Ordbog over det Danske Sprog

II. han, pron. [han] Høysg.AG.57. ( hand. Moth.H71. Holb.Kandst.I.1 (alm. i Holb.'s første værker; jf. sa. Orthogr.100). ReynikeFosz.(1747).464). || afhængighedsform (i visse tilfælde brugt som nom., se ndf.) ham [ham] (Høysg.AG.57) ell. (i talespr. kun bornh. (se Esp.§161); i skriftspr. højtid., poet., siden slutn. af 18. aarh. kun arkais. (se Rubow.SP.281; jf.: “ikke gierne uden i Bibelen og theologiske Bøger.” JBaden.Gram.109)) hannem ['hanæm, 'han∂m] (DFU.nr.9.13. Kingo.29. Holb.DNB.215 (Holb.DH.II.530 rettet til: ham). Høysg.S. 92. Oehl.XXX.29); nu kun dial. (skaansk, nordsjæll. samt kbh. (vulg.)) han (Oversk.Com. III.143. Hostr.G.86.129. MaglPet.F.I.23.39. UnivBl.I.385. Kort.163) ell. (sluttende sig nøje til det foreg. ord; dial.) 'en (AndNx.DM.III. 31.58. Esp.§161. sml. den sp. 604¹⁵, 606¹¹). || gen. hans ell. (ænyd. d. s.; jf. dereses, hvemses u. II. de, hvem; dial. (se Esp.§161), vulg. ell. barnespr.) hanses (Heib.Poet.I.41. Hrz. XVIII.313. Wengel.I.23. Allen.DS.II.692. ChrEngelst.Svig og List.(1909).13). || flt. de (se II. de). || i flg. tilfælde anvendes (undertiden) ham for det regelmæssige (ell. oprindelige) han. 1. (jf. bet. 3.2; dagl.) i stilling som subj. (oftest trykstærkt), dels umiddelbart foran relat. bisætn.: Ham, vi gav en Skilling til Nattelogis, foretrak at gaa til Frelsens Hær. Jørg. Som en Tyv om Natten.(1921).64. Ham, der gjorde det ud, det var en Birkedommer. Krist.JyF.VI.118. Feilb. ham, der var her i gaar, kommer igen i dag dels i forb. m. en nærmere bestemmelse (adv., præp.-led, appos.) ell. m. et sideordnet led: Ham – Kløren der og den smaa Jomfru – de er bleven enige. Hostr.T.79. Manden fra Kælderen stiger op, ham med Støvlerne og Kufferterne. JVJens.Intr.39. ham her har jo selv tilhørt Underklassen. AndNx.U.146. Det var Thinggaardsmanden, der spurgte. Ham og Troels Ibsen havde været ude paa Engene. Bregend.BU.169. ham den lille Mortensen . . malede Skiltet. StormP.P.26. Hvad? ham den pæne, fromme mand! Mikkels.Ordf.240. Feilb. 2. (dagl.) i sammenligningsled, i tilfælde hvor det tilsvarende sætningsled er subj. (jf. II. end 1.1 slutn.). saalænge Sigurd er din Ven, er jeg det ogsaa og skal være dig ligesaa tro og lydig, som ham. Ing.EF.I.35. Hun er lige så god som ham. Mikkels.Ordf.238. Der er ingen anden til stede end ham. smst.239. 3. i stilling som præd. ell. “egentligt subj.” ham er jeg (Chr.VI: jeg er den; 1907: det er mig), som taler med dig. Joh.4. 26. Den, der ikke var glad, var ham. Gylb.(Mikkels.Ordf.238). For os er De den store og dybe Personlighed, Henrik Ibsen, ham og ingen anden. Brandes.T.49. især i sætninger, hvor det (se det sp. 688³¹) er subj. for være ell. blive (tidligere brugtes han: det er han. Holb.Er.V.1. er det hand, som har forløset os. sa.Tyb.V.12. LTid.1730.9). *Det er ham, det er ham, det er Nøkken selv! Bøgh.D.II.173. (han) havde været Soldat i Penang og talte Engelsk. Ham var det jo, jeg maatte i Forbindelse med. JVJens.Sk.30. Det blev ham, der kom til at betale Gildet. Mikkels. Ordf.242. || om forholdet ml. ham og sig se nærmere u. sig samt FalkT.Synt.130ff. Wiwel.250ff. Mikkels.Ordf.258ff.; i refl. anv. (visende hen til sætningens subj.) bruges ham væsentlig i sætningsled, hvor det ved omskrivning til en bisætn. vilde vise hen til den styrende sætnings subj. *Han byder stolt os møde ham (orig.: sig) paa Næsset. Oehl. VI.167. Han hørte dem kalde paa ham (ogs.: sig). JakKnu.ML.111. han nød en ham højst nødvendig hvile. Wiwel.251. (æda. han (nom.), han ell. ha(nu)m (akk.), hanum ell. (fx. JyLov.2.105, 2.110) ham (dat.), hans (gen.), oldn. hann (nom., akk.), honum, hánum (dat.), hans (gen.); af usikker oprindelse; jf. hun, I. Han)

1) som tredie persons personlige pron. (jf. hun, den, det): om person (dyr, ting), der er nævnt i det foregaaende, ell. som forudsættes bekendt (jf. dog bet. 1.6).
