Navn, et. [nau'n] Høysg.AG.37. flt. -e ell. (nu kun dial.) -er (LTid.1730.413. Thorsen.73) ell. (i rigsspr. kun i bet. 5 slutn.) d. s. (i bet. 1: PNSkovgaard.B.227. Esp.§124. i bet. 5: Sal.2VIII.786. BerlTid. 16/1 1926.Aft. 9.sp.1). (æda. nafn (AM.), nauæn ofl. (DGL. II.22), oldn. nafn, jf. eng. name, ty. name, got. namo, lat. nomen (se Nomen), gr. ónoma; sml. I. Navne, II. navne, navnlig samt nemlig, nævne, II. anonym)
1) (forbindelse af) ord, der bruges
som betegnelse ell. kendemærke for et
levende væsen, en ting, et begreb ell.
forhold; ofte i forb. m. gen. ell. præp.-led
m. paa ell. (især i bet. 1.1) for ell. (nu næppe
br.) af (Navnene af deres Guder. JSneed.
II.229) til angivelse af, hvad der er bærer
af benævnelsen (jf. ogs. Høysg.S.325); endvidere ofte i forb. som bære, faa, føre (se
u. II. føre 5.4), give, have (et) navn. ||
den nærmere angivelse af selve ordet, egennavnet osv. sker paa flg. maader: 1. v. hj. af
en appos., fx. til bet. 1.1: det Navn Christen.
vAph.(1759). navnet hanekam bruges om
flere forsk. planter til bet. 1.2: *For Den,
som paa Navnet Mads maa bære, | Er
Tab af Navnet et ringe Savn. Heib.Poet.
X.372. *Paa Fregattens Skandsevold | Fik
han Navnet Tordenskjold. GRode.FU.76.
til bet. 1.4: Navnet Konge. Madv.LatSprogl.
263. til bet. 1.5: hun havde Befaling af
min Herre . . at lade mig gribe, dersom
jeg undvigede, under det Navn, at jeg
havde bestaalet ham. Pamela.I.438. 2. (jf.
AaHans.BUS.153;
, især højtid., arkais.)
v. hj. af en gen., fx. til bet. 1.1: *Moders
Navn er en himmelsk Lyd, | Saa vide
som Bølgen blaaner. Grundtv.PS.VI.186.
*Maaskee du slige Ting vil kalde smaa? |
Nuvel! det Stores Navn jeg ei dem giver. PalM.(1909).II.56. *Enhver, der kun
til egen nytte stræber, | enhver, der bryder ud af togets række, | har altid friheds navn på sine læber. NMøll.E.3. til
bet. 1.2 (nu ofte opfattet som og vanskelig at
skelne fra en alm. poss. gen.): *Dit (dvs.: Dannebrogs) lyse Kors har hævet | Til Himlen
Danmarks Navn. Ing.RSE.II.188. Tolkningen af Roskildes Navn er ikke let. Johs
Steenstr.DS.66. jf. jøsses navn u. jøsses.
til bet. 1.4: *Lad dem, som fik Forældres
Navn, | O Gud, dig aldrig glemme. Salm
Hus.329. til bet. 1.5: *O søde Jesu! lær mig,
at | Jeg Troen ret kand kiende, | Den
Troe, som har dig selv i Favn, | Fra den,
som har vel Troens Navn, | Men er dog
død og intet. Brors.124. 3. v. hj. af et præp.-led m. af, fx. til bet. 1.1: Alt hvad man giør
formeget af, taber Navn af Dyd. Holb.Vgs.
(1731).I.3. der gives Meninger, som fortiene Navn af Vildfarelser. Mynst.Ref.55.
de smukke Dage i det sildige Efteraar,
der faae Navn af den indianske Sommer.
Hauch.VI.134. til bet. 1.2: det Navn af Cosmoligoreus. Holb.Philos.II.1. nu kun i forb.
som bære, føre navn af (og under navn af,
se ndf. l. 58ff.): det store faste Land, som
fører Navn af den nye Verden eller America. Holb.Ep.V.55. den store Plads i Kjøbenhavn, som bærer Navn af Kongens
Nytorv. HCAnd.III.157. til bet. 1.3: En Grusom kan aldrig fortiene Navn af tapper.
