Ordbog over det Danske Sprog

III. sin, pron. [si?Tegn, der ikke kan viseskomma over punktum, hævet (‘stød i langvokal’)n] Høysg.AG.59. intk. sit [sid] flt. sine ['si·n∂, især dagl. 'sin∂] ell. (nu ikke i rigsspr., jf. fx. Feilb. LollGr.78) sin ((han) skulde ikke troes paa sin Ord, ha, ha. Holb.11J.I.4. Har mand i sin dage seet saadan et Puds? KomGrønneg.I.176). gen. (i substantivisk anv.; kun (jf. dog Flemløse.147) i stift bogsprog og især i flt. (se bet. 6.2)) sins, sits, sines (*Med vore Domme det som vore Uhre gaaer, | Ei to gaae eens, dog hver sits Rigtighed paastaaer. SkVid. IV.147. sml. Høysg.AG.58. Mikkels.Sprogl. 188). (æda. sin, siin (Brøndum-Nielsen.GG. I.59.360), run., oldn. sínn (sinn), urnord. sin, got. seins, oeng., osax., oht. sin (ty. sein, sin, hans, dets); til roden i III. sig; besl. m. lat. suus, sin, gr. heós, hós) possessivt pronomen af 3. person med refleksiv funktion (erstattende en gen. til III. sig)

A. (syntaktisk) anvendelse. || (jf. din 1.1 slutn., min sp. 75⁵⁹; nu kun arkais., især i efterligning af folkevisespr., ell. i spøg., skandinaviserende jarg.) stillet efter subst. *Sværdet sit han skuer. Oehl.XXX.30. *Abraham sagde til Oldsvend sin. Grundtv.SS.II.49. *Hver Fugl synger med Næbbet sit, | jeg med mit, som du med dit! LCNiels.VLM.10. dengang Far var ung og rejste til Hobro for at se til Kæresten sin. KMich.(Pol. ⁸/₉ 1938.9.sp.1).

1) (jf. III. sig 1) om det syntaktiske forhold mellem sin og det ord, hvortil der henvises; i bet. 1.1 er brugen af sin (efter entals-subj., jf. bet. 2) nu eneherskende i rigsspr., i bet. 1.2-3 bruges ogs. hans, hendes osv., se nærmere APhS.XIII.20ff., 43ff.; efter ubest. pron. (navnlig man, nogen, ingen) samt i forb. uden udtrykt subj. (se l. 58ff. og sp. 1412⁴⁶) veksler sin undertiden (vist navnlig dial.) med ens (se Feilb.I.245a⁷. Mikkels.Ordf.260). (om den fra rigsspr. stærkt afvigende brug i jy. dial. se Feilb. Kort.164).
1.1) i tilfælde, hvor det ord, hvortil der henvises, nødvendigvis maa opfattes som forbindelsens nærmeste logiske subj. || i forb. m. subst., der umiddelbart (som obj., hensobj. ell. præd.) ell. v. hj. af præp. ell. konj. er knyttet til sætningsverbet eller en inf., et part. (om sin efter imp. se sp. 1417^43ff.); eksempler findes u. bet. 4; spec. mærkes brugen af sin ved infinitiv med “ubestemt”, “alment” subj. (ved indikativ udtrykt ved man): 200 Rigsdaler, det er jo at flaae Huden af sit Herskab. Holb.Jep.III.1. Er det philosophiske Regler at ligge hos sin Pige? sa.Philos.IV.4. Det at holde sin Kristendom borte fra sin Filosofi og omvendt. er jo dog et latterligt Husraad. JLange. (Brandes.XIV.417). Feilb. (sj.) i sætn. m. der ell. her: Her var saa kønt i sin Stilfærdighed. CEw.(Mikkels.Ordf.258). || (spøg., l. br.) i gengivelser af eder af typen min salighed i referat i indirekte form af en persons udtalelse. Attrup bandte paa, at mere end eet (eksemplar af avisen) skrev han sin Salighed ikke. [Bille].Skoledrenge.(1886).184. || som del af et subj.-præd., henvisende til sætningens subj., ell. som del af et obj.-præd. henvisende til obj. een vil finde dette, og en anden hiint Stykke sin Plads ikke saa værdigt, som hvad der er bortladt. Tode.V.Fort. nogle Gilleleie Fiskere, der sandsynligvis havde fundet Vraget forladt af sit Mandskab. Drachm.KK.121. || knyttet til et subst., der er underordnet et adjektivisk led i en attrib. (ell. appositionel) forb., henvisende til forbindelsens overordnede led. En Mand gribende i sin Buxe-Lomme. Holb.Kandst.V.1. et Svar . . som den ulærdeste Bonde kand lige saa let finde paa, som den i sine Tanker klogeste Professor. Gram.(KSelskSkr.III.306). Min Fader . . var en sin Konge og sit Kald tro Embedsmand. Bärens.Biografie.(1813).1. salig i sit Lys . . var (blomsten) vokset og vokset. JPJac.I. 100. jf.: et Forhold . . mellem Thomas Kingo . . og Jacob Worm, et saa vittigt og rapt Talent indenfor sit Omraade som nogen i hin Tid. HBrix.AP.I.195. || i præp.-led, hørende til subst., der rummer tanke om handling ell. egenskab, henvisende til den størrelse, der tænkes som handlende ell. besidder af vedk. egenskab (ofte skjult i en til subst. knyttet gen.). Forestillingen om sine Frenders Sorg, vaagnede hos ham. Oehl.ER.23. K.s Fortjenester af sit Land bleve taknemmelig paaskjønnede af hans Folk. StBille.Gal.III.68. Man maa ikke lade sig skuffe . . til at tro hans (dvs.: Holbergs) Følelser for sin Profession var af anden Art end lidenskabelige. Rubow.LS.147. et Kongebrev, der gav en Skyldner Frihed paa en vis Tid for sine Kreditorers Krav. Sal.² XIII.30. saaledes ogs. ved “alment” logisk subj. (jf. sp. 1411^59ff.): Sin egen Ringheds Erkiendelse er . . ikke nok til Ydmyghed. Mossin. Term.823. (han) trøstede sig med, at Tab til sin Kone er dog kun af den ene Haand i den anden. Blich.(1920).X.92.
