. flt. ell. i forb. m. have: Moth.V199. IslKyst.71. Tode.IX. 139. Manufact.(1872).310. Feilb.), hvortil best. f. og flt. vundne. vbs. -ing (se I. Vinding). (ænyd. vinde, glda. præt. wan(d)t (Brandt.RD.II.50. Michael.70), part. wunden og wundnæt (DGL.V.195 var.), æda. præt. wat (Fragm.2), part. wndæt (DGL.V.195), sv. vinda, no. vinde, oldn. vinda (præt. vatt, flt. (v)undu, part. (v)undinn), eng. wind, ty. winden, got. (bi-, us)windan; besl. m. I. Vaande, I. Vant, I. Vante, II. vende, II. Ville og (vistnok) I. Vaand, jf. Gevandt, Gevind, IV. vind, I. Vinde, Vindel, II. vindig, vindle, Vindsel) A. slynge (III.1), sno, vikle (I). 1) (især fagl. ell. dial., undertiden vanskeligt at skelne fra bet. 2) m. h. t. (lange, tynde, især: traadformede) legemer, som snor (6), vrider sig ell. (oftest) flettes, vikles, strammes om hinanden, sammen og derved danner et nyt (sværere) legeme: d. s. s. sno 1(1), IV. tvinde 1; obj. betegner dels materialet, dels resultatet, det færdige produkt; ofte i udtr. for at tilvirke reb, garn olgn. og i forb. m. ord (af lignende bet.) som spinde (II.1), tvinde (IV.1).    1.1) i al alm. OeconT.I.6 (se u. IV. tvinde 1 beg.). Almindelig er (navlesnoren) vunden fra Venstre til Høire. Busch. Fødselsvidenskaben.(overs.1838).79. Reberbanen, hvor Rebslageren gik . . og vandt sine Reb. Stuck.I.194. det lange, i Fletninger vundne Haar. Brandes.MB.368. jf. ndf. l. 29: *Naar de (dvs.: blomster) vindes til en Krands, | Faae de bedre Syn og Glands. Heib.Poet.VII. 373. – i forb. vinde sammen: Moth.V200. MO. (jf. sno sp. 1162^6ff.) uden obj.: (bonden stod) og vandt sammen paa en favnfuld Hø. ErlKrist.BT.29.   (jf. u. bet. 2.1 og u. Krans 1.1) m. h. t. krans. (ofte billedl.). Til Hæder for den styrtede Minister skrev han . . sin Fortælling “Philet”, hvori han . . vandt ham en rig Hæderskrands. Molb.EL.129. Borgmesteren havde . . godt kunnet indflette i den Mindekrans, han vandt vor By, Navne som Mynster, Søren Kierkegaard og Grundtvig. AxRosendal.SP.13.    1.2) (sml. bet. 2.1; maaske egl. til ell. sammenblandet m. en afl. af I. Vaand; jf. Vindegærde, vændre; dial.) fremstille fletværk af (pile)ris olgn. som lukke, udfyldning ml. lodrette stokke; især i forb. som vinde gærder ell. vinde vægge. en vunden eller stavred Væg. Gram.Nucleus. 206. Rask.FynskeBS.68. (væggene) bleve først vundne med “Støjle og Vænger” og derpaa klinede. NRasm Søkilde.B.90. Fr Grundtv.LK.19.236. Et gærde vindes på den måde, at risene presses ned mellem stavrerne – udenom en stavre og indenom den næste. StevnsBjev.II.85. jf.: “vendre” (sæll. (dvs.: sjællandsk) “vinde Riis i”). FDyrlund.Bygningsmaaden paa den sydslesvigske Landryg. (1853).16.    1.3) (haandv.) i videre anv., m. h. t. hvad der fremstilles v. hj. af en vinde (I.3.1); dels (bødk.) i forb. m. sammen: tvinge staverne i buget bødkerarbejde tæt sammen med en vindebom (1). Haandgern.128. UfF. (jy.); dels (glarm., foræld.) m. h. t. bly, der udtrækkes v. hj. af en blyvinde: BornhHaandv Er.25. (glarmesteren havde) en blytrækker at vinde blyet op med til vinduerne. Krist.JyA.VI.252. 2) især m. h. t. hvad der vikles, snøres om ell. af (se bet. 2.1 slutn.) noget ell. (jf. bet. 1) vikles sammen til et nøgle olgn. (se bet. 2.2): d. s. s. sno 2. (ofte (jf. I. omvinde) i forb. m. om(kring)).    2.1) (i rigsspr. især ) i al alm. Pflug.DP.585. (kluden) befæstes med et Bind, som vindes om heele Beenet, neden fra Fodbladet lige op paa Laaret. CEMangor. FB.49. den Hør, man vinder om sin Rok. Sibb.II.143. *Om Midien trende Gange | Guldkjeden de vandt. Winth.HF.88. Konen vandt stilfærdigt Klædet om Mumieansigtet. JVJens.HF.95.   (jf. sno sp. 1162^54ff.; nu næppe br.) i udtr. for at slynge armen(e) rundt om noget. *De (dvs.: badende asynjer) ofte Arm i Arme vinde, | Og dukke ned som vilde Ænder. Oehl.XXIX.123. *Snart skal jeg omkring Dig vinde | Kraftigt min Arm. Winth.I.121. [OLBang.] EvaHomo.(1851).194.   (sml. u. bet. 1.1) i udtr. for (som hyldest) at sno en krans olgn. om noget (især: en persons hoved, tinding). Heltene vandt Seierens Krandse om deres Tindinger. Mynst. Betr.I.95. *jeg har isinde | Rosen-Krands om Kors at vinde. Grundtv.SS.I.454. *vind dig vedbend om håret. NMøll.B.19.   vinde en ell. noget om en(s) finger olgn.; især i forb. m. kunne, i udtr. for høj grad af bøjelighed. Det er en udenlandsk Klinge, som jeg kan vinde om min Finger. Bredahl.I.205. vinde noget om en Finger, en Arm. MO. navnlig (jf. u. Finger 2.4 og sno 2) overf.: (kunne) faa en til at gøre hvad som helst, (alm.:) kunne sno, vikle en om sin (lille)-finger. Luxd.FS.8. (digterens vemodighed) griber ind i vore fineste Nerver og vinder os om en Finger, før vi vèd et Ord deraf. Brandes.I.522.   i forb. m. af: ved drejende, roterende bevægelser vikle noget af, løsne, fjerne noget; afvinde (II). Moth.V200. (han) smurte Vognene, han vandt de begede Møtrikker af. MartinAHans.NO.8. i alm. rigsspr. næsten kun (jf. bet. 2.2) m. h. t. garn: *(hun) vinder sit Garn af. Riber.II.102. S&B. Når tenen på rokken var fuld, skulde der . . “vindes af tenen”. Det garn, der skulde bruges til at væve af . . blev vundet i nøgler. StevnsBjev.94. UfF.   i forb. m. op, m. h. t. reb olgn.: lade danne bugter, slyng omkring noget. Vindebom . . som tauledt vindes op pâ. Moth.¹V186. OpfB.⁴III.328.    2.2) (jf. bet. 2.1 (slutn.) og II. spole, II. udvinde 2) m. h. t. garn, traad: ordne, samle ved at slynge det i regelmæssige bugter om et vindsel, til et nøgle olgn.; især i forb. vinde garn (i ell. (nu sj.) paa (Moth.N124. jf. ndf. sp. 1654¹³) nøgle(r): Moth.V200. VSO.(u. Garnvinde). Pol.²²/₄1942.7.sp.5. SjællBond.65) ell. (lidt sjældnere) vinde et nøgle (garn) (Moth. V199. VSO. Feilb.BL.103). Aftenerne passeerer jeg . . ved at vinde Garn med Fruen. HHans.PD.216. Winth.V.117. Vindepinden, hvorpaa . . Guldtraad er vunden. VortHj. III,1.43. Hun gav ham noget speget Garn og bad ham om at vinde det. MarieRørdam. Tilbageblik.(1911).14. i overtroen: En Ungkarl maa ikke holde Garn for en Pige, thi da vinder hun Lykken fra ham . . Det giør imidlertid ikke Noget, naar hun, som vinder Garnet, lader ham beholde den sidste Ende deraf. Thiele.III.74. Feilb.I.424. vinde fandens garn, se Fanden 1.4. i børnevers, -lege: *Visselulle, mit lille Barn! | Mo'er sidder og vinder Garn. Thiele.¹II,1.127. Feilb.I.627. vinde nøglegarn, se Nøglegarn.   i forb. m. op; dels: vinde sammen til et nøgle olgn. CKMolb.Amb.71 (se u. II. Nøgle 1). Garnet var vundet op til et stort Nøgle. Pol.³/₁₁1941. 