Ordbog over det Danske Sprog

Pøbel, en ell. et (Tychon.AB.26. Slange.ChrIV.88). ['pø?Tegn, der ikke kan viseskomma over punktum, hævet (‘stød i langvokal’)b(∂)l] (tidligere ofte (m. fr. form) Peupel. LTid.1726.217. best. f.: Peuplen. smst.204. Peublen. Klevenf.RJ. 105). best. f. pøb(e)len; flt. næppe br. (ænyd. d. s. (i pøbelfolk); gennem ty. pöbel og fr. peuple, folk, af lat. populus; jf. populær samt forpøble)

1) (især ) koll.: folkets laveste lag; næsten kun nedsæt., om raa, uciviliserede mennesker med en voldsom, tøjlesløs optræden; mob; plebs. Moth.P189. Holb.Paars.57. en fast uhørlig Rebellion (udbrød) i Tydskland af den gemeene Pøbel og Allmue. Tychon.AB.29. Alle honnêtes Folk har fri Indgang, men Peublen og Laquaier maa staa ude. Klevenf.RJ.105. Indbyggerne i dette Fyrstendom inddeeles ikke i Adel og Pøbel. Bagges.NK.80. den laveste Pøbel. Kierk.VII.224. JVJens. Di.³137. || i videre anv., uden tanke paa sociale forskelle, om personer af lav, simpel tænkemaade, uden kultur. som Philosoph er jeg berettiget, til at regne alle ufornuftige, hvor høyt de end ere opskrevne i Rang-Forordningen, hen til Pøbelen af det Menneskelige Kiøn. Eilsch.F. 50. hun elsker Folket og hun afskyr den fine Pøbel. Brandes.III.706. jf.: jeg . . henviser alle . . personlige Kiævlerier til Læsepøbelen. Rahb.Tilsk.1791.333.

2) (sj. i alm. spr.) i ikke-koll. anv.: person, der tilhører pøbelen (1); simpel, lavttænkende person. Denne Jensen er en Pøbel. Chr Engelst.LD.29. Pol. ²⁴/₆ 1934.Sønd.11.sp.1. jf.: han var noget Pøbel og ikke værdig til det Arbejde. Ugeskr.fRetsv.1897.1029. || i videre anv. en sær pøbel (dvs.: halvtaabelig person). Feilb.