Dialekt, en. [dia'lægd] Høysg.AG.4. flt. -er. (ænyd. d. s. (DGrammat.III.72); af gr. diá - lektos, samtale, sprog, mundart, til légein, tale)
1) sprog ejendommeligt for beboerne af en enkelt del af et afgrænset sprogomraade; især om det for en landsdels almuebefolkning ejendommelige sprog. (i 2. halvdel af 19. aarh. søgt erstattet af de dels ældre, dels nydannede danske ord Maal, Mundart, Almuesmaal, Folkemaal ofl.). den Kjøbenhavnske Dialèct.Høysg.AG.4. (der) var (ikke) større Forskjel imellem Islandsk og Dansk end . . imellem tvende Dialekter af et og samme Sprog.NMPet.Spr.I.71. For Fonetikeren . . vil selv et snævert begrænset Sprog, f. Ex. det jydske, opløse sig i talrige Dialekter.LJac.SprF.17. Sproget (paa Samsø) er en jysk Dialekt.Trap.4II.574. (overf.:) *De spredte Sprog blev eet fra samme Stund. | Selv Kærlighedens dunkle Dialekter | forened vi med Lethed, Mund mod Mund.HSeedorf.DD.69.
2) en fra rigssproget afvigende udtale (jf. Accent 2).
han er nok fra landet, han taler jo (med)
dialekt jf.
: baade han og Kone vare
Tydskere eller Holstenere, der talte Dansk
i en meget tydsk Dialect (dvs.: med tysk accent).HBDhlp.I.13.