1.2) i tilfælde, hvor forbindelsen er af den art, at det ord, hvortil der henvises, kan (men ikke nødvendigvis maa) opfattes som logisk subj. (i sprogbrugen vekslende med hans, hendes osv., der næsten altid anvendes, naar det led, hvortil der henvises, ogs. er bestemt ved sin (jf. dog: hun fandt sin Yngling udi sit Blod. Blich.(1920).I.126)); om faste præp.-forb. som paa sit sted, i, paa, til sin tid, (paa) sine steder, til sine tider, for sine aarsagers skyld, hvor sin undertiden ikke henviser til et enkelt led i sammenhængen, men har faaet en mere selvstændig bet., se bet. 4.6. || betegnende obj. som sammenhørende med hensobj. Marthe! flye Herren strax sin Hat. Holb.Bars.IV.4. Amsterdam og andre Nederlandske Byer har betaget den (dvs.: byen Köln) sin bedste Næring. EPont.Men.III.39. *mens snedig jeg (dvs.: Loke) bedrager ham (dvs.: Thor), | Misunder jeg sin stolte Ro ham dog. Oehl.ND. 150. Dog skal jeg gjøre hvad jeg kan, for at erstatte ham sit Tab. Blich.(1920).XIV.165. de (stammer), der give Hellenismen sit Særpræg, var den doriske og joniske. HSchwanenfl.OK.62. om forb. som give en sit fedt, skære en sine klæder ret, gøre en sin proces, give en sin rest, læse en sin tekst, se Fedt sp. 851⁵⁹, Klæde sp. 724³⁴, Proces 3.3, Rest 3.2, Tekst. jf. ham sker sin ret u. ske. betale, give, svare (en)hver sit, se u. bet. 5.4. || som del af et verbet (verballeddet) bestemmende præp.-led henvisende til obj. (henholdsvis hensobj. ell. (nu næppe br.) styrelsen i et (umiddelbart foregaaende), til samme verbum knyttet præp.-led). Gud være Tak for sin (1907: hans) uudsigelige Gave. 2Cor.9.15. (han døde) effter at hand tilforn hafde begrædet sine Synder, og faaet saadan Afskye til sin Keyserinde Zoe for sin Ugudelighed, at hand vilde icke see hende for sine Øyne. Holb.Intr.I.194. Lad os da faa Herren i sin Slaap-Rok. sa.Jep.II.2. Jeg fandt ham siden ved sit sædvanlige Sindelav. JSneed.II.397. *Stik Kniven i sin Skede! Ew.(1914).II.246. Xaver takkede Officeren for sit gode Raad. Oehl.XXV.143. *Et Ære være Gud | For sit Julebud! Grundtv.SS.III. 46. de førte den Døde til sit sidste Hvilested. HCAnd.(1919).I.334(jf. AnkerJensen.HCAndersens sprog.(1929).229). Naar man besøgte dem . . fandt man gerne Paludan-Müller ved sin Pult i hans egen Stue. FrLa.PM.247. en rigtig krabat Nordveststorm er ikke længe om at rydde en Husside for alt sit Tag. Aakj.BT.12. anbringe, lægge, sætte noget paa sin (rette) plads, sit (rette) sted jf. (ved absolut tidsbestemmelse): Dereffter anfalt Sanctius . . Garsiam . . hvilcken hand lettelig ofvervant, og lod kaste i Fængsel sin Lifs-tid. Holb.Intr.I.234. kalde, nævne nogen (ell. noget) ved sit rette navn olgn., finde noget i sin orden, overlade en til sin (egen) skæbne, se u. Navn 1.1, Orden sp. 1201^24ff., I. overlade 1.1. || i præp.-led, der er bestemmelse til et subst. (substantivisk ord, led), henvisende til dette (jf. ogs. ndf. u. bet. 4.3); ofte i forb. m. al (jf. II. al 5.2) ell. samt (jf. II. samt 2). *Man saae kun Himlens Ris Cometen med sin Svands. Holb.Metam. 74. *Natten, med al sin (rettet fra alle dens) blendende, giftige | Taage. Ew.(1914).III.260 (jf. smst.VI.275). *Meer tryg end en Fyrste mellem sin Vagt | Hos min sorte Drabant (dvs.: en hund) jeg gik. Winth.IV.98. *Jeg elsker Tanken i sin stolte Gang, | Og Tonekunsten med sin Længsels Sang. HCAnd.X.488. Saa viste Hagen og Hansen sig, førte af Frøken Giersing i sit lidt skæve Halvløb. KLars. GHF.I.19. spec. i forb. i sin almindelighed, se u. Almindelighed 1.2 samt AOlr. DH.I.283.284. i sin helhed, se u. Helhed 2. brugt afvekslende m. dets: vi gik over Caserta, for at see det store kongelige Slot der, med sine Pragtsale og Billeder fra Murats Tid, see Amphitheatret ved Capua, med dets Hvælvinger under Gulvet. HCAnd. ML.170 (sml. AnkerJensen.HCAndersens sprog. (1929).126.128.129). *Hist Holdnæs med sin grønne Brink, | her Brunsnæs med dets Tjørne. Rørd.GK.63. || som del af appositionelt led, henvisende til det subst., hvortil appos. er knyttet. et Møde . . mellem to saa ypperligt begavede Aander som Thomas Kingo, sit Aarhundredes største poetiske Geni i Norden, og Jacob Worm. HBrix.AP. I.195. denne livsfarlige Leg (dvs.: med motorcykler) endte da ogsaa med en Ulykke: En ung Mand, sine Forældres eneste Søn, satte Livet til. AlfrChristensen.VorTid.(1934).23. || (sj.) som del af det sidste af to sideordnede led henvisende til det første. *seer du hannem (dvs.: djævelen) og sin Krigshær at indtage | Passagen . . | Skal du dog ikke gaae det ringeste tilbage. Clitau.IR.31. || i mindre omhyggeligt spr. brugt i indledende præp.-led henvisende til den størrelse, der foresvæver den talende som den, meddelelsen egentlig angaar, har henblik paa. Ved sit sobre, tarvelige Livssæt var hans fra først af svagelige Helbred bleven bestandig stærkere. JulPet.L.18. I sit 37te Aar, da han stod paa Berømmelsens Højdepunkt var der en ung Pige, som elskede hans Digtning saa højt, at hun vilde se ham. Ottosen.VH.III.149. Uden sin dygtige og kloge Hustrus Støtte havde Livet i disse Aar ikke været let for ham. Tilsk. 1935.II.388. i sin Barndom ramte der ham en Ulykke. NatTid. ¹⁴/₁₂ 1937.11.sp.5. || (ænyd. d. s.; jf. tilsvarende anv. af deres, hans, hendes (se u. I. de sp. 535⁹, II. han 5.1, II. hun 4.1); nu kun dial.) i gen.-omskrivning, henvisende til et foranstaaende subst. (i gen. ell. ubøjet). VSO.(jy.). *(han maatte) følge artig med | til Fader Zeus sin Throne paa Olympen. Gjel.KM.62. Folk her i Sognene de har jo hidtil holdt sig i Skindet for denher Jernban' sin Skyld. JakKnu.A.71. Feilb. Kort.160. (jf. bet. 5.1) m. underforstaaet subst.: *de kjøbte alle mine (dvs.: stude), | Og fik sex af Jespers sine. HMikkels.D.157.