Biehl.Cerv.LF.I.256. *Sky fremfor Alting
Navnet af den Sære. PalM.AdamH.I.86. til
bet. 1.4: han bærer navn af greve
D&H.
til bet. 1.5 (især i forb. som bære, have navn
af): det skal have nafn af noget. Moth.N
12. har De da ingen Betiening, som De
i det mindste kan have Navn af i Verden?
Skuesp.V.461. Det skal have Navn af en
Høiskole, men er det ikke. MO. ofte i forb.
under navn af, fx. til bet. 1.1: de egentlig graphiske Værker, man besidder under Navn af Reiser. Bagges.L.I.IV. til bet.
1.2: Foreningen af Zahlkassen og Statsgieldskassen til een samlet Kasse under
Navn af “Finants - Hovedkassen”. Bek. 21/9
1849. til bet. 1.4: det unge, muntre, levende Paaskeæg, som under Navn af Kudsk
kiørte for os. Bagges.L.I.101. han gaar under navn af onkel. AaHans.BUS.153. til
bet. 1.5: Under Navn af Venskab skiulte
han sine Hensigter. VSO. D&H. 4. (poet.)
v. hj. af attrib. adj. Overdaadighed tog
Overhaand, Tarvelighed blev forjaget, og
det danske Navn (dvs.: navnet dansk(er)),
som saa nylig havde været en Skræk for
Naboer, begyndte nu at blive til Spot.
Mall.SgH.477. (han) gienreiste . . atter
det danske Navns Hæder baade til Lands
og Vands. Molb.DH.II.147. 5. v. hj. af
1. led i en ssg., fx. til bet. 1.1: nældenavnet
(dvs.: navnet nælde). MKrist.(Festskr.Feilb.49).
til bet. 1.3-4 ssgr. som Dronninge-, Konge- (2),
Kunstner-, Niddingsnavn.
1.1) om ord (næsten kun substantiv, “navneord”) m. henblik paa dets betydningsmæssige (leksikalske) indhold; især
(navnlig sprogv.) om saadan betegnelse, der
hører hjemme i en vis art, gruppe, klasse osv.
Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens
Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne.
1Mos.2.20. *Hvad vil I da i Kiøbenhavn |
De brave Jyder laste | Og ad saa ypperligt
et Navn (dvs.: navnet jyde) | Med Eders Nakke
kaste. Wadsk.51. jeg (skød) en stor Fugl,
som var godt Vildbrad, men jeg veed ikke
at give den Navn (dvs.: hvad den hedder). Robinson.I.115. Navne paa Konster, Videnskaber og Folkes (dvs.: personers) Alder.
Høysg.S.12. ingen Udgivt anføres under
et andet end dens egentlige Navn. MR.
1797.825. “Fortabt” er et Navn, der betegner den grændseløseste Jammer. Mynst.
Betr.I.110. vi kunne . . ikke handle om
(dvs.: behandle, omtale) Navne, uden at handle
om de Forestillinger, som blive betegnede
ved disse Navne. HNClaus.(Da.Folkeblad.
I.(1835).33.sp.2). hun er min Huusjomfru
. . Jeg veed ikke noget andet Navn til det;
hun har jo bestyret mit Huus, siden hun
var . . 26 Aar. Hostr.GE.59. Som jeg flere
Gange har bemærket, lægger jeg ikke
stor Vægt paa Navnet Religion. Det Farlige ved at bruge Ordet Religion i mere
omfattende Betydning kunde være, at uærlig Akkomodation derved begunstigedes.
Høffd.Rel.2233. Navne paa Bogstaver og
Sproglyd. Mikkels.Sprogl.154. Blåmand synes . . at være navn for slangehoved (Echium). MKrist.(Festskr.Feilb.46). || give noget (ell. en) et navn og lade det (ham)
løbe ell. rende, (dagl.; delvis til bet. 1.2)
kalde noget et ell. andet tilfældigt, fordi man
ikke husker den virkelige benævnelse. Mau.
II.68. Krist.Ordspr.224. Feilb.II.506.675.