1.1) om mandlig person. En Prophet af din Midte . . skal Herren din Gud opreise dig; ham skulle I høre. 5Mos.18.15. Den Nar, den Gæck, vil I agte ham. Holb.Kandst. I.5. *Abraham sad i Mamre-Lund, | Han var en Hyrdekonning. Grundtv.SS.II.45. *En lille Nisse reiste | Med Extrapost fra Land til Land, | Hans Agt det var at hilse | Paa Verdens største Mand. Gerson. 50D.45. (sultanen har) et Blik, som var al Jorden ham fremmed og fjærn. JVJens. Sk.11. || i abs. anv., hvor den som “han” nævnte person forudsættes (tænkes) bekendt. *Ad Havens lønligt snoede Gang | I Kjole kort, i Kjole lang | Gik han og hun spadserende. Drachm.D.86. Fabrikspigen . . gaar og tvivler om, hvorvidt “Han” er til at stole paa i al Fremtid. Hovedst. ⁴/₉ 1913. 5.sp.4. Jeg har nu to gange været henne på posthuset og spurgt, om der ikke var kommet et brev til mig, men han (dvs.: postekspedienten) sagde begge gange nej. Mikkels.Ordf.249. (om gud:) *hun lærte mig at . . synge om “den hvide Flok” | og “al hans Naadegave”. Aakj.SE.12. (dagl. (nu især spøg.) ell. dial.) om manden i huset, husherren: OrdbS. især i forb. han selv, se selv. || (m. overgang til bet. 1.2) i tilfælde, hvor der tænkes paa en mandlig person, men hvor der vises hen til en (logisk) neutral personbetegnelse. *Vil Dansken i Verden fegte, | Men dølger Aasyn og Navn, | Jeg veed, hans Aand er ei ægte – | Jeg tager ham ei i Favn. Ing.RSE. VI.251. *Svensken er os god, | med ham vi blanded Blod. Rich.I.5. vore Kugler gør lyst imellem ham (dvs.: fjenden). Bang. T.71. (pigerne) hader mer end nogen den, der har forsmaaet deres Elskov, og forfølger ham med alt det onde, en Kvinde kan hitte paa. CEw.Eventyrskrinet.I.(1906).6. om gud, djævel, engel (jf. Høysg.AG.31): du skal komme Herren din Gud ihu, thi han er den, som giver dig Kraft. 5Mos.8.18. Ew.(1914).I.28. *Satan vældigt kæmper, | Lyset tidt han dæmper, | Men det dræbes ei. Oehl.L.I.221. *Solenglen svinger Lysets Flag, | Vandrer til fjerne Lande; | Ham følger Liv og Lys og Dag | Bag Nattens brusende Vande.Ing.RSE.VII.242.