1.3) hvor det underordnede led i en “skjult sætning” (en inf., et part., et adj. ell. et subst., der betegner handling, egenskab olgn., med tilhørende bestemmelser) skal angives at være identisk m. subj. i den overordnede sætning (men forskelligt fra det “nærmeste” logiske subj.) bruges dels sin, dels hans (se II. han sp. 821^32ff.), hendes (se hun sp. 657^27ff.), dens, dets (saaledes spec., hvor misforstaaelse kunde opstaa ved at henføre sin til det nærmeste logiske subj.). || i forb. m. subst., der er forbundet med en til obj. knyttet inf. villieløs lod hun Qvinderne iføre sig (HCAnd.Eventyr.II,1.(1838).47: hende) kongelige Klæder, flette Perler i sit (smst.: hendes) Haar. HC And.SS.XIII.144. I samme Øjeblik følte hun Liv røre sig under sit Hjerte. Goldschm.V.221. Hun hørte én af L'hombreherrerne løbe op ad Trappen og skrige sit Navn. Bang.UA. 177. (han) fik Snese af fattige og gældbundne Mennesker til at ryste og bæve for sin Griskhed. Bregend.MAG.31. || (jf. u. bet. 1.1) i forb. m. subst., der er knyttet til et adj., der staar attributivt, appositionelt ell. som obj.-præd. *Axel bringer Bud fra Rom, | Kiært for sin (Oehl.(1831).II.33: hans) søde Frænde. Oehl.AV.(1810).30. (gud) styrker og bevarer os faste i sit (1850: hans) Ord og i Troen indtil vor sidste Stund. Katek.(1909). § 100. || i præp.-led knyttet til subst. som de sp. 1412³³ nævnte. *intet Blik | Til Gjensvar paa sit eget der hun fik. PalM.TreD.242. jf. (henvisende til subj. for et overordnet vbs.): Tibers protester mod al guddommeliggørelse af sin person. Wiwel.252. || i forb. m. subst., der staar i appos. til et andet led end subj. Joseph gik ogsaa op fra Galilæa . . at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede Hustru. Luc.2.5. en mand, ved navn Ananias, med Saphira sin (1819: hans) hustru, soldte sit gods. ApG.5.1(Chr.VI). Imidlertiid var Alexander, ved Philippi sin forfarne Lægis Hielp, bleven fuldkommelig restitueret igien. Holb. Intr.I.27. || knyttet til et sammenligningsled, der ved omskrivning til en sammenligningsbisætn. vilde blive subj. i denne (eks. paa den i ældre spr. alm. brug af hans osv. i denne stilling er anført APhS.XIII.50). Gøthar blev saa rød i Ansigtet ved disse Ord, som sin Purpurkaabe. Oehl.ER.172. jeg kand for min Død ikke lide, naar Konen er højere end sin Mand. Blich.(1920).IV.15. CMøll. Familieliv.(1886).203. Det er Discipelen nok, at han bliver som sin (1819: hans) Mester, og Tjeneren som sin (1819: hans) Herre. Matth.10.25(1907). (Kirstine) vilde gøre ham (dvs.: Niels Hald) . . til en stille Hjemmets Mand som sin (dvs.: Kirstines) Far. OlesenLøkk.NH.I.47. han er bedre end sit rygte, se I. Rygte 2.1. jf.: han saa' langt ældre ud end sin Alder. Drachm.STL.6.
1.4) henvisende til subj. i en anden sætn. || ved sætningsfordobling (“kløvning”) med det (vekslende med det nu mindre br. hans osv., se han sp. 822⁵), visende hen til subj. i bisætningen. Det var ikke til sit Fædrelands men til sin egen Fordel, at han førte den ene Krig efter den anden. Lefolii.SproglærensGrundbegreber. (1871).98. EJessen.Gram.178(se sig sp. 1268⁴⁹). Det er sine egne følelser, han udtaler gennem heltens mund. Mikkels.Ordf.260. det er af sine egne, man skal have det, se egen sp. 208^14ff. jf.: der var et Emne, Hessing stadig kom tilbage til, det var sit Ægteskab. VBergstrøm.M.141. || (om tilsvarende forhold i ænyd., glda. og paa andre spr. se APhS.XIII. 51f.58f.; nu næppe br.) henvisende fra en bisætn. til subj. i den overordnede sætn. 1. i genstands-sætn. Af Tings-Vidner (kan bevises), at Adrian Nilsen, gl 79 Aar kand erindre sig, sin Faders Oldefader har sagt (osv.). Holb. Kandst.V.3. Hvor er den fromme Fader, der vil heller, at en Fremmed skal regiere sine Børn, end han selv? Schytte.IR.I.85. 2. i relativ-sætn. Herren kiender dem, som ere sine (1819: kiender Sine). 2Tim.2.19(Chr.VI). Hand var . . fortørnet, saasom hand havde hørt . . den Krig som var opvackt mellem sine Søstre. Holb.Mel.V.3. Man handler imod det, som er sin Pligt og Skyldighed efter Lovene, naar man giør det, som er Urett. Mossin.Term.417. 3. (sj.) i andre bisætn. Man har ej længere Fred, end sin (nu: ens) Nabo vil. Mau.I.253.

2) (allr. i æda. (uden for skaansk) fortrængt af deres (se de sp. 534^52ff.), se nærmere APhS. XIII.67ff.; sml. III. sig 2; nu sj. i omhyggeligt rigsspr.) henvisende til (grammatisk ell. logisk) subj. i flt. (vistnok navnlig, hvor subj. bestaar af sideordnede entalsord ell. opfattes kollektivt som en enhed, ell. hvor sine er brugt attrib. ved flertalsord, og der tænkes paa, at hver enkelt inden for subj. har et bestemt forhold til et enkelt individ ell. eksemplar inden for obj. (verbalbestemmelsen osv.) (jf. NMPet. Dän. Sprachlehre für Deutsche.(1830).90. JC Lange.Haandbog i Modersmaalet.(1832).114)). Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags (1931: efter deres Arter), og Træer, som bare Frugt, og havde sin Sæd i sig efter sit Slags (1931: Frugt med Kærne, efter deres Arter). 1Mos.1.12. De . . gir hinanden sine Ringe. Holb.Masc.I.11. *vilt du vide, hvad de føre i sit Skiold. Falst.Ovid. 125. (han) klappede paa Kaarden: og spurgde: om Officererne havde baaret sin Værge saa kiekt i Fyen, som han og hans Borgere i Kiøbenhavns Beleiring. Mall.SgH.211. (forbryderne) maae aldeles ikke forplante sig; thi saa forplante de ogsaa sine Laster. Blich. (1920).V.194. *han har . . | En elsket Moder og en kiær Veninde, | Som græde vil og vride sine (Oehl.(1831).II.202: deres) Hænder. Oehl.HS.(1815).41. Rask.II.411. da kom gamle Minder og hang sine Gardiner op. HC And.(1919).III.222(jf. AnkerJensen.HCAndersens sprog.(1929).228. Rubow.HCA.213). Hun stirrede ufravendt paa Træerne, der strakte sine store Arme op i Mørket. Bang. UA.119. Perserne er især mærkelige ved sin religiøse udvikling. Ottosen.VH.I.13. Gaardens og Slægtens Magter slutter alt i sine Jernrammer. VVed.(DagNyh. ⁴/₅ 1913.1.sp.2). Rønningrisene dækkede Sandet med sine klare grønne Ranker. OlesenLøkk.KB.122. || henvisende til hver, brugt som appos. til flertalsord (jf. u. bet. 3.1), se APhS.XIII.69f.

3) henvisende til (grammatisk ell. logisk) subj., der formelt er 3. person, reelt 1. ell. 2. person (undertiden vekslende med min, din, vor(es), jer(es)).