OrdbS.(Fyn). || (kun) kende noget af
navn ell. (nu næppe br.) af navnet, (jf.
u. bet. 1.2) (kun) vide, at der eksisterer noget,
der kaldes saaledes (men ellers ikke kende
noget dertil). Kjerlighed kjender jeg kuns
af Navnet. PAHeib.Sk.II.67. *Jeg kjender
kun af Navn det fjerne Hav. PalM.U.34.
|| ved navn, (jf. u. bet. 1.2) som udtr. for
udtrykkelig anførelse af en tings benævnelse. I skulle ved Navn tiltælle dem Redskaberne (i tabernaklet), som de skulle
varetage at bære. 4Mos.4.32. især i forb.
kalde en ting ved (l. br. med. Holb.LSk.
I.1) dens (ell. sit. Moth.N13. MO. S&B.)
rette (rigtige) navn ell. nævne en
ting ved dens (sit) (rette, rigtige)
navn ell. (nu l. br.) give en ting dens
(sit) rette navn (Moth.1G232), bruge den
virkelige betegnelse for noget; især: sige noget
rent ud, ikke bruge omskrivninger, mildere
udtryk olgn. Grundtv.Da.Ordsprog.(1845).
nr.1942. *Leilighedsdigtet, det stjæler
min Tid og matter min Aand ud – |
Giv det sit rigtige Navn, kald det Uleilighedsdigt. Hrz.D.IV.85. For en Dreng i
Overgangsalderen med faa eller ingen
Kammerater var det vederkvægende en
Gang imellem at høre Tingene nævnte
ved deres rigtige Navn. AndNx.DB.83.
Man maatte ikke nævne (koldfeber) ved
Navn, thi saa blev den bare værre, man
skulde kalde den Utingen. AarbFrborg.
1918.106. || gøgen, kragen, kukken
raaber altid (paa) sit eget navn, se
Gøg 1, I. Krage, I. Kuk. svaghed, dit
navn er kvinde, se u. Kvinde sp. 93311.
|| (gram.) navneord (Nomen). Høysg.S.7.
1.2) om (forbindelse af) ord, der (uden
hensyn til det betydningsmæssige indhold)
tjener som en slags tegn, mærke for det enkelte individ, den enkelte genstand, lokalitet osv., hvortil det (ofte vilkaarlig, ved en
særlig (daabs)handling) er knyttet; egennavn (2); proprium. Kong Roe, af hvilken den Klinte (dvs.: klint) Roesnæs synes
. . at have faaet sit Navn, lige som den
Jydske Klint Helgenæs af hans Broder
Helge. Holb.DH.I.88. *De døbte dig (dvs.:
kilden) og gav dig Navn. Bødt.59. *Dommeren spurgte mig først om mit Navn, |
Jeg taug. Wilst.D.III.3. Mit Navn er Thomsen. FritzJürg.nr.25. Ved Firma (Firmanavn) forstaas det Navn, hvorunder en
Forretning drives og Underskrift med
Hensyn til samme meddeles. Hage.4192.
jf. bet. 3-4: *Aarene rulle og skiftes om
paa Jord, | og vore Navne glemmes
som Sne, der faldt i Fjor. Lemb.D.106.
eget navn, se u. egen 2 (og Egennavn). ||
antage et (andet) navn, se antage 6.3.
forandre, skifte navn, se forandre 2,
skifte. lyde navnet Unkas olgn., se IV.
lyde 3.2. (ens) fulde navn, se u. fuld 3.1.
(et) galt navn, se u. II. gal (3 og) 4. tage
guds navn forfængeligt, se forfængelig 1. deres navn er legion, se Legion 2.
|| i forb. som give barnet navn (se Barn
2), barnet maa have et navn (Mau.
6865. D&H.), nævne barnet ved dets
rette navn (se Barn 2), oftest brugt billedl.
(jf. nævne en ting ved dens rette navn u.
bet. 1.1). give (se ogs. I. give 15.17) ell. (nu
kun) lægge navn til (noget), ved sit navn
(sin underskrift) indestaa for (rigtigheden af)
noget; give sikkerhed for, at noget er, som
det udgives for at være; sige god for (jf.
laane sit navn til noget u. laane 1.2). den
gode Gud maa give sit Navn til Meget,
der vistnok er ham en Afsky. Gylb.Novel.
II.6. Hvor har dog (trafikministeren) kunnet lægge Navn til, at Statsbanerne for i
Aar budgetteres til 5 Mill. Kr. Overskud?
