Ordbog over det Danske Sprog

II. hun, pron. [hun, nu især prov. hon (Levin.Gr.I.14)] Høysg.AG.57. || afhængighedsform (i visse tilfælde brugt som nom., se ndf.) hende ['hen∂ (jf. Høysg.AG.57); l. br. 'hæn∂ (jf. skriveformen hænde. Holb. Pern.III.7)] ell. (vulg. ell. dial.) hinde ['hin∂] (Moth.H75. Wied.TK.195. UnivBl.I.385 (nordsjæll.). Thorsen.84) ell. (vulg. ell. dial.) hender, hinder ['hen∂r, 'hin∂r] (Cit.1716. (HistMKbh.IV.64). MH.II.65. Wiwel.247. Feilb.I.590) ell. (nu kun dial.) hun (OrdbS. (Taarbæk)). || gen. hendes ['hen∂s (jf. Høysg. AG.57), l. br. 'hæn∂s] ell. (vulg. ell. dial.) hindes ['hin∂s] (Moth.H72. UnivBl.I.385. Feilb.) ell. (nu kun dial.) hende, hinde (Kom Grønneg.II.442. Thorsen.84. UnivBl.I. 385. Feilb. jf. Esp. 120) ell. (vulg. ell. dial.) hender, hinder ['hen∂r, 'hin∂r] (CHans. S.233. Feilb. UnivBl.I.385) ell. (vulg.) henders, hinders ['hen∂rs, 'hin∂rs] (Hrz. XVIII.312. Allen.DS.II.691(kbh.). CHans. S.233. Wiwel.247(sjæll.)) ell. (dial. ell. barnespr., spøg. olgn.) hendeses, hindeses ['hen∂-s∂s, 'hin∂s∂s] (Oehl.XVII.21. UnivBl.I.385. Feilb.I.590a³²), henses ['hens∂s] (Gadeordb.²), henderses ['hen∂rs∂s] (smst.). || flt. de (se II. de). || i flg. tilfælde anvendes (undertiden) hende for det regelmæssige (ell. oprindelige) hun. 1. (dagl.) i stilling som subj. (oftest trykstærkt), dels umiddelbart foran relat. bisætn.: hende, der var her igaar for at tigge, er her idag igen Feilb.I.591(se u. bet. 3.1). dels i forb. m. nærmere bestemmelse (adv., præp.-led, appos.) ell. m. et sideordnet led: Hende Fru Bang bad mig til Middag. KMich.MT.173. Nåh, hende fra Lolland! Mikkels.Ordf.240. der sad også fru N. N., hende den lange tynde. Wiwel.249. hende og søsteren var i teatret 2. (dagl.) i sammenligningsled i tilfælde, hvor det tilsvarende sætningsled er subj. da der ikke ere flere Børn, end hende og Studenten, kan hun vente en god Skilling. Blich.(1920). XIV.156. Kierk.VII.150(se II. end sp. 360⁴⁷). 3. i stilling som præd. ell. “egentligt subj.”; især i sætninger, hvor det (se det sp. 688³¹) er subj. for være ell. blive (tidligere brugtes hun: See! er det hun Mademoiselle. Holb. Hex.IV.4. Er det ikke hun, som dræbte mig med Høflighed i Formiddag? sa.Vgs. (1731).III.5. *Hun er det jo. Cit.1717. (NkS4°820.73)). Ja, det er hende! Oehl. XIII.85. Pludselig skiltes Gardinet paa Midten. Det er hende. Buchh.UH.90. || om forholdet ml. hende og sig se nærmere u. sig samt FalkT.Synt.130ff. Wiwel.250ff. Mikkels.Ordf.258ff.; i refl. anv. (visende hen til sætningens subj.) bruges hende væsentlig i sætningsled, hvor det ved omskrivning til en bisætn. vilde vise hen til den styrende sætnings subj. Hun overdrog broderen besørgelsen af breve til hende. Mikkels.Ordf.263. Hun bad ham om at give hende tid. smst. (glda. hun og hon, hoon (Molb&NMPet. Dipl.82.100), æda. hun (nom.), hanæ, hana, hænnæ, hin (FlensbSt.81) (akk.), hænnæ, hennæ (dat.), hænnær (DGL.I.2), hænnæ, hinnæ, hin (FlensbSt.81) (gen.), run. hun, sv. hon, no. hun, hu (dial. hon, ho), oldn. hón, hon (nom.), hana (akk.), henni (dat.), hennar (gen.); af usikker oprindelse; jf. II. han, I. Hun)

1) som tredie persons personlige pron. (jf. II. han, den, det): om person (dyr, ting), der er nævnt i det foregaaende, ell. som forudsættes bekendt (jf. dog bet. 1.5).
