Ordbog over det Danske Sprog

II. brænde, v. ['braTegn, der ikke kan visesomvendt a med to prikker under (‘r-farvet e‘)n∂] præs. -er ['braTegn, der ikke kan visesomvendt a med to prikker under (‘r-farvet e‘)n'-∂r] Høysg.AG.88; præt. -te ell. (som intr.; især poet., jf. dog Feilb.) brandt [brATegn, der ikke kan visesa vendt på hovedetn'd] (Drachm.DJ.II.86. AntAnd.Fyen.(1901).12. 24. Børup.LN.71. AKohl.MP.II.311), hvortil (poet., foræld.) flt. brunde ['bron∂] (DFU.nr. 25.5); part. -t [braTegn, der ikke kan visesomvendt a med to prikker under (‘r-farvet e‘)n'd] (Høysg.AG.88) ell. (især som intr.; nu kun dial.) brundet ['bron∂t] (Feilb.). vbs. -ing (s. d.), jf. Brænderi, Brændsel og I. Brænde. (glda. æda. brænnæ; egl., ligesom ty. brennen og eng. burn, af to forsk. verber, 1. intr.: jy. brinne (præt. bran), glda. brænne, brinne (præt. bran), æda. brænnæ (præt. flt. brunnu.SkLov.(Schlyter).200), sv., oldn. brinna, oeng. beornan, biernan, oht., got. brinnan, besl. m. I. Brand, Brynde. 2. trans.: æda. brænnæ, oldn. brenna (præt. brenda), oeng. bærnan, oht. brennen, got. gabrannjan, egl. kausativ til brinnan)

A. intr.

1) om selve ildens tilstedeværelse og virksomhed. vi vide . . at Ilden brænder, at Jern synker i Vandet, at Træ svømmer. JSneed.I.385. Paa det ene (alter) brænder en Ild.Ew.V.60. *Da brændte Ilden midt i Giestestuen.Oehl.AV.80. *Arnens Lue for den Trætte brænder.Hauch.SD.II.71. || (billedl.) Oehl.L.II.116. *Kiærlighed til denne Jord | Seer du, ak, er saare stor, | Vildt dens Lue brænder.Grundtv.SS.I.625. *brænder Hadets Lue.Ing.RSE.VII.46. || upers., især i forb. det brænder, der er ild. det brender vel i ofnen.Moth.B350. *i Baalets Grund endnu det brænder.Pal M.II.282. jf.: De lade da brænde, til Ilden slukker sig selv.SkVid.VI.67. ogs.: der er ildløs. I hvilken Gade brænder det?VSO. *en tysk Soldat, som var et Asen, | Skreg, at endnu det ikke brændte nok (dvs.: at ildebranden ikke var stor nok).Heib.Poet.I.471. Det har brændt i Nat paa to Steder.MO. (overf.): (han) saae forbavset efter hende, og . . mod den Kant af Haven, hvor Pastor G. nylig var forsvunden. “Det var som Pokker! . . Brænder det nu der! (dvs.: er hun nu forelsket i ham)”.Pont.DR.II.191 (jf. 3.3).

2) være ell. blive antændt af ild.
2.1) være antændt af ild; staa i lue. Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret.2Mos.3.2. Bjerget brændte med Ild.5Mos.9.15. *Der saae man Skibet brænde; vildt rased Ildens Harm.Oehl. Regn.(1849).25. For at bringe Gløden til at brænde i Flamme maa der Træk.Kierk. X.82. billedl. (jf. bet. 3): Evropa har altid Interesse for noget, som brænder, selv om det kun er Gløder.Drachm.DG.21. || i udtr. som jorden ( stedet. Moth.B351) brænder under ham, han er utaalmodig efter at komme af sted; han er i stadig uro (jf. u. bet. 10.1). VSO.I.481. da kassereren mærkede jorden brænde under sine fødder, tog han billetten til Amerika jf.: (han) stod som Jorden brændte under ham. Ing.EF.VI.26. || tampen brænder! udraab, hvorved man i gemmeleg tilkendegiver, at den søgende nærmer sig den gemte genstand (“tampen”); ogs. navn paa denne leg. VSO.VII.40. Der blev leget “Tampen brænder.”HCAnd.VII.37. Gymn.II.11. Feilb.III.769. i videre bet.: der ligger faren; dette er hovedsagen olgn. Mau.I.97. Kandarius.LP.132. 52 Aar, Hjerteforkalkning, Nyreskavanker! Nu begyndte Tampen jo at brænde.KnudPouls.U.147. jf.: Man hører paa Ordet “ufejlbar”, at den katolske Kirke ikke er fjern. Det brænder allerede.Brandes.V.234.
2.2) m. henblik paa det fra ilden udgaaende skin (især om lys, lampe olgn.): give lys fra sig; skinne; lyse. *saae du ei vor Lampe, | Hvor mat, hvor bleeg, hvor dødelig den brændte.Ew.V.97. *De Voxlys de brænde i svovelblaae Lue.Rahb.PoetF. I.203. Den natlige Lampe brændte i Videnskabsdyrkerens Hal.Mynst.Mall.6. *Faklerne selv brænde saa blegt, brænde saa dødningblaat.Heib.Psyche.88. e. alm. || (poet.) om solen (jf. u. 10.1). Før Solen brændte, og Verdener omvæltede sig, og Aander tænkte, var (gud) alt.JSneed.III.101. *Naar Solen brænder i stærkest Glands | . . da visner Løvet.Oehl.Regn.(1849).72. || (især poet.) om andre ting. *Glødende Nat! | Langsomt brænder du hen over Jorden.JPJac.I.341. jf. (billedl.): *Guds Vredes Straaler brænder over Horeb; | Og Soelen skiuler sig for Herrens Ild.Ew.(1914).I.128.
2.3) fortæres ell. ødelægges af ild. Han puttede Brevet i Kakkelovnen, og lod det brænde. VSO. *hans Sjæl skal brænde | I en evig Skjærsilds Pine.Hrz.D.II.68. || især om ødelæggelse ved ildebrand: Allarm . . af en Skorsten, som brændte.Cit.1705.(KbhDipl. V.797). (han forklarede) at (præstegaarden) nylig havde (nu: var) brændt og var gjenopbygget af den nye Præst.Goldschm.Hjl.III.148. Ved Byens Brand i Okt. 1728 brændte Kirkens Tag og Overdel.Trap.I.43.
2.4) blive antændt af ild; komme i brand; fænge. Straae brænder strax. Vaadt Træ brænder ikke gierne. VSO. MO. e. br. jf.: kakkelovnen vil ikke brænde