1.2) (især jur.) om person i alm. uden hensyn til kønnet. befaler, eller kiøber, nogen een til at dræbe . . da agtis det ligesom hand selv hafde giort det med sin egen Haand. DL.6–6–12. *Saa snart hun nogen saae i Haanden eller R . . . . | Hun kunde siige strax hvad hannem forestoed. Holb.Paars.131. (den gode læser) dømme saaleTegn, der ikke kan vises‘e’ med spirantisk lenis (græsk)des deróm, som han vilde dømme, hvìs han fándt sáadant skrevet om det Franske, Engelske eller andre spròg.Høysg. AG.7. *Hvad Mennesket er skabt til, føler han. Oehl.III.13. barnet kommer til os, for at vi skulle løse ham livets gåde. Kold. B.8. Ved Skifte . . udtager hver Ægtefælle forlods saa meget af Fællesboet, som svarer til, hvad han har indbragt i Boet. LovNr.276 ³⁰/₆ 1922.§46. ofte i ordspr. og talem., fx.: Hvem der giver til han tigger, skal slaaes til han ligger. Grundtv.Da.Ordsprog.(1845).nr.916. Mangen En er ikke saa gal, som han løber avet om til. smst.nr.835.
1.3) (i denne anv. samt i bet. 1.4 opr., og endnu til dels i dial., visende tilbage til ord af masc.; i rigsspr. næsten kun poet.; i alm. spr. bruges den, det svarende til det grammatiske køn) om dyr; egl. om handyr, men undertiden ogs. om dyr uden hensyn til kønnet. *Naar Smedden Dyvelsdreck udi hans (dvs.: hestens) Næse puster. Lucopp.TB.B^r. See til Hunden, han pisser paa Veggen. Overs.af HolbLevned.58. *Det hørte Hiorten brune, han løb i Skoven ind. Oehl.XXX.130. *Storken sidder paa Bondens Tag; | Han seer over Mark og Enge. Ing.RSE.VII.241. Dette frelste en Ræv; mens jeg saae derop, smuttede han mig forbi. Blich.(1920).VII. 15. *Katten han tog sig nu ikke iagt, | han tabte noget paa Kejserens Dragt. Hostr.SpT.III.14. Alle Dyrene er løse . . Se, der er Flodhesten – – han gaar ud af Porten. Buchh.MC.17. Esp.120f. UnivBl. I.378. Feilb. Kort.158.
1.4) (opr. ved ord af masc., jf. u. bet. 1.3; uden for dial. og de ndf. nævnte spec. tilfælde kun poet.; i alm. spr. bruges den, det svarende til det grammatiske køn) om ting (ell. forhold). den forbandede Mester Erich . . hvilken min Ryg icke kand tencke paa uden hand maa græde. Holb.Jep.I.3. (Jean) har en Hat paa Hovedet saa breed som 6 af mine; hand er ligesaa breed som den, Hans Wurst havde. sa.Jean.I.2. *dengang Solen han gik ned, | Og Mørket det drev paa. PMøll.I.18. den kjære, gamle Maane, uforandret den samme, akkurat som han saae ud, naar han der tittede ind til mig mellem Piletræerne ved Mosen. HCAnd.IV.433. “Er Skoven noget pæn iaar . .?” . . “Ja, han er pæn nok, men der er dog saa dødt derude.” AntNiels.FL.II.43. smst.74. en svær Aftægt bliver der . . men Gaarden han er jo helles god nok. Gravl.AB.28. Esp.121. Univ Bl.I.378. (poet.) i personificering: *sorgen er en troløs ven, | han står i fjendesold. NMøll.R.92. || i tilfælde, hvor der egl. tænkes paa en mandlig person (forfatteren, henholdsvis føreren); om en forfatters værk(er): Jeg har derfor maattet ty til det altid betænkelige, og overfor en Lyriker næsten fortvivlede Middel, at oversætte ham (dvs.: Pindar) paa Prosa. ABDrachm.(StSprO. Nr.80.3). han elskede Holberg og læste ham til stadighed om (et fremmed) skib: Det var rigtig, som Skipperen sagde, en svensk Kaper. Imorges, saasnart det dagedes, saae vi ham en halv Miils Vei borte. Blich.(1920).VII.17. vi saae et Fartøi med Lodsflag komme ud fra Bugten, vendte nu ind imod ham, tog ham ombord. StBille.Gal.III.175. (jærnb.) om jærnbanetog: Mikkels.Sprogl.324. “Er 1021 rettidig?” – “Nej han er 5 Min. forsinket.” OrdbS. nu gik han. smst.