12.sp.5. vinde op paa det store nøgle med en, se II. Nøgle 1. dels: opløse, opvikle et garnnøgle. “hvad er saa rundt som et Eeg og saa langt som en Kirke-Veg?” – “Et Traae-Nøgle! thi naar man vinder det op er det saa langt som en Kirke-Veg.” Holb. Jul.12 sc. JVJens.EE.86 (se u. II. Nøgle 1).    2.3) (jf. II. udvinde 1; sj.) i forb. m. ud: faa noget til at forlade sit sted, fjerne det ved at sno, dreje det. saa snart den (snyltende rundorm) lader sig tilsyne (paa de indfødtes ben og arme), giøre de ham fast ved en . . pind, og vinder ham efter Haanden ud. Pflug.DP.1074. *Hvad tvinger mit Hjerte | saa stærkt mod det Fri, | og vinder og vrider | mig ud af mit Hi? VilhAnd.GD.29. 3) (især ) refl.; navnlig i forb. m. nærmere bestemmelse som adv. (frem, om, op ofl.) ell. præp.-led.    3.1) (jf. bet. 1) om langagtigt legeme, der vrider sig proptrækkeragtigt, i spiraler olgn.: d. s. s. sno 6. (ur) Fjæren . . vinder sig i nogle Omgange omkring Fjerstiften i Fjerhuset. Hallager.262. Røgen, der som et blaat Baand vandt sig op ad Brinken. Madelung.EH.264. Piskesnærten fik fat om Akslen og vandt sig paa, saa det hele maatte stanses og trækkes baglæns. AndNx.PE.I. 119.   vinde sig op, om noget sammensnoet, -knyttet: vikle sig op. Saa nærmer (guldsmedehunnen) Bagkropsspidsen til Vandet og afkaster Æggemassen, der i Berøring med dette vinder sig op til en lang Æggesnor. WesenbL.Ins.58.    3.2) (jf. bet. 2) om hvad der (som vej, vandløb, plantestængel, haarfletning m. m.) forløber, strækker sig i slyngninger, spiraler, bugtninger: d. s. s. sno 7. (peber) vinder sig op som Homle. Pflug.DP. 488. omkring Hovedet vandt sig de frodige Flætninger. Oehl.Øen.(1824).II.246. *langs med Heden Bække smaa | Sig klare, vævre vinde. Grundtv.PS.IV.4. Vejen vinder sig op over Aaserne. JVJens.Nordvejen.(1939).42.    3.3) om levende væsen, der bevæger sig (fremad) i bugtninger ell. ad en slynget, ujævn bane: d. s. s. sno 8.1.   (ofte paa overgangen til bet. 3.2) om dyr som orme, aal, slanger. *Slangerne saae han i Jernets Buur . . | Sig Kroppen vandt i den skiønneste Bugt. Oehl.XXXII.218. *(Midgaardsormen) ligger end i Hav, | Og vinder sig om alle Lande! Grundtv.Optr.II.174. *En spraglet Orm sig vandt og vreed | I grønne Græs ved Veien. Winth.X.139.   om person. *(han) sig med Afsky vandt | Af de kraftesløse Arme. Oehl. XXIX.171. Fodfolk og Cavalleri søgte at vinde sig igjennem Trængslen. Dodt.R.190. (tyrefægteren) gik frem, snoede og vandt sig med Flammeklædet. KLars.MK.92.   (jf. sno 8.4) overf. Aanden . . vinder sig løs fra Legemets Fængsel. Mynst.Betr.II.350. Da vandt den rette Trang sig frem i hendes Hjærte. JPJac.II.258. 4) (jf. skrue-, snegle-, spiralvunden ofl. og sno C) part. vunden (vundet) brugt som adj., m. bet.: som har (ell. synes at have) været genstand for snoning, fletning; ogs.: som forløber i bugtninger, slyngninger. 3 Par Lysestager (1 Par med “vunden Foed”, de andre ottekantede). Cit.1768.(PersonalhistT.1951. 64). *jeg synker hen i Tanker | Ved at see paa Dine Lokker, | . . Hvilke Anelser og Drømme | I det Ringlende, det Vundne! Aarestr.SS.II.163. en skrueformig vunden Fjer. Nord Conv Lex.V.698. *de krumme | Uroxehorn og vundne Muslingsnekker. Gjel. KH.53.   til bet. 1.3. vundet Bly. Bornh HaandvEr.25. B. 5) bevæge (navnlig: hejse, løfte ell. nedfire, sænke) v. hj. af et hejseværk, en vinde (I.2.1).    5.1) (næsten kun (jf. dog ndf. l. 57ff.) i forb. m. (trykstærkt) adv., navnlig ned ell. (jf. opvinde 1) op; i rigsspr. især , højtid. ell. (i enkelte anv.) fagl.) hæve ell. sænke en i et reb, en wire fastgjort byrde v. hj. af et spil, en vinde (I.2.1) olgn. vinde gôds af (ell.) i skibet. Moth.V200. *Nu vinder dybt i Taarnet mig, i Graven ned! Oehl.XII.231. de vare ifærd med at vinde et stort Fad Øl op paa Høieloftet . . de droge . . haardt paa Touget. CBernh.V.25. (jf. bet. 5.2) m. h. t. bevægelse uden for det lodrette plan: Det var et uhyre Arbeide at vinde Canonerne op ad de steile Bakker. Engelst.Wien.383.   m. h. t. (spand til) brøndvand.Moth.V200. *(han) | Fik vundet op af Kilden | Det friske, kolde Vand. Winth.HF.246. KMich.LM.162. (brønd) Vandet vandt man op med en Træspand, der hang i et Reb. Nordsjæll F.V.61.   m. h. t. vindebro. Broerne, som førte over Gravene . . kunde vindes i Vejret. HMatthiess.N.16. Et Stykke af (broen) har naturligvis været til at vinde op. NationalmusA.1936.32.   (jf. bet. 5.2; nu sj.) m. h. t. skibsanker. Moth. V200. SøkrigsA.(1752).§436 (se u. II. Spil 2). PMøll.ES.III.159.   (især poet.) m. h. t. sejl. *Saa vandt de op deres Silkesejl | saa højt i forgyldene Raa. DFU.nr.22.5. Absalon befalede ham, strax at vinde Seil (og) lægge ud ad Isøre-Gab. Grundtv.Saxo.III.227. (han roede) tilbage til Orlogsskibet, som igjen vandt Seil og fortsatte sin Kurs. Baud.KK.12.    5.2) (jf. forb. vinde et anker op u. bet. 5.1; , nu næppe br.) v. hj. af varp og spil olgn. bevæge et skib bort fra et sted. Da Galioten drev for sit Pligtanker, havde nær kommet paa Auernakke Rev, maatte føre det daglig Anker ud og vinde fra Grunden. Jens Sør.II. 23. (skibet blev) lykkeligen vunden af Grunden. IslKyst.71. vinde stagsvis, se stagsvis. jf. II. indvinde 1: Vj begyndte at vinde ind paa vorres Touer for at gaa seil. Wigandt.D.189.

IV. vinde, v. [ˈvenə] præs. vinder [ˈven'ər] Høysg.AG.97; præt. vandt [van'd] (smst.), flt. † vandte (Holb.DNB.556) ell. (i bet. C; nu kun arkais., sj.) vunde [ˈvonə] (Pflug.DP.925. Holb.DH.I.280. Suhm.II.288. Grundtv.Idunna.(1811).70. UBirkedal.(StSpr O.Nr.90.43)); part. vundet [ˈvonət] (ogs., især kbh., attrib. til ord af fk.: en vundet fodboldkamp, krig ┆ jeg gik hjem fra basaren med en købt og en vundet dukke ┆) ell. vunden (Høysg.AG.97) (fk.; ogs. (nu især dial. (vestdansk, gl.-kbh.)) som præd. til ord af intk. (Moth.S638.V193. give (fjenden) vunden Spil. Schousbølle.Saxo.289. saa er meget vunden. Stoud.Emb.71. dyrtvunden Ry. FrPoulsen.(Pol.¹⁶/₉1942.10.sp.1)) ell. flt. (Aarb Frborg.1911.105; se u. bet. 4.4) ell. i forb. m. have: Moth.V192. Brors.265. Hjort. KritLit.I.107.111. Soya.FH.148. Lunde.F. 98. jf. u. oplagt 3.1 og II. overvinde), hvortil best. f. og flt. vundne   som hjælpeverbum bruges have, i bet. A ogs. (sjældnere) være: *alt jeg hjem er vunden. Wilst.D.II.49. I Formen har Hellenerne her (dvs.: i Iliaden og Odysseen) strax naaet en Højde, som næppe nogen Orientaler er vundet til. NMøll. VLitt.I.273.   vbs. -en (s. d.) ell. -ing (se II. Vinding), jf. II. Vind, Vinst. (æda. winnæ, run. præt. uan, sv. vinna, no. vinne (jf. let-, tungvindt), oldn. vinna (præt. vann, flt. (v)unnu, part. (v)unninn), eng. win, mnt. holl. winnen, oht. got. winnan (nht. gewinnen; jf. Gevinst); besl. m. sanskr. vanṓti, vánati, ønsker, naar, sejrer, og Ynde, Ønske   om sammenfald m. II. vidne s. d.) A. (i rigsspr. nu især , bortset fra visse faste forb.) bevæge sig, komme til ell. henimod et maal; naa (I.1); række (III. 4.1); navnlig m. forestilling om, at det er forbundet med møje, vanskelighed at udføre bevægelsen, naa maalet. 