3.1) henvisende til et m. h. t. person (bøjningsmæssigt) indifferent pron., der repræsenterer (genoptager) et ord af 1. ell. 2. person. || visende hen til hver, brugt som appos. til ord af 1. ell. 2. person. den Time kommer . . at I skulle adspredes hver til Sit, og forlade mig alene. Joh.16.32. I har ret begge toe, hver paa sin Maade. Holb. Kandst.V.2. I skal få hver sin opgave (meget sjælden jeres opgave). Mikkels.Ordf.258. *Lad os gaa hver til sit. KMunk.C.43. || henvisende til pron. som hver, ingen, nogen, brugt i forb. m. pron. af 1. ell. 2. person som subj. ell. appos. til subj. Ingen af os (1931: Ikke en af os) skal formene dig sin Grav, at du jo maa begrave din Døde. 1Mos.23.6. har nogen af jer tabt sit lommetørklæde?
3.2) (jf.APhS.XIII.90; l. br.) i relativ-sætn., der er knyttet til et ord af 1. ell. 2. person. *Dig, som til sin (Staffeldt. D.II.171: din) Thrones Glands indbyder | Uskyld fra dens lave Liljedal. Staffeldt.Nye Digte.(1808).IV (jf. sa.D.I.497). || i relativsætn., der er knyttet til præd. til subj. af 1. ell. 2. person: at De har været en god Søn, der . . ikke forglemte sin . . fattige Moder. Coll.(HCAnd.BC.I.202). Jeg synes egentlig, jeg er en brav Fyr, der gør sit bedste. SvLa.FruG.39.
3.3) i tiltale med han (II.2), hun (II.2) ell. i tiltale (til en ell. flere) med titel, stilling osv. (ved tiltale med De bruges kun Deres (se de sp. 540¹², 541⁶ samt Ew.(1914).II.334.363); ved afvekslende tiltale m. De og titel olgn. bruges henvisende til titlen baade Deres (se de sp. 241^32ff.) og sin: vil kammerherren ikke have sin frakke paa? ). Er ikke Madamen Herre over sit eget Legeme? Holb.Vgs.(1731).II.11. Deres Excellence har ved Sit Eget Høye Exempel for lang Tid, ligesom oplivet Studeringer iblandt os. Mossin.Term.)(6^v. *Aa, hør, lille Mo'r, | Hvad har hun i sin Kurv i Dag? NE Petersen.Tusendfryd.(1888).37. || (nu især kælende ell. foragt.) ved imp. olgn., hvor der ikke findes noget udtrykt subj. *Vel, vel! – ret vel Madam! – Men siig mig nu sin Mening! Ew.(1914).II.226. For Himmelens Skyld, min bedste Kousine, styr sin Forbittrelse og opir hende ikke for meget. Tode. S.50. *Gaa Sin Vei! Oversk.FandensOvermand. (1854).37. Er det en Maner for et stort Pigebarn! Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade! Wied.S.136.

B. betydning: sin bruges for at betegne noget som tilhørende ell. paa anden maade staaende i forhold til forbindelsens (grammatiske ell. logiske) subj. (erstattende en gen. af subj.). || om forb. sin egen se egen.

4) attrib.
4.1) i al alm. (betegnede fx. person som staaende i slægtskabs-, venskabs-, afhængigheds- ell. myndighedsforhold til det grammatiske ell. logiske subj., ting, egenskab, som tilhørende, tilkommende, knyttet til ell. som del af subj. (resp. som den helhed, hvortil subj. hører), en handling som udført af ell. rammende subj., ell. betegnende tilstand, situation, forhold osv. som den (det), hvori (hvorunder) subj. befinder sig). hun er endnu i sin blomstrende Alder. Holb.Ul.V.3. *Bøgen speiler | Sin Top i Bølgen blaa. Oehl.XX.247. Det lykkes endelig en Munk at fravriste Ridderen sin Hemmelighed. Hauch.VZ.34. *den gamle Ørn, | Som jo saa gjerne vilde | Fornøie sine Børn. BoisensViser.323. Niels blev lige saa rød i sit Hoved som en Kalkun. Korch.LL.53. Med Gotfred af Ghemen . . fik Danmark sin første faste Bogtrykker. OFriis. Litt.140. jf. (som gengivelse af kælende tiltale med min): *Hvor dejligt at kjæle for slig en lille En! | At kalde ham sit “Lam” og sit “lille Hønseben”! Bøgh.Vi.51. i forb. m. titel, navn paa litterært arbejde, kunstværk osv. for at betegne det som udført af subj.: Snorre har . . skrevet sin Heimskringla, paa det gamle Norske eller Iislandske Sprog. Schøning. (Snorre.Heimskringla.I.(1777).XVIII). Salig Reiser . . giorde med sin frygtelige Ildebrands Historie endnu meget større Lykke. Bagges. L.I.221. || i talrige faste forb. som faa noget for sine penge, ikke vide sine levende raad; i sin alderdom, barndom, ungdom, i (alle) sine dage, sin livstid; for sin fornøjelse; se de paagældende subst.; om forb. som paa sine gamle dage se II. paa 3.4. i en del faste forb. findes baade forb. med og uden sin (ofte dog saaledes, at den ene er mindre brugelig), fx. tage (sin) afsked, have (sit) besvær, (sit) døje, (sin) hyre med noget, have (sin) morskab, (sin) plaser af noget, af (sin) profession, se u. de paagældende subst. || (jf. u. bet. 4.6; undertiden trykstærkt) betegnende et tidsrum som det, hvori subj. hører hjemme, lever, eksisterer, foregaar osv. *ogsaa den, som virker i sin Samtid stærk, | Er Fremtids Kæmpe. Oehl.XII.280. Saxo er . . anstukket af sin Tids bekiendte Feil. Grundtv. Saxo.I.XLII. *Hvor var han hævet over sine Tider | Just i Moralen! PalM.AdamH. III.216. (visen er) et karakteristisk Udtryk for sin Tid. OFriis.Litt.129. være forud for sin tid, se forud 2.2. for sin tid, betragtet i forhold til samtiden, ud fra den paagældende tids forudsætninger. det (dvs.: et klavermærke) var et godt Fabrikat for sin Tid. PEBenzon.P.20. Maskinen var en for sin Tid fremragende Konstruktion. Flyvning Hær.13. jf. sp. 1422⁶¹: Saxo Grammaticus, den samme Biskops i sin Tid mageløs boglærde . . Yndling. Grundtv.Saxo.I.XV.
