Ordbog over det Danske Sprog

annamme, v. [a'nam'∂] -ede. vbs. -else. (glda. an(n)am(m)e; fra mnt. annamen, sideform til annemen, ty. annehmen, af nehmen, tage, jf. nemme, angenem || ordet bruges ofte i biblen og er nu næsten udelukkende bibl. (jf. DSt.1915.168); i levende brug kun i nogle jy. maal (se Feilb.), i rigsspr. kun i eder)

1) tage imod; ikke afvise; modtage.
1.1) m. tings-obj. Ingen Superintendent maa annamme nogen Foræring af Stigtsprovsterne og Præsterne. DL.2–17–4. dersom jeg nu haver fundet Naade for dig, da annam min Skjenk af min Haand. 1Mos.33.10. Min Fader . . bad, at Jomfruen vilde annamme denne Ring af mine Hænder til Elskovs Tegn. Holb.Stu.II.3. Høysg.S.69. *Du har annammet Løftet, som sig hæved. Winth.I.142. Giv os idag vort daglige Brød! . . vi bede i denne Bøn, at (gud) vil lade os paaskjønne det og annamme (1909: modtage) vort daglige Brød med Taksigelse. Katek.§101. modtage den Naade og Tilgivelse, han med baade kærlige Hænder rækker Eder i Møde til Anammelse. JPJac.I.77. || om sanseindtryk: opfatte. jeg raabte, men der var intet Øre, der annammede mit Skrig. Kierk.IV.103. jf.: *Hiin første Glands, der Englene beskinner, | Alt paa saamange Maader hist annammes, | Som der er Lys, hvormed den sig forbinder. CKMolb.Dante. III.242. || om aandelig paavirkning, en lære olgn.: være modtagelig for; antage; tilegne sig. de, som høre Ordet og annamme (1907: modtage) det. Marc.4.20. Sir.51.23. Og dersom I vil annamme (1819: troe; 1907: tage imod) det: hand er Elias, som skal komme. Matth.11.14(Chr.VI). jf.: At vi nyde stor fred ved dig . . det annamme (1819: erkiende) vi . . med al taksigelse. ApG.24.3(Chr.VI). || om væsen, skikke olgn. vor Herris Jesu Christi ydmyge Manddoms Annammelse (dvs.: antagelse af menneskelig skikkelse). DL.Vidneed. de forkynde skikke, hvilke vi maae ikke annamme (1819: antage). ApG.16.21(Chr.VI).
1.2) m. person-obj. (ell. som personligt opfattet obj.): modtage; ikke afvise; antage sig. Præsterne maa ingen Ubekiente annamme til Naderens Sacramente. DL. 2–5–22. hand hudstryger hver den søn, som hand annammer (1819: antager sig). Hebr.12.6(Chr.VI). hvor I komme ind i en Stad, og de annamme (1907: modtage) Eder, da æder, hvad Eder foresættes. Luc.10.8. Dom.19.15. Herre Jesu! annam (1907: tag imod) min Aand. ApG.7.59. *Guds Søn annammer Syndre. Brors.115. Bødt.221. min Sjæl | . . vil ikke | Fortabes, men af Dommeren histoppe | Annammes med Barmhjertighed. Hrz.XVI.149. || give (en vis) modtagelse; modtage (paa en nærmere angivet maade). *Paars blev til Torvet ført, og der med Pragt annammet. Holb.Paars.314. dèr blev han venlig annammet, og Jarlen bad ham tøve hos sig. Grundtv.PS.I.570. Ing.VSt.242. || antage (til et hverv, en tjeneste olgn.). Ingen, som strider, indvikler sig i dette livs bestillinger, at hand kand behage den, som ham annammede til striid (1819: som tog ham i Sold). 2Tim.2.4(Chr.VI). strax efter Faderens Død vilde (de) annamme ham til Norges rette Herre og Konge. Allen.I.73. || annamme til sig, (foræld.) tage til sig (jf. u. 3). da maa den anden Mand (fledføringen) til sig annamme paa fornævnte Maade efter oprettede Contract. DL.5–1 –9. Det tillodes Jomfruerne (i Maribo kloster) at annamme til sig Adelsbørn at optugte. TroelsL.XII.198.

2) komme i besiddelse af; faa; modtage; erholde; blive delagtig i. den Tieneste, som jeg haver annammet (1907: faaet) af den Herre Jesu, at forkynde Guds Naades Evangelium. ApG.20.24. ingen haver . . bekymret sig om at reyse til Rom, for der at annamme Kronen af Paverne. Holb. Ep.II.375. det (eksemplar), som jeg af Deres Velbaarenhed annammede. Gram.Breve.99. *Valuta (dvs.: for en pengeseddel) i Banqven annammet. Oehl.I.57. De ikke givne Situationer, Omstændigheder og psychologiske Motiver, hvorved den givne Hovedhandling og de derved betegnede Characterer i Digterens Sjæl annamme Liv, Farve og bestemt poetiske Skikkelser. Ing.PO.I.VII. *Du (dvs.: hvilen) reder Leiet i den sidste Stund, | Dit sidste Kys vi ubevidst annamme. PalM.I.93. || om religiøse handlinger, som daab, velsignelse olgn. bereedis til Naderens Sacramentis Annammelse. DL. 2–7–7. at annamme Velsignelsen af den Høieste. Sir.50.28. *Du er en Hedning, | Har ei den christelige Daab annammet. Heib.Poet.III.462.

3) sætte sig i besiddelse af; tage; overtage; tilegne sig.
3.1) m. tings-obj. formerkis det, at hendis Børns Gods forminskis for hendis Skyld, da skulle Værgerne annamme det fra hende. DL.3–17–15. Eivind annammede Alt hvad de havde fisket fra Gudleik. Grundtv.Snorre.II.74. JJPaludan.Er.185. || m. rent legemlig bet.: tage (med haanden); gribe. (Noah) udrakte sin Haand og annammede den (dvs.: duen) og tog den til sig i Arken. 1Mos. 8.9. || i forb. annamme til sig (jf. u. 1.2). DL.5–2–14.
3.2) m. person-obj. (ell. som personligt opfattet obj.); især om djævelen: tage; hente. (ofte i eder). Det er, Djevlen annamme mig! den bedste Materie, vi kan tale om. PAHeib.SK.I.32. kommer den Onde i eders Skikkelse for at annamme min syndige Sjæl. Ing.VS.II. 171. *Fanden annamme mig! ende det maa og det skal. Drachm.IV.499. sa.SS.76. jf.: (jomfruernes) Uvilje mod “fromme Mænd”, da de bad Herren annamme Sadolin, og ikke vilde indlade deres egen Præst. Troels L.XII.194. || (nu kun jy., se Feilb.) gribe; fange; anholde. De løbe efter, og annammede ham, inden han kom ud af Porten. VSO.