1) uden obj.    1.1) m. direkte tilknyttet præp.- led (i forb. som vinde gennem skoven, til byen; om forb. m. med se bet. 1.4 slutn.). *jeg gamle Kone, | Der knap kan vinde af een Stue i | Den anden. Rahb.Skuesp.II.35. *Ret aldrig mere til Havnen den (dvs.: skuden) vandt, | Fordi at dens Tid nu var omme. Blich.(1920).XXI.183. Endelig vinder man paa Dækket. MylErich.S.100. Drengen vandt over Bakkens Kam og forsvandt. AlbDam. B.73.   uegl., billedl. *Du (dvs.: Jesus) est min sikre himmel-vey, | Til livets land at vinde. Brors.SS.I.277. Her . . vinder Leo til Bevidsthed. JVJens.LA.104. spec. (l. br. i rigsspr.) i forb. vinde over noget, komme over, staa igennem, forvinde (1): ADJørg.III.455. aldrig ha'de hun . . troet, at Drengen skulde vinde over det, den Dag de kom og tog Gaarden. Wied.LO.85. Der gik mange Dage, før hun vandt over at mælde nyt om det, hun bar lønligt. Gravl.EP.120.   vinde fra en, noget, gaa, løbe, sejle osv. hurtigere end en anden (noget andet) (i sa. retning); overgaa i fart; distancere. vinde fra et Skib. Sø Lex.(1808). *i Løb jeg vandt fra Hinden. PalM.AdamH.I.121. jeg kunde holde trit med ham paa udvejen, men paa hjemvejen vandt han efterhaanden fra mig ┆   (jf. bet. 1.3) †: Vinde paa et Skib. At nærme sig det. Udtrykket bruges fornemmelig ved at jage et Skib. Harboe.MarO.    1.2) i forb. m. (trykstærkt) adv. (i udtr. som vinde op (over, paa, til bjergtoppen), over (paa, til den anden bred) osv.; om særlige forb. m. ind, med se bet. 1.3-4). Moth.V193. hestene kand icke vinde længer i dag. JacBircherod.R.51. da vi derfra havde vundet op til (bjerg)- Toppen . . satte vi os trætte ned. Bagges. NK.5. Det gik . . saare langsomt, og Man var ikke istand til at vinde ud af Heden, førend Mørket faldt paa. Blich.(1920).X.82. (jeg) havde neppe Kræfter at vinde ned af Trapperne. HCAnd.BCÆ.I.322. jeg maa blive her i Nat; jeg er for træt til at kunne vinde videre. Sv Grundtv.FÆ.II.45. Jeg kan aldrig tro, de vinder igennem (dvs.: i snestormen). JVJens.NH.218. (:) vinde op mod Strømmen. Scheller. MarO. S&B. Da man (ved stagvending) gaar igennem Vinden, vinder man som Regel lidt op til Luvart ved denne Manøvre. Bardenfl.Søm.I.188. Scheller. MarO. billedl.: Det kneb . . for S. at vinde op til disse Betragtninger. FruHeib.EtLiv.II. 107. (drengen) læste med en tynd Stemme, der ligesom stundom sank i Knæ i ham. Han vandt dog igennem og læste de sidste Ord fast og tydeligt. ThøgLars.FB.54. også ad verdslige veje vandt det fremmede ind. Skautrup.SprH.I.307.   vinde frem (ell. fremad. OlafHans.S.33. Linnemann.NF.225), (sejrrigt) bane sig vej, vinde indpas ell. gøre fremskridt (i udvikling). trofast følge Vennens Udvikling, være glad med ham, naar han vandt frem, og hjælpe ham til Haab, naar han stod stille. JPJac.II.105. Sagen vil tilsidst vinde frem til Sejer. S&B. det plattyske Talesprog (var) begyndt at vinde frem. Thorsen.Afh.I.18. et Folk, der kæmpede og stred for at vinde frem trods megen politisk Virvar. Christmas.Kong GeorgI. (1913).15.   vinde hjem. der er ikke længere til Rom, end at jeg jo paa nogle faa Maaneder kan vinde baade hen og hjem. Blich.(1920).XV.94. Sv Grundtv.FÆ.II.193. Udpaa Natten vandt han hjem til Gaarden. Gravl.AB.154. overf.: *Lad ved din Bøn os vinde hjem (dvs.: til gud). Jørg.BF.22. Sønderjyderne havde selv vundet hjem til Danmark ved deres Trofasthed. Skoleprogr.Holte. 1941.20.    1.3) i forb. vinde ind paa en ell. noget, (under forfølgelse) mindske vedk.s forspring, komme ham (det) nærmere; hale ind paa. CMøll.PF.138. Mynderne vinder ind paa Haren. Saa bøier den af i en skarp Vinkel. Bogan.I.156. forfølgeren . . vandt stadig ind på hende, (hans) åndedræt . . lød (nu) lige bag hendes øre. Raae.F.199. (:) Ethvert Skib, der vinder ind paa et andet Skib. Anordn.Nr.4²²/₁1897.§24. Scheller.MarO.   overf. har man ved en Lejlighed haft det Held at vinde helt ind paa Dem, saa kan man være vis paa næste Gang at være lige saa langt fra Dem. GyrLemche.NB. 159. Disse Tanker vandt mere og mere ind paa H. Rosenkrantz.SG.58. Roerne gror for hver Dag, og navnlig vinder de senere saaede voldsomt ind paa de først saaede. SorøAmtstid.³/₆1944.2.sp.4.    1.4) i forb. m. med (som adv. ell. præp.); dels i forb. (kunne) vinde ˈmed, (kunne) holde fart, trit med, følge trop med, ikke sakke bagud. hvis Du (dvs.: en syg) blot snart kan vinde med til Genf. Goldschm.V.185. hun var bleven siddende paa en Bænk . . fordi hun var træt og ikke kunde vinde med længer. Pont.LP.III.22. drengen . . må småløbe for at vinde med. Grønb.H.I.43. UfF. overf. (ofte i forb. (kunne) vinde med i noget): adelens forsøg på at vinde med i magtudvidelsen fører til blodige nederlag. ADJørg.II.221. De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med. Bang.SE.217. (det) maatte ende med, at Tyskland . . umulig kunde vinde med i Konkurrencen. DagNyh.³⁰/₈1921.7.sp.5.   dels (jf. bet. 1.1) m. med som præp. m. styrelse. Drachm.STL.305 (se u. Agterhaand). en So med Grise, der var for spæde til at vinde med Hyrden. Troels L.II.52. jf.: et svagt høfvit, som ei kand vinde og være med hiorden. Cit.1747.(Vider.II.159). overf.: jeg er for sen i Hovedet til at vinde med (orig. 25: følge med i) løbske Historier, der farer hen over Jorden og glemmer Tid og Sted. MartinAHans.JR.²(1950).22. 2) m. obj. (obj.-lignende bestemmelse).    2.1) m. obj., som betegner det (især: den (terræn)genstand), man stiler mod: naa (til); (dial.) ogs. m. h. t. person: indhente. de Forreste (af soldaterne) sprang . . i Grøfterne og søgte at vinde Engene. Blich.(1920).XV. 80. *Lad bore Lækhul under hver en Kjøl, | Saa intet Skib kan vinde aaben Sø. Boye.PS. II.115. vi vinder dem nok. FDyrlund.(UfF.).    2.2) i forb. m. længdeangivelse: tilbagelægge. Fodknegtene vare saa trætte, at de knap kunde vinde den korte Vei. Molb.DK.217. vi (gik) for strygende Vind ud i Kattegattet og vandt vore 8 Miil i Vagten. PMøll.(1855). II.226. *Over Thyras brustne Led | Blod i Strømme randt; | Tydsken maatte kjøbe | hel dyrt hvert Fjed, han vandt. Ploug.I.104. Gjel.HS.146. jf. †: hvor skal den Sultne, den Nøgne . . kunne vinde ud den lange, kolde, vaade Vei? Kan hun stride imod den skiærende Nordost? Tode.SB.213. B. 3) (jf. evindelig; sj. i alm. spr.) have varighed, udstrækning i tid; (ved)vare; holde (II.25); bestaa. *Himlen skal svinde, | Og Jorden forgaae, | Men Ordet skal vinde, | Og Tegnet bestaae. Grundtv.NM.26.   