artig, adj. ['a·rdi; 'ATegn, der ikke kan visesa vendt på hovedetrdi] aTegn, der ikke kan vises‘a’ med spirantisk lenis (græsk)rtig. Høysg. AG.143. adv. -t ell. (især i bet. 5.2) d. s. (ænyd. d. s.; fra ty. artig, egl.: af god beskaffenhed, jf. Art (især i bet. 4) samt artelig || de enkelte bet. kan ikke holdes skarpt adskilt fra hinanden; hovedbet. nu er bet. 3.3)
1) god i moralsk henseende: god;
dydig. *Og om du (dvs.: digterens hustru) af
dig selv er ey saa artig blevet, | Foruden
nogen Tugt, og født et dydigt Blod, | Da
har du lært det af vor Gode Keyserinde, |
Hver dydig Qvinde med din Dyd at foregaa. Falst.Ovid.19.
2) god i intellektuel henseende.
2.1)
om personer: som besidder (megen) dannelse,
forstand, vid; kløgtig; intelligent; opvakt; især: vittig; aandrig. *Rom maa
mig ey i Rang med Roms Poëter sette, |
Ney, jeg blant Vilde er en skarp og artig
Mand. Falst.Ovid.112. en Italiener troer,
efter den artige Professor Holbergs Relation, at de Norske har flade sorte Ansigter. Tychon.AB.50. Vilde vore Digtere
forkaste disse hellige Vaner, kunde mueligen den dydige Verden forbedres, den
Vittige oplyses, og den Artige forlystes
ved deres Digt. JSneed.I.111. Han forsamlede hos sig de artigste Mandspersoner og de smukkeste Fruentimmer i
Babylon. smst.IX.28. Han er artig til at
skjemte. Høysg.S.238. Han er et artigt
Hoved (dvs.: en vittig fyr). VSO.
2.2) (foræld.;
jf. dog ndf.) om hvad der vidner om forstandighed ell. vid; om handling, skrift olgn.:
underholdende; interessant; morsom;
om bemærkning, indfald olgn.: kløgtig;
sindrig; træffende; kvik; især: vittig;
morsom. “Mig siunes, at det blev artigt,
om man bandt en Papiirs-Krave om (Jeppes) Hals, eller klippede Haaret af ham.”
– “Mig siunes, at det var endnu artigere,
om man smurte hans Ansigt over med
Blek.” Holb.Jep.I.8. Nachspillet blir det
artigste. sa. HP.III.7. Artige Indfald og
en behagelig Maade at udtrykke sig paa,
gielde mere end de grundigste Beviser.
JSneed.I.52. jf. II.265. en Regnebog paa
Riim heel artig og opbyggelig at læse
Ew.VI.69. (han ejede ikke) en Skilling, og
spurgte, om det ikke var morsomt. Alle
fandt det ret artigt, undtagen Verten. Ing.
EF.II.7. Hauch.I.120. *Ret artigt og fornøieligt | Gik Tiden saa med Snak. Winth.
HF.175. (hans) Beskrivelse over Biernes
Naturel og Levemaade er artig nok. NM
Pet.III.299. || nu især iron., i mere ubest.
bet. om noget ubehageligt ell. uheldigt: “rar”;
“nydelig”. Det var en artig Historie, om
min Bestalling var bleven borte. Heib.
Poet.II.20. smst. VI.212. (han) fortæller
ganske artige Ting (dvs.: fra en opdragelsesanstalt) . . Det var . . ikke videre behagelige Scener, Vidnet havde set paa Gaarden. Pol. 9/6 1912.7. jf.: Jeg finder Dem ret
artigt . . midt i den ordentligste Kjerligheds Erklæring til min Datter. PAHeib.
Sk.II.158. || listig. hendes artige Trækker
og Practiker (dvs.: listige kneb og paafund).
Pamela.II.202. At spille een et artigt Puds.
VSO. || (endnu dial., se Feilb.I.32.IV.16.
Esp.9) af ualmindelig interesse; mærkelig;
besynderlig. Men at dreye Canoner af
Iis, og skyde deraf med Krud og . . Kugler ofte og fleere gange, uden at de brister, er noget endnu artiger (dvs.: end trækanoner), og maaskee for mange utroligt.
Gram.(KSelskSkr.I.273). en artig Hændelse.
MO.
3) m. h. t. ydre væsen, optræden olgn. (jf.