3) i uegl. ell. overf. bet.
3.1) (jf. bet. 1) ytre sig stærkt; være levende; “flamme”; “blusse”. Herre . . skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?Ps.79.5. hans Vrede brænder, og mægtig hæver den sig.Es. 30.27. Skulde . . ikke Kierligheden brænde i Dig til at være Din Faders Støtte.Mynst. Præd.40. Paa den Tid brændte i Litteraturen den bekjendte Strid mellem Baggesen og Oehlenschlæger.Mart.Levnet.I.10. Spørgsmaalet om at blive Præst havde i flere Aar brændt hos ham og havde . . voldt ham mange pinlige Overvejelser. HBegtr.JK.26.
3.2) til bet. 2.1 og 2; (poet.) om stærk glans ell. lysen: *Læben dirred' harmfuldt, | Og Øiet brændte vildt.Holst.I.148. Kornvange, i hvis rige Fylde . . den røde Valmue brænder.FrPoulsen.OD.42. || om stærk indre hede: være hed; især om (dele af) ansigtet: være blussende rød. kinderne brender pâ ham.Moth.B351. *Hendes Rosenkind brænder.Oehl.L.I.23. *bankende min Tinding brænder.Winth.NDigtn.6. han kunde føle . . hvor Mandens Læber brændte.HCAnd.V.265. nu brænder mig Saaret ikke længer.Etlar.GH.II.282. hun (kunde) føle sit Blod brænde, saa hun selv blev bange derfor.Schand.BS.108. han brænder (dvs.: han har feber) jf.: *En hidsig Feber brænder i mit Blod.Oehl.C.250. || (dagl.; l. br.) være tosset; være “varm”. “Saa maa jeg vel nedsætte mig som Homøopath ligesom Du.” – “Nu brænder Du.”EBrand. L.76. || (nu næppe br.) om korn, gødning olgn.: brænde sammen (jf. III. bræmme 1). brendt Heste-Giødsel.JNWilse. Spydeberg Præstegield.(1779).219. jf. bunkebrændt.
3.3) (jf. bet. 2.1) være optændt af en følelse ell. lidenskab; i forb. m. af for at betegne følelsens art: (hun) brændte af Kjærlighed til sine Bolere.Ez.23.5. mit heele Legeme brender af Begierlighed til Hevn.Holb.HP.II.6. jeg brænder af lengsel efter at vide (min skæbne). Kom Grønneg.I.222. Hialte brænder af Venskab til din Mand.Ew.III.161. *(dit hjerte) brænder | Af en uteerlig Ild, som Ærens Love skiænder . . | Og slukkes ud, saasnart man nævner Ægteskab.Wess.17. *Valdemar kun brændte | Af Lyst til ærlig Færd.Ing.VSt. 101. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed.CKMolb.Amb.120. Jeg har brændt af Lyst efter at se Dem igen. EBrand.Bes.62. || i forb. m. efter styrende en inf. ell. (sjældnere) et subst.: hige efter; længes efter. Jeg havde . . Ingen fundet, hvis Hierte saa heftig brændte efter Schweitz.Bagges.DV.IX.179. Mangen Gang brændte Hiertet i ham efter større Idrætter.Mynst.Heger.4. det vil ei skee saaledes, saa hurtig som min Sjæl brænder derefter. HCAnd.Breve.I.18. Man brænder efter at faa dette Spørgsmaal besvaret.Brandes.V. 113. Mine Fingerspidser formelig brænder efter at tage fat.Pont.LP.IV.18. uden præp.: *din glade Gunver brænder, | At aabne dig et Bryst, som du saa lidet kiender.Ew.V.190. || uden angivelse af følelsens art. (Josefs) Hjerte brændte imod hans Broder, og han søgte et Sted, hvor han kunde græde.1Mos.43.29. brændte ikke vore Hierter i os, der han talede til os paa Veien? Luc.24.32. Grundtv.SS.IV.231 (se u. besinde 1.2). upers.: Hos den . . forreste Kriger (er) Laarmusklen . . endog udarbejdet paa Indersiden, der vender mod Reliefgrunden og som intet menneskeligt Øje kunde eller kan se. Saadan har det brændt i denne Kunstners Hænder!FrPoulsen.OD. 122. dep. (dial.): *Hvor i Gaar mit Hjærte brændtes: | Du med voksne Piger gik. PMøll.I.113. (jf. Kort.174). 'brænde for (en ell. noget), være opfyldt af kærlighed til ell. hengivenhed for. Moth.B351. *den, han brændte for, Cupido Iispiil sendte.Wess. 174. *Jeg før for andre Skiønne brændte. Rahb.PoetF.II.150. *For hans Konge høit hans Hjerte brændte.Lund.ED.114. (han) brænder hemmelig for et aldrig mødt Ideal.Brandes.VI.37. hendes Inderste brændte for (Chr.VI: hendes indvolde brændte over) hendes Søn.1Kg.3.26.
3.4) (jf. bet. 2.1; l. br.) om bølger: bryde med voldsomhed; danne brænding. Moth.B 351. *Hun svømmed dristigt ud og ind | Hvor Havet brød og brændte.Winth.(Fædrel. ⁸/₃ 1850.1.sp.3). *Jeg frygter kun Skærene: | nær maa vi være dem – se, hvor det brænder.Drachm.HV.34.

