- Alfabetisk
- Søgeresultat
- Told-vejerbod, subst.
- Told-ven, subst.
- Told-visitatrice, subst.
- Told-visitør, subst.
- Told-vægt, subst.
- Told-værn, subst.
- Told-væsen, subst.
- Tolerance, subst.
- tolerant, adj.
- tolerere, v.
- tolf, tolfte,
- I. Tolk, subst.
- II. Tolk, subst.
- III. Tolk, subst.
- tolke, v.
- tolkelig, adj.
- Tolke-mærke, subst.
- Tolker, subst.
- Tolke-stik, subst.
- tolk-fri, adj.
- Tolkning, subst.
- I. Tolle, subst.
- II. tolle, adj.
- III. tolle, v.
- IV. tolle, v.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 2005-7
Tolerance,
en. [tol∂'rATegn, der ikke kan visesa vendt på hovedetnTegn, der ikke kan vises[ng]s∂] (nu vist
kun fagl. (fx. , med.), i bet. 2(2): Tolerans
[tol∂'rATegn, der ikke kan visesa vendt på hovedetn's] HenrichUss.K.I.227. Tode.M.184.
OpfB.3III,3.139. tidligere ogs. Tolerants
(Toleranz). Riber.(Egeria.I,2.(1805).80.92).
Oehl.Er.I.191. jf. Meyer.8 Tolerantse. MC
Bruun&Horreb.JSP.63.
Tollerans. Blich.
(1920).III.72 (den refererede kilde: Tolerants). jf. Intolleranz. Oehl.Br.II.269). flt.
(i bet. 2.1) -r (Lovtid.1928.A.1265. IngBygn.
1940.32.sp.2). (ty. toleranz, fr. tolérance;
fra lat. tolerantia, til tolerare, jf. tolerant,
tolerere)
1) (mods. Intolerance) forsonlig, fordragelig holdning, optræden,
tænkemaade; især: forsonlighed, fordragelighed over for anderledes tænkende ell. troende; liberalitet; taalsomhed. Holb.Ep.I.405. (Grundtvig vilde) maaskee kalde sin Rolighed Tolerance mod de
Andre. Kierk.XIV.222. Nathan den Vise, Oplysningsperiodens Ideal, det vil sige Tolerance (Brandes.IV.7: Fordragelighed i Trossager). Brandes.E.18.
2) (fagl.) i videre anv.
2.1) (jf. Justertolerance) (øvre og nedre
grænse for) en genstands tilladte afvigelse fra
de fastsatte maal; spillerum (1.2 slutn.).
MilTeknO. Fabrikkerne (leverer) Ruderne i
hvilke som helst Maal (Tolerancen er nogle
mm). Sal.2XX.474. || (mønt.) d. s. s. Remedium 4. Meyer.3 Hage.5613. || hertil Tolerance-dorn, -gaffel, -grænse, -lære(dorn)
(jf. Grænselære), -maal, -omraade, -system, -værktøj, se fx. SmedeMaskinarb.447.
449.804.
2.2) (med.) som betegnelse for den
grad, hvortil et lægemiddel, en stimulans olgn. kan gives (nydes) uden
at medføre ubehagelige, skadelige bivirkninger; ogs. om en persons evne til at taale
saadanne stoffer. Ugeskr.f.Læger.1933.203.
sp.2. Stimulanser.(1945).162. jf. Alkohol-
(Ugeskr.f.Læger.1932.462.sp.2), Tobakstolerans (HHelweg.HCAndersen.(1927).167).
|| mods. Intolerans. Ugeskr.f.Læger.1944.
893.sp.1.