Ordbog over det Danske Sprog

velsigne, v. [væl'si?Tegn, der ikke kan viseskomma over punktum, hævet (‘stød i langvokal’)(GTegn, der ikke kan visesspirantisk g (‘blødt g’))n∂, -'siGTegn, der ikke kan visesspirantisk g (‘blødt g’)'n∂] præt. -ede ell. (sj.) -te (EBrand.Br.II.321); part. -et ell. (sj.) -t (Bredahl.II.35); imp. -sign ell. (nu næppe br.) -signe (Herre, velsigne (1871: velsign) hans kraft, og lad hans hænders gierning behage dig. 5Mos.33. 11 (Chr.VI). velsigne (Mynst.Præd.(1810).² (1814).186: velsign) vor Andagt, velsigne (smst.: velsign) hver Gierning, som vi giøre i dit hellige Navn! Mynst.Præd.(1810).187. jf. EJessen.Gram.123). vbs. -else (s. d.). (glda. vælsighna, wælsi(gh)næ, wælsegne (SjT.11f. Brøndum-Nielsen.GG.I.282), sv. välsigna, no. velsigne; efter lat. benedicere (se benedicere) dannet (i relig. spr.) af II. vel (3-4) og I. signe (2-3))

1) d. s. s. I. signe 2. (om part. velsignet brugt som adj. se bet. 3; jf. bet. 1.3).
1.1) (især relig.) ved tegn (korsets tegn, haandspaalæggelse olgn.) ell. ved ord, (for)bøn meddele guddommelig indvielse, naade, beskærmelse; hellige; indvie. Jakob (sagde): jeg vil ikke lade dig gaae, uden du har velsignet mig. 1Mos.32.26. Jesus . . tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem. Matth.14.19. de førte smaa Børn til (Jesus), at han skulde røre ved dem . . Og han tog dem i Favn, og lagde Hænderne paa dem, og velsignede dem. Marc.10.16 (jf. Grundtv.SS.I.645. Ing.H.196). Ægteskabet (er) helligt og velsignet af Gud. Kierk.VI.113. Han faaer fat i en Præst, som i Guds Navn velsigner Dolken. smst.XIV.260. Rabbi Meir . . velsignede Vinen og Lyset . . “Hvor ere mine Sønner, at de kunne drikke af det indviede Bæger?” Goldschm. BlS.IV.56. “har du nu velsignet kræet (dvs.: slaaet kors over kreaturerne)?” sagde (præsten). Krist.JyA.Till.1.Afd.177. hun (dvs.: en konfirmand) havde grædt, mens Præsten velsignede hende. Stuck.I.35. Ægtefællerne har Adgang til at faa et ved borgerlig Vielse indgaaet Ægteskab kirkelig velsignet. Lov Nr.276 ³⁰/₆ 1922.§40.
1.2) med mere ell. mindre afsvækket bet., m. h. t. noget godt, lykkebringende, (vel)behageligt: (med taknemmelighed) ønske (alt) godt; udtrykke sin (taknemmelige) glæde over; (lov)prise; ogs.: ihukomme med (taknemmelig) glæde. elsker Eders Fiender, velsigner dem, som Eder forbande. Matth.5.44. *Af Glæde da Per Ruus fast daane-færdig blev | Velsignede den Haand, den Marre, som det skrev (dvs.: Nilles brev, der gav løfte om hjælp til flugt). Holb.Paars.219. Jeg velsigner den Tid paa hvilken jeg kom udi Hr. Cosmoligorei Tieneste. sa.Philos.I.4. *Fuld af Erkendtlighed jeg skal velsigne dig. NordBrun. Zar.52. *denne glade Slægt velsigner | Hans . . Navn. Bagges.Ungd.II.118. (tjenestefolkene) kyssede hendes Hænder, og velsignede hende med Taarer. Gylb.Novel.II.102. De havde alle velsignet den Dag, da hendes Mand blev forflyttet til Aarhus. EChristians. Hj.384. Ove kom . . til at ligge alene, hvad han i sin nuværende mennesky Stemning velsignede som en Lykke. Fønss.UA.160. || (jf. ænyd. (bibl.) velsigne i bet.: forbande (se KNyrop.OL.I.6f.) og signe sp. 1317^33f. samt ndf. bet. 3.3; eufem., iron.) som udtryk for fjendtlig adfærd ell. tiltale; spec.: rette vrede, dadlende ord imod; forbande; skælde ud. hun velsignede ham. Feilb. jf.: (jeg) vil kun til Slutning bede den gunstige Læser, at han vil hielpe mig at velsigne fastende hver Morgen de Bogtryckere, som saa ubilligen eftertrycke mine Skrifter. Holb.Paars.)(3.^v
1.3) (jf. bet. 3 og IV. love 1.2; især relig., højtid.) i forb. velsignet være olgn.; især til bet. 1.1. Velsignet være den (1931: Velsignet den), som kommer i Herrens Navn. Ps.118.26. *Dig store Gud og Zebaoth . . | Dit Navn Velsignet være! Kingo.SS.IV.246. Vær velsignet, Moder-Hjerte! Grundtv.SS.I.453. *Grøden var lavet, og Moderen gik, | Den til sin Datter at bære; | Hjertelig Tak hun af Signelil fik: | “Moder, velsignet Du være!” Weyse.S.110. *Kafeen skal være velsignet! | Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl! JVJens. Di.53. spec. (jf. II. Minde 3) i dødsanmeldelser, ligtaler, gravskrifter: Velsignet være dit Minde. Mindeord over CEScharling.(1877). 23. Velsignet være hans Minde. Taler ved JNansens Jordefærd 1884.30.