næsten kun i forb. m. andre verber. rinde og vinde, se III. rinde 5.4. navnlig i forb. vinde og vare (sjældnere vare og vinde): *mens det gamle tæres hen, | Da blomstrer Nyt der op igien, | Som vinde kan og vare. Grundtv.SS.I.246. *Udødelighed er en herlig Sag, | Naar Glæden kan vare og vinde. sa. PS.VI.211. *Det skal vare, det skal vinde, der skal spire Blomst af Frø. ThorLa.Nocturner.(1897).86. ofte i ønsker: Moth.V198. gid det (dvs.: et lykkeligt ægteskab) maa vinde og vare! Blich.(1920).XXIX.165. Gud ske Lov for Freden. Maatte den vinde og vare, mens han levede. HansPovls.HF.122. UfF. C. erhverve, skaffe sig, opnaa ell. (m. h. t. andre) bringe, sætte i besiddelse af (noget attraaværdigt, behageligt osv.; jf. dog (sj.): (Tyrkiets optræden) har vundet hele den civiliserede Verdens Mishag. Ravnen.⁵/₁₁1876.5.sp.1)   i bet. 4-6(1) ofte m. hensobj. (vinde sig et navn (som lærd), en brud ┆ bogen vandt sin forfatter stor berømmelse ┆) ell. (jf. I. af-, fra-, gen-, I. ind-, II. over-, til-, I. udvinde) m. tilknyttet trykstærkt adv., især (i bet. 4-6.1 og 8) tilbage ell. igen, (nu) sjældnere af (se bet. 8.1), fra (se bet. 4.1, 5 beg., 6.1), ind (se bet. 4.1, 5.1), over (se bet. 6.2), ud (se bet. 4.1 og 3)   om forb. (til bet. 4, 5 og 8) som vinde kransen, laurbær (3), palmen (I.1), prisen (I.3.1), præmie (2), sine sporer (I.1.2) se Krans (2.4) osv.; om forb. vinde kær se bet. 10. 4) m. h. t. ting, et materielt gode.    4.1) i al alm. Moth.V192f. *ved . . at lade Øret til (naar der fortælles sagn), | Man vinder Tæring til de lange Rejser, | Som aldrig mulner eller bliver tør. Grundtv.PS.II.456. en Lov, hvorved Forpligtelsen til at lade (børn) døbe er ophævet. Et Gode er der ialfald vundet ved denne Lov; Fattigfolk behøve ikke mere at skjændes med Præster . . fordi de ikke kunne betale nok. Rappee. 1857.95.sp.1. Under sit Løb standsede hun stundum for med et dybt Aandedrag at vinde Vejr til et længere Løb. Schand.IF.341. se ogs. u. erobre 1 slutn. hertil (ell. til bet. 4.5): hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel? Matth.16.26. talem. saa ell. som vundet, saa rundet, se III. rinde 5.4 (jf.: let vundet (er) snart svundet. S&B. D&H.). dristig vovet, halvt er vundet, se dristig 1.1. (kun) hvo som vover vinder olgn., se vove. – spec. (jf. bet. 8.2; jur., foræld.): ved proces erhverve ell. faa tilkendt ejendomsret til noget. Hvo som vil deele (jf. IV. dele 1) om Ejendom . . vinde først Grunden og Ejendommen, før end hand bruger Sandemænd. DL. 5–10–1. Med Vidisser kand mand Gods forsvare, men ej vinde Gods. smst.5–10–2. jf. u. fravinde: (sønnen) agtede endog ved Proces og Lovmaal, at vinde hende den (dvs.: en kostbarhed) fra. Gram.Breve.206.   i forb. m. ind († ud. Moth.V193): skaffe sig (noget tabt) tilbage ell. opnaa erstatning for (noget); indvinde (I.1). MO.¹ hun havde tabt 3000 Kroner (paa sin forretning). De . . maatte vindes ind i Hast. Schand.BS.213. da der næppe bruges væsentligt mindre af andre Slags Medicin, fordi Penicillinet er kommet til, vindes der ikke noget ind paa denne Konto. Pol.⁷/₁1946.5.sp.4.   i (særlige) forb. m. pron. som obj.; ofte i forb. m. præp.-led m. med (Moth.V193. Du vinder intet andet dermed, Arv! end en banket Trøje. Holb.Jul.9 sc.), paa (S&B.) ell. (nu oftere) ved og navnlig i forb. som (ikke) vinde noget, meget ved noget, intet (andet) vinde derved (end osv.), hvad vindes der (ell. hvad er der at vinde) derved? ell. herved (ogs. hermed) vilde meget (noget, intet) være vundet. Hvad vinder I ved at sørge og klynke? Holb.Abrac.I.6. *Hvad vinder du ved, hvis du mig slaaer? Oehl.XXIX.132. Jeg tror derved (dvs.: ved denne opstillingsmaade) vindes såre meget for Lethed og Tydelighed. Rask.Br.II.112. Har Den, som havde Troen, vundet Noget i Henseende til Troens Kraft og Styrke? Kierk.VII.18. Kan M. faa Direktøren til at passe paa Fruen . . saa er meget vundet for os. Erl Krist.DH.146. hvo intet vover, intet vinder, se vove. se ogs. u. tabe 2.3.    4.2) (nu l. br.) erholde penge ell. andet som betaling, vederlag for arbejde, leverede varer olgn.: tjene (7). den, som havde annammet de to Talenter, ogsaa han vandt (1948: tjente) andre to. Matth.25.17. I maa vinde Penge, som Græs paa jeris Bøgger. Holb.Bars.II.6. Kiøbmanden berømmer Brændeviin, fordi han derved vinder mangen god Skilling. Suhm.VI. 378. Om Sommeren gik Lærerne paa Arbeide for at vinde Livets Ophold. Allen.DS. I.253. *Guld ved deres Gammen (sangerne) vunde. UBirkedal.(StSprO.Nr.90.43). se ogs. u. II. spare 2.1 og I. Udbytte 2. vinde sit brød, (nu næppe br.) tjene sit brød (I.2.1). Reenb.II.18.60. Kom Grønneg.III.110.   uden obj. Vinde pâ købet. Moth.V193. vinde (tiene) ved en Handel, paa en Vare. VSO. vinde og tabe er købmandsbrug, se Købmandsbrug.    4.3) (især fagl.) skaffe et produkt til veje ved en vis virksomhed; navnlig: udvinde (I). *Sign os Alle, som paa Vandet | Vove Liv for dagligt Brød, | Sign dem Alle, som paa Landet | Vinde det af Jordens Skjød! SalmHus.119.2. *Guld i Nordens Grube vindes. Grundtv.PS.IV.473. i (visse) Tilfælde vinder man af et Dyr . . indtil 16 Lod (uld). Manufact.(1872).63. Metallet udsmeltedes af Malmen paa lave Ildsteder og kunde kun vindes i smaa Mængder ad Gangen. WSchwanenfl.TF.13. de Vine, der vindes . . i Saaldalen. VareL.³700.   (især ) overf.; i forb. m. ud: *Lykken ved at følge stum | Livets Millioner Sange, | for at vinde ud en Sum | af tre fire rene Klange. Stuck. S.125. (forf.) forstaar at vinde det mest mulige ud af Situationerne baade som Dramatiker og Iscenesætter. Pol.²⁴/₁₀1943.11.sp.6.    4.4) (jf. bet. 4.5; især ) m. h. t. omraade, der tages i brug ell. sikres til et vist formaal: indvinde (I.2.2). vinde plads. MO.¹ Kierk. VII.367. Der er vundet plads ved beskæring af promenadedækket. Pol.¹⁸/₄1951.6.sp.4.   navnlig m. h. t. areal, der indtages til dyrkning, bebyggelse olgn. efter at have ligget udyrket, uanvendt, dækket af vand osv. (godsforpagteren) kjøbte jævnlig Træer paa sine egne Marker for derved at vinde nyt Agerland. NRasm Søkilde.B.119. de Omraader af Øerne og Fastlandet, som (friserne) bebyggede og vandt fra Havet. Johs Steenstr. DS.10. *Du Husmand, som ørker den stridige Jord . . | du vinder dig Ager hver Arbejdets Stund. Skjoldb.SM.Dedik. (søen) var bleven henviist til sit gamle, naturlige Omraade, og Tusinder af Tønder Land var vunden tilbage til rolig Besiddelse. Aarb Frborg.1911.105. Molerne ved Skagen vinder land tilbage. Socialdem.²/₁1951.4.sp.2. billedl.: vinde nyt land, se Land 1.1.    