1.5) (især dagl.) genoptagende (overflødigt ell. fremhævende) et foreg. led i (ell. logisk tilhørende) sa. sætn. (kun de vigtigste anv. nævnes; se i øvrigt FalkT.Synt.177. Mikkels.Ordf.742f.) || umiddelbart efter et subst. (ell. substantivisk led). den, som vil forderve sin siel, han, han (1871: han, ja han) maae giøre det. Ords.6.32(Chr.VI). *Det var om Midnats Tide | Vor Frelser han blev født. Vægtervers.Kl.12. *Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud. Hauch. SD.II.85. *Tordenskjold han var polisk, | Gik omkring og solgte Fisk. GRode.FU. 77. Niels han be' helt svimmel. StormP.P. 10. || (især dial.) i slutn. af sætningen. Lars Peter søgte rask op ad Trappen – han havde været paa Kontorer før i Dag han! AndNx.DM.IV.36. Esp.122. jf. Mikkels. Ordf.§292,I,2,b.
1.6) (undertiden m. overgang til bet. 3.2 (i tilfælde som han, Fridleif); især dagl.) foregribende det subst., der repræsenteres. Ingen Medicus maa befatte sig med kirurgiske Operationer uden højeste Nødsfald; derimod skal han gaa ham (dvs.: kirurgen) til Haande med Raad, som Chirurgus (dvs.: denne) skal følge. Cit.1740. (BiblLæg.1924.529). *Fra sorte Kors, hvorpaa han leed, | Sødt smiler Jesus til os ned. Oehl.L.II.145. naar han kan komme til, beder min Bedstefader endnu paa Hebraisk. Goldschm.(Mikkels.Sprogl.326). *han har dukket sig, den kongelige Sol. Gjel. Rø.53. han er ikke saa tosset til at regne, knægten Esp.121.
1.7) (l. br.) henvisende til et propr., der staar for 1. persons personlige pron. *Tilgiver Hakon, store, høie Guder! | At han har glemt Valhalla over sig. Oehl.III.106. Ingen skal sige Hans Jensen paa, at han ikke betaler, hvad han skylder. Mikkels.Ordf.247.

2) (efter ty. Er; jf. hun i tilsvarende anv.) Han brugt som tiltale-pron.
2.1) (nu kun dial. (se Esp.121. Feilb. jf. MDL.250.686) ell. arkais. (se Rubow.SP.127.135.178.239)) i høflig ell. ærbødig tiltale til fremmede, fornemme, ældre ell. (tidligere) som tiltalepron. ml. personer af de højere samfundsklasser indbyrdes (jf. II. de 11.2). Ach! Naadige Herre! jeg var jo selv med ham paa Jagt i Gaar. Holb.Jep.II.2. (Tyven kysser ham (dvs.: Leander) paa Haanden.) Tusind Tak for hans Forbøn Hr. Doctor. sa.Hex. III.4. Det skulde usigeligen glæde mig, om min Ven kunde obtinere det, Han nu søger. Langebek.Breve.294. Gude.O.90. det mere fremmede “De” brugtes af Børnene til Forældrene, og imellem dem selv indbyrdes “Han” og “Hun.” HBDhlp.I.11. *Nu vil jeg gjerne be'e ham, | min gode Mester Wiig, | at gjøre mig en Guldring. Høedt.LG.3. (et tyende til en lærer:) “Han skal ned til den nye Præst, han vil tale med ham.” Kidde.H.363.
2.2) (dagl.) i tiltale til underordnede ell. socialt laverestaaende; ogs. (nu næsten kun) i tiltale til en person, man vil vise ringeagt, samt i vred ell. spøg. tiltale (ogs. til dyr. Feilb.). LEft.1810.99. “Det er den grove Muursvend, som vil hindre mig fra at komme ind i Huset.” Niels (til Frølich): “Det maa Han min Sjæl ikke gjøre.” Heib.Poet.VII.17. (en købmand til en svend:) nu kan jeg ikke bruge Ham i min Tjeneste. Goldschm.II. 56. Vil han se, han skrupper af. SvGrundtv. FÆ.II.140. Store Dreng, ligger han dér endnu. Esm.I.51. i forb. m. v. i imp.: Professor: “O han er bindegal! Men jeg skal klage til hans Herskab.” – Jørgen: “Ja klag han kun!” Hostr.FG.33sc. Kom Han mig ikke tiere med saadanne Kneb! Vær Han nu ikke urimelig! MO.