1.1) om kvindelig person. kand nogen Mand have saadan forbandet Kone som jeg har? jeg troer virkelig, at hun er Søskende Barn til Lucifer. Holb.Jep.I.3. *Møder en Nymphe dig, | Lad hende skjøtte sig! | Jæger, o lad hende fare! Heib.Poet.III.468. Ida hvisker ikke mere, hun kommer sig og bliver tyk i Kinderne. Jeg er hos hende (paa sygehuset) hver Dag. Buchh.UH.43. (jf. bet. 1.3) billedl.: *en højbaaren Jomfru, en ædel Kongebrud, | og hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud! Lemb.DS.72. *En Krans af Hav og Fjord blev lagt | om Huset, hvor hun (dvs.: Danmark) bor. Drachm.Vag.231. || i abs. anv., hvor den som “hun” nævnte person forudsættes (tænkes) bekendt (især om den elskede). Til Hende. digttitel.(Kaalund. 199). Drachm.D.86 (se han sp. 816⁵⁶). Om Svendborg og om “Hende” skrev jeg mine første Vers – om “Hende” og om Svendborg handler hin lille, nu længst forsvundne Bog. Jørg.Liv.I.26. Hvis du spørger i bagerbutikken, giver hun (dvs.: bagerjomfruen) dig nok besked. Mikkels.Ordf.249. om konen, fruen i huset (nu især i forb. hun selv, se selv): Moth.H72. *Skovtouren er min bedste Dag. | Det er den eneste Dag, jeg maa gaae | For min Madamme med Solhat paa. | Ellers siger baade Hun og Han: | “Cathrine! klæd dig efter din Stand.” Oehl.SH.12. hun er ikke hjemme. OrdbS.(ældre kbh.). || i tilfælde, hvor der tænkes paa en kvindelig person, men hvor der vises hen til en (logisk) neutral personbetegnelse. Det stakkels menneske var så rørt, at . . hun ikke kunde sige et eneste ord. Mikkels.Ordf.248.
1.2) (i denne anv. samt i bet. 1.3 opr., og endnu til dels i dial., visende tilbage til ord af fem.; i rigsspr. næsten kun poet.; i alm. spr. bruges den, det svarende til det grammatiske køn) om dyr (ell. (sj.) hunplanter. Suhm.II.64); egl. om hundyr, men undertiden ogs. om dyr uden hensyn til kønnet. *Om en geed man finder skrevet, | At hun vild fra Hyrden foor. Reenb.Æ.12. *Storken sidder udi Redet strunk, | Og seer hun ud saa vide. Oehl.XXIV.157. Naar Gaasen begynder at forsyne Reden med Fjer, er det et Tegn til at hun vil ligge. Kielsen.Naturhist.II. (1809).343. Gud! er hun (dvs.: en hund) sluppen ud? og jeg som formanede Ane saadan at passe paa hende. Hostr.G.164. *Aalen hun er en sælsom Fugl. JPJac.I. 323. *Koen dryner – hun vil paa Græs. Aakj.SV.I.78. Esp.121. UnivBl.I.378. Feilb.
1.3) (opr. ved ord af fem., jf. u. bet. 1.2; i alm. rigsspr. poet., ofte arkais. (jf. Rubow. SP.34.43.180); i alm. spr. bruges den, det svarende til det grammatiske køn) om ting (ell. forhold). *Hænger først op min Kaabe! | hun er af Skarlagen rød. DFU.nr.1. 50. *Blaa-Mynte . . hun er . . skadelig for Maven. Reenb.II.27. “En Steen kand ikke tænke eller tale.” – “Det er sandt. Jeg veed ikke om hun kand tænke, men tale kand hun ikke.” Holb.Er.II.3. nu sidder hun (dvs.: kjolen) vist ret. sa.HAmb.I.2. *Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst, | hvor Bakken hun skraaner mod Sønder. Aakj.RS.84. Det er et gammelt Skud, der har siddet i hende (dvs.: bøssen) et Par Aars Tid. PRMøll.BL.139. Esp.121. UnivBl.I. 378. Feilb. OrdbS.