4.5) (jf. sejrvunden) erobre med magt (ved krig, vold). Hvad ere vundne Kanoner, Fahner, Krigskasse . . imod den Bevidsthed at have virket . . til nogle gode Menneskers Nytte? Tode. IX.177. Nu drager De atter ud, Jason, vil De denne Gang vinde det gyldne Skind? Tops.J.313. vinde (krigs)bytte (Molb.DH.II. 14), skalpe, trofæer ┆   (“nu kun poet.” VSO. “gldgs.” D&H.) m. h. t. landomraade ell. befæstet, forsvaret sted, bygning. *Sprekke Tydsk, og Eeder flette, | Knebelbarter op at sætte, | Vinder ikke Skaane Land. Reenb.II.196. Gulland vindes til Danmark. Schousbølle.Saxo. 241. *Danmark vinder Valdemar sig ganske. Boye.PS.II.117. *Jeg Landgang gjorde, vandt Slot og Borg. Winth.SS.84. Han havde vundet Kronen og Riget. Han ønskede ogsaa at vinde (se bet. 6) Folket. Vla Cour.DH. I.347. se ogs. u. Herreskjold 2. jf. genvinde 1: *Vind Slesvigs tabte Val | igen fra Klit og Al! Rørd.GK.219. han ikke aleneste forsvarede sit Fæderneland, at det ikke tog af, men endogsaa vandt tilbage, hvad det forhen havde forliist. Schousbølle.Saxo. 241. – om forb. (ofte m. billedl. anv.; sml. ndf. og jordvindende) som vinde grund, jordsmon (1), rum (I.1.3 slutn.), terræn (1.2 og 2) se I. Grund 1.2 osv.; jf.: vinde Sted blandt Lærde. Mall.SgH.589. vinde land, se Land 4.6. spec. (jf. u. bet. 5.3 slutn.; relig.) i udtr. som vinde himmelen (Basth.Tale. (1782).59), himmerig (Stub.34), paradis(et) (Ravnen.²⁶/₁₁1876.6.sp.2), blive salig. 5) (ofte ) m. h. t. noget abstr. Vinde bøn (dvs.: blive bønhørt). Moth.V192. *Det skjønne Syn (dvs.: af den juvelprydede frue) han neppe havde vundet, | Før som et Stjerneskud det var forsvundet. PalM.IV.378. *Hvorfor er jeg hid til Livet ført, | Hvor der kun er Kamp og Sorg at vinde? CKMolb.SD.4. herom er . . intet sikkert Resultat bleven vundet. Johs Steenstr.DS.51. i forb. m. fra: Vinde ens ære fra en. Moth.V193. fortreflige Mænd, som vist nok vilde vinde os Rangen fra. Thielo.M.4. saaledes i talrige mer ell. mindre faste forb.: vinde fred (SalmHj.67.3. Grundtv.PS.V.162. Drachm.DVE.148), (sin) frihed (OFriis.Litt.115), en frist (se u. II. Frist 3), ro (Schand.UM.199); vinde tid(en), se Tid 9.7. vinde ørenlyd, se Ørenlyd. – flg. hovedgrupper fremhæves:    5.1) m. h. t. (en persons) legemlige ell. aandelige egenskaber, færdigheder olgn. *du vinder | Din Førlighed igien, | Saa ald din Verk forsvinder. Kingo.SS.IV.202 (jf. u. Førlighed 1). gjennem Fortvivlelse og Forargelse . . at vinde Troen. Kierk.VII.322. *aldrig vandt jeg | til Jubelsange Mod. Stuck.S.27. Jeg tænker, Din Helbred er god, siden Du har bestemt Rejsen. Gid Du maatte vinde den helt ind i Italien. EBrand.Br.II.314. Gang paa Gang søgte (de skoggerleende) at vinde Sans og Samling tilbage. ThøgLars.FB.27. vinde kraft, (friske) kræfter (Stoud.Emb.67. HCAnd. SS.VI.330), styrke (SalmHj.61.5. I denne paradisiske Natur vinder Legemet Styrke og Sjælen Friskhed. Holst.UH.226. Efter min Hustru Mariammes Død har jeg vundet mig ti Mænds Styrke. KMunk.EI.102).   m. h. t. erfaring, indsigt olgn. vinde forstand (Ords.4.1 (1931; 1871: faae)), visdom (Ords. 16.16 (1931; 1871: kjøbe)); vinde erfaring (CBernh.XI.232), færdighed, indblik, indsigt (Gjel.HS.137), øvelse (Oehl.Er.II.118) (i noget), vinde forestilling (JLange.MF.99), kundskab (Mynst.Tale.(1843).14. Gjel.HS. 33. De vundne Kundskaber. AxDam.FO.20), viden (DSt.1941.136) (om noget), vinde kendskab (til noget).    5.2) (jf. bet. 5.3) m. h. t. velvillig, sympatisk, anerkendende indstilling, interesserethed olgn. *hvis Naade var at vinde | Ved Graad, jeg vilde da her græde som et Barn. Holb.Paars.64. *Ei vinder Hærens Overmagt | Dig (dvs.: Nelson) Efterslægtens Agt. Sander. Skiærtorsdag 1801.[1801].3. hendes Ungdom og Skjønhed vandt hende Alles Deeltagelse. Gylb.TT.115. Den Gode vinder Velbehag (Chr.VI: skal bekomme velbehagelighed; 1931: vinder Yndest) af Herren. Ords.12.2. skibstilsynet, som under hans ledelse vandt redernes og søfolkenes fulde respekt. Vikingen.¹/₅1951.3.sp.1. vinde (ens) agtelse (Stoud.Emb.146.171. Søllerød B.1950.81), anerkendelse (Bogtrykkerkunsten vandt tidlig almindelig Anerkjendelse. PLMøll.B.187. Vædløb.61), behag (Reumert.(MH.I.91)), beundring (Kierk.VII.242. PersonalhistT.1950.211), bevaagenhed (Microscopet.1856.Nr.34.3.sp.1), bifald (se Bifald 2), elskov (NMøll.VLitt.II.131), fortrolighed (Hjort.Krit Lit.I.47. VSO.), gunst (se Gunst 1.1), hengivenhed (Hjort.KritLit.I.107. VSO.), kærlighed (se Kærlighed 1.1), popularitet (se Popularitet 2), sympati (Ravnen. ²⁷/₈1876.7.sp.1), tillid (Hjort.KritLit.I.107. VSO.), velvilje (FolketsNisse.¹⁶/₁₀1851.sp.507), venskab (se Venskab 1.2), yndest (s. d.). vinde stemningen (for sig), se I. Stemning 4.1 slutn. vinde (ens) øre, (jf. bet. 5.4) se Øre.    5.3) (jf. bet. 5.2) m. h. t. ry, berømmelse ell. ære(s-bevisning) olgn. Helte . . hvis Bedrivter vinde deres Navn en forfærdende Glands. Mynst.Mall.4. (han) har vundet det Vidnesbyrd, at han var baade en dygtig og en hæderlig Mand. Brandt.CP.150. Krøyer slog sig ikke til Taals med den første, let vundne Sukces. KaiFlor.Hornbæk.(1940).101. Den bog . . hvormed N. N. har vundet den filosofiske doktorgrad. Hist Tidsskr.11R.II.299. vinde anseelse (Kierk.XIII.547. Bom.S.18), berømmelse (dette Arbeide vandt dets unge Forfatter udmærkende Berømmelse. Molb. NTidsskr.IV.461. OFriis.Litt.208), hæder (*Da havde jeg mig vundet | Baade Hæder, Gods og Guld. Winth.HF.135. *Som Kriger (jeg) vandt Roes og Hæder. PalM.(1909).I. 132), navnkundighed, pris (Grundtv.Saxo. I.121), renommé (Ravnen.¹⁰/₉1876.3.sp.1), ros (Ew.(1914).IV.25. Grundtv.RS.94), ry (KMads.NM.102), rygte (se Navn sp. 1019⁴²); vinde (sig) et vist eftermæle; vinde (sig) (et) navn (3.2) (som forsker, i litteraturen): hine historiske Værker . . vunde den Afdøde det retfærdige Navn af Nordens . . kundskabrigeste Historiegrandsker. Rahb.LB. II.91. JLange.Breve.91. Han vandt sig Navn som Humanist . . med et latinsk Læredigt. OFriis.Litt.362. se ogs. u. europæisk 1. vinde en titel: Davids.KK.¹137 (jf. u. Titel 2 slutn.). vinde ære, se Ære.   (jf. bet. 4.5 slutn.) i videre anv., i forb. som vinde det evige liv (Vodskov.SS.26), salighed(en) (Reenb.II.127), udødelighed(en) (NMPet.V,2.340), jf.: Dødelse af Livet her for at vinde et muligt hisset. Drachm.F.II.251.    5.4) i udtr. for at skaffe sig indpas, opnaa fremgang, magt, indflydelse, tilslutning ell. skabe, sikre (sig) en position ell. fordel olgn. Handelen med Udlandet vandt derved nyt Liv. Manufact. (1872).104. vort land har vundet en fin position i arbejdet med udlægning af søkabler. Vikingen.¹/₉1951.4.sp.2. (biskoppen) havde (ikke) kunnet opnaae, at vinde den geistlige Høihed over den danske Kirke tilbage til sit Stift. Molb.DH.II.254. vinde anvendelse (Hornby.Danskenavne.