Pol. 20/10 1921.2.sp.5. (højtid., arkais.:) kalde
(se kalde sp. 109257ff.) ell. nævne ens navn
N. N. *skjøn som det er ingen Plet paa
Jorden, | Og Danmark nævner man dets
favre Navn! Boye.PS.IV.151. med navns
nævnelse, se Nævnelse. || (kun) kende
af navn, (jf. u. bet. 1.1) vide, at der eksisterer en (noget) af det navn (men ellers intet
kende til ham, det); kun kende af omtale.
Jeg har kun den Naade at kiende Baronen af Navn. Holb.HAmb.II.4. (jeg) ærgrede mig . . over, at han ikke engang
kiendte mig af Navn. Bagges.L.II.33. *I
kjender vel Berlin af Navn, | Og troer
den er som Kjøbenhavn. Wilst.D.III.10. jf.:
Verdens ældste, nu kun af Navn bekiendte
Stammer og Folkefærd. Molb.DH.I.19. ||
i forb. som lydende, noteret paa navn,
om værdipapirer: som lyder paa, er forsynet
med ejerens navn (og ikke (blot) lyder paa
ihændehaveren). JurFormularbog.5118. || kalde paa ens navn, se kalde 1.2. ||
have
N. N. til navn, have navnet N. N.; hedde
N. N. Jeg er blefven spurt om, hvad det
hafver været for Cammerherrer, og hvad
de hafde til Nafn, som vare ved Kong
Frederici IVti Croning og Salving Ao.
1700. Gram.Breve.294. || svare (godt) til
sit navn (til dels ogs. til de øvrige underbet.), se svare. || under navn. under et
fremmed Navn. vAph.(1759). rejse under
et . . paataget Navn. D&H. (jf. bet. 2:) fortsætte en Forretning under sit eget Navn.
Ludv. || ved navn, (jf. u. bet. 1.1) som
udtr. for, at et egennavn udtrykkelig angives.
kalde (se kalde 2.5) ell. nævne ved navn.
vAph.(1759).
(bibl.) ved angivelse af fleres
navne: med navns nævnelse; særskilt. Hils
vennerne ved navn (1819: Hver især!).
3Joh.15(Chr.VI). knyttet til en personbetegnelse: ved ell.
af navn N. N. ell. (nu l. br.)
N. N. ved ell. af navn (jf. AaHans.BUS.
157), som hedder N. N. Har hand ikke fornummet, om en Person, ved Navn Niels
Studenstrup er paa Vejen hid. Holb.11J.
I.5. en riig, formuende Mand af Navn
Nearchus. Suhm.II.189. hans Tjener, ved
Navn Mikkel. Heib.Poet.VII.223. Der var
en Mand ved Navn Ise. VilhAnd.(IslSagaer.
III.221). || talem. (op)slaa ens navn paa
galgen, se Galge 1. slaa, skrive ens navn
paa det sorte bræt, se sort. indskrive sit
navn i historiens bog, se indskrive 2.1. det
navn kan man skrive paa en sten og slaa
en (død) hund, en tyr ihjel med olgn.,
se Sten. i forb. skam der gør (osv.), om
mit navn det er, se Skam.
1.3) (uden for den sp. 101610 nævnte talem.
især ) om nedsæt., haanende ell. hædrende,
kælende benævnelse for en person; tilnavn,
øgenavn, hædersnavn, kælenavn olgn.
*Viis, Naadig og Retfærdig, | Dig og Din
Throne værdig! – | Tag disse Navne med |
I Graven. Ew.(1914).I.102. || benævne,
kalde (se kalde 2.5), nævne med (l. br.
ved) et navn. *Lammet hviler ved Hyrdens Fod, | Nævnes med kjærlige Navne.
Ing.RSE.VII.162. *Med onde Navne skal
man nævne Svend | For denne Daad.Hauch.
SGr.203. *aldrig nævnes vi med Navnet
Kvindetræl! Dorph.Sofokles.192. || talem.
kært barn gives ell. (især) har mange
navne, egl.: kært barn faar mange kælenavne; især overf.: der er mange forsk. ord
for noget, der interesserer, ligger folk paa
sinde. Mau.6866. Jeg (dvs.: Harlekin) har
intet Navn, men det staaer til dig at give
mig saa mange som du vil, thi du veed
nok, at kjært Barn har mange Navne. Heib.
