Promemoria, en (Prahl.ST.I.152. Etlar.F.181. KunstmusA.1929-31.110) ell. et (Ew.(1914).IV.382. JBaden.OrtO. Glahder.Retskr.³(1929)). [pr̥oməˈmo^?ria] (sj. Promemorie. PalM.(1909).I.8.II.417). best. f. promemorien, -et; flt. promemorier. (fra sen. lat. pro memoria, for (at støtte) hukommelsen; jf. Memoire) 1) (især emb., foræld.) som overskrift paa erindringsskrivelser ell. breve til personer af højere rang (se fx. Werfel. Grammatica.(1798).252f.) ell. som indledning til skrivelser til embedsmænd, officielle institutioner olgn. (ofte forkortet P. M., p. m. olgn.). Ew.(1914).IV.342ff. Underdanigst Pro Memoria! Blich.(1920).XXXI. 25 (andragende til kancelliet). *Vor Helt Oblaten rask af Brevet rev, | . . forundret læste: | Ærbødigst Promemorie! Betagen | Af Underdanighed . . | Jeg Excellencen her mig nærmer.PalM.(1909).II. 417. 2) (emb., foræld.) egl.: skrivelse, hvori man erindrer en person om noget (en sag, et løfte osv.); især om skrivelser (fra ell.) til (højerestaaende) embedsmænd ell. institutioner (spec. vistnok om ansøgninger, bønskrifter olgn.), hvori man ikke overholder alle kancellistilens formaliteter (i titulaturer osv.); (erindrings)skrivelse; memoire (2); memorial (3); undertiden ogs. (spøg.) om alm. brev (jf. CollO.). Efter Hs. K. Msts. Befaling, bliver herefter alle Breve til og fra Collegierne, i Form af Pro-Memorier, og følgelig er Titulaturen afskaffet. BerlTid.¹⁴/₁₂1770.4.sp.1. I mit sidste Pro Memoria (dvs.: brev til pastor Schønheyder), som jeg haaber at De har faaet, udeloed jeg mange Poster. Ew.(1914).IV. 382. Konen . . overrækker (generalen) en ydmygst Promemoria, hvilket man kunde høre af de enkelte Ord Generalen læste høit: “ublide Stilling,” “allersomhaardeste Elendighed”. o. s. v. Etlar.F.181. Brandes. U.61. 3) (sj.) forerindring; forord; indledning. *Her har jeg endt min Promemorie; | Min Hat jeg løfter; nu til min Historie! PalM.(1909).I.8.