PEMüll.3321ff.).
3.1) (foræld.) som opfører
sig rigtigt ell. passende, især: paa en maade,
der vidner om fin (selskabelig) dannelse,
levemaade olgn.; hørende til ell. ejendommelig for de højere, toneangivende samfundsklasser; fin; moderne; mondæn;
fashionabel. alt hvad som er Udenlandsk,
synes dem at være artigt og fornemme.
Holb.Jean.I.1. Paris er en artig Bye . . ald
Verden retter sig og efter de Parisiers
Moder. smst.IV.4. Ej! skulde hun kniple,
hun er alt for artig til det. sa. Vgs.(1731).
II.3. Jeg er ikke artig, Monsieur; thi jeg
har hverken været i Frankrig eller Engeland. smst. Censuren af Levemaaden tilkommer (kvinderne), og . . en Tilskuer,
som tilegner sig en Myndighed, der ikke
er ham overdraget af Fruentimret, bør i
den artige Verden ansees for en Oprører.
JSneed.I.195. Botaniken er en artig Videnskab, med den kan en Mand af Stand
ogsaa gierne give sig af. Oehl.XXVII.60.
|| ordentlig; anstændig; pæn. (nu med
tilknytning til bet. 3.3). *Min Herre! det
slet ikke artigt var | At have en stakkels
Pige til Nar. Heib.Poet.I.48. Tænker Du,
at Du har Lov til at kysse mig, fordi vi
sidde bag et Seil? – Naar Du vil være
artig, skal jeg lære Dig en spansk Romance. CBernh.VI.292.
3.2) (nu især i mere
formelt ell. gldgs. spr., derimod er den mods.
bet. af uartig fuldt alm.; jf. ogs. Esp.9) venlig, elskværdig i tale ell. adfærd; høflig;
beleven; forekommende; opmærksom.
Det er skade, at den Person er Procurator, thi hand er dog et skikkeligt og artigt Menniske. FrHorn.Proc.B1r. *Selv mod
Ubekiendte | Man artig være skal. Oehl.C.
193. Paa den artige Franskmand forfejler
en Artighed aldrig sin Virkning. Blich.II.
145. (han er) det deiligste og artigste Menneske, der kan være i Verden. Gylb.I.167.
*omkring den Gamle gik | Som artig Vert
og fyred i Kaminen. PalM.IV.395. Schand.
BS.393. || om handlinger, ytringer olgn. han
foresagde (hende) mange smukke og artige Ting, uden at have anden Hensigt
end at sige dem. JSneed.IX.29. (ridderne)
syntes at ville overgaae hverandre i artige Sæder og ridderlig Høflighed. Ing.
EM.III.169. Faa Dage derefter modtog
jeg et meget artigt, egenhændigt Brev
fra ham. Heib.Pros.XI.504. Gylb.IV.68.
Han brød af og hilste artigt paa den, som
han omtalte. EBrand.UB.34. (han) kyssede galant den yderste Spids af Frk.
Ragnhilds behandskede Haand. “Hvor artigt!” sagde hun og blev lidt rød. Pont.
FL.442. || i visse høflighedsudtr., især brugt
ved opfordring olgn. (nu oftere god, venlig
olgn.). *Vil De være | Saa artig, min kjære
| Hr. Visemager, at fabrikere | En lille
Sang! ARecke.118. Vil du inte være saa
artig og vise mig den Villighed og gjøre
mig den Tjeneste at holde din Kjæft!
Hostr.G.149. vær saa artig ['vaTegn, der ikke kan visesomvendt a med to prikker under (‘r-farvet e‘)rTegn, der ikke kan visesr med cirkel under (‘ustemt ell. afstemt r’)sωTegn, der ikke kan visesomega vendt på hovedet'a·rdi, dagl.
ell. vulg. 'vaTegn, der ikke kan visesomvendt a med to prikker under (‘r-farvet e‘)r'sATegn, der ikke kan visesa vendt på hovedet(r)di olgn.], brugt især naar
man tilbyder ell. rækker en noget, ell. naar
man (gerne, med glæde) giver tilladelse til
et ell. andet (dagl., brugt fx. i butiksspr.,
dog ikke saa alm. som vær saa god). “Vær
saa artig, Fru Bittermandel!” – “Tak, Barn!