Poet.I.253.
1.4) (jf. bet. 1.5) om betegnelse for en persons stand, rang, værdighed, stilling
olgn.; titel; nu kun i tilfælde, der føles som
hørende til bet. 1.1. alle Betiente, Høye og
Lave, være sig hvad Navn og Titel de
have kunde. DL.1–1–1. Lodde.NT.176.
han forstaaer ved Ære ikke Navne, Baand,
Ordener. Disse ere kun Ærens Tegn,
ikke Ærenselv.NordBrun.(Rahb.LB.I.399).
Herser hedd mine Fædre, og høiere Navn
vil jeg ikke bære. Grundtv.Snorre.I.261.
*Jeg være vil din Sanger, | O, skjenk mig
dette Navn. Winth.HF.280. nu betragtes
dette Navn (dvs.: “kelner”) som simpelt og
fortrænges af . . Tjener. KNyrop.OL.I.4.
jf. bet. 3: jo høiere een vil være paa Straa,
og jo større Navn han vil have, jo skarpere bør han settes til rette, naar han
begaaer de Feil, som han gierne kunde
undgaae. Langebek.SA.35.
1.5) de foregaaende bet. (især bet. 1.1 og
1.4) anv. m. særligt henblik paa betegnelsen, benævnelsen, titlen osv. som noget ydre, uvæsentligt, tomt i modsætn.
til det, der derved betegnes, den virkelighed, de realiteter, der ligger bag,
ell. det, der skjuler sig derunder. er
det en Strid om Lære, og Navne, og om
den Lov, som I have, da seer selv til;
thi jeg (dvs.: Paulus) vil ikke være Dommer over disse Ting. ApG.18.15. at Synd
. . og Brøde kun ere tomme Navne. Mynst.
Betr.I.73. Blot Navn uden Virkelighed.
VSO. Glæde og Sorg: det er Navne; lad
ham lære os, hvad Glæde og Sorg vil
sige. Brandes.I.529. navnet gør intet
til sagen, se Sag. || ofte i forb. af ell. (nu
næppe br.) i navn ell. (nu næppe br.) i
navnet. der gives en Ven, som alene er
Ven af Navn. Sir.37.1. *en Hytte lav, |
Hus af Navn, men lig en Grav. Grundtv.
SS.IV.212. (Theodorik) drog . . i Spidsen
for en Hær . . til Italien, i Navnet som
Hærfører for den østromerske Kejser. Bille.
Italien.I.135. være Konge af Navn. D&H.
i direkte modsætn. til af, i gavn (se ogs.
u. Gavn 2) ell. i gerning(en) (jf. Gerning 1.1 og 3): I øvrigt vare de mere Krigere i Navn og til Anseende end i Gavn.
Engelst.Forsv.301. (han) var saaledes paa
den nordlige Deel af Øen saa godt som
Konge, om ikke i Navn saa dog i Gjerning. Ing.EF.I.6. Saadan en Constitution
havde Frankrig – i Navnet! – medens
– i Gjerningen! et Oligarchie af Commiteer og Klubber traadte paa eengang de
Vælgende og de Valgte under Fødder.
Blich.(1920).XVI.13. || i ordspr. som gavnet
er bedre end navnet (se Gavn 2 slutn.),
vi er mange til navn, men faa til gavn
(Moth.N13. VSO. Feilb.), den ene har navnet, den anden (gør) gavnet (Moth.N13.
VSO.).
2) forb. i, paa ell. ved ens navn ( i
navn af en. Heib.Poet.X.381. Hauch.DV.III.
63), brugt som udtr. for, at man nævner ell.
beraaber sig paa et navn (1) som retfærdiggørelse for sine handlinger ell. for derved at
opnaa en myndighed, magt olgn.
2.1) i udtr.
for at nævne, paaberaabe sig, paakalde et
højere væsen. hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt
iblandt dem. Matth.18.20. || i frelserens,
guds, herrens, himlens, Jesu navn
olgn., egl.: under guddommelig velsignelse og
bistand olgn.; paa guds (osv.) befaling ell.
foranledning; ogs.: paa guds (osv.) vegne;
for guds (osv.) skyld. velsignet være den,
som kommer i Herrens Navn! Matth.21.9.