2) (jf. I. signe 3) som udtryk for at tildele en noget (godt); ofte i forb. m. præp. med.
2.1) (uden skarp adskillelse fra bet. 1.1; især , navnlig relig.) om gud, skæbnen, guds ell. naturens gaver: skænke (varig) naade, beskærmelse, lykke, trivsel, fremgang; benaade; lyksaliggøre (med noget). jeg vil . . velsigne dig (dvs.: Abraham) og gjøre dit Navn stort . . og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. 1Mos.12.2. Herren velsigne dig, og bevare dig! 4Mos.6.24 (jf. Alterbog.432). Herren velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik 14000 Faar (osv.). Job.42.12. *Velsign vort Hus, velsign vort Bord, | Velsign den hele, vide Jord! SalmHj.78.4. Gud har . . velsignet ham med aandelige og legemlige gode Ting. Høysg.S.76. *See du velsignende ned til os, himmelske Fader! Fr Schmidt. Psalmer i Anl. af Provindsialstænderne.(1835).4. Skibbrud, hvormed den Allerhøyeste ofte velsigner Landets Strandbo. PNSkovgaard.B.70. (han) solgte religiøse Skrifter og Skilderier . . i en smuk Indramning stod der med stadse, forgyldte Bogstaver: Gud! Velsign Vort Hjem! JVJens.NH.145. || spec. m. h. t. afkom (børn), især (jf. bet. 3.1) i udtryk for en kvindes (hustrus) frugtsommelighed. jeg vil velsigne hende (dvs.: Sara), og hun skal vorde til Folkefærd. 1Mos.17.16. dend kiære Livets Frugt, som Himlens Godhed har Velsignet hende med. Holb.Bars.II.8. *Hør du kiære Fru Inge! | Gud haver velsignet dit Liv, | Føder du mig en Søn saa bold, | Da est du en Danneviv. Oehl.Digtn.I.94. Deres Ægteskab var velsignet med en eneste Datter. Blich.(1920).VII.76. mange Gange har (jeg hjulpet) Dig, min gamle Mutter, naar Du var for ubehjælpsom, fordi Vorherre havde velsignet Dig, min stakkels Pige. Schand.AE.245.