3) brugt som en slags demonstrativt pron., (determinativt) bestemt ved noget efterfølgende.
3.1) (højtid. ell. gldgs.; i alm. spr. bruges som regel den, se den 2.1) efterfulgt af en relat. sætn. Han fører godt Læs i Gaarden, som en god Hustru faar. Mau. 4062. “du maa . . uden nogen Omsvøb tage imod det Parti, som jeg byder dig.” – Dorine: “Faae hand Skam der giorde om mig det var.” KomGrønneg.II.225. Barnet overlader han . . til ham, uden hvis Vilje ikke en Spurv falder til Jorden. PA Heib.US.551. *han har aldrig levet, | Som klog paa det er blevet, | Han først ej havde kjær. Grundtv.PS.VI.11. Det hændte da ogsaa, at en og anden svor paa, at nu skulde han have Prygl. Men det blev til ingenting, naar han kom. Han, der havde sagt det, tav brat. CEw.Eventyrskrinet.I. (1906).4. Naade være med eder og Fred fra ham (1819: den), som er, og som var, og som kommer. Aab.1.4(1907).
3.2) (vist udviklet af bet. 1.6 (jf. FalkT.Synt.275); i dagl. tale bruges her ogs. ham i subj.-stilling, se ovf. sp. 815^50ff) efterfulgt af adv., præp.-led ell. appos. *fanger han Skemming (dvs.: Vidriks hest) Skade i Dag, | du bøder det ikke med alle dine Frænder. DFU.nr.4.21. *Fremtreen han Fridleif, med Sværd og Skiold. Oehl.Digte.(1803).69. Præsten fra Lyngbye, han fra Aalsøe og han fra Hyllested vare ogsaa nærværende. Blich.(1920). XIV.162. *Der møder jeg Wessel, Juel og Rud, | Og Ham med det ene Øie. Winth. IV.22. Og han skal konfirmeres han her? AndNx.PE.I.295. jeg er bleven generet af ham Kommissen derhenne. VBergstrøm. M.35. han der er 7 aar

4) (jf. ænyd. han (dvs.: gud) formaledider then hand saadant belede giør. Skrifter fraReformationstiden.III.(1888).21) som relat. pron. (jf. den 3-5). hvorfor skulde hand ikke ogsaa her hafve . . slumpet til at antegne om Reysen til det hellige Land ved an. 1347? Ligesom ogsaa er skeet af Hermann Corner; Hannem (dvs.: hvilken forfatter) mand langt mere kand holde sligt til gode. Gram.(KSelskSkr.IV.23).

5) særlige anv. af gen. hans.
5.1) (glda. d. s.; jf. tilsvarende anv. af deres (se II. de sp.535⁹), hendes, sin; sml. ty. (folkesprog og dial.) des vaters sein rock, dem vater sein rock, faderens frakke (se ogs. FalkT. Synt.45-46); nu kun dial. (jy.)) i gen.-omskrivning. *Dog elsker den ene den anden af Hierte . . | Den ene fornemmer den anden hans Smerte. Brors.187. den regierende Statholder til Neapolis hans Frue. Biehl.DQ.IV.258. den daværende Nabopræst i Aalsøe hans skrivtlige Optegnelse. Blich.(1920).XIV.192. *saa spilled de løs | om den tynde hans Sabel. HSeedorf.Mod fremmedeStjærner.(1919).50. Kort.160. Feilb.