4) part. brændende anv. som adj. ell. adv. (jf. 10.4).
4.1) i egl. bet., til bet. 1 og 2. *Røgen af den brændende Kronik . . | Dem begge to stak ondskabsfuld i Næsen. Bagges.I.179. Flammerne fra den brændende Fabrik.JPJac.II.297. (billedl.:) Eders Lys (være) brændende.Luc.12.35. (nidkærhedens) Gløder ere brændende (Chr.VI: gloende) Gløder, en Herrens Lue.Højs.8.6. || i udtr. et brændende lys, om et menneske, som udmærker sig ved særlige evner olgn.; “lys.” VSO.
4.2) til bet. 3.1. (Cromwells) brændende Iver for Presbyterianernes Interesse.Holb.Ep.IV.196. en Mand fuld af brændende Enthusiasme.Horreb. II.297. Til ham maa Topsøe have næret et brændende Had.Schand.O.II.167. Herrens brændende (Chr.VI: grumme) Vrede.4Mos. 25.4. (der) var en brændendes Fejde mellem Holland og England.JPJac.I.220. (en) brændende Iver for Sagen.CSPet.Litt.I.618. || som adv. (han havde lyst) til at forære ham noget af alt det, han saa brændende ønskede sig.KnudPouls.U.144. || (sj.) i forb. m. ord som Hast olgn. som betegnelse for en meget høj grad af hastighed (jf. no. brennhast). *I brændende Hast | Ved Bulldoggens Halsbaand | Hun knytted Sedlen fast. Winth.VI.35. jf. bet. 4.5: Strømmen løb en brændende Fart her ude paa det aabne Strøg.Drachm.SS.111. || brændende kærlighed, jerusalemsblomst, Lychnis chalcedonia L. JTusch.136. HavebrL.²491. Sjæll Bond.43. || brændende spørgsmaal, emne olgn., (især ) spørgsmaal, emne, som vækker (stærk) diskussion ell. i høj grad paatrænger sig til løsning. *Blandt Tidens Spørgsmaal er der eet, | Der hører med til dem, man kalder | De brændende paa Forskningens Gebeet.Hrz.D.IV.69. de Spørgsmaal, der var brændende i Venstre, interesserede ham kun fjærnt.Hørup.II. 279. et brændende Emne at komme ind paa.JVJens.Intr.19.
4.3) til bet. 3.2. *Du rekker mig kun din sneehvide Arm | Paa Søemands Troe; | Saa trykker jeg den til min brændende Barm, | Saa faaer jeg Roe. Ew.V.162. han lagde sin Haand paa Folqvards brændende Hoved.Ing.PO.II.157. *Hvor Nilen vander Ægypternes Jord | I Africas brændende Lande.HCAnd.X.507. *Længselens brændende, dybe Saar | Det lukker sig ikke.Winth.V.159. Hans Forfængelighed følte et dybt, brændende Saar, der opirrede hele hans Væsen.Schand. SB.178. jf.: (Goya) malede . . snart med kølige graa, snart med brændende brune Farver.EHannover.(Verdenskult.VIII.26). om blikket: VSO.I.483. brændende, hektiske Øjne.Schand.AE.365. || som adv. den unge Pige . . blev brændende rød.Pont. LP.VII.32. hans pande er brændende hed Moth.B355.
4.4) til bet. 3.3. *hvor var han brændende til Bøn! | Hvor gjorde med sit Hjertes rene Flamme | Han tidt for Herrens Aasyn os til Skamme!PalM. VII.63. Det Første de . . havde at gjøre, var at udsende brændende Proklamationer til alle Rigets Landskaber.Allen.I.194. han var brændende i Aanden.ApG.18.25. *Hr. Ole holdt sin Præken om, | Saa brændende i Aanden.Grundtv.PS.III.237. Monrad.BV.84.
4.5) (l. br.) til bet. 3.4. Paa det Sted gaar der en brændende Sø.VSO. Mau.I.97.