4.2) m. bibet. af, at noget er det rette, behørige, passende, foreskrevne, det som hører sig til, som tilkommer en olgn., ell. at noget vedkommer, har interesse for subj., ell. blot m. bibet. af, at noget er det regelmæssige, sædvanlige, tilvante, normale for subj. man skal flaae Brændofferet, og hugge det i sine Stykker (1931: i Stykker). 3Mos.1.6. Hvormangen een (dvs.: husmoder) ligger ikke endnu i Søvnens bløde Arme, eller drikker endnu sin syvende Koppe Kaffe? Tode.V.20. August (havde) fra den tidlige Morgen til den seene Aften . . giennemtrællet sin Dag. Rahb.Fort. II.436. *Kan man (dvs.: her i helvede) spise, drikke, sin L'Hombre spille? Heib.Poet.X.222. Vil Du afgive indlagte Qvittering til sin Bestemmelse. Hauch.(Hjort.B.I.202). *Koen sin Middag i Kløveren gumler. Drachm.DVE.147. Drengen købte sit Brev Knappenaale (dvs.: det, han var sendt efter). PEBenzon.P.210. hans Husbestyrerinde gik paa sine bestemte Aftener. Woel.DG.129. (jf. sp. 1420^6ff.; nedsæt.) om noget, subj. stadig taler om, beskæftiger sig med osv.: han (havde) bedt mig købe ham ti . . Følhopper . . senere hen . . blev (han) ved at skrive til mig om sine Hopper. KBlixen.AF.345. i talrige forb. som faa, gaa, have sin gang; komme osv. paa sin (rette) hylde, plads, sit (rette) sted; faa, give sin bekomst, sit fedt, sin rest; have sin rigtighed, rimelighed; forstaa sine sager, ting; tage sin tid, have sine tider; gaa sin vej; være sine penge værd; i sin orden; se de paagældende subst.; gaa, ligge, sidde sin tid ud, se gaa 1.4, I. ligge 36.2, II. sidde 28.2. ligge i sin bedste søvn, sidde i sin gode ro olgn., se bedst 1.1, god 2.2. || (jf. din sp. 747^31ff., min sp. 75³⁸) i forb. m. propr. som udtr. for, at vedk. person (eller lokalitet) er særlig nær knyttet til (elsket af) subj. *Der han slog Verden af sit Sind, | Da lukte han sin Jesum ind! Kingo.418. *Sin Hendrik ene elsker hun i hele Danmarks Land. Winth.VI. 197. Paa det kgl. Teater spilledes H. C. Andersens “Kærlighed paa Nicolai Taarn” 1829 . . medens den gode Balthasar Bang . . fra sit Nøddebo ikke naaede saa vidt med “København”. VilhAnd.Litt.III.603. || i forb. m. betegnelse for omraade, lærestof, pensum, værk osv., som subj. studerer ell. er fortrolig med. en Mand (som) forstod sine Sprog, sit Latin, sit Græsk, sit Hebraisk (osv.). Ew. (1914).IV.366. hun glemte at læse sit “Fader vor”. HCAnd.(1919).II.179. “Farligt, saa klog Du er,” drillede Fru B. “Man kan vel sin Historie,” mente han. KBirkGrønb.SF.65. i forb. m. navn paa forfatter, kunstner (brugt meton. om vedk.s værker): Hvor Jens ogsaa hakkede jammerlig i sin Cicero! Blich.(1920). VII.2. Endelig kunde man sin Molière bedre end sin Holberg. JPJac.II.144. Han havde studeret Søren Kierkegaard – “læst sin Kierkegaard”, som han selv udtrykte sig. Tops.I.208.
4.3) m. bibet. af, at noget er ejendommeligt, karakteristisk, egent for vedk. subj. (jf. MøllKrist.DF.129). Svaret lyder i sin Korthed saaledes. Heib.Pros.IX.95. som Vandfad havde han den hele Aae med sit (HCAnd.Eventyr.I,2.(1835).39: det) friske rindende Vand. HCAnd.D.111. Fru G. gjorde en af sine graciøse Haandbevægelser, der erstattede Fortsættelse. KLars.Ci.148. Den lange (Marsk Stig-) Vise findes optegnet i “Karen Brahes Folio”. Med sine 108 Strofer er den Samlingens Pragtstykke. OFriis.Litt. 105. || (sml. han sp. 821⁴²) med (værdi)tryk, i præp.-led, der betegner en begrundelse, indrømmelse m. m.: at han med sin stemme ikke slog igennem, er mig en gaade || i forb. m. direkte tale, angivende en ytring som karakteristisk for subj. *Om nogen brovter med sit: bey mir! | Da buk. Abrah.(Rahb.Min.1790.I. 286). *en ængstlig Maage | Vendte i Farten og raabte sit: Varsko. Drachm.D.26. (skolelæreren) som nærmest var en Rædsel i Skolen, naar han bandede sit “Fanden knage mig”. Egeberg.M.8. || i præp.-led m. paa (II.7.2) i udtr. for karakteristisk maade at tale, optræde, klæde sig paa olgn. *han . . paa sin klare Viis mig gjorde klar | Urigtigheden. Pal M.TreD.81. Han blev ved at se efter hende paa sin ubestemte, grublende Maade. Tops. N.6. man (kunde) se ham skangle afsted paa sin sædvanlige skødesløse Slentrefacon. Bregend.MAG.61. jf. l. 26ff.: Hun (havde) Gulvtæpper, smukke gamle Møbler, Portierer, alt paa sin italiensk Vis. Galsch.SR.95. paa sin kvan(t)svis, se u. Kvantsvis. spec. (gldgs. ell. spøg.) i forb. m. adj. (substantiveret som fk. ell. (nu især ved betegnelser for sprog) intk.), der betegner tilhørighed til en lokalitet, nationalitet, konfession ell. stand. Om Morgenen skal de (dvs.: unge mennesker, som har været udenlands) have deres Thee eller Chocolade. Det, sige de, er paa sin Hollandsk. . . Naar de gaa et Ærende i Byen, skal de have en Laqvei udi Hælene paa sig, det er paa sin Leipzigsk eller Berlinsk (osv.). Holb.Jean.I.1. jeg har klæd mig paa i Dag paa sin Adelsk. KomGrønneg.II.300. (saa) sagde hun paa sit Fyensk. Bang.L.34. (Montesquieu) oversatte alt paa sin Fransk og paa sin Voltairesk. VVed.(JClausen.VerdensLitt.hist.II.(1898).396). Wilhelmus Abbas, som Holberg kalder ham paa sin Latin. DanmHavebr.11. hed Attraa (“Paphian stimulus”, som det hedder paa sit richardsonsk). NMøll.VLitt.III.306. se endvidere u. II. paa 7.2 samt u. bengelsk, II. engelsk 2, gammeldags 1.2 slutn., I. Græsk 2, II. Fransk 2, hollandsk 2, italiensk 2, junkersk, II. jydsk 3, jægersk, katolsk 2, kavalersk, I. militær 1.2, II. Norsk 2, papistisk, spansk, svensk, tysk, østerlandsk. paa sin frisk, se frisk sp. 52³⁵. paa sin poetisk, se poetisk.