2.2) (især højtid. ell. gldgs.) bet. 2.1 anv. i forb. gud velsigne dig olgn., m. bet. af et (fromt) ønske, ofte (jf. bet. 1.2) som udtryk for taknemmelighed; ogs. m. afsvækket bet., som en (høflig) indvending ell. (jf. I. forlade 5.1 slutn.) en (mild) dadel. Advocat . . “Haaber derfor, at hand blir frikiendt.” – Jeppe (grædende). “Ach! Gud velsigne din Mund! jeg har et stycke Tobak i min Buxe-Lomme, om I icke vil forsmaa.” Holb.Jep.IV.6. Gud velsigne den Herre. Hvor naadig han er. sa. H Amb.II.4. “jeg fordrer ham ud, han skal slaaes med mig” . . “Gud velsigne Dig, kjære Gustav . . hvor kan Du dog nænne at bedrøve mig med saadanne Ord!” CBernh. Noveller.II.(1836).15. *Gud velsigne den, som først opfandt | Det at lege Jul og give Pant. PFaber.VV.115. Gud velsigne Dem, Hr. Procurator! gjør Dem bare ingen Uleilighed med at viske paa Stolesædet. PNJørg. (Roman-Journal.1847.57.sp.2). men Gud velsigne Dem, hvor kan De tale saaledes? S&B. *Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa . . | Bonden kalder dem for mine Fold. | Gud velsigne ham, den Bondeknold! Aakj. VVF.136. || (tidligere) anv. ligesom hjælp gud (se hjælpe 1.2) ell. prosit, som ønske ell. høflighedsformel til en, der nyser (se nærmere u. II. nyse 1.3). naar nogen nyser, da siges enten af den nysende selv eller andre . . Gud hielpe, Gud Velsigne. Borrebye.TF.765. Naar andre nyse, er det skikkelige Folk, men ikke Tienere eller gemene Folk tilladt at sige: Hielp Gud, eller Gud velsigne dem. JSneed.IV.478. “Hvorfor siger De “Gud velsigne Dem?”” – “Det forekom mig, at De nøs.” Heib.Poet.V.14. Skildvagten maatte nyse. “Gud velsigne Dem!” sagde hun. HCAnd. (1919).IV.128. Naar de Voxne nyste, skulde Børnene sige “Prosit” eller “Gud velsigne!” Nic Holm.GA.15. Krist.Ordspr.100. Feilb. LollO. UfF.
2.3) bet. 2.1 anv. m. afsvækket bet. som udtryk for, at noget behageligt ell. nu især (spøg., iron.) noget ubehageligt tilskikkes, tilfalder, tildeles en. Jeg er ej heller ved noget Bref fra Mr. H. bleven velsignet endnu. Gram.Breve.57. den lidet heldbringende Sværdtid og Øxetid, som vi nu have været velsignede med de sidste elleve Aar. Vodskov.SS.217. Naturen havde velsignet ham med en meget stor Næse. VSO. den store Kreds af Krigsgrosserere, som vi er blevet velsignet med de sidste fire, fem Aar. Ekstrabl. ⁹/₉ 1919.Aft.3.sp.1.

3) (jf. gudsvelsignet) part. velsignet brugt som adj. (subst., adv.). (om udtryk som velsignet være (han) se bet. 1.3).
3.1) (især relig.) til bet. 1(1) ell. 2.1, om person, ting, forhold. du (dvs.: Isak) er nu Herrens Velsignede. 1Mos.26.29. Da skal Kongen (dvs.: gud) sige til dem ved hans høire Side: kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt. Matth.25.34. Herren er med dig, du Velsignede iblandt Qvinderne! Luc.1.28. *Jesus hos Guds højre Haand | Er her i Sakramentets Baand . . | Her er han i velsignet Brød. SalmHus.922.8. (jf. bet. 1.2) om gud: Da spurde den ypperste præst ham atter ad . . er du den Christus, den Velsignedes (1819: Høilovedes) Søn? Marc.14.61 (Chr.VI). || (jf. bet. 1.2 og 2.1) med mere ell. mindre afsvækket bet. og overgang til bet. 3.2. Det er et velsignet Land . . hvor stegte Duer flyve i Lufften, og hvor mand faaer en Daler af Øvrigheden for hver Time man sover. Holb.Ul.V.2. Paa Fredag indfalder Hans Kongelige Høyheds Cron-Printz Christians høye Fødsels-Fest, da Hans Kongelige Høyhed indtræder i sin velsignede Alders 14de Aar. Adr. ²⁵/₁ 1762.sp. 10. *Gud gav os et velsignet Aar, | Bag Hvermands Gaard | En Hæsse staaer. Thaar. ES.40. *Julen har bragt velsignet Bud. Ing.RSE.VII.231. Høsten har været velsignet. Heib.A.42. || spec. (jf. bet. 2.1) om frugtsommelig tilstand. *En mildere Hilsen I fik af Jer Mand, | om han kommer hjem fra fremmed Land | og finder Jert Liv i velsignet Stand. Drachm.PHK.20. især i forb. i velsignede omstændigheder, se Omstændighed 3.2. || (jf. bet. 3.3 slutn.) i (ældre) folkelige betegnelser for (hvad der tjener som) lægemidler. velsignet tidsel, Carduus benedictus (jf. Apotekertidsel). vAph.Nath.VIII. 79. JTusch.290². AxLange.FP.13. En Infusion af 30 Deele gammel hvid Franskviin, paa 1 Deel Spidsglandsglas giver . . det saa kaldte velsignede Vand. VareL.(1807). III.41.