(Fyn). || (især poet.) i personificering: *Med Sex og Es, med Ja og Ney, | Hun (dvs.: lykken) os paa Love driller. Reenb.I.41. *Taalmodighed er stille, | Naar ingen Hielp hun seer. Brors.173. *Slog Verden ei selv Guds Søn ihjel, | Og frelst hun blev dog alligevel. Ing.RSE. VI.226. den eneste, der skulde kunne tvinge ham til 'ed, var jo Loven – og ded gør hun ikke. AndNx.DM.20. om sjælen: Helt.Poet.15. *Sielen finder ingen Roe, | Før hun . . | Sin Frelser seer og favner. Brors.24. || i forsk. spec. anv.; (dial.) om klokken: i steden for: Klokken hun slaaer . . bør retteligen bruges: den slaaer.PSchulz. DS.89. Klokken hun kunde tave sej, hun kunde vinde, og hun kunde gaa istaa, hed det sig i Folkemunde. Hedebo.155. om skib (jf. han sp. 818³³): *Derfor rask ombord! | See Fregatten, hvor hun stamper! ARecke.3. MH.II.65. (jærnb.) om tog (jf. han sp. 818⁴⁰): er hun forsinket? OrdbS. om tid(s-afsnit): *Døds-Natten, hun er forgangen! Grundtv.SS.I.501. *Natten hun er nu omme! smst.57. *Natten nu stunder, snart Dagen hun dør. Drachm.M.139. Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden. – Hun lider, svarte Smeden. Bang. T.38. (jf. ovf.) i personificering: *Tiden æder med skarpen Tand, | Saa lidet monne hun levne. Oehl.L.I.292. med Høstens betagende Blomsterpragt paa sit brede Bryst . . laa hun, den danske Høstnat. HKaarsb. (Tilsk.1921.II.48). || om forhold ell. ting, som ikke er udtrykkelig nævnt, men forudsættes bekendt; dels ( ell. dial.) om vejrlig ell. om havet: Natten efter blæste hun op med en flyvende Storm. Grundtv.Saxo.III.210. Hun gaaer bararmet (dvs.: bølgerne er skumdækkede). PEMüll.³LVII. hen paa Eftermiddagen begyndte hun igen at tage paa Vej. Vinden sprang helt paa en Nordvest. Drachm.STL.264. Esp.121-22. OrdbS. (sjæll.). Feilb. dels (især spøg.) om melding: “Hvad hedder hun?” brummede han. “Kløver.” Pont.FL.31. dels (dial.) om situationen, sagen, forholdene i alm. (jf. den sp. 604^47ff.): *Hr. Lieutnant! hun gaar! hun gaar! Cit.beg.18.aarh. (Thott8°469.299) (jf. gaa 10.1). “Nu . . hvor gaaer det?” – “Hun gaaer, som hun var smuurt.” Holb. 11J.II.4. “Jeg veed Clitandre har været kiendt her i Huset.” – “Slap hun der ud, saa vil der passis paa.” JRPaulli.SB.40. Ja, henger hun saa sammen, saa begynder jeg alt at give mig tabt. KomGrønneg. III.57. Esp.121. Feilb.
1.4) (især dagl.) genoptagende (overflødigt ell. fremhævende) et foreg. led i (ell. logisk tilhørende) sa. sætning (jf. II. han 1.5 og FalkT.Synt.275f. Mikkels. Ordf.742f.). den stackel Hun er nu død for fire Dage siden. KomGrønneg.II.151. Moder hun kom hjem i Dag. JBaden.Gram. 110. *Anna hun har ingen Ro, | Før hun faar sin Pakke. PFaber.VV.117. Hun var nydelig var hun. JPJac.I.2. *Og Koen, hun sa'e: Buh, | og Malkepigen, hun sa'e: Puh! Aakj.SV.I.5. jf. ogs. sp. 655^{7, 24ff., 33ff.}
1.5) (undertiden m. overgang til bet. 3.2; nu især dagl.) foregribende det subst., der repræsenteres. *Hun folded sine Hænder, den vene Viv. Oehl.XXIV.163. hun sagde saa, min Bedstemoder. Goldschm.VII.546. Jeg elskede hende, dette lille Væsen bag Pelsværket. Buchh.UH.120. hun er dygtig, vores tjenestepige Esp.121.
1.6) (sj.) svarende til II. han 1.7. (Thusnelda:) *Tilgiv, | At'ei Thusnelda kiendte dig! Hun aldrig | Tilforn endnu dig saa for sine Øine. Oehl. V.228. D&H.

2) (efter ty. Sie; jf. II. han 2) Hun brugt som tiltale-pron.
2.1) (nu kun dial. (se Esp.121. Feilb.) ell. arkais. (se Rubow.SP. 127.135.178)) svarende til II. han 2.1. “Jeg veed ikke om hun er Datteren i Huset?” “Jo til Tieneste.” Holb.Pern.I.4. JSneed. III.446. HBDhlp.I.11(se u. II. han 2.1). Vær ikke bange, lille Jomfru! Hun er i christent Land og hos honnette Folk. Gylb.II. 261. Frøjkenen skulde heller fortælle om hinner selv; hvad er det, som trykker Frøjkenen? PEBenzon.GR.88.