4.4) betegnende noget (der ikke i øjeblikket kan nærmere bestemmes ell. ikke ønskes nøjere karakteriseret) som beroende paa, forstaaeligt ud fra subjektets natur (dets evner, viden osv.) ell. som afhængigt af subjektets forgodtbefindende, vilje, skøn; ofte (jf. bet. 4.6) (uden tydelig tanke paa et særligt forhold til subj.) m. bet. “en vis (ikke nærmere betegnet)”, “en bestemt”, og vekslende med forb. som sin bestemte, sin visse, sin særlige olgn. (i alm. trykstærkt for at antyde, at ligesom subj. staar i det angivne forhold til det refl. led (har sine mangler, udmærker sig paa sit felt), saaledes staar andre subjekter i sa. forhold til andre, tilsvarende størrelser). Hr. Jeronimus I kand lære af denne Historie, at Mascarader har ogsaa sin Nytte. Holb.Masc.III.13 (jf. u. I. Nytte 2.2). saameget Værd, Udgaven (har) saa har den dog og sine flere Mangler. Baden. (Rahb.Min.1807.I.11). Ved at betragte (folkets) Færd skuer man ind i Tiden, ikke fremad, men tilbage; og just det har sit Gode, sin Tryghed, sin Fred. NMPet.²I.(1867).2. det er jo ikke denne meget nysselige Førstehaandsuskyldighed, der ganske vist har sit Tiltalende. JPJac.II.366. Cilli havde sine Tvivl. Elkjær.HF.99. han var paa sit felt (inden for sit omraade, i sin kreds) en af den moderne videnskabs banebrydere det har sin(e) vanskelighed(er), sin(e) ulejlighed(er), sin(e) ulempe(r) olgn., se u. Vanskelighed, Ulejlighed, Ulempe. i sin art, i sin, sit slags, paa sin side, for sit vedkommende, se Art 5.1, Slags, I. Side 5.3, Vedkommende. paa sin maade ell. paa sin vis, paa en bestemt, med subj.'s hele væsen overensstemmende, ud fra det forstaaelig, maade; ogs.: paa den (velkendte) for subj. ejendommelige maade; betragtet paa rette maade; paa en maade; ret beset. æ forhólder sig paa sîn maade til a og e i talen, næsten som cis paa en anden maade til c og d i Musiquen. Høysg.AG.4. Ulrikka er jo dog ogsaa god paa sin Viis, men hun lader sig ikke saadan mærke dermed. Hauch.SK.18. (syngemesteren og hans elev) vare som en ældre og en yngre Broder, og den Yngre eiede hele det unge Hjertes Inderlighed og Varme; det blev forstaaet og paa sin Vis gjengivet af den Ældre. HCAnd.SS.VI.91. Han stod for mig som en behagelig Fælle, var meget hengiven og paa sit (alm.: sin) Vis i høj Grad diskret. AndNx.S.198. i forb. m. hver: Holb. Kandst.V.2 (se ovf. sp. 1417⁸). hver enkelt Toneart var blevet ham kær på sin Vis, syntes han, og han hørte dem samle sig i fuldttonende Sang. Rørd.PåHøjskole.(1898). 123. det er (saa ell. saadan) sin (egen) sag olgn., se Sag 4.3, saadan 6.1, egen sp. 210^24ff. for sine aarsagers skyld, (jf. for visse aarsagers skyld u. Aarsag sp. 72⁴⁶; nu l. br.) af visse (i sagens natur liggende) grunde (som det ikke vil være nødvendigt, passende, klogt at nævne). Lâ os gaae lit tilside for sine Aarsager skyld. KomGrønneg.II.349. denne (dvs.: en kaarde) tager jeg dog for sine Aarsagers Skyld med mig. PAHeib.Sk.III.100. Candidat – for sine Aarsagers Skyld maa han hedde Jørgensen – var en modificeret Stoiker. Blich.(1920).XXX.59. || om forb. sin mand i udtryk for den (ellers ukendte) person, som subj. i den paagældende situation har at gøre med (“vedkommende”), se I. Mand 10.2 slutn. (jf. smst. bet. 2.4, 6.2 samt II. føde 1.3, tage); sml.: *nok, han vented Messen over, | og da Augustinermunken | tog sin Vej til Piniehøjen, | var han snart sin Munk paa Siden. Rich.II.222.
4.5) (jf. æda. tha bøtæ han for hwar by mark han yuær reth. sinæ two øræ (DGL.II.465); vist egl. til bet. 4.2; jf. ogs. din sp. 748^4ff., min sp. 76^34ff. og Mikkels.Ordf.256; talespr.) ved (omtrentlige) størrelsesangivelser olgn. (betegnende, at vedk. størrelse er karakteristisk, paasende, for subj. ell. blot udtrykkende en vurderende dvælen ved størrelsesangivelsen). Folk tenker, naar en qvinde er sine 40. aar, er hun gammel nok til at have mere forstand. Reenb. Æ.54. han (dvs.: en aagerkarl) tar sine 100 Procent. Tode.S.23. han var en Jette, sine ni Alen lang. Grundtv.Saxo.II.94. (hesten) gik sin Mil i Timen. Ing.LB.IV.66. den Sten er over tusinde, ja sine to tusinde Daler værd. Goldschm.VIII.385. Fausing var syv og tyve år, en voksen og dygtig mand, der tjente sine fire tusende om året. Hjortø.DG. 123. gaa i, fylde (Schytte.IR.I.152) sine seksten osv. aar, se gaa sp. 488⁵².
4.6) (jf. bet. 4.4) trykstærkt i faste forb. m. udtryk for tid ell. sted, betegnende tidspunktet, stedet som det for subj. (eller verbalhandlingen) fastsatte ell. passende, det paa subjektet(s vilje, afgørelse) beroende, ell. som det tidspunkt, det sted, hvor subj. findes, lever, virker, hvor verbalhandlingen foregaar osv.; ofte uden tydelig henvisning til et bestemt (grammatisk ell. logisk) subj. (jf. APhS.XIII.35ff.). || paa sit sted, (jf. sv. på sitt ställe, på sin ort, ty. an seiner ort, lat. suo loco) paa rette, passende, paagældende sted (især: i en skriftlig fremstilling). INMeier.Da.Grammatik. (1843).115. Som paa sit Sted oplyst, findes Melodierne ikke i den Udgave, vi have fulgt. MHamm. &GRode.(Kingo.Sjunge-Chor.(udg. 1856).227). da foretrak jeg . . at skrive mig Kjerulf. Dog herom paa sit Sted. ChKjerulf.GU.9. jf.: Med mange fleere urigtigheder, som her for kortheds skyld forbigaaes, Men til sin tiid og stæd Reserveres. Holb.Brv.111. || (paa) sine steder, (jf. sv. på sina ställen) paa passende, belejlige steder; nu kun i videre anv.: paa de paagældende steder; paa visse (ikke nærmere betegnede) steder; hist og her. Hafver jeg uden Ophold refereret Sagen paa sine Steder, hvor jeg har nogen adresse. Gram.Breve.6. Sæden falder ujævnt, paa sine Steder tyndt, paa andre Steder tykt. Schytte.IR.II.284. Muligt er det, at dette Forslag vil paa sine Steder finde Vanskeligheder. Birckner.IV.154. Mikkels.Ordf.260. uden præp.: Kan hænde . . at Trangen til Orden og Regelmæssighed sine Steder har taget Overhaand. HowardGrøn.SF.116. Meteorologerne spaar Storm, men derfor kan vi jo godt faa en rolig Søndag sine Steder i Landet. Pol. ³/₂ 1935.4.sp.6. || i sin tid (ænyd., glda. d. s. (se APhS.XIII.37f.), jf. sv. i sin(om) tid, ty. (zu) seiner zeit, lat. (in) suo tempore) 1. (nu især gldgs. (bibl.)) m. h. t. fremtid: paa det rigtige, belejlige, passende tidspunkt; i rette tid; ogs.: i det paagældende øjeblik; i paakommende tilfælde. Alles Øine vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid (1931: i rette Tid). Ps.145.15. et ord i sin (1871: rette) tiid, hvor got er det! Ords.15.23(Chr. VI). disse Riger, hvorover Gud hafver destineret Ed: Kongel. Høyhed udi sin Tid at blive en Hersker. Holb.Intr.I.3^r. Grundtv. Saxo.I.XXXIII. Efter Deres egen Lov vil De i sin Tid selv blive dømt. SMich.Dommeren. (1921).168. jf. Dag 4.5: Hvad meener I vel, at der skal blive af Worm i sine Dage, hand har gaaet længe i Latine-Scole, det kunde hand icke fatte . . nu har Faderen sendt ham til Engelland. Seidelin.161. 