B. trans.

5) foraarsage, at noget bliver fortæret ell. ødelagt ved ild.
5.1) (især m. tingsobj.) i al alm. (de falske penge) skal ej meere udgivis, men enten brændis, eller huggis i sønder.DL.6–18–3. hand vil hevne sig, om I brænder hans Bøger. Holb.UHH.III.4. *Naar jeg er død, da skal et Siæle-offer brændes.Falst.Ovid.58. Thiele. III.58 (se u. begive 5). *Dette Hjerte . . lad det | Brændes til Kul og til Aske.PalM. VI.202. (talem.:) brænde sine skibe, afskære sig ethvert tillbagetog; kaste broen af efter sig. Arlaud.521. || uden obj. (nu kun i forb. skænde og brænde, se skænde): brænde huse og byer af; hærge ved brand. (Valdemar Sejr) plyndrede og brændte strengelig i Pfalzgreve Henriks Land.Ing.VS. III.21. || m. person-obj.; især om ligbrænding. (i brændalderen) var det Skik at brænde de Døde.Grundtv.Snorre.I.2. Saxo lader Harald (Hildetand) blive brændt paa Baalet med sit Skib.SophMüll.VO.327. JVJens.NG. 287. (spec.) om ligbrænding i krematorium: Etatsraadinde N. N.'s Lig blev igaar brændt. Baalfærden overværedes kun af den . . nærmeste Familie.Pol. ²/₃ 1916. || (sj.) indebrænde. det (var) ellers ingen Merite . . at brænde sit Herskab.Holb.DR.V.3. || m. tings-subj. Denne By er een Gang brændt af Lynild. VSO. da skiltes Baalet i to Luer, og Ilden brændte til begge Sider Folk, der stod. Jørg.RH.78.
5.2) (foræld.) henrette ved opbrænding; straffe med baalet. vorder hand tagen (ved mordbrand), have forgiort sin Hals, og enten brændis, eller stæglis. DL.6–19–1. fører (horkvinden) ud, og hun skal brændes.1Mos.38.24. Holb.Hex. IV.7 (se u. Baal, sp. 993¹⁹). Hun skal brændes i de røde Luer.HCAnd.V.184.

6) anvende til belysning, opvarmning olgn. Hand brender meget ved. Moth.B350. Brænder, Madamen, Voxlius eller tælle Lius om Natten.Holb.Bars.III.3. I denne Egn brændes meest Tørv.VSO. *Hvad! Du brænder Lys! | Og Solen staaer alt længe høit paa Himlen.Holst.VI.48. i videre bet. om elektrisk lys: vi har brændt meget lys i den sidste maaned || ogs. m. tings-subj.: bruge. denne lampe, denne (elektriske) pære brænder for fire øre i timen || have at bide og brænde, se I. bide 1.3. || brænde tobak, ryge (tobak). Phønixb.FM.1726.Nr.6.5.

7) frembringe ved brænden. Brænder en Pige et rundt Hul i sin Kiole, er det et Tegn paa, at hun bliver gift, inden Aaret er ude.Thiele.III.46. ilden har brændt et stort hul i gulvet

8) udsætte for paavirkning af ild; behandle med ild.
8.1) gøre skikket til brug, tilberede v. hj. af ild. lader os stryge Tegl og brænde dem vel.1Mos.11.3. seigt Jern kan med største Fordeel brændes til (det) beste Staal.Tullin.III.35. *Han skulde . . danne Leer, | Og brænde det til Krukker og Fade.Oehl.VII.6. Kvinderne lavede nu Potter af Ler og brændte dem i Ilden.JVJens.Br.166. || brænde bønner ell. kaffe, tilberede kaffebønner ved ristning. tætved sidder (han) og brænder sine Bønner i en cylinderformig Maskine.Holst.UH. 213. VareL.²371. SjællBond.33. || At brænde Kalk.VSO. VareL.²384. || At brænde Ellepæle, Pølsepinde, svie dem i den ene ende.VSO. MO. brænde et skib(s bund), afsvide bunden af et skib under kølhaling for at rense den. SøLex.(1808). Scheller. MarO. || brænde planker, (nu næppe br.) ved hjælp af ild og vand give klædningsplanker bøjning. Funch.MarO.II.22. || brænde haaret, skægget, (nu sj.) give det krusning v. hj. af et varmt jærn (jf. Brændejærn 1). VSO. MO. || brænde sølv, (fagl., nu næppe br.) ved smeltning rense sølv for fremmede bestanddele. VSO. MO.
8.2) behandle (et saar olgn.) ved udbrænding. VSO.
8.3) udvinde noget v. hj. af ild. han ruskede Tidsler og Ranker op for at brænde Aske af det Grønne.HCAnd.VI.213. brænde kul, fremstille kul ved at brænde træ. Moth.B351. Levin. brænde tjære, (nu næppe br.) udvinde tjære ved at brænde træ. Moth.B351. MO. brænde tran, (nu næppe br.) udvinde tran ved afsmeltning. Moth.B 351. Schytte.IR.II.354. brænde brændevin, fremstille brændevin ved destillation. Stampe.II.261. VSO. AarbFrborg.1918.10. (ogs.) abs. i sa. bet.: Moth.B351. Schandrup.Q4^v. Hver Gang vi saa bryggede, skulde vi gjærne brænde med det samme. Feilb.BL.85. jf.: derefter er givet en udførlig Anvisning til “at brænde” (destillere) Urtevand.Brandt.ChrPedersen.(1882). 262.