(1951).43), fremgang (Davids.KK.¹II.228. OFriis.Litt.229), indgang (se Indgang 3.1-2), indpas (se Indpas 1.2), udbredelse (Davids.KK.¹I.211; jf. Udbredelse 2); vinde borgerret (s. d.), borgerskab (Anordn.¹/₁1840.§9. Han havde . . vundet Borgerskab som Handelsmand. HistM Kbh.I.95. se ogs. u. Borgerskab 1.2), fast fod (Kirken . . havde vundet fast Fod blandt Folket. LNHelveg.Kirkehist.førReformationen. I.(1862).232. S&B.), fodfæste (se I. Fodfæste 1 slutn.), hævd (paa) (se Hævd 2.1; jf. hævdvunden), raaderum (Davids.KK.¹ II.254); vinde flertal (JernbaneT.²³/₁₀1939. 9.sp.1), herredømme(t) (over noget) (se Herredømme 1.2), indflydelse, magt (HCAnd. ML.93. et Tidspunkt, da . . Kongedømmet vinder en helt ny Glans og Magt. Brandes.Holberg.(1884).139), overhaand (S&B. Ludv.), jf.: *Lykken med Skjæbnen Bugt har vundet. PEPetersen.Digte.(1854).52 (sml. u. Bugt 4); vinde (en) fordel (over en) (S&B. VSO.), (et) forspring (*(han) maatte spore | Sin Ganger, for at vinde Forspring for ham. Boye.PS.II.78. Vædløb.79), luven (se II. Luv 2); vinde bekræftelse (Madv.GræskMetrik.(1867).5. denne opfattelse vinder yderligere bekræftelse (her) ved. Viggo Christiansen. Chr.VII's sindssygdom.(1906).16), sandsynlighed ((dette) vinder Sandsynlighed derved, at (osv.). PJensen.Snesere.(1883).265); jf. bet. 5.2: vinde anklang, gehør (3), genklang (2.2), tilhæng (3), tilslutning (2.3), se Anklang (2 (og 1)) osv. vinde tiltro: Søller. OE.II.169. S&B.   (jf. bet. 7) uden obj., i forb. som vinde i luven, se II. Luv 2. 6) m. h. t. levende væsen (person). (undertiden uden skarpt skel ml. bet. 6.1 og 6.2).    6.1) knytte (fast, varigt) til sig; faa (over) paa sin side (som ven, tilhænger, ægtefælle m. m.). (fædrelandet) haaber i Eder at vinde oplyste, sædelige Borgere. Falsen.(SkandMuseum.1800.II,1.150). vinde . . Proselyter. Rask.Br.I.332. Det saa en Stund ud, som om Tyskland skulde vinde ham (dvs.: Tycho Brahe). TroelsL.SN.236. Bogen (vil) uden Tvivl vinde sin Digter mange Beundrere. Rubow.(Pol.³/₁₁1939.14.sp.6). han (fælder) en Lindorm, der vil dræbe en Løve, og vinder derved denne som sin tro Ledsager. OFriis.Litt.186. vinde venner, se I. Ven 1.2.    vinde sig selv, (frigøre sig for paavirkninger, anskuelser, der er fremmede for ens sande natur og) komme til klarhed over sit eget væsen, besinde sig paa sig selv. Kierk. VII.218. Gud i Himlen! giv mig Styrke til at bære, til at resignere, at jeg maa vinde mig selv. JThLundbye.(Ib Ostenfeld.Lundbye. (1937).154). Paludan-Müller vandt . . efter Sygdommen sig selv, som man siger. StSprO. Nr.182.17.   (jf. ndf. og bet. 6.2) i forb. m. for. B.s personlige Elskværdighed . . havde vundet mig for ham. Schand.O.I.195. Bevægelsen vandt Kurfyrst August for sig. OFriis.Litt.336. vinde en, andre for en (ell. sin) idé (4), overbevisning (Kierk.VII.81), plan (I.3), sag (3.3), tanke (I.5) osv.   (relig.). jeg har lidt Tab paa Alt, og agter det Skarn at være, paa det at jeg kan vinde Christum (1948: faa Kristus i Eje). Phil.3.8. især m. h. t. mennesker, der bibringes, erobres for troen (kristendommen), frelses (II.2.2): 1Cor. 9.20ff. *livet . . | Hvortil du har mig ved din pine vunden. Brors.SS.I.104. der vandtes samme Dag (Chr.VI: der lagdes den samme dag til) henved tre tusinde Siele (1907: der føjedes . . omtrent tre Tusinde Sjæle til). ApG.2.41. Guds Menighed, som han vandt sig med sit eget Blod. smst.20.28 (SkatRørd.). Jesus vandt (1819: giorde) flere Disciple og døbte flere end Johannes. Joh.4.1(1907). (jf. ovf.) i forb. m. for: I Aften skal Margrete vindes for Gud (dvs.: paa et frelsermøde). Erl Krist.MM.113. et kraftigt og alvorligt Forsøg . . paa at vinde ham tilbage for Kirken. HKaarsb.DT.100.    m. h. t. kvinde: opnaa hendes (gen)kærlighed, erobre som kæreste, ægtefælle. DFU.nr.1.4 (se u. bude 1). *Hvo ei vundet har en Pige, | Han dog vandt en troefast Ven! Rahb.PoetF.I.103. *Den Brud, som din Lyra dig vandt. PalM. (1909).I.351. han søger at vinde hende til brud. AOlrE.NG.444. den verdslige Doktor har vundet Præsten hans Hustru fra. VilhAnd.Litt.IV.412. han havde gjort de mest desperate forsøg paa at vinde hende (dvs.: kæresten) tilbage. MKlitgaard.MS.82. jf. (meton.) udtr. som vinde ens haand (S&B. D&H. se ogs. u. Haand 2.2) ell. hjerte (se bet. 6.2 slutn.).    6.2) opvække sympatiske, velvillige, beundrende følelser hos en person (i kraft af tækkeligt væsen, medfødt natur ell. ved (bevidst) elskværdighed, smiger osv.); stemme gunstigt; charmere; indtage (6.3-4). hans Besøgelse og Omgang har vundet mig meget. Kom Grønneg.I.106. Balder, hvis Vanskiæbne . . vinder os til hans Fordeel. NyerupRahb.VI. 352. Da det nu dengang var ham (dvs.: Baggesen) om at giøre at vinde mig, saa vandt han mig ogsaa; thi jeg har intet Menneske kiendt, der saaledes kunde indsmigre sig hos Folk. Oehl.Er.II.149. *Ved Guld og Løfter har jeg vundet Vagten. Hostr.DD.164. Han var let at fortørne, men ogsaa let at vinde. AHenriques.TG.112.   vinde ˈover, (sj.) besejre, overvinde (1.3). Millionæren bearbejdes, du kan ikke tage det med dig, siger Apostlen (dvs.: en livsfilosof) til ham . . Sønnen gaar over, nedlægger sit Hverv som Arving . . og til Slut ender det . . med at Millionæren . . vindes over ogsaa. JVJens.(Pol. ¹⁹/₂1939.13.sp.4). Saadan blev Folk efterhaanden vundet over (dvs.: af Klaus Berntsens væsen). SorøAmtstid.⁹/₆1944.3.sp.6.   part. vindende anv. som adj. Han havde ungdommelige, næsten vindende Træk. Drachm.STL. 223. Jeg er styg og halvgammel og ikke vindende. SMich.Gio.110. vindende Egenskaber. OThyreg.B.174. et vindende smil (Schand.TF.II.272. Tejn.Der skal være Oprør. (1943).90), væsen (S&B. Herdal.BL.38), ydre (SHeegaard.ØF.126. VSO.).   (jf. hjertevindende og bet. 6.1; især ) meton., m. obj., der betegner sædet for menneskelige følelser; navnlig i forb. vinde ens, alles hjerte(r). *jeg skal med Tiden vinde | Min Faders haarde Sind. NordBrun.ET.37. *Du vinder alles Hierter | Ved . . Mildhed, Konning Olaf! Oehl.ND.277. *Jeg vil vinde, | Og ei beherske Hjerterne. PalM.III.4. den Taalmodighed . . som vinder Børnenes Hjerter for Læreren. Billeskov J.H.II.123. om erotiske forhold: Jeg har i nogle Aar icke alleene baaret Kierlighed til eders Datter Elsebet, men endogsaa vundet hendes Hierte. Holb.Jean.IV.7. *Saa vandtes Fyrstegunst og Pigers Hjerter. Hauch.DV.III.160. Hjortø. Kr.107. 