3.2) (jf. bet. 1.2) uegl.: som fremkalder (fylder en med) inderlig glæde, velbehag, tilfredshed, taknemmelighed; dejlig; herlig; vidunderlig; sød. (i talespr. ofte med ret afsvækket bet.). han spiste med en velsignet Appetit. Tode.IX.165. Oehl. PSkr.II.138. *(bonden) kalder os (dvs.: kornblomster) Helvedes Klint, iblandt | Det velsignede Korn. smst.I.363. *Vi kan ikke naae den velsignede Strand, | Hvis Hjælp os ei Himlen vil sende. Blich.(1920).XXI.184. *O, I velsignede, hvidklædte Skiønne! | I ta'er mit Hjerte for en slukket Praas. PMøll.ES. I.75. *Farvel, min velsignede Fødebye! smst. III.44. O saadant et Kjærlighedsbrev maa dog være velsignet at læse! Heib.April.14. “Det er en deilig Aften den Aften i Aften.” – “Ja det er rigtig blevet et velsignet Veir.” Oversk.Com.III.151. da han saae hendes Forskrækkelse, rev han endnu en Rose af og løb saa . . bort fra den velsignede lille Gerda. HCAnd.(1919).II.90. hvor det var velsignet at være ude ved de friske Rosentræer. smst.89 (jf. Anker Jensen. HCAndersens sprog.(1929).13. RStampe.HCAnd.og hans nærmeste Omgang.(1918).33). Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekræftede Bølling. Bang. T.36. *Jeg (dvs.: en frugtsommelig moder) giver dig (dvs.: barnet) fri, jeg græder mig ned | i den sorte velsignede Jord. JVJens.Di.26. Den Magre takkede saa mange Gange for den velsignede Kaffe. Hulda Lütk.L.II.175. jf.: vi vil giøre det saa godt for hinanden, at Livet kan blive én Velsignethed at leve. Vejrup.KM.188. || (nu l. br.) anv. som subst., om person; som tiltale (til en ung pige): *Det skal jeg gjøre, min Velsignede. Heib.Poet.III. 182. || som adv. *Kildens klare Væld velsignet smager. Rein.ND.183. Kongen (hørte) en Sang (og) saae en Pige staae ved Kværnen, og hende var det, der . . sang saa velsignet. Grundtv.Snorre.III.296. den (sang) passer saa godt idag det er Søndag og her er saa velsignet stille og roligt herude. Hrz. X.4. Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! hvor det sidder velsignet! HCAnd. (1919).I.148. *Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme, | Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer. sa.SS.¹XVI.170. Her er saa velsignet køligt; du bor dog herligt! Stuck.I.173. en Rullestensvej, der er velsignet fri for Mennesker. JacPaludan.T.61.
3.3) med særlig svækket ell. forskudt bet. || (jf. en skøn(ne) ell. smuk dag u. II. skøn 5, smuk 6; nu næppe br.) om tidspunkt, da noget væsentligt, afgørende sker: Synes Du som jeg . . saa ville vi skikke hende tilbage og det i denne velsignede Dag (dvs.: “den dag i dag”). Blich.(1920).XXVI.142. || (jf. bet. 1.2 slutn.; eufem., spøg., iron.) om hvad der (spec. i den givne situation) vækker ubehag: (rar, men i øjeblikket) besværlig; ubehagelig; forbandet (4.2). “Men om nu S. virkelig gav sit Ja – hvad saa? min kjere Broder!” – “Det gjør han ikke, det veed jeg bestemt; og hold mig saa din lille velsignede Mund.” Blich.(1920).VI.97. See nu have vi da der igjen den velsignede seie Taage. . . Hjemme var den min Pest. HCAnd.OT.II.14. en øm Familiefader med fire velsignede Børn, som han gjerne saae paa Bloksbjerget. Kierk.II. 31. smst.64. jeg trænger til at få noget i Skrutten, hvis det da ikke er altfor fæl en Hundeæde, man får her i dette velsignede Hul. Kidde.B.447. spec. i udtr. den velsignede syge (jf. lat. morbus sacer, “den hellige syge” (om epilepsi); se KNyrop.OL.V. 132ff.VI.34f.) anv. som folkelig betegnelse for en særlig frygtet, farlig sygdom, spec. epilepsi. BerlTid. ¹¹/₁₂ 1944.M.16.sp.4. Borries.P.48.