9) forsyne med et mærke v. hj. af et glødende jærn; mærke med brændejærn.
9.1) i al alm.; nu især landbr.: Setter nogen Svin i anden Mands Skov, naar Olden er, og de ikke ere brænte med tilbørligt Merke. DL.5–10–22. (svinene blev) – som det endnu hedder – brændte paa Skoven, det er: indbrændte Ejerens Bomærke.Blich.IV. 293. Til Heste eller Kreaturer, som skulle “brændes” (f. Ex. paa Dyrskuerne), bruges i Reglen smedede Brændejærn.MøllH.I. 301. || brænde et skib, (nu næppe br.) forsyne et skib med mærke, der angiver dets drægtighed. Moth.B350. MO. brænde maaleredskaber olgn., (emb., nu næppe br.) forsyne m. indbrændt mærke, der angiver det som godkendt. Moth.B350. En brændt (justeret) Tønde, Skieppe.MO.
9.2) (foræld.) gøre en forbryder kendelig ved et indbrændt mærke; brændemærke. da strygis han til Kagen, og brændis paa sin Pande.DL. 6–17–34. med tyvs merke i hendis pande brende.Cit.1701.(KbhDipl.VII.631). VSO. MO. (overf.:) *Dog er med dette Jern ey alle Bøger brendte (dvs.: er ikke stemplede som forbryderiske). Falst.Ovid.38. jf.44.

10) volde beskadigelse, smerte olgn. ved paavirkning af ild ell. stærk varme.
10.1) i egl. bet.; om ild ell. noget hedt (ofte uden obj.): der er i Kjødet, i Huden derpaa, et Sted, der er brændt af Ild.3Mos. 13.24. Magnus . . kylede Pidsken hen ad Veien, som den havde brændt ham i Haanden.Ing.LB.III.171. Det nytter ikke selv at smage, for at konstatere, at Vællingen ikke brænder.IPMüller.MitSystem.⁴(1904). 30. || om solstraalernes virkning (jf. solbrændt). jeg er sort, thi Solen haver brændt mig.Højs.1.6. Dagen brænder heed over deres møisomme Vandring.Mynst. Afsk.13. *Heden brændte fra den stille Himmel.Hrz.D.II.3. Solen brændte saa hedt, at Løvtræerne visnede.HCAnd.V.241. *(solskinnet) brænder paa min Ryg igennem Frakken.Holstein.D.²29. || (jf. 10.2) om taarer. *Taaren paa Kinden brænder. Winth.IV.20. da vi gik, græd jeg, saa Taarerne brændte mine Kinder.Stuck.FO. 114. om røg: Røgen brændte ham i Øjne og Hals og var ved at kvæle ham.AndNx. PE.III.345. || (talem.) jorden brænder mig under fødderne olgn., jeg er utaalmodig efter at komme afsted (jf. u. bet. 2.1). *Kom lad os vandre! Jorden | Mig brænder under mit Fjed.Winth.HF.193. *Afsted! Mig brænder Jorden under Foden. PalM.VI.132. det brænder mig paa tungen olgn., jeg kan ikke huske det, men er lige ved at komme paa det; ogs.: jeg føler en heftig tilskyndelse til at sige det. *Hvor første Gang jeg sammen med Hr. Løjtnanten kom, | det lige paa Tungen mig brænder.Hostr.G.25. Schand.TF.II.218. Der brændte mig en Erklæring paa Læben; men jeg tav.KLars.AH.124. pengene brænder ham paa laaret, han er utaalmodig efter at give dem ud. Moth. B351. Klevenf.RJ.44. Ew.VI.161. VSO. || m. person-subj.; især (kog.): svide ell. ødelægge ved bagning ell. stegning. *Da brændte de Brødene fast til Kul.Oehl.RL.47. Hønsene maa snart være paa Spid, og det var Synd, om de skulde blive brændte.Schand. BS.47. da han tændte en cigaret, kom han til at brænde sit overskæg brænde fingrene (sine fingre), (overf.) d. s. s. brænde sig 2 (se u. 10.3). Moth.B350. NatTid. ⁹/₄ 1920.Aft.2.sp.1.
10.2) (overf. anv. af bet. 10.1) frembringe virkning (paa noget) som af ild ell. hede. peberet brender pâ tungen.Moth.B351. hæftig Kulde brænder ikke mindre end hæftig Heede.Holb.MTkr. 103. Nelderne brænde. MO. den langtraadede Brændegople . . fremkalder en hæftig Svie, “brænder”, naar den berøres. BMøll.DyL.III.326. Den svenske Sne var særlig brændt eller udpint af Frost.JV Jens.SS.9. jf.: Han brændte sin Modstander i Øjnene med sit Blik.Drachm.STL. 35.
10.3) brænde sig ell. (nu næppe br.) blive brændt (Stampe.IV.620. VSO.). 1. paadrage sig brandsaar ell. en smertelig fornemmelse ved berøring med ild ell. noget hedt. Moth.B350. “Av!” sagde Kællingen, hun brændte sig paa Vællingen.Mau.1023. (jf. Festskr.Krist.177ff.). Vi brænde os paa Ilden, saasnart vi ikke forstaae ret at omgaaes med den.Tullin. III.252. i sammenligninger: *du selv, som om du brændte | Dig paa mig, afsted nu rendte.PalM.II.205. Schand.TF.I.164. (jf. 10.2:) barnet har brændt sig paa en nælde Moth.B351. (talem.) han brænder sig ikke saa hedt, han understaar sig ikke, gaar ikke saa vidt. VSO. det har vist ingen Nød, at Kong Svend skulle brænde sig saa heedt, nu med den Danske Flaade alene at komme til dig.Grundtv.Snorre.I. 308. smst.II.60. 2. (dagl.) overf.: komme galt af sted; lide skade. Falst.Ovid.29. (verdens børn) var polerede nok til at undlade meget Ont for ikke at brænde sig. Ew.VI.252. et (emne) man lettelig kunde brænde sig paa.Rahb.Tilsk.1796.113. Jyderne . . var bange for at brænde sig, og rykkede kun langsomt frem.Grundtv. Saxo.III.176. HFEw.ChL.30. DSt.1919.101.
10.4) part. brændende som adj. (jf. 4), især til 10.1: *den brændende Sommerdag.Schand. SD.88. brændende sol(hede) om kys: et langt, brændende Kys.Schand.TF.II.225. (sj.:) *det stedse brændendere Kys, | Blev ei denne Gang en flygtig Klæben | Af et Nektarblad paa Læben.Bagges.DV.²I.293. || om fornemmelser, der minder om (stærk) hede (jf. 10.2). Disse (salte) adskille sig fra alle andre Legemer . . ved deres bidende, brændende og skarpe Smag.Brünnich.M.122. brændende tørst jf. (som adv.): *Som Tantalus ved Vand han brændend tørstig stod.Holb.Metam.80. *(de) Som brændende tørste | Efter Livets Liv. Oehl.L.I.25. || Da sendte Herren brændende (1871: giftige) slanger iblant folket. 4Mos.21.6(Chr.VI). jf. Brændeslange.