2.2) (dagl.) svarende til II. han 2.2. siger man til en Tjenestepige: “Hun”, er hun ikke bange for at spørge: hvem der er Hans Hun? Gude.O.90. *Han sagde Hun til hende (dvs.: sygeplejersken), naar han talte. PalM.V.332. *Og hør, lille Mo'er, | hvad har hun i sin Kurv i Dag. SangB.30. pas hun sig selv, Jomfru Næsvis! D&H. || (især dial.) i tiltale til dyr: kan hun staa! Feilb. OrdbS.(Fyn).

3) brugt som en slags demonstrativt pron., (determinativt) bestemt ved noget efterfølgende.
3.1) (især højtid. ell. gldgs.; i dagl. tale bruges her ogs. hende i subj.-stilling, se ovf. sp. 653^21ff.) efterfulgt af relat. sætn. Det er hendes Børn, som boer der. JBaden.Gram. 110. *Med sin Alabaster-Krukke (kom) | Hun som maatte skamfuld sukke: | Herre, ynkes! Herre, spar! Grundtv.SS.I.431. *Her (dvs.: i haven) hilses jeg alt af den blendende Jasmin, | Men hun, som jeg venter, er mere hvid og fiin. Heib.Poet.IX.60. Hun, der forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre.JPJac.I.109. saa kommer hende, der skulde have haft Hans. Feilb.I.591. || (nu sj.; i alm. spr. bruges den, se den 2.1) m. almindeliggørende bet.: enhver (kvinde). hun bliver lykkelig, som han tager til kone
3.2) (jf. bet. 1.5; i dagl. tale bruges her ogs. hende i subj.-stilling, se ovf. sp. 653^25ff.) efterfulgt af adv., præp.-led ell. appos. *Ve da vorde hende Bengerd. DFU.nr.24.1. *Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.Hrz.VI.175. hun (ogs.: hende) Ane Kokkepige. Hostr.(Mikkels.Ordf.252). *Længe nok har hun, tydske Frøken, blæret | Sig i mit Sæde, og jeg (dvs.: det danske sprog i Sønderjylland) gnavet Been. KKarstens.S. 212. hende med det røde haar har lige været her

4) særlige anv. af gen. hendes.
4.1) (jf. II. han 5.1; nu kun dial. (jy.)) i gen.-omskrivning. Om den ellers lidet bekiendte Gudinde Hertha hendes Dyrkelse. EPont.Atlas. I.75. Feilb.I.591.
4.2) i substantivisk anv. (jf. II. han 5.2). Kiolen er hendes. MO. || til hendes, (jf. u. II. han 5.2; nu ikke i rigsspr.) i hendes hjem; hos hende. Jeg var . . til hendes. Høysg.S.205. Han spurgte Pigen, hvad hun vilde. Hun lo og sagde, at det skulde han nok faa at vide, naar de kom hjem til hendes. SElkjær.Fedel og Plov.(1923).48.
4.3) (jf. II. han 5.3) i forb. m. en ærestitel i ærbødig omtale; fx. hendes højhed, majestæt, naade, se Højhed, Majestæt, Naade.
4.4) i refl. anv., visende hen til sætningens subj. (jf. II. han 5.4 m. henvisninger) || svarende til han sp. 821³². konen saa tyven løbe bort med hendes (ogs.: sin) taske jf.: Kjærligheden til Ulfeld, den egenlige Nøgle til hendes Væsen og Handlemaade, røber hun ikke godvillig. Heib.Pros.III.384. || svarende til han sp. 821⁴¹. hun og hendes datter er i teatret i aften || svarende til han sp. 821⁴². hun med hendes pragtfulde stemme vil sikkert engang naa frem i første række || (nu især jy.) svarende til han sp. 821^46ff. Hun lod giøre fra hendes Kammer en Gang til hendes Lyst-Hauge. Holb.DH.II. 822. KomGrønneg.II.199. Paa hendes Hoved havde hun en Krone af Diamanter. Oehl.AG.148. Blich.(1920).VII.241. *Trine (sad) i sit Kammer og sukkede til Gud | For hendes Mand, som seilte i Storm paa vilden Sø. Aarestr.SS.III.42. hun tog nok med sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre og Sølvtøj. JPJac.I.109. Antonie (greb) henne paa sit Skrivebord et Billede af hendes Moder. KLars.MH.144. Feilb. i sammenligningsled, hørende til subj. (jf. han sp. 821⁶²): hun er yngre end hendes (alm.: sin) mand