Goter, en. ['go?Tegn, der ikke kan viseskomma over punktum, hævet (‘stød i langvokal’)dr] (kors Gotter. LTid. 1739.223. jf. Gottersgade (smst.1744.467), nu skrevet Gothers- ['gωTegn, der ikke kan visesomega vendt på hovedetdrs-], jf. Sal.2IX. 913. – nu l. br. Gote ['go·d] JVJens.GR. VIII, best. f. (især m. koll. bet., se bet. 3) goten ['go?Tegn, der ikke kan viseskomma over punktum, hævet (‘stød i langvokal’)d()n]). flt. d. s. (glda. gote (flt.), oldn. got(n)ar (flt.), mænd, eng. goth, ty. gote (jf. got. gut-þiuda, goter-folket), lat. got(h)ones, got(h)i (flt.) ofl., gr. guTegn, der ikke kan vises\l med længdestreg og acc. aigutoTegn, der ikke kan viseso med længdestregnes, gótthoi (flt.) ofl.; oprindelse uvis || oftest brugt i flt.)

1) (især hist. og sprogv.) fællesbetegnelse for to (øst)germanske folkestammer (østgoter og vestgoter), der i folkevandringstiden herskede over store dele af Sydeuropa. Moth.Conv.G128. (hans) Fader var een Gother, og hans Moder en Alaner. Holb.Intr.I.141. *Oldtiden døer; | Gother og Hunner, | hele Folketravet | Gravgrøntet strør. Rich.II.76. FolkHist. III.20.

2) (især uden for fagl. spr., i nyeste tid dog foreslaaet optaget som videnskabelig betegnelse, jf. DSt.1916.158ff. og 1917. 43ff.; sml.Rask.NSO.70ff.) d. s. s. Germaner 1. Brunellischi . . var den første, som havde Mod nok til at adskille Festnings-Verkerne fra Bygningskonsten, hvilke Gotherne overalt i deres prægtigste Bygninger havde forenet.JSneed.I.74. De gamle Sagn og Sange . . berette, hvorledes vore Forfædre og de øvrige Gother ved deres Ankomst her til Norden traf paa tidligere Indbyggere. Wors.DO.2. Brandes Fortrin er da unægtelig ogsaa hans egne, hans Mangler ligesaa. En Jøde kan beundre og dømme dem, som en Gother. Rode.R.16. Rembrant er en ren Gote. JVJens.GR.VIII.

3) om snævrere gruppe af de (vest-, nord-) germanske folk.
3.1) (nu sj.) nordbo. *derfor bør det sig bestandig | At Gothen og Germanen (dvs.: tyskeren) vorde Venner.Oehl.AV.9. *Patrioterne | Gav hende Navn af Freya mellem Gotherne. PalM.I. 45.
3.2) (jf. sv. göt(e); poet.; nu næppe br.) egl.: person fra Götaland; svensker. *Hans Værge hamrede saa fast, | At Gothens Hielm og Hierne brast. Ew.(1914).III.187. *Nu har Guder Gothen lært saa godt at stride, | Som mig selv i svundne Tide. Oehl. L.II.7.
3.3) beboer af Gotland; guter. Grundtv.Snorre.II.7. nu kun i den danske konges officielle titel de (Venders og) Goters (konge) (efter lat. rex Gothorum; optaget i kongebreve efter Vald. Atterdags erobring af Gulland 1361) EPont.Atlas.I.a2r. Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark og Island, de Venders og Goters. LovNr.274 30/6 1922.