11) part. brændt brugt som adj.
11.1) til 5.1 ell. 10: fortæret ell. ødelagt ell. beskadiget af ild ell. hede. (han) var kommen hjem, som en Fugl med brændte Vinger.Ing.LB.IV.174. græsset i plænen er helt brændt af solen || (ordspr.) brændt barn skyr ilden ell. (nu l. br.) ræddes for ild(en) olgn. (Moth.B356. Høysg.S.27. VSO.), hvad man een gang er kommen galt af sted med, undgaar man at indlade sig paa. Mau.1018. jf.: som brændt Barn, skyede (Knud) Ilden.Grundtv.Saxo.III.143.
11.2) til 7: foraarsaget af ild ell. hede. En brændt Skade (dvs.: brandsaar). Moth. B356. VSO. Et brændt Saar. VSO. || fremkommen ved, at noget er brændt. da han kom ind i huset, mærkede han en brændt lugt Moth.B356. ogs. som adv.: det lugter brændt her (dvs.: det lugter, som om noget er brændt) VSO.
11.3) til 8.1: behandlet ell. tilvirket v. hj. af ild ell. hede. Naar (gips) ophedes henved 150 Grader, udskiller Vandet sig i Dampform, og det tilbageværende kalder man da, skønt temmelig uegentlig, “brændt” Gips. Haandgern.454. Skorstenspiben var som Regel af brændte Sten.AarbFrborg.1918.21. brændte Bønner (dvs.: kaffebønner).Holb. Bars.I.6. kaffe sælges nu i reglen brændt jf.: *Den brændte Caffee-Smag fordærver kun vor Mave.JFriis.106. brændte mandler, mandler ristede i sukker. Huusm.(1793). 286. Oehl.C.201. Mangor.Forts. af Kogeb. (1857).131.

C. i særlige forb. m. adv. og trykstærk præp.

12) brænde af.
12.1) intr.; (jf. 2.3) d. s. s. afbrænde 1.2: omendskiønt der ofte er Ildebrand hvert Aar, saa er det dog rart, at et heelt Huus brænder af.Overs.afHolb Levned.212. Suhm.(Rahb.LB.I.35). e. br. || ødelægges ved indvirkning af ild ell. varme. For at . . forebygge, at Polituren “brænder af”.Wagn.Tekn.548. || om skydevaaben olgn.: gaa af. VSO.I.61. raketten brændte for tidligt af (dagl.) overf.: Nationalhymnen brænder af mod Himlen i en mangfoldigt skingrende Salve.KLars.LF.88. ingen har rigtig vidst . . hvor (turneen) blev dirigeret hen, man hørte kun, at den skulde til Udlandet . . og saa brænder den allerførst af paa Marienlyst alligevel.Pol. ²⁵/₅ 1904. || d. s. s. brænde for (1). Funch. MarO.II.22.
12.2) trans.; (jf. 5.1) d. s. s. afbrænde 1.1: han saae ud, som han havde, efter Ordsproget, brændt Falster af og vilde flye over til Laaland.Holb.Abrac.III.5. (jf.sa.Jean.I.2). Man fældede Træerne ved at brænde dem af ved Roden.Kraft.VF. 154. e. br. || m. h. t. letfængelige stoffer olgn.: d. s. s. afbrænde 3. Vi brænder Skuddene af.Bønnelycke.Sp.165. fyrværkeriet skulde brændes af kl. 11 (overf.:) Drachm. DJ.I.83. de brændte Vittigheder af og gav Haandtryk.Bang.S.12. CMøll.PF.264. || m. h. t. staal: d. s. s. afbrænde 4.1. Mil TeknO.41. || (dagl.) m. h. t. vin olgn.: d. s. s. afbrænde 4.2. Bollen (dvs.: punchen deri) blev “brændt af”, saa de blaa Luer knittrende flammede i Vejret.ChKjerulf.GU.83. || (vulg.) undlade at udføre; udeblive fra (arbejde olgn.). “nu maa jeg op paa min Redaktionsvagt”. . . “Hvis jeg var Dem, brændte jeg den Redaktionsvagt af.”JMagnus.HF.52. især i udtr. brænde den af, unddrage sig sin pligt; skulke fra noget; udeblive. Dania.III.63.72.78. AGnudtzm. RT.191. hun hade brændt den a hjemmefra uden videre.KLars.Ci.86. m. personobj. (jf. u. afbrænde 2): narre (en) for noget (især: for et møde). En Aften, da han som saa ofte før ventede paa hende ved Varietéens Kunstner - Indgang, “brændte hun ham af” – som det hed i hendes Jargon.Maaneds-Mag. ²³/₁₁ 1913.1009. især i udtr. (være, blive) brændt af, (være, blive) narret. De er blevet brændt af, Højstærede! – Brændt af? Hvad vil det sige? – Tja . . det er saadan er Ord – – brændt af! Der er ogsaa nogle, der siger tørret eller hvidtet! Viola og ham den anden er stukket af i en Bil.Tandr.Gillekop.(1911).147.