7) intr.: faa øget værdi, blive bedre, gøre fremskridt i en vis henseende. Det Skete (dvs.: i memoireværket) vinder, jo mere Forfatteren er istand til at opfatte det med Tanke, Følelse og Phantasie. Oehl.Er.I.VI. “Fædrelandet” har vundet under den nuværende Redactions Bestræbelser. Heib.Pros. X.292. min Sundhed (havde) vundet meget, siden jeg forlod S. Thomas. PNNyegaard.S. 72. S&B.   ofte m. nærmere bestemmelse; dels m. tilknyttet præp.-led m. ved: Olufs. Ny Oec.I.45 (se u. Høstaar). (malerierne) have (ikke) vundet ved de gientagne Opmalinger. Molb.Dagb.213. I Stedet for Bondedragten var hun nu sortklædt, og hun havde vundet ved Byttet, hun var meget smukkere saaledes. CBernh.NF.II.101. Der gives Dumheder, som vinder ved at gjentages. Bogan.II.123. Slaaen vinder ved Frost. MartinAHans.TS.79. vinde ved nærmere bekendtskab: S&B. Man kan blive forelsket i bogen ved første øjekast, og den vinder ved nærmere bekendtskab. Pol.²³/₅ 1949.7.sp.3. – dels m. præp.-led styret af i: vokse; tiltage. Pengevæsnets daglige Forbedring . . Sedlerne vinde i Værd. PEMüll. (Rask.Br.I.327). *en Diamant, | Indfattet smukt, i Straalebrydning vinder. Hrz.NG. 364. Det synes ikke, som om Vand vinder i Energi ved at optages i det menneskelige Legeme. Steincke.Tegnestifter.(1938).141. Kravet om en . . kommission vinder stadig i styrke. Socialdem.⁸/₁₂1950.8.sp.5. se ogs. u. Interesse 3 beg. og jf. bet. 9.2. 8) gaa ud af en (kappe)strid, konkurrence olgn. som sejrherre; sejre, gaa af med sejren (i). (ofte i forb. m. over).    8.1) m. h. t. voldsomme begivenheder som kamp, krig, (væbnet) sammenstød olgn. Holb.DH.I. 280. VSO. i begyndelsen vandt Karl XII over alle sine fjender ┆ jeg kom, saa og vandt, se II. komme 1.1. se ogs. u. III. slaa 20.5. i (mods.-)forb. m. dø: Friderik (III) vilde ei høre (om flugt): “Jeg vil vinde eller døe i min Rede.” Mall.SgH.118 (jf. u. I. Rede 2.1). smst.302.   m. obj. vinde (en) sejr (over ell. (arkais., nu sj.) af en). han vandt Seier over (Chr.VI: af) Fjender og ikke over (Chr.VI: af) Medborgere. 2Makk. 5.6. *Sejr jeg vandt af min Fjende. Gjel. HS.67. se videre u. I. Sejr 3. herefter ogs. (med den handling, hvorved sejren opnaas, som obj.) i forb. som vinde et angreb (Mall. SgH.313), en duel, dyst, tvekamp ell. en lockout, strejke. vinde en krig: AKohl. MP.III.173. en vunden Krig. Pol.¹⁰/₁₁1938. 5.sp.3. (sml. u. Bataille:) vinde et slag (I.5.2). Moth.V193. *vundne Slag. FGuldb. II.97. VSO. “Slaget om England” (dvs.: kampen om luftherredømmet over England) i 1940, som briterne vandt ┆ slaget er tabt, men der er tid til at vinde et nyt, se tabe 2.3. overf.: *(Jesus) har vundet det store Slag, | Satan bundet til Dommedag. HAgerbek.Aandelige Sange.(1867).8. Hun maatte le, hvor nødig hun vilde. Dermed havde Jens vundet Slaget. Thi naar en arrig Kvinde ler, har hun tabt Spillet. Skovrøy.LM.110. (jf. ovf. sp. 1666⁶²) † i forb. m. af: de Gros-Poler . . vunde Creutz-Herrerne en Slagtning af. Pflug.DP.925. jf. vinde fjenden en march af u. I. March 1.    8.2) m. h. t. retssag. først da sagen kom for højesteret, vandt han ┆ se ogs. tabe sp. 514⁴⁴.   m. obj. vinde en proces (at vinde sin Proces, er, som Ordsproget siger, altid at tabe sine Penge. Birckner.I.156. MO. VSO.), trætte (se I. Trætte 1). spec. i forb. vinde en sag (1): jeg (dvs.: en prokurator) vinder mange Sager, som jeg ufeilbar ellers tabte, dersom jeg førdte dem ud paa reent Dansk. Holb.GW. IV.11. *I har ved Rettens Kjendelse jo vundet | En tvivlsom Sag. Søtoft.ChrIV.78. vinde sin Sag (for Retten). MO. e. alm. overf.: *Vor Nat er svunden | For Naadens lyse Dag, | Og vi har vunden | Med Ære al vor Sag. Brors.265 (paaskesalme). spec. (nu kun arkais., sj.) i forb. faa (BilleskovJ.H. II.144) ell. (navnlig) have vunden (vundet) sag, være sejrherre: *O salig Paaskedag! | Nu har vi Vunden Sag! Kingo.SS.IV. 504. Ew.(1914).IV.211. S&B. jf.: *Hei! saa kom da Michelsdag | Med vort Michelsgilde. | Hei! nu har vi vundet Sag (dvs.: nu er vi ovenpaa). LandsbyeP.v.20.   (jf. bet. 4.1) med den genstand, trætten angaar, som obj. Den Fløj (af paladset) havde hun i Proces vundet fra sin Stifmoder. Schand.IF.148. han ligger i proces med gæssene og har allerede vundet dunene, se Proces 3.3 slutn.    8.3) være den sejrende i en fredelig kappestrid, konkurrence olgn., hvor der er flere medbejlere til en udmærkelse, præmie, gevinst olgn. vinde Points. S&B. vinde et parti, se Parti 3.   m. h. t. (bræt-, kort-, lotteri-, terning-, totalisator) spil, væddemaal m. m. (hvor indsatsen og (ell.) gevinsten i reglen er pengebeløb ell. ting af penges værdi). *Den først Guldtærning, | som over Tavlbord randt, | den Ungersvend han tabte, | saa glad den Jomfru vandt. DFU.I.nr.39.3. (han) vinder fra os allesammen. FritzJürg. nr.63. de Vindende (dvs.: i lotteriet). Davids. KK.¹II.209. Lunde.F.98. talem.: Man kan ikke spille kaart . . uden at synde, om man spiller just for at vinde. Høysg.AG.158. Vi spiller for at vinde. Socialdem.³¹/₁1951.18. sp.7. oplagt vunden, se oplagt 3.1. vinde paa svovlstikker, se Svovlstik 2. † give (en, noget) vunden (vundet), (jf. I. give 5.4) indrømme, at man har tabt, trukket det korteste straa. (ogs. overf.). give sin Modstander vundet (men: Jeg gîr dig vunden. Moth. V195). Moth.¹G235. vAph.(1759). den urimelige . . Rangstrid mellem Poesien og Musiken . . Græker-Aanden . . gav Poesien vundet. Grundtv.BrS.77. vinde (noget) i lotteriet (se Lotteri 1.2), i (kort)spil (se u. II. holde 13. † vinde noget pâ spil. Moth.V193), ved lodtrækning osv.: *i dem begge (dvs.: kærlighed og whist) vindes jo ved Trick. Blich. (1920).VII.71. (han) havde vundet det (dvs.: et ur) i Spil. Kriminalf.185. Det er en Kakadue – jeg har vunden den i Tombó- laen i Zoologisk Have. Soya.FH.148. talem.: Naar man ikke spiller i Lotteriet, saa vinder man hver Gang (dvs.: idet man sparer pengene til sedlen). BerlTid.¹⁹/₄1936.Sønd.21.sp.4. de danske vandt, se III. dansk 1.1. m. tingssubj.: *Det gaaer med det (dvs.: ægteskabet), som Lotterie, | Det kommer an at finde, | Naar man vil sætte derudi, | Det Nummer, som skal vinde. Graah.PT.I.113. S&B. Den vindende obligation (dvs.: ved udtrækning af hovedgevinsten blandt præmieobligationerne). Socialdem.²/₁₂1951.3.sp.1. – i andre forb.: en Spillere, som ved falske Terninger vandt en stor Sum Penge, af (nu hellere: fra) ham. Holb.11J.I.5. PalM.IL.II.426 (se u. Skrabestok). vinde 3 træk (i whist) ┆  vinde en tolver (dvs.: i tipning) ┆ sml.: *Otto | Afslog . . et Kys, han havde vundet | Fra mig i Panteleg. Oehl.VII.257. *det Haab, som Daaren blænder, | engang at vinde alt igien (dvs.: i lotterispil). Trojel.I.139. vinde tilbage, hvad man har tabt (i hasardspil). Rahb.Fort.I.412. vinde et spil, vundet spil ofl., se I. Spil 5.1. vinde et væddemaal, se Væddemaal. vinde den store gevinst (i lotteriet) (VSO. Soya.HF.26), det store lod, en sten i brættet hos en, se I. Lod sp. 1106^57ff., Sten 3.8; jf. vinde kvalitet u. Kvalitet 1.3.   