Tak!” Heib.Poet.VI.25. *“Jeg vil gaae med
dig.” . . “Nei, undskyld! | Jeg har mig
slaaet sammen med Klymene.” | . . “Ih,
vær saa artig! Troer du, jeg dig nøder.”
PalM.III.61. jeg vil frie. Her staaer jeg,
her er min Haand, her er mit Hjerte –
værseartig. Hostr.SpT.III.18. De søger
efter Sandhed, siger De. Værs'artig, men
se, om De finder den. Schand.AE.127. Vær
saa artig, træd indenfor! EBrand.GG.13.
Dr. F.'s Maade mindede mere om en moderne Butiksmand: alt paa rede Haand,
flot, expedit Betjening – værsaaartig! –
stort, rigt Udvalg til at møde vore Dages
mangfoldige . . Krav. JakKnu.A.12.
3.3)
om børn: som opfører sig godt; velopdragen; føjelig; lydig; “sød”. den daglige Formaning, som vi give vore Børn,
er, at de skulle være artige. JSneed.II.
266. Heib.Poet.IX.482. *Nu er Tulte Oldemo'r, | og hver en artig Kylling | viser
hende dyb Respekt | og kaglende Hylding. Rich.I.34. De lod sig behandle som
Børn, blev virkelig til Børn, der artigt
lod sig anvise af Kirken, hvad de skulde
bestille. TroelsL.XIII.118. Børnene skulde
i Seng. Saa græd de og fik Svedsker for
artigt at følge med Barnepigen. Bang.I.
192. en artig Dreng skyder Brystet frem
og Skuldrene op, naar han spiser. smst.
249.
4) (foræld.) m. h. t. udseende ell. ydre form: (ret) køn; pæn; vakker; net. *Verset kræver Fliid og Konst, | Om det skal artigt blive. Reenb.II.21. Ew.VIII.106. (han) har en artig lille Have tæt uden for Byen. Bagges.L.I.137. De Fruentimmere, jeg saae, vare ret artige, nogle endog smukke. smst.236. Pontarlier er en ordentlig, velbygget, ret artig lille Bye. sa. DV.X.278. Et artigt Veir. VSO. Maaskee behagede ikke den militaire Dands Dem? Mig synes, den var ganske artig. Hauch.III.392. (Aabenraa) er indtagende med sine smalle Gader, sine artige Huse og sin ret betydelige Havneplads. ESkram. HG.114.
5) som arts- ell. mængdebestemmelse m.
mere ubest. bet., især (efter ord som ganske
olgn.) for at betegne en begrænset, temmelig
høj grad.
5.1) (nu sj.) om art: god; fortræffelig; især: temmelig god; ikke
daarlig. Nu skal jeg anrette en artig
Comoedie. Holb.Tyb.V.9; jf. bet. 2.2. Himmel og Jord med Alt hvad som derudi
befindes er et ganske artigt Mesterstykke.
Kierk.VI.148. || som adv. *Min Drøm er
slagen artig ind. Wess.141. en heel Trop
Trommeslagere som ret artigt behandlede
deres Instrument. HCAnd.V.120.
5.2) (især
dagl.) om mængde ell. størrelse: betydelig;
anselig; temmelig stor; ikke ringe. en
ganske artig Skilling til at forøge Jeres
Kapital med. PAHeib.Sk.I.89. Nu havde
Danner-Kongen en ganske artig KrigsMagt. Grundtv.Snorre.I.214. Naa det vil
give en artig Confusion iaften. Heib.Poet.
VI.75. Winth.II.19. TroelsL.XI.233. et Lyn,
der bebudede en artig Torden. Pont.FL.
19. Faktisk skylder vi i Øjeblikket Sverig en artig Hoben Penge. Pol. 31/7 1917.7.
sp.1. || som adv.: ordentligt; grundigt.
denne gang blev jeg, mafoi, artig pudset.
Holb.Vgs.(1731).II.9. Winth.IX.152. *man
kunde profiteret | ganske artig paa det
Snavs. Ploug.I.47. *Forældre ere ogsaa artigt blinde. Drachm.DJ.I.46. Ud imod Havet aabnede Fjorden sig med et Indløb,
som tillod Dønningen at sætte ganske artigt ind, naar der blæste en Storm udenfor. sa. VT.149. en gift Dame kan kompromittere sig ret artigt og kommer dog
ikke i mindste Ulejlighed derfor. EBrand.
UdenfL.104.