13) brænde an (jf. anbrænde).
13.1) brænde paa; svides. Moth.B352. Kagen brænder an.VSO.I.152.
13.2) d. s. s. brænde sammen. Rug, Meel . . brænder an, naar man ei undertiden rører deri.VSO.I.152.

14) brænde efter, om skud: gaa af, efter at fængkrudtet er afbrændt. Funch. MarO.II.22. Scheller.MarO.

15) brænde fast.
15.1) intr.: blive fast ved forbrænding. slaggerne er brændt fast i kakkelovnen
15.2) refl.; især overf.: komme til at sidde fast, som om det var indbrændt. den lille (scene) havde brændt sig fast i hendes Minde.OMMøll.O.71.

16) brænde for.
16.1) ( og jæg.) intr.; i forb. krudtet brænder for olgn., fængkrudtet brænder uden at antænde ladningen. Krudtet brændte for, uden at noget Skud fulgte paa.PMøll.I.372. Drachm.KW.63. Skuddet er brændt for.Scheller.MarO. om selve skydevaabnet: klikke. Det er, som naar Bøssen brænder for.Blich.III.526. Kanonen er brændt for.Scheller.MarO. Feilb. upers.: Da det brændte for, fløi Fuglen bort.VSO.
16.2) trans.: svide (træ, der skal holde sig i jorden). Moth.B352.

17) brænde i, (dagl. ell. vulg.) med kraft drive noget ind i noget andet. brænde et søm i overf.: “Du har det vist heller ikke godt her?” . . Han nikkede blot – ingen skulde komme og brænde dét i ham (dvs.: bebrejde ham, “lade ham høre”) igen at han havde klaget.AndNx.PE.I.170. brænde noget i en, bilde en noget ind (jf. 26.3). || lægge et afgørende kort til; “sætte i”; “brokke i”. Har jeg derimod ingen Forcer og heller ikke nogen stærk Farve . . saa kaster jeg et Par Gange af . . forinden jeg brænder Esset i.Spillebog.(1900).5.

18) brænde ind.
18.1) (l. br.) frembringe hul ved at brænde. Gløden . . brændte ind i hans Haand. VSO.
18.2) paatrykke (et mærke) v. hj. af et brændejærn. der blev brændt mærker ind paa svinene VSO. || ogs. (nu næppe br.) d. s. s. 9.1. brende svin ind.Moth.B351. jf.: brænde Qvæget ind paa Fælleden (dvs.: mærke det ved brændemærker til optagelse paa fælleden). VSO. || (sj.) overf.: Utopisternes Tanker brænde sig efterhaanden ind i Sjælene.Schand.AE. 184.

19) brænde inde.
19.1) intr.: omkomme ved ildebrand. Moth.B352. VSO. *(barnet) Var nær brændt inde. Ilden var alt udbredt | Paa alle Sider af den Lilles Kammer.Hrz.IX.274. || overf.: *Naar Besyven brænder inde, | Man Stik paa Stik kan sagtens vinde.Grundtv.PS.IV.53(jf. u. Besyv 1). især i udtr. brænde inde med noget, ikke naa i rette tid at faa noget anvendt, afsat, udtalt osv. Grundtv.BrS.288. (vi) brændte inde med et betydeligt Partie . . Olie, og tabte i dette Aar 2000 Rdlr. Drewsen.S.130. Ing.LB.IV.202. Jeg er en gammel Kræmmer, og jeg er endnu aldrig brændt inde med en Artikel, der duede noget.Holst.III.137. jeg risikerer da, hvis jeg ikke har andre Kaart, hvorpaa jeg kan komme ind, at brænde inde med mine Forcer.Spillebog.(1900).5.
19.2) (l. br.) trans.: lade omkomme ved brand. Moth.B352. VSO. NMPet.IslFærd.III.148.

20) brænde løs.
20.1) (intr.) om skud, skydevaaben: gaa af. VSO. de første Skud brændte løs tidt i farlig Nærhed af Straatag.TroelsL.XI.14. (overf.:) nu brænder det løs (dvs.: nu gaar det løs) Gadeordb.²
20.2) (trans.) affyre (skud ell. skydevaaben). *Slyng Skjoldet op i Masten, hejs det sorte, | Krudtsprængte Flag, og brænd Kanonen løs.Drachm.D.126. (overf.:) Hans Vittigheder var . . sjælden søgte; han var ikke kræsen, men brændte frejdig løs, hvad der først faldt ham ind.Hørup.I.167. || især uden obj.: affyre et skud; give fyr. Saa snart dette Dyr kom mig ret for Skud, brændte jeg løs og ramte det lige i Hovedet.Robinson.I.48. *Her sigted han med eet mod Træets Top | Og brændte løs. PalM.V.44. for at bekæmpe Krigen maa alle Mandfolk i alle Lande kunne eksercere og skyde Mennesker og brænde løs paa Kommando.Hørup.III.4. || brænde løs paa, skyde paa. VSO. overf.: antaste; anfalde; gaa løs paa. Moth.B351. saa snart han fik øje paa ham, brændte han løs paa ham med sit spørgsmaal jf.: vi ere nogle stakkels skrøbelige Mennesker, som ikke kunne værge os mod en eneste Fristelse, naar Djævelen rigtig brænder løs paa os. VBeck.LK.I.274.