5.2) i substantivisk anv. || i forb. som være, blive hans, spec. om forholdet ml. mand og kvinde (jf. din sp.747⁵⁶). langt forunderligere var det, naar Anton satte sin Hu til en Pige. Det hændte iblandt, og i samme Nu var hun hans. CEw.Eventyrskrinet.I.(1906).5. hver Bog og hvert Billede havde sin særlige Betydning for ham, var hans på en Måde, som man aldrig kunde købe sig til. Rørd.LB.293. || styret af præp.: til hans (ænyd. d. s. (DGrammat.II.358); nu ikke i rigsspr.; jf. din sp. 748³⁵, de sp. 535³) i hans hjem; hos ham. Jeg var til hans. Høysg.S.205. ogs. fra hans: fra hans hjem; fra ham. der kommer Monsr. M. hiemme fra hans. Kom Grønneg.III.198. oppe hos min Landsmand laae min Overkiole, da vi skulde have kiørt fra hans af. Rahb.E.II.62.
5.3) (glda. hans nodhe (Rimkr.); vist efter ty. og fr., jf. dog (i indirekte anførelse) fsv. hans (fwle) dare (dvs.: han, den (fule) daare), oldn. bað bikkjuna hans þegja; om tydningen se Dania.VII.21. Mikkels.Ordf.255ff.; sml. II. de 3, 12 samt bet. 2) i forb. m. en ærestitel, i ærbødig omtale. jeg haaber, at Hans Naade skal ingen steds bedre blive tractered. Holb.Pants.I.4. Hans Eminence (dvs.: Richelieu). Hrz.Nin.8. hans Excellence Kultusministeren. Gjel.HE.47. Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar. BerlTid. ¹¹/₆ 1924.M.7.sp.2. om hans hellighed, herlighed, hans majestæt (jf. h. m. u. H 4, Hans Madsen u. Hans), se Hellighed, Herlighed, Majestæt. || (spøg.:) Hs. kgl. Letsindighed har Aaret før indgaaet Ægteskab med Frederik den 6tes (datter). Reumert.CO.110. *Vor Smed ham hilser med et Nakkekast, | imens Hans Fromhed (dvs.: missionæren) taler haardt og hvast. Aakj.SV.I.74.
5.4) i refl. anv., visende hen til sætningens subj. (om hele forholdet ml. hans og sin se nærmere u. sin samt FalkT.Synt.134ff. Wiwel. 250ff. Mikkels.Ordf.258ff.). || i sætningsled, hvor det refleksive pron. ved omskrivning til en bisætn. vilde vise hen til et andet led end subj. *(han) bliver vaer . . | Den største Skiønhed, Jorden har, | At slumre ved hans (ogs.: sin) Side. Oehl.XXX.95. han købte det af hans tante beboede hus. Wiwel.251. han oprullede et billede af livet i København i hans (ogs.: sin) barndom. smst. || i et til subj. sideordnet led. N. N. og hans kone er bortrejst || i præp.-led, knyttet til subj., m. kvalitativ bibet. han i hans (dvs.: “en saadan”) stilling. Wiwel.252. N. N. med hans evner burde naa vidt || (æda. d. s. (JyLov.1.11, 1.50, 3.8); dagl., nu især jy.) i andre tilfælde. Paulus siger i hans Epistel til de Galater. Hørn.Moral. II.52. Udi hans Ungdom prækede han mod Vellyst. Holb.HAmb.II.7. Herren af Ageren gav Ordre til sin Søn, at . . han Dagen derefter skulde bede hans (sa.M Fbl.20: sine) Venner at lade sig indfinde, for at hielpe ham med at Meie. sa.MTkr. 547. Guds og Menneskets Fiende fremkaldes af hans mørke Hule. Lodde.NT.330. Høysg.AG.18. *Hans Støvlehæle gik han skieve. Wess.272. en civil Tambour, der er tykkere, end hans Tromme. Blich.(1833). VI.49. (et) Digt, som Worm skrev Dagen før hans (dvs.: sin) Henrettelse. Davids.KK. 358. Feilb. i sammenligningsled, hørende til subj. (hvor sprogbrugen er vaklende, jf. Mikkels. Ordf. 263): han er ældre end hans (alm.: sin) kone i sætningsled, hvor det refl. pron. ved omskrivning til en bisætn. vilde vise hen til subj.: lad ham nyde hans Løn (dvs.: tillad, at han nyder sin løn; lad ham nyde sin løn). Hørn.Moral.II.51. ved sætningsudvidelse visende hen til subj. i flg. bisætn.: Det var hans Barndom, han tænkte paa. JakKnu.R.168.