2. m. h. t. fortiden: egl. dels om den tid, hvori subj. hørte hjemme, foregik, dels om det passende, belejlige tidspunkt; i videre anv.: paa et bestemt (ikke nærmere betegnet) tidspunkt; dengang; engang; fordum. Noah, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid (1931: blandt sine samtidige). 1Mos.6.9. Hand tog Troen over fra tolv Degne i sin Tid, saadan Stemme havde hand. Holb.Jep.I.3. De har vist for Resten sikkert hørt hans Navn: i sin Tid afdøde Kaligraf og Skrivelærer Thorvald Hansen. KLars.SF.113. det var hende, som Folkesnakken i sin Tid havde sat i Forbindelse med Herr G. Søiberg.HK.13. jf. (l. br.): “Rosensvamp” . . var et i sine Tider højt anprist Lægemiddel. Bergs.MS.²I.309. || paa sin tid, (ænyd. d. s. (APhS.XIII.38f.); jf. sv. på sin tid; nu l. br.) d. s. s. i sin tid 1. da vil jeg give Eders Land Regn paa sin Tid (1931: i rette Tid). 5Mos.11.14. || til sin tid, (ænyd. d. s. (APhS.XIII.39), jf. ty. zu seiner zeit) 1. d. s. s. i sin tid 1. Holb.Brv. 111 (jf. ovf. sp. 1422⁴³). *Den ene Generation opfylder sin Bestemmelse og træder ud, | Og den næste Generation opfylder sin Bestemmelse og træder ud til sin Tid. JVJens.Di.79. jeg (vil) give eder den Regn, I behøver, til sin Tid (1871: i sin Tid). 3Mos.26.4(1931). hver ting til sin tid, se u. hver 1.2 slutn. jf.: Alt til sin Tid, mine Herrer! Den, som er unøiagtig i det Smaa, vil og være forsømmelig i det Store. Hauch.II.55. 2. (nu l. br.) d. s. s. i sin tid 2. (en) gejstlig . . der til sin tid havde været præst i Bremen. ADJørg.I.90. hun var æret til (Chr.VI: i) sin Tid i hele Landet. Jud.16.26. Cornelia havde selvfølgelig til sin Tid været godt inde i sin Bys indre Anliggender. Pol. ⁴/₄ 1929. 19.sp.1. || til ell. (nu l. br.) paa (Thurah.B. 154. JPPrahl.AC.95) sine tider, til visse (for subj.) passende ell. belejlige tider; i videre anv.: paa de paagældende tidspunkter; paa visse (ikke nærmere betegnede) tidspunkter; til tider; undertiden; af og til. Judas . . beskikkede, at der skulde holdes hvert aar alterets indvielses dage til sine tider (1871: til deres Tid), aar efter aar. 1Makk.4.59 (Chr.VI). Visselig er det til sine Tider, særdeles strax oven paa Maaltidet, en ubeskrivelig Vellyst at læse noget, som man ikke forstaaer. Storm.(Rahb.Min.1786.I.254). Der er kommen en hel Del ondt op i mig til sine Tider. ASteenbuch.Rektor Lassen.(1887).191. jf.: den utrolige Mængde Driviis, som til sine visse Tider hjemsøger (Island). Grundtv.Saxo. I.9. || i sin time, se Time.

5) brugt alene (uden flg. subst.).
5.1) m. underforstaaelse af et i det foreg. ell. flg. nævnt subst. (hvorefter sin retter sig m. h. t. køn og tal). *Han saae paa dem (dvs.: den andens støvler), han saae paa sine, | Og tænkte; De skal være mine! Bagges.I.174. *hun sank . . | Med sit imod hans Ansigt ned. Winth.Digtn.271. *Endskjønt dets rene Skjønhed fast ham blendte, | Han Billedet for sit dog strax erkjendte. PalM.AdamH.III. 227. (forf.) vil . . giøre hin Vismands Ord til sine. VKorfitsen.GM.97 (jf. Ord sp. 1185⁴³). Helsingør følte Skuffelsen som sin og Tabet som sit eget. IsakDin.FF.286. || (efter ty. die seinen, jf. u. bet. 5.3) *(Diogenes) fandt saa hos En (dvs.: en degn) tilrede | Et gammelt Bryllups- og et gammelt Barselbrev, | Hvorefter han (dvs.: degnen) igjen de sine alle skrev. HMikkels.D.52.
5.2) (jf. din sp. 747^56ff., min sp. 76^19ff.) fk. sin brugt substantivisk om person, der tilhører, staar i et nært forhold til en (jf. bet. 5.3). *Hver ta'er sin, saa ta'er jeg min, | saa har de andre ingen. Børnerim. I.7. han haabede engang at kunne kalde hende sin (talespr.) om en kvindes (nyfødte ell. ventede) barn: Midt i Verset: “I Klude svøbt i Krybbe lagt” udbrød (den fattige skolepige): “Tak, Frøken! det kender vi. Min Søster havde heller ikke Tøj til sin, da den kom.” ThConstantin-Hansen.EtSkoleliv.(1935).48. hun venter sin i januar maaned
5.3) (jf. ænyd. sine (Kalk.III.725a³³b⁴), lat. sui; sml. din 1.3, min 1.3 slutn.) flt. sine ell. (jf. bet. 5.1 slutn.) de sine (en Dagdriver . . der saaledes forsømmer sit Huus, og lader de sine (jf. Holb.Kandst.II.2: Hustrue og Børn) lide Nød. JRPaulli.Kandest.A6^v) brugt substantivisk, om subj.'s paarørende, tilhængere, undergivne olgn. *Forladt af sine han saa godt som eene streed. NordBrun.Jon.166. den Studerende, som uden Sines Consens er hvervet, (skal) strax løsgives. MR.1776.631. *den, som nylig græd i Sines Kreds, | Seer om en Maaned andre Stakler græde. Oehl.II.35. || især i forb. sig og sine (sj. sine og sig. RasmWinth. S.118). Saa mange (dvs.: ca. 50 mennesker) vinder ved min Fabriks Drift Brød og Ophold for sig og sine. Cit.1789.(Nystrøm.S. 244). derfor er hver . . Foresat . . der ingen Tillid kan sætte til sine, at beklage baade for sig og sine. Rahb.Min.1797.II.299. Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine . . er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige. Grundl.(1849).§89. e. alm. || i forsk. udtr. m. Gud (Vorherre) ell. Fanden (den onde osv.) som subj. Herren kiender Sine (Chr.VI: dem, som ere sine). 2Tim.2.19. *Abel slumrer sødt i Løn, | Gud ei glemmer Sine. Grundtv.SS.II.27. (menneskene) blive . . ikke uden Prøvelser, men Gud hjælper sine igjennem dem. RichPet.Kingo.(1887). 447. fanden (den slemme osv.) ell. vorherre (Kofoed-Hansen.KA.I.210) hytter nok ell. sørger vel for sine, se II. hytte 1, sørge. enhver sørger for sine, se sørge.