*Saa vil vi glemme Sorg og Savn | Og
holde Jul i Jesu Navn. SalmHj.125.10. gîf
mig noget i guds nafn. Moth.N11. *I Navn |
Af alle Helgene . . Du er i Kirkens Ban.
Hauch.DV.III.63. *Rask rev han sig af
Pigens | Blødt svulmende Favn, | Han
sprang ud af Sengen | I Frelserens Navn.
Winth.HF.49. (dagl.) i videre anv. (m. afsvækket bet.) som (mildt) edeligt udtr. ell.
som udtr. for resignation, indrømmelse, tilladelse olgn. (“naar det endelig skal være,
saa –”). *Hvis du dit Bryst, som er i
Fare, | Trods min Advarsel ei vil spare, |
I Himlens Navn! saa pib, saa hvæs! Bagges.V.249. vil I endelig slaas, saa i Guds
Navn: frem paa Gaden, og ud for Haanden af hinanden! Drachm.DG.61. Den Lille
maatte da i Guds Navn tage sin Bule.
AndNx.DM.28. Feilb.I.510. || om paakaldelse
af onde aander. Fanden stiller løbske Bædster. Staae i Djævelens Navn! FOhrt.Danmarks Trylleformler.I.(1917).343. jf. smst.
522. jf. (eufem.): Hvor i Bødelens Navn
er det mueligt at I paa saa kort en Tiid
er bleven saa fuldkommen en Hov-Mand?
KomGrønneg.V.117. || (æda. i fathærs nauæn oc suns oc thæn hællægh and (DGL.
II.22f.); efter Matth.28.19; kirk.) i daabsformularen: døbe i faderens, sønnens
og den helligaands navn. Alterbog.438.
|| i forb. ved ens navn, (især bibl.) under paaberaabelse af en. I skulle ikke falskeligen sværge ved mit Navn, saa du
vanhelliger din Guds Navn. 3Mos.19.12.
Herre! have vi ikke propheteret ved dit
Navn? og have vi ikke uddrevet Dievle
ved dit Navn? og have vi ikke giort
mange kraftige Gierninger ved dit Navn?
Matth.7.22.
2.2) i udtr. for at paaberaabe
sig, henvise til en sag, idé, især for derved
at begrunde og retfærdiggøre sine handlinger. Den paatænkte danske Massetilkendegivelse i Eftermiddags maa i Sandhedens
Navn fastslaas som delvis mislykket. Berl
Tid. 1/3 1920.M.1.sp.3. det er ikke lutter
gode ting, der udføres i frihedens navn
2.3) i udtr. for at paaberaabe sig en myndighed, hvis udøver man er, ell. i udtr. for
at optræde som stedfortræder for en, paa
ens vegne. (gud sagde:) Men den Prophet,
som formaster sig til at tale et Ord i mit
Navn, som jeg ikke haver befalet ham at
tale, eller den, som taler i andre Guders
Navn, den Prophet skal døe. 5Mos.18.20.
Vil ikke Monfrere svare i mit Navn. Holb.
11J.IV.2. *ei i mit eget Navn og ei som
Krigsraad Hans, | Men i Navn af alle
Disse . . | Forebringer jeg en Klage. Heib.
Poet.X.381. falsk Udfyldelse af et i en
Andens Navn udstedt . . Dokument. Goos.
II.75. || spec. i forb. i kongens navn
(VSO. D&H.), i kongens og lovens
navn, (emb.) ifølge kongens befaling og i
overensstemmelse med de herskende love. Hr.
Drost Peder Hessel! Stadens Foged tager
Eder i Kongens Navn til Fange. Ing.EM.
I.92. Grundl.(1849).§94. I Kongens og
Lovens Navn byder jeg Dig at holde Mund.
AchtonFriis.JL.I.165. || i forb. m. paa, især
i udtr. som gøre gæld, købe (noget) paa
ens navn, gøre gæld osv. paa ens regning.
Alting maae kiøbes paa Dit Navn. Skuesp.
VII.310. MO. D&H.
3) med tanke paa de til et navn (1),
især en persons navn, knyttede forestillinger om tingens (personens) værd
olgn.
