Hjejle, en. ['jail] (kors Hejle. Moth.H 134. VSO. MO. kors Hejlo(e). Moth.H134. vAph.Nath.I.457. Kielsen.Naturhist.II. (1809).320. kors Hejlon. Funke.(1801).III.614. (dial.:) Hejlong. Kjærbøll.441. jf. Feilb. (u. hilong). Helunger. Kjærbøll.441. flere former se Moth.H184. sa.Conv.A50. jf. Feilb. u. hilong). flt. -r. (ænyd. heiloe (Arøboe.Hexaemeron.(1661).208), hellaug, no. heilo; smsat. af I. Hede og -lo (oldn. lóa, brokfugl; jf. no. akerlo, hjejle); egl. “hede-brokfugl”)

1) fugl den almindelige brokfugl, Charadrius pluvialis L. Moth.H134. Wilse.R.V.117. *Dog pippe hel vemodelig | De Hjejler smaa og spage. Grundtv.PS.IV.5. ude i Heden lød Hjejlens tungsindige Fløjten. Blich.(1833). I.266. VEsm.FD. Kjærbøll.441. Frem.DN. 405.

2) (overf. anv. af bet. 1 ell. muligt af anden opr.) kors kvinde, som gaar omkring paa gaderne og vækker opsigt ved sin besynderlige ell. skødesløse paaklædning. Nei see! hvilken en Heile. VSO. Det var da en underlig Hejle. smst.