21) brænde ned.
21.1) brænde lige til grunden ell. til det nederste. Byer og Huse lod (han) brænde ned til Grunden. Molb.DH.II.149. Laden brændte ned, Ilden i Grunden blev slukket.JPJac.I.255. et osende Lys, der brænder ned i Stagen. Pont.LP.VII.175.
21.2) (jæg.) skyde ned paa ujægermæssig maade. VigMøll.HJ.133. Dania.III.231.

22) brænde op.
22.1) intr.: fortæres helt af ild. VSO. bogen faldt i ilden og brændte op
22.2) (trans.) om ild: fortære helt; om personer: lade ilden fortære helt. Du skal brænde mig op alle mine politiske Bøger.Holb.Kandst.V.8. *Den Ild, jeg tændte for | At varme mig, nu brænder Huset op.Hauch.DV.I.210. || (til 6) forbruge fuldstændigt til brændsel. VSO. vi har brændt vore tørv op

23) brænde over.
23.1) intr.: briste itu under paavirkning af ild ell. hede (gløden). Moth.B351. kobbertraaden brændte over, fordi strømmen var for stærk
23.2) trans.: faa til at briste ved brænden ell. gløden. brænde en Traad over i Lyset.VSO. en elektrisk sikring bestaar i en sølvtraad, som strømmen brænder over, naar den bliver for stærk

24) brænde paa.
24.1) (kog.) intr.: klæbe fast under bagning, kogning ell. stegning paa grund af for stærk varme paa eet sted; ogs.: svides. Kyllingerne brænder vist paa, Ane er jo ikke i Køkkenet.Bergs.FM.32. Under Kogningen maa der jævnlig røres i Saucen, for at den ikke skal brænde paa. FrkJ.Kogeb.175.
24.2) (trans.) d. s. s. brænde løs 2. *Din Fiende brænte paa, fra hver en Kant og Side.JFriis.27. Den, der først kom til at brænde paa, vilde ufejlbarligt sende sin Modstander ind i Evigheden. Blich.IV.27. JJPaludan.Er.187. Scheller. MarO. || brænde paa en, give ild paa en; nu især (vulg.) overf.: antaste; anfalde. hun bestemte sig til at gaa ud at trække paa Gaden . . Den første, der brændte paa hende, var en radmager, tuberkuløs Vexellerer.RudLange.Drømme.(1910).74.

25) brænde sammen.
25.1) intr.: danne en sammenhængende masse ved forbrænding. slaggerne brændte sammen i ovnen til en stor kage || (overf.) komme i gæring, gaa i forraadnelse paa grund af varme (jf. 26.1, III. bræmme 1). Fleischer.S.183. altfor frisk Hø i Stak, der brændte sammen.TroelsL. XII.36. MøllH.I.301. For ikke at brænde sammen maa Sæden (i et pakhus) luftes. Sal.XIII.1084. (jæg.) om fuglevildt, der gaar i forraadnelse ved at pakkes tæt sammen: Sal.III.510. jf.: Olietøj, meget let, fylder kun lidt, brænder ikke sammen ved Opbevaring.Pol. ²²/₆ 1910.8.
25.2) trans. (jf. 8.1). brænde Sølv og Kobber sammen.VSO. en revnet Potte, der brister paa samme Sted, hvor den nu paa Skrømt er brændt sammen.Hørup.III.94. overf.: Det var denne Stilling, der brændte Flor og P. Hiort Lorenzen sammen.PLaurids. S.III.136.

26) brænde ud.
26.1) intr.: brænde til ende. VSO. *Olien brænder ud i Nattens Lampe.Bredahl.V.193. Lampen paa Bordet var ved at brænde ud.HCAnd.V.56. Lysene brændte ud.SvGrundtv.FÆ.I.210. || (fagl.) om gødning olgn., d. s. s. brænde sammen 1. VSO. MHans.H.53.
26.2) trans., til bet. 8: behandle ved ild || (jf. 8.1) brænde (noget) for at udvinde noget deraf. jeg har skaaret Sølv-Galunerne af, for at brænde dem ud, og i Nødsfald giøre dem i Penge.Pamela.I.181. MO. || rense v. hj. af ild. Moth.B351. At brænde en Skorsten ud.VSO. Arbeide med at feie Skorstene og brænde Kakkelovne ud.Winth. VIII.249. Han agtede ikke videre paa Saaret, ætsede det istedenfor at brænde det ud.Brandes.XI.327. || (jf. 8.2) udvinde v. hj. af ild ell. hede. brænde Guld ud af Galoner.MO. (nu næppe br.:) brænde Brændeviin ud.VSO.
26.3) (vulg.) komme med; “stikke ud” (jf. u. 17). Damer, der er dumme nok til at høre paa alt det Vrøvl, jeg brænder dem ud (dvs.: ved kort-oplægning). Pol. ¹⁴/₂ 1920.2.sp.5.

27) brænde ved, d. s. s. brænde paa 1. Moth.B352. VSO.