3.1) det (gode ell. daarlige) omdømme,
den værdsættelse, vurdering (og omtale), som noget (især: en person) er genstand for; ogs. (m. h. t. afdød person): eftermæle. (næsten kun i forb. m. kvalificerende
adj. som daarlig, god, stor, ærlig). Derfor
var hand leyet, at jeg skulde frygtet, og
giort saa, og syndet; at det kunde have
været dem til et ont navn (1871: Rygte)
om mig, at de kunde have forhaanet mig.
Neh.6.13(Chr.VI). Bedre er et godt Navn
end en god Salve. Præd.7.1. Giøre sit
Navn udødeligt. vAph.(1764). han naaede
et stort Navn, uden at søge det. Sporon.
Mod.241. (Peder Paars's) Følelse for Ære
er Hensynet til “et ærligt Navn”. Vilh
And.L.II.4. Oberst N. N. . . har et smukt
Navn som Væddeløbsrytter. BerlTid. 27/3
1926.M.7.sp.2. jf.: du haver Navn som
levende (Chr.VI: du haver det navn, at
du lever; 1907: du har Ord for at leve),
enddog du er død. Aab.3.1. || have et vist
navn paa sig, anses for, have ord, ry for
noget; især i forb. have et ondt (Moth.
N12) (ell. intet godt. smst.) ell. (nu navnlig) ikke have det bedste navn paa
sig. VSO. D&H. OrdbS.(Fyn). || have et
højt navn (hos en), (nu l. br.) være højt
anskrevet, have en høj stjerne (hos en). (han
fik tilladelse) til at udnævne sin Eftermand; en hidtil saa stor Sieldenhed . . at
den meer end noget andet viiste, hvor høit
et Navn Eskild havde hos Kirkens Overhoved.Molb.DH.II.392. Larsen. || mit navn
staar vel ell. højt (an)skrevet, (nu
l. br.) jeg er godt anskrevet. Moth.N12. VSO.
D&H. || (jf. bet. 1) i forb. (delvis ogs. til
bet. 3.2) som (bære, erhverve sig, fortjene
olgn.) navn af noget, (nu l. br.) (have, erhverve sig osv.) ry for, anseelse for noget.
de kiender mig ikke ræt, som bilder sig
ind, at jeg er saadan en Mester i at dølge
mig, som jeg bær Navn af hos nogle.
Overs.afHolbLevned.126. erhværve sig et
Navn af Befriere. vAph.(1759). *den, der
vil fortiene Navn af viis. Rahb.PoetF.II.
124. det Navn man har erhvervet sig af
at være god og elskværdig. Heib.TR.nr.
34.1. have, faa navn for, (nu l. br.)
have, faa ord for; (komme til at) anses for,
gælde for; spec.: anses for at være mester
for, ophavsmand til noget (især: noget godt).
(han) har Navn for at være venlig mod
alle. Holb.Kandst.V.2. Han har Navn for,
at han har skrevet Pasquillen. Høysg.S.
239. (han) fik . . Navn for et ærligt . .
Menneske, hvilket han ogsaa var. Goldschm.
VII.536. Herrer, der udtrykkelig vælge
sig Borddamer, som have faaet Navn for
at spise Meget, for at de selv kunne have
Madro. RWatt.Kjøbenhavn-Melbourne-Paris.
(1867).52. || i forb. (et godt, ærligt olgn.)
navn og rygte (sj. rygte og navn. MR.
1706.146). hun kom for Retten bevæbnet
med 16 Attester om sin ærlige Navn og
Rygte. Holb.Bars.V.7. du mister intet . . og
vinder derimod et evigt Navn og Rygte,
thi min Aand spaaer mig forud, at du er
beskikket til noget stort. Suhm.(SkVid.XI.
133). vi bede Gud at beskierme . . vort
Navn og Rygte imod Bagtalerens Tunge.
Mynst.Betr.I.201. Fortællingen (kunde ikke)
komme Nogen til Skade paa gode Navn
eller Rygte. Chievitz.FG.11. værne (om)
ens gode Navn og Rygte. D&H. (sjældnere:) Denne Gierning bragte TempelHerrerne i stor U-gunst og i et slemt
Navn og Rygte hos alle Christne. Pflug.
DP.933.