m. h. t. væddeløb, sportskamp, (del af) idrætskonkurrence m. m. *Skal vi slaae tilveds, hun vinder (dvs.: i billard)? | Om et Fad med Kager? | Vinder hun Partiet, tager Fadet jeg. Hrz.D.I.93. vi havde Veddeløb, hvor F., V., P. og Hertugen vare de vindende. HCAnd.BCÆ.I.259. (keglespillerne) holdt Pareer paa “Otte vundet, Syv stanto”. CMøll.F.278. vinde et Løb (ved Kapsejlads eller Kaproning). Scheller. MarO. de Spillere, der have gjort Indsat ser paa den vindende Hest. Vædløb.68. (jf. II. holde 13:) under Krigen med Grækenland . . var det Frankrig, der holdt paa den vindende Hest (dvs.: Tyrkiet, der sejrede). Tilsk.1936.II. 212. m. nærmere angivelse af maaden (graden af overlegenhed, forspring for konkurrenterne), hvorpaa der sejres: Vunden i Skridt er et overdrevent Udtryk for, at den paagældende Hest vandt ganske overordentlig let. Vædløb.75. (cykelrytteren) vandt meget let sin afdeling over N. N. Pol.¹⁸/₆1951.4.sp.7. vinde knebent, overlegent, sikkert (se sikker 3.4), stort (10.4); vinde (et løb) efter behag (se Behag 2), i stor stil (I.5.5), med en (bane)-omgang, et (heste)hoved, flere (baads-, heste)længder (Scheller.MarO.), (en) ringbredde (s. d.), en snudespids, vinde (en fodboldkamp) med 5 (maal mod) 0, (en kricketkamp) med 6 staaende gærder (se IV. Gærde 2); vinde (en boksekamp) paa knock-out, paa points (se Point 2) osv.    8.4) billedl. anv. af bet. 8.1(-3). den som vinder (dvs.: i den gode strid; 1819: seirer), ham vil jeg give at æde af livsens træ. Aab.2.7 (Chr.VI). Gerner bør i denne Post (i en ortografisk strid) have tabt, og ikke efter andres Meening vundet. Høysg. 1Pr.10. *han uddrog som en sejrende Helt og som den, der skal vinde. Grundtv.SS.V.590. talem.: raab ej vundet, før du est over sundet, se I. Sund 1.2. var det gjort med skægget, saa vandt gedebukken, se Gedebuk 1.   m. tings-subj. efterat hun havde revet sig løs fra sit Selskab . . vunde Natur og Elskov; hun ilede . . til det Sted, hvor Othar var. Suhm.II.288. Den gode Sag vinder dog tilsidst. KritiskJournal.1768.3. 9) i udtr. for, at et vist maal (af fart, størrelse) overskrides.    9.1) (mods. tabe 3.3 slutn.) om ur: gaa for stærkt. Dersom Uhret hverken havde vundet eller tabt. Bugge.Astr. 80. JohsWulff.FA.97. uret vinder 6 minutter i døgnet ┆    9.2) (nu l. br.) m. h. t. vægtforøgelse hos et levende væsen: tage (II.42.3) paa. jeg har . . siden jeg kom hjem vundet 12¹/₂  . JPJac.(Brandes.Br.II.255). især i forb. som vinde (5 kg) i vægt, se Vægt. 10) (no. vinne kjær; efter ty. lieb gewinnen; , mindre br.) m. obj.-præd., i forb. vinde en ell. noget kær, (jf. II. kær 1.3) faa kær, blive indtaget i. jeg vinder Vanskeligheden i Livsopgaven kær. JThLundbye.(Ib Ostenfeld.Lundbye.(1937).158). Abbed Vilhelm . . hvem (Absalon) havde gjort Bekjendtskab med og vundet kjær. Brandt.CP. 29. det Billede af Mona Lisa, jeg havde givet hende, og som hun efterhaanden vandt kær for dets sære Sødme. KLars.AH.121. Formiddagen gik med Farvelvisitter paa Steder man hade vundet kær. CHans.F.267.   (jf. kær sp. 1138^48ff.) m. obj.-præd. i bøjet form. Carl den Anden og James den Anden . . havde Begge i deres Landflygtighed vundet Papisteriet kiært. Grundtv.HV.III.401. *Der var to, som vandt hinanden kjære. Thor La.NogleFolkeviser.(overs.1878).45.

V. vinde, v. [ˈvenə] -ede. vbs. (sj.) -ing (se u. bet. 1.1 slutn.). (ænyd. d. s. i bet. 1.1, no. dial. vinda i bet. 2, oldn. vinda i bet. 1.1 (Fritzner.III.950 u. vinda 6), eng. wind, ty. mnt. winden; af I. Vind) 1) (mindre br. i alm. spr.) til I. Vind 1.    1.1) (“sieldnere.” MO. “Bruges nu sielden og kun upers.” VSO. “sj. ell. spøg.” D&H.) blæse (svagt); lufte. (ofte upers.). Moth.V198. Leth.(1800).86. *Bygen, som vinded | I Hjørungar-Vaag. Grundtv.PS.V.199. *Fra hver en Luft, der vinder, | Et Fordums Suk jeg faaer. Winth. I.225. Sneen faldt stadig tættere, og det var begyndt at vinde lidt, saa der kunde nemt have samlet sig Driver i Hulvejene. Pont. SM.83. *Det vinded for Byger. Aakj.Hejmd. 57. Esp.386. UfF.   vinde op, blæse op, tage til at blæse. CollO. “Tror De, vi faar daarligt Vejr?” . . “det kan jo nok være, at det vinder en Smule op ud paa Aftenen.” Nans.KV.18. Det kunde ogsaa “vinde” op med en Storm. AarbHards.1921.95.   (jf. u. I. Vind 1.1 slutn.) i udtr. for, at der opstaar træk olgn. det vinder saadan, naar du hele tiden farer gennem den dør ┆ kan du ikke lade være med at vinde saadan, naar du blader i avisen? ┆ jf. bet. 1.2: (konerne) vinder (dvs.: vifter) deres lille Kulild med en Halmvifte. NatTid.¹²/₇1931.Sønd.8.sp.1.   som vbs. (pigerne) spandt og kartede . . Tøjerne i Hækken rørte sig let ved Vindingen fra Rokkehjulet. Zak Niels.K.122.    1.2) udsætte for vindens paavirkning (som led i en behandling). Vindedt . . Er det, som er hengt i vinden for at overblæßes. Moth.V198.   især dels (nu næppe br.): udlufte. meublerne i de (pest) befængte huse . . maa vel vindes, røges og toes. Cit.1711.(Kbh Dipl. VIII.175). jf.: De (pestbefængte) husze (kan) vel røges, siden oplades vindeverne og daglig igiennem vindes. Cit.1711.(smst.). dels (nu vist kun dial.): luft-, vindtørre (fisk, navnlig sild). (silden) skal “vindes”, det vil sige lufttørres. JVibe.(Dag Nyh.¹¹/₈1921.7. sp.5). Esp.386. Rietz.809 (skaansk). jf.: hvem der kunde have den Fornøielse, at trække eder allesammen paa en Traad og hænge eder i Luften til at vindes som Sild! Biehl. DQ.III.84. 2) (til I. Vind 4; jæg.) tage fært; vejre (II.4). Troer (fører-hinden) sig tilstrækkelig sikker ved uophørlig at vinde, lytte og see sig om, da følger hele Rullen uden Mistillid. Johannsen.Jagtbog.(1871).55. Ravnene vinder Liglugten paa Miles Afstand og kommer farende. Bogan.I.66. Naar en (jagt) Hund søger (vinder) mod Vinden, har den hel eller fuld Vind. Vig Møll.HJ.186. DJagtleks.1388. 3) (til I. Vind 5.1; talespr.) fjærte. Borries.P.134.

VI. vinde, v. [ˈvenə] -ede. (sv. vinda i bet. 2; af IV. vind) være ell. blive skæv. 1) (jf. IV. vind 1; dial.) refl.; fx. om bræt olgn.: krumme sig; slaa (III.28.2) sig. Fjælene maatte ikke gerne være for brede, saa vilde de “vinde sig” . . i Solen. Fr Grundtv. LK.271. 2) (jf. IV. vind 2 slutn., vindet; l. br.) skele (en lille smule); især i forb. som vinde med ell. paa øjet. han vinder lidt paa det ene Øje; – vi har væ't hos den kloge Kone . . og hun sa'e, at det go're inte no'et, for det var ikke altid, at det saas, at han vindede. MH.V.133. Du skeler ikke ret meget, næsten ikke, du vinder kun lidt med Øjet. KMich.SM.128. sa.H.176.