5.4) (jf. din 1.2, min 1.2 samt sit eget u. egen 1.1) intk. sit brugt substantivisk. || om subj.'s ejendom, tilgodehavende, udkomme, fornødenheder, interesser osv. man bør . . ikke . . betage nogen Ret til at giøre med sit, hvad han vil. Stampe.IV.207. *Man slæber og man slider | Saa kummerlig for sit i disse dyre Tider. Ew.(1914).II.293. ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt Sit (Chr.VI: alt godset), og drog udenlands. Luc.15.13. Ingen Fuskeri i Professionen! og den, der har tjent sig op fra Dreng og Svend, han skal meget bede om at have Sit for sig selv. FJHans.PS.II.33. Folk maa vel værge for sit. HansPovls.HF.91. jf.: Snakken gik noget trevent. Men Vejr og Vind skulde have sit (dvs.: nogen omtale). Elkjær.HF.102. have sit paa det tørre, se tør. i forsk. forb. m. (en)hver (se ogs. u. hver 1.1, 11.6). I Bønnen befale Enhver Gud sig selv og Sit. Mynst. Jonstr.20. talem. (l. br. i rigsspr.): Enhver vil gierne have Noget for Sit (dvs.: en rimelig betaling for arbejde osv.). Grundtv.Da.Ordsprog. (1845).nr.1946. Korch.LL.74. om forsk. andre (l. br.) talem. og ordspr. se Mau.II.249f. spec. (muligvis til dels efter lat. suum cuique, se Arlaud.76) i en række forb., hvor sit som obj. henviser til (en)hver som hensobj. (jf. bet. 1.2), som (kunne) betale (Schand.BS. 43. Rützeb.VF.146), give (Nørreg.Naturr.67. VSO.), klare (OlesenLøkk.NH.II.115), svare (s. d.) (en)hver ell. hvermand (s. d.) sit olgn., (kunne) betale enhver, hvad man skylder ham; (kunne) klare sine økonomiske forpligtelser; være solvent; ogs.: gøre sin pligt; tage skyldigt hensyn til alle sider. || om en persons hjem, bopæl ell. arbejdssted, (nærings)virksomhed. Nu har han faaet sit for sig selv. VSO. især i forb. (hjem) til sit (ænyd. d. s. (Kalk.V.900b⁴⁴. Prædikanters Gjensvar.(udg.1885).27); har afløst ænyd., glda. til sin (Kalk.III.725a^1ff.), jf. din sp. 748^35ff., min sp. 77^1ff. samt de sp. 535^3ff., han sp. 820^35ff., II. hun 4.2, II. I 3.2) hjem til sig; til sit hjem osv. Derefter siger han (dvs.: Jesus) til Discipelen: see, det er din Moder. Og fra den Time tog Discipelen hende hiem til Sit. Joh.19.27. *At gjenne Tydsken hjem til Sit. Winth.II.49. Valkeren var forlængst ude af Døren og paa Vej hjem til sit. GyrLemche. S.III.48. nu navnlig i forb. (gaa osv.) (en)-hver til sit, (gaa osv.) enhver til sit hjem sin virksomhed osv. (se ogs. u. bet. 3.1 samt u. hver 11.6). naar (visitatsen) er forrettet, skulle Præsterne til sit sig igien hiemføje. DL.2–16–12. de fremmede Herrer reisede hver hiem til sit igien. Holb.DH.II.445. *Gaaer nu, Enhver til Sit, og lad mig ene! Oehl.HJ.26. Grundtv.SS.IV.364. I Frederiksberg Runddel skiltes Selskabet og gik hver til sit. JVJens.D.167. jf.: først nu kom begge Dragerne hver fra sit, uden Anelse om, at der var noget paa Færde. VilhHans.J.62. || om en persons arbejde, dont, anliggender, interesser osv. (hun) var en smuk Kone . . ferm til sit og dog stille af Væsen. AndNx. MJ.I.13. jf. sp. 1425^61ff.: Det er bedst, at Hver bliver ved Sit. Mau.8642. Damerne faar meget travlt, hver med sit. Wied.TK.131. passe sit, se III. passe 5.4. || om bidrag til, andel, indsats i noget, især i forb. som gøre (se gøre 9.2), bidrage sit (til noget), gøre hvad man kan ell. skal (for noget). (embedsmanden bør) efter Evne søge at bidrage alt Sit til Almeenvel. Bärens.Biografie.(1813).44. Rist.FT.136. || om bryderier, genvordigheder, prøvelser, ansvar olgn. Begge (ægtefæller var) skrøbelige; han fik sit i Felten og døde ung.AGerber.Hvad jeg gjennemlevede.(1900).32. Uden al Tvivl tyngede meget paa hans Skuldre, han vilde faa sit at svare til, naar Domsbasunen klang. Bers.G.52. hun har nok i sit – stakkels Barn! OThyreg.UA.162. have sit overstridt, se overstride. i forb. m. (en)hver (se ogs. u. hver 1.1 slutn.): enhver Sønderjyde har oplevet sit. JacAnd.Er.III. 118. Feilb. || om en persons tanke, mening(er), udtalelse(r), standpunkt olgn., i forb. som blive ved, holde paa sit. Bryde blev ved sit, han mente, det i al Fald var værd at prøve. KlBerntsen.Æ.I.12. Katrin holdt paa sit (dvs.: sin beslutning). Elkjær.HF.144. tænke sit (ved noget), gøre sig bestemte tanker (som man ikke vil røbe) (i anledning af noget); især: faa mistanke om en skjult sammenhæng (bestyrket). Byfogden talte meget højt . . Erik hørte et Vindue klirrende aabnes og strax lukkes med et Smæk. Han tænkte Sit derved. Schand.AE.102. han (nævnte) ikke Inger med et Ord. Hofjægermesterinden, der lagde Mærke hertil, tænkte sit derved. Pont.LP.VII.115. AaDons.S.11. || i forb. som have sit i munden, i benene osv., have sin force, sin styrke, sin begavelse i munden osv. (jf. have sp. 962²⁸, 963⁶ samt Mund sp. 493³⁸). bagefter (diskussionen) kunde han (dvs.: Marstrand) muggent bemærke: “Han har nu sit i Kæften!” KMads.Marstrand.404. Hans Kone . . havde ikke saa meget Spjæt i Benene, i Stedet havde hun sit i Munden. ErlKrist.NS.117. || om hver sit i bet. “alt muligt” olgn. se u. hver 11.6 slutn.