3.2) m. prægnant bet.: det at være
alm. kendt og omtalt for noget godt, stort
osv.; godt omdømme; berømmelse; (godt)
ry; anseelse. (ofte i forb. som have (et)
navn, skabe sig (nu næppe br. gøre, skaffe
sig. Leth.(1800)) et navn). allene herved
har (han) hiemlet sig Navn blant sande
Digtere. Jacobi.Luxd.17. *Ret aldrig hans
(dvs.: Hans Tavsens) Navn skal i danske
Hjerter døe. Ing.RSE.VIII.294. Jeg (dvs.:
en kunstner) har ikke skabt mig “et Navn”,
som det hedder. Tops.III.430. denne Mand,
hvis Navn siden da er fløjet Jorden rundt.
Brandes.VII.644. alt, hvad der har Navn
og vil regnes med til Selskabet . . har
sikret sig Plads. AWinding.Vag.119. et
europæisk navn, se u. europæisk 1. ||
person af navn, en anset, bekendt person.
VSO. Mau.II.69. D&H. person uden
navn, ubetydelig ell. ukendt (ell. af almenheden kun lidet kendt) person. et Menniske
uden Navn, uden Fortjenester og uden
Grund-Sætninger. Ew.(1914).IV.114. Mau.
II.69. ligesom Topsøe i levende Live var
en anonym Forfatter, er han vedblevet at
være uden Navn, men dog nærværende
efter Døden. VilhAnd.VT.198.
4) om ell. med tanke paa den (person), der er bærer af et navn (1).
4.1)
(især højtid.) bet. 1.2 brugt i forb. m. gen.
(ell. poss. pron.) som omskrivning for den
ved gen. (poss. pron.) betegnede bærer af
navnet. (gud) skal give deres Konger i
din Haand, og du skal udslette deres
Navn fra at være under Himmelen. 5Mos.
7.25. Hvo som troer paa ham, dømmes
ikke; men hvo som ikke troer, er allerede
dømt; fordi han haver ikke troet paa Guds
eenbaarne Søns Navn. Joh.3.18. helliget
vorde dit navn, se u. hellige 1.1. || i forb.
som love (se IV. love 1.2), paakalde,
prise guds ell. Jesu navn. hver den,
som paakalder Herrens Navn, skal frelses. ApG.2.21. *Pris hans (dvs.: guds) Navn,
hver Barnetunge! Ing.RSE.VII.32. i det
han paakaldte Frelserens Navn, opgav
(han) Aanden. Molb.DH.II.123. || der staar
gny om ens navn, se u. I. Gny.
4.2) (jf.
Navnkundighed 2; især ) om person, som
har (erhvervet sig) et godt (kendt, berømt)
navn, som har et navn (3.2); kendt, omtalt ell. berømt personlighed. *Jorden
om hans Navn er kiendt og æret. Bagges.
NblD.43. *Hr. Luus, Hr. Usseldom, | Hr.
Galdeguul, med fleer af disse Ravne, |
Der leve af Nationens bedste Navne. PalM.
V.147. At kende Historiens store Navne,
at være i Forbindelse med Tidens Aand
og Udviklingens Kæde. Skjoldb.KH.141.
(“Strøget”) vrimlede . . den Dag af lutter
kendte Navne. Leop.B.140. med den sidste
Roman . . har (denne forfatter) ranket sig.
Med den er han blevet et Navn. TomKrist.
(Pol. 16/5 1927.12.sp.3).
5) om et navn (1.2) i skreven, tegnet form osv. (enten fuldt udskrevet ell. (jf. Navnebogstav) forkortet til forbogstav(erne)); spec. (jf. Hulnavn, II. navne 2 samt Navnegarn ofl.) om saadanne bogstaver, broderede ell. tegnede paa linned olgn. (ofte i form af et monogram). nàunet stâer under brevet. Moth.N12. adskillige gemene Folk, som tildeels ikke kunde skrive deres Navn. Stampe.II.237. (de) kunne sye Navne, Bredsøm og Kjædesting. Blich. (1920).IX.66. I det tynde Græssvær over Høiene ere Navne udskaarne. HCAnd.SS. VI.9. Husk paa, at ingen Kugle kan ramme Dig, uden Vorherre først har skrevet dit Navn paa den. PalM.IL.III.442. brodere Navn paa Lommetørklæder.KLars.GV.132. VortHj.III1.105